Kronik

Hvis Socialdemokratiet virkelig vil være på børnenes side, skal der mere til

I Socialdemokratiets børneudspil lægges der op til flere tidlige og langvarige anbringelser af børn uden for hjemmet. Men udspillet skal udbygges, hvis anbringelserne skal føre til en positiv udvikling for børnene
I løbet af en anbringelse viser det sig meget ofte, at barnet ikke kommer i udvikling som forventet, og måske giver anbringelsesstedet ligefrem op, hvorefter barnet let bliver kastebold mellem hjemmet og nye anbringelsessteder.

I løbet af en anbringelse viser det sig meget ofte, at barnet ikke kommer i udvikling som forventet, og måske giver anbringelsesstedet ligefrem op, hvorefter barnet let bliver kastebold mellem hjemmet og nye anbringelsessteder.

Jakob Dall

16. oktober 2018

I dansk sociallovgivning er der en bestemmelse, som kommunerne i årevis har overtrådt dagligt. Bestemmelsen, der står i serviceloven, siger, at børn med særlige behov skal sikres samme muligheder som deres jævnaldrende.

Socialdemokratiets nye udspil, ’Altid på børnenes side’, tager et stort skridt i retning af at gøre op med denne tilstand, men mener partiet virkelig det med, at det er på børnenes side, er det langtfra nok.

Realiseres udspillet, som det foreligger, vil flere børn ganske vist blive anbragt tidligere og i længere tid. Men der er en åbenbar risiko for, at det ikke kan stå alene som den hjælp, der kan give dem samme muligheder som deres jævnaldrende, og det vil være i modstrid med hele udspillets idé.

Forældres opvækst spiller ind

Det virkelig nye i udspillet er en række forslag om at anbringe flere børn uden for hjemmet, at gøre dette tidligere og at være parat til også at lade anbringelserne omfatte søskende, og til at lade anbringelserne vare resten af barndommen. Efter min vurdering er der imidlertid brug for både at styrke og udbygge udspillet, hvis en realisering skal virke efter hensigten.

Først vil jeg omtale to punkter i udspillet, som kan styrkes.

For det første siger udspillet, at det er ulykkelige livsbegivenheder som sygdom og misbrug, der hindrer svigtende forældre i at give deres børn tilstrækkelig god omsorg. Det er, hvad man almindeligvis siger, men det er meget upræcist.

Der er eksempelvis forældre med alkoholmisbrug, som fuldt ud kan varetage forældreopgaven, hvis de er tørlagte, og andre, der ikke kan, selv om de er tørlagte. Det samme gælder for voldelige tilbøjeligheder, psykiatriske diagnoser og meget andet.

Alkoholmisbrug, vold og andre problemer må derfor betragtes som symptomer, der kan vise tilbage til vidt forskellige personligheder, og det er personlighederne, ikke symptomerne, der er afgørende for mulighederne for at drage omsorg for et barn.

Et af trækkene ved en sund personlighed er, at den pågældende mor eller far viser relevant bekymring, når barnet har problemer. En svigtende personlighed er derimod kendetegnet ved ikke at gøre dette.

Når man i psykologiske undersøgelser ser nærmere på historien, for eksempel hos tørlagte forældre, ser man enkelt udtrykt, at de, der bekymrer sig relevant, typisk har fået ganske god omsorg i deres opvækst, mens de, der ikke gør, er vokset op med omsorgssvigt.

Med andre ord er de svigt, som forældrene selv har lidt, og den personlighed, som det har dannet, i de fleste tilfælde den afgørende hindring for at kunne drage omsorg. Svigtende forældre har aldrig fået forudsætningerne for at leve sig ind i et andet menneske og gør derfor det bedste de kan, selv om det skader barnet.

Hjemmet betyder næsten alt

Det andet punkt i udspillet, som kan styrkes, optræder i den del, der drejer sig om daginstitutionernes og folkeskolens rolle. Her fremstår det, som om de kan kompensere for barnets omsorgssvigt, blot de får tilstrækkeligt med ressourcer. Så man må spørge: Hvorfor så anbringe flere børn?

Svaret er, at andre ikke kan kompensere for forældres svigt, allerhøjst kan de mildne det en anelse. Det ses, når børn, der lever i svigtende miljøer, ikke udvikler sig, selv om daginstitution og skole gør en fin indsats. Forholdene i hjemmet betyder med andre ord næsten alt.

Når et barn derimod anbringes uden for hjemmet, og der er tæt samarbejde mellem anbringelsessted og institution eller skole, så kan institution og skole gøre en væsentlig, positiv forskel.

Og hvis forslagene om flere, tidligere og barndomslange anbringelser realiseres, er der grund til at forvente, at det over tid ligefrem vil lette det aktuelle pres på ressourcerne i daginstitutioner og skoler.

Inddrag psykolog inden anbringelse

Ud over denne styrkelse af udspillet er der som nævnt nogle forhold, fem i alt, som udspillet efter min vurdering må udbygges med, hvis det skal kunne forventes, at anbringelser fører til en positiv udvikling for børnene.

For det første må både barnet og forældrene være tilstrækkelig godt undersøgt, før man vælger anbringelsessted. Den almindelige børnefaglige undersøgelse, som sagsbehandlerne foretager, får som regel ikke fat i problemernes omfang og dybde.

Undersøgelsen fokuserer kun på de føromtalte symptomer, eksempelvis forældrenes alkoholmisbrug og barnets adfærdsvanskeligheder. Den ser ikke på historien og heller ikke på personlighederne bag symptomerne.

I løbet af en anbringelse viser det sig meget ofte, at barnet ikke kommer i udvikling som forventet, og måske giver anbringelsesstedet ligefrem op, hvorefter barnet let bliver kastebold mellem hjemmet og nye anbringelsessteder.

Løsningen er at lave mere psykologiske undersøgelser, og Socialministeriet har i 2011 udsendt en udmærket vejledning herom. Men man kan ikke forvente, at sagsbehandlere skal kunne udføre disse undersøgelser, hvorfor der er brug for at inddrage psykologer i højere grad end tilfældet er i dag.

Samarbejde med hjemmet

For det andet kan det være afgørende for, at en anbringelse kommer til at virke efter hensigten, at sagsbehandleren har tilstrækkelig tid til den enkelte sag, og at hun ikke som i dag skifter hvert halve år. Stabile sagsbehandlere med tilstrækkelig tid er nødvendige, eksempelvis for at kunne arbejde hen mod at forældrene accepterer anbringelsen og for at kunne opretholde lange, sammenhængende forløb.

For det tredje er et tæt og årelangt arbejde med forældrene som regel afgørende for, at det bliver muligt for dem at acceptere eller støtte anbringelsen. Meget ofte er det en forudsætning for, at barnet kan knytte an til anbringelsesstedet og begynde at udvikle sig.

For det fjerde mangler plejeforældre, pædagoger, lærere og sagsbehandlere i dag metoder i arbejdet med den mistillid til andre mennesker, som svigt udvikler hos forældre og børn, og som kommer til udtryk i konfliktskabende adfærd, såvel som alt for føjelig adfærd.

De metoder, man anvender i pædagogisk og socialt arbejde i dag forudsætter, at forældre og børn samarbejder med fagfolkene og virker derfor ikke, når forældrene og børnene kæmper imod eller overtilpasser sig. I mange tilfælde betyder det, at forældrene ikke når frem til en accept af anbringelsen og at barnet ikke udvikler sig, selv om foranstaltningen varer i mange år.

Metoderne ’spejling’ og ’jeg-støtte’, som jeg selv har udformet dem, tager højde for mistillid. Selv om de vinder udbredelse, er de langtfra almindeligt kendte. Mig bekendt findes der desværre ikke andre og mere udbredte metoder, som tager højde for mistillid.

For det femte kan udformningen af barnets kontakt og samvær med forældrene være afgørende for, om anbringelsen kommer til at virke efter hensigten. Erfaringsmæssigt kan selv ganske korte kontakter, som indeholder svigt, slå barnets udvikling alvorligt tilbage, og sker det igen og igen, som tilfældet meget ofte er, kan det helt hindre udvikling.

Socialdemokratiet har som nævnt taget et væsentligt skridt med sit udspil. Men det er krævende at være på børnenes side, og der er grund til at tage de yderligere skridt, som kan afgøre, om hensigten med udspillet realiseres.

Lars Rasborg, pædagog og praktiserende psykolog med speciale i klinisk børnepsykologi

Der skal gøres op med psykiatriens lillebrorstatus i sundhedsvæsnet, lød det fra sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) ved præsentationen af regeringens nye psykiatriplan. Men det kommer planen næppe til at gøre, lyder det fra kritikere.
Læs også
Det er svært at se ens jævnaldrende uddanne sig videre og gå i gang med at lave et liv, siger Jamina, der nu bor i et telt uden for sin fars sommerhus.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annika Hermansen

Hvordan f..... er Information blevet reklamesøjle for privatpraktiserende psykologer med tvivlsomme faglige betragtninger?

Bruger 323052, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Berith Skovbo anbefalede denne kommentar

De udsatte børn, der klarer sig allerværst i Danmark, er tidligere udsatte børn. Der er lavet utallige rapporter, af blandt andet SFI, som konkluderer at anbringelser har ingen eller negativ effekt i forhold til at bryde "den sociale arv". Anbragte børn er overrepræsenterede indenfor alle de forkerte statitikker; selvmord, psykiske lidelser, misbrug, hjemløshed mm. Når man har lavet undersøgelser af udsatte børn, hvor man har en kontrolgruppe af børn, der lever under lignende forhold som dem, der førte til at de anbragte børn blev anbragt, klarer kontrolgruppen sig bedre. At anbringe flere børn tidligere for at hjælpe dem, er dumt. Politikere og fagpersoner kan ikke have læst de mange, mange rapporter, som handler om anbringelser. Som tidligere anbragt har jeg læst hvad jeg kan få fat i. Og jeg er endnu ikke stødt på en rapport, som konkluderer at anbringelser hjælper udsatte børn.

Selvfølgelig er der børn, der skal anbringes. Men anbringelser er overgreb på børn og deres forældre. Det må og skal være den allersidste udvej. Hvis man vil hjælpe udsatte børn, så må man hjælpe forældrene, hvis det er muligt.

Lige før SFI blev nedlagt, så udgav de et notat om anbragte børns udsathed. Der skulle have været en større undersøgelse, men den blev tilsyneladende stoppet da SFI fusionerede med VIVA.

Notatets konklusioner af 18-årige anbragtes udsathed:

Næste hver fjerde anbragte 18-årige har forsøgt selvmord, 40% af anbragte 18-årige piger har forsøgt selvmord.

Næsten halvdelen af anbragte 18-årige har selvskadende adfærd.

Og hver tredje anbragte 18-årige pige har været udsat for seksuelle overgreb, selvom kun 5% af anbragte unge har været udsat for seksuelle overgreb FØR anbringelsen.

De tal kan vist ikke tolkes på andre måder end at anbragte børn har det af helvede til. Anbringelser virker sjældent. De føre ikke til at udsatte børn og unge bryder den sociale arv, og selve anbringelserne, som anbragte børn og unge ifølge en anden rapport ofte er glade for, kompenserer ikke for børnenes mistrivsel. Alene tallene for seksuelle overgreb er bekymrende… Der er tilsyneladende større risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb i løbet af anbringelsen end før anbringelsen.

Socialdemokratiets forslag om at anbringe flere børn er valgflæsk af den mest populistiske slags. Selvfølgelig skal børn have det godt. Men at anbringe dem, når forskningen viser at anbringelser i sin nuværende form ofte skader de anbragte børn mere end det hjælper dem, er grov omsorgssvigt.

Jacob Mathiasen, Christel Gruner-Olesen, jon jacobsen, Anne Eriksen og Eigil Thomassen anbefalede denne kommentar

Ups...

"De udsatte børn, der klarer sig allerværst i Danmark, er tidligere anbragte børn" skulle der selvfølgelig have stået...

Kim Folke Knudsen

Jeg bryder mig ikke om den idylliske omklamring af børnene, som ligger i titlen fra Socialdemokraternes udspil.

" Altid på børnenes side "

og holder det i virkeligheden hvis vi lige kigger på de kommunale budgetter med S-ledelse ?

Lad være med at omklamre børn og deres forældre samt pårørende med den slags klæbrige partioverskrifter tak.

Steffen Gliese, Mads Berg, jon jacobsen, Anne Eriksen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Intet nyt under solen - emnet er ganske rigtigt en af gengangerne i promoveringen af diverse partier.

Om det er S eller K, med minister for samme "hurtige løsninger" er sådan set ligegyldigt.
Hvis man er på "børnenes side", så betyder slægtskabet og følelsernes dybde meget mere, end en nyudklækket pædagog eller minister kan forestille sig.

Man ønsker IKKE at gøre forældrene mere kompetente, at holde familien samlet. Det koster alt for meget, så bedraget har foregået i hvert fald de sidste 30-40 år, altså før man virkelige drejede på økonomihåndtaget! - Hykleri som sædvanligt...

Intet tyder på, at der nu vil ske forandringer, så længe hykleriet fortsætter, vil der ikke ske noget positivt i forhold til disse børn/ unge, som samfundet og "regeringerne" har bestemt til at være "sociale tabere". - Man kunne dog ønske, at de skyldige for en gangs skyld fil forelæst resultaterne af deres virke, i stedet for at bruge det som kasteskyts i en forventet valgkamp.

En artikel man kan få rigtigt ond i maven af hvis man bare har en smule medfølelse.
jeg vil påstå at det at blive fjernet fra biologiske forældre eller blive adopteret i mange tilfælde giver dybe sår i sind og psyke. så det er og bliver pest eller kolera. Vi ved alle at der er mennesker som aldrig skulle have haft børn og jeg tror at de kan findes i alle sociale lag. En af de store problematikker ligger jo i at kunne få lov til at støtte forældre på "afveje" især dem som reelt har empatien og varmen i sig, men hvor diverse udfald har kostet. Jeg er ikke så sikker på at socialdemokratiet lige har fundet de vise sten og forslag som kommer nu uanset fra hvem virker populistiske.

Jacob Mathiasen, Steffen Gliese, Mads Berg og jon jacobsen anbefalede denne kommentar
Jan Skovgaard Jensen

Kontanthjælpsloftet har den direkte indvirkning på børn at de kommer til at opvokser i fattigdom. Derfor skal loftet væk!

Indtil da er resten staffage..

Jeg er ved at få kvalme af S's nye motto "Altid på børnenes side "?
Det må være det faktum, at Mette Frederiksen engang har fået Sabroe-prisen, hvilken hun burde levere tilbage, der får hende til at opfinde sig selv som børneven. Det klinger hult i betragtning af, hun ser rødt, hvis kvinder foretrækker at gå hjemme, mens børnene er små og i betragtning af, hun som beskæftigelsesminister stod bag fattigdomsskabende reformer, hun ikke vil love at afskaffe.
Altid på børnenes side - nej, selv Peter Sabroe mødte modstand i sit eget parti for sin konsekvente, kompromisløse kamp for børns vilkår.

Steffen Gliese, Mads Berg, Bjarne Bisgaard Jensen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Jeg er ved at få kvalme af S's nye motto "Altid på børnenes side "?
Det må være det faktum, at Mette Frederiksen engang har fået Sabroe-prisen, hvilken hun burde levere tilbage, der får hende til at opfinde sig selv som børneven. Det klinger hult i betragtning af, hun ser rødt, hvis kvinder foretrækker at gå hjemme, mens børnene er små og i betragtning af, hun som beskæftigelsesminister stod bag fattigdomsskabende reformer, hun ikke vil love at afskaffe.
Altid på børnenes side - nej, selv Peter Sabroe mødte modstand i sit eget parti for sin konsekvente, kompromisløse kamp for børns vilkår.

Kommentar til David Adam: Ja, der er i dag børn, som anbringes uden for hjemmet uden at det får positiv effekt eller hvor det ligefrem har negativ effekt. De kommentarer, som jeg i kronikken føjer til Socialdemokratiets udspil bygger på de erfaringer jeg efter små 40 år i feltet ind i mellem har haft lejlighed til at gøre mig med anbringelser, som virkelig har gjort en stor og positiv forskel.

Lars Rasborg

Jeg er ikke i tvivl om at du har gode intentioner med dine forslag, og jeg er enig i din overordnede pointe; hvis man skal fjerne flere børn, skal anbringelsesindsatsen fungerer bedre. Selvfølgelig er der anbragte, som har haft et stort udbytte af at være blevet anbragt. Men betragtet som gruppe, gør anbringelser i sin nuværende form mere skade end gavn; det er den klare og gennemgående pointe i stort set alle danske undersøgelser om anbragte børns udsathed og tidligere anbragtes liv efter anbringelsen. Som jeg nævnte i min tidligere kommentar, så lavede SFI en undersøgelse i 2011, hvor man sammenlignede tidligere udsatte børn med tidligere anbragte børn, og konkluderede at anbringelsen faktisk en negativ effekt for udsatte børns trivsel og liv efter anbringelsen.

Når man læser rapporter og bøger om anbringelser, så efterlades man ofte med det indtryk, at anbragte børns mistrivsel må skyldes det svigt, de er blevet udsat for før anbringelsen. Og den holdning leder sikkert frem til ideen om at så skal de anbringes tidligere. Men mærkeligt nok kan jeg ikke finde en eneste rapport, der undersøger om selve anbringelsen har en traumatiserende effekt på den anbragte. Som jeg nævnte i min tidligere kommentar, så er langt de fleste anbragte glade for deres anbringelsessted. Men alligevel er de truede af selvskadende adfærd, selvmordsforsøg, seksuelle overgreb, og en fremtid hvor chancen for at de får en diagnose, bliver hjemløse eller begår selvmord er overvældende stor. Hvis man dykker ned i undersøgelser om udviklingspsykopatologi, så konkluderer de samstemmende at en traumatisk opvækst ikke er determinerende for ens liv. Eller på dansk; omsorgssvigt og overgreb har ikke betydning for ens liv som voksen, hvis man bliver mødt med den rigtige accept og opbakning fra omgivelserne. SFI brugte i en årrække undersøgelser om udviklingspsykopatologi for at stille spørgsmålstegn ved myten om at årsagen til anbragte børns mistrivsel og sociale problemer skyldtes svigt inden anbringelsen, men faldt desværre tilbage til vinklen om at anbragte børn skal anbringes tidligere, hvis de skal bryde den sociale arv.

Meeeen… man har altså ikke kunne påvise at anbringelser "virker". Og man har igen og igen konkluderet at anbringelser har ingen eller negativ effekt på udsatte børn. Og man har utallige undersøgelser om udviklingspsykopatologi, som påpeger at omsorgssvigt eller traumer ikke behøver at være determinerende for et menneskes liv, hvis de vokser op med opbakning, kærlighed og accept.

Så på den ene side er jeg enig i at anbringelser skal være bedre, og at forudsætningen for en vellykket anbringelse er hjælp, støtte, samarbejde med forældre, konsistent sagsbehandling, at undgå anbringelsesskift, bedre efterværn, bedre visitering af den unge og familien før anbringelsen, og et større fokus på om forældrene har kompetencerne for at udvikle forældreevnen osv.

På den anden side er alle disse sociale, psykologiske og pædagoiske tiltag sandsynligvis grunden til at anbringelser stigmatiserer og traumatiserer anbragte børn og unge.

Når man læser bøger og undersøgelser, som tager udgangspunkt i anbragtes unges erfaringer, er der ofte en rød tråd, der går igen: De vil accepteres og elskes for hvem de er.
Når man fjerner et barn fra forældrene, så oplever barnet at blive fravalgt af forældrene. Især når der er tale om en "frivillig" anbringelse. Det er måske børnelogik, men det er sådan langt de fleste børn oplever anbringelsen. Man bliver derefter anbragt i en plejefamilie eller på en institution, hvor formålet med anbringelsen er at ændre barnet / den unge. Man siger indirekte til den anbragte at "du er ikke god nok, som du er". Ja, igen børnelogik, men det er sådan det opleves. Og det synspunkt får man hamret ind i hovedet igen og igen. Det kan godt være at plejeforældrene eller de ansatte på institutionen er søde og velmenende, men hallå… De er der kun så længe de bliver betalt for at være der. Det er faktum. Du er altså ikke så meget værd som alle andre børn, som elskes og accepteres af deres forældre uden at få penge for det. Ja, børnelogik, men sådan opleves det. Da der ikke findes noget mere end at miste ens barn, er chancen for at forældrene forbedre deres forældreevner forværret. De går oftes psykisk ned med sorg, afmagt og skam. Og barnets oplevelse af at blive fravalgt forstærkes. Og oven i det, vokser man op med oplevelsen af at være anerledes end alle andre. Man opfattes som anerledes af omgivelserne. Og hvis man er i tvivl, så er det stensikkert en pædagog, en sagsbehandler, en psykolog eller en plejeforældre, som minder en om det, og igen og igen understreger at man skal ændre sig, hvis man ikke skal ende op som sine forældre. Eller i børnelogik; du er ikke god nok som du er, og du er ikke værd at holde af. Efter anbringelsen står man tilbage med et voldsomt lavt selvværd og ingen familie, netværk eller økonomisk støtte. Staten har "fjernet" din familie, lært dig at du ikke er god nok og nu skal du klare dig selv.

Det er måske en banal betragtning, men jeg tvivler på at nogen psykologer betvivler at accept og ægte kærlighed er utroligt vigtigt for et menneskes udvikling. Og alligevel er anbringelser baseret på at ændre barnet / den unge med henblik på at bryde den sociale arv, og kærligheden fra ens anbringelsessted er (oftest) kun tilgængelig så længe kommunen sætter penge ind på kontoen. Og oven i det vokser man op med oplevelsen af at være anerledes, og i modsætning til alle andre unge bliver man igen og igen bekræftet i at man ER anerledes.
Og det er man oftest ikke…

De fleste anbringelser skyldes forældrernes problemer og IKKE barnets adfærd / problemer. 80% af alle anbragte, er anbragt på grund af forældrenes misbrugsproblemer eller psykiske lidelser. 5% fjernes på grund af seksuelle overgreb. 15% fjernes på grund af vold. Fire ud af fem anbragte børn fjernes altså pga FORÆLDRENES problemer. Men næsten alle anbragte børn oplever at de er problemet. For staten betaler for at de skal hjælpes og opdrages, af pædagoger, psykologer, sagsbehandlere og plejeforældre, så de kan bryde den sociale arv...

Kan vi igen blive enige om at det vigtigste i næsten alle menneskers liv er kærlighed og accept? Og at en anbringelse i langt de fleste tilfælde kompenserer for tabet af ens forældre med "betalt" kærlighed og det modsatte af accept, da hensigten med en social indsats er at "ændre" barnet med henblik på at bryde den sociale arv?

Det er i hvert fald sådan mange anbragte oplever virkeligheden, selvom intentionerne måske er at "beskytte" barnet imod grov omsorgssvigt og overgreb. Men det gør en anbringelse tydeligvis ikke…
Når man f.eks kigger på tidligt anbragte plejebørn, altså børn der er blevet anbragt indenfor deres første par leveår, og som har været anbragt i en stabil plejefamilie hele deres liv, så har 0.5 - 1 procent været udsat for seksuelle overgreb. Når den samme gruppe tidligt og stabilt anbragte børn fylder 18, så har næsten en fjerdedel været udsat for seksuelle overgreb, og en femtedel af dem har forsøgt selvmord. Og det er altså socialdemokratiets løsning på at hjælpe udsatte børn; at anbringe dem tidligere i en stabil plejefamilie.

Jamen, måske er disse børn blevet voldsomt traumatiserede som spæd, at det er grunden til at en fjerdedel af dem har været udsat for seksuelle overgreb som 18-årige og en femtedel har forsøgt selvmord? Nej, ikke ifølge udviklingspsykopatologi, som konkluderer at omsorgssvigt ikke er determinerende for et menneskes liv, hvis man mødes med den rette accept og opbakning.

Anbringelser er tydeligvis ikke den "rette" accept og opbakning. Og måske kan en plejefamilie ikke kompenserer for den familie, som den anbragte er blevet fjernet fra, selvom plejefamilien i systemets øjne er mere velfungerende.

Meeeen… så må institutioner være løsningen. Her er den anbragte omgivet af professionelle fagfolk (som dig), pædagoger og støttepersoner. Lad os kigge på statistikkerne og se om anbragte unge er mindre udsatte hvis de anbringes på en institution…
Næsten halvdelen af anbragte piger på socialpædagoiske opholdssteder har været udsat for seksuelle overgreb eller voldtægt. Fire ud af fem har skadet sig selv fysisk. Og tre ud af fire har forsøgt selvmord som atten-årige.
Jamen, måske er de så blevet anbragt pga overgreb?
Det ved man ikke rigtigt. Og jeg er ikke skidegod til matematik. Næsten halvdelen af alle anbragte i Danmark anbringes på institutioner. Og 5% af alle anbragte 15-årige er anbragt pga seksuelle overgreb. Og kun 2% af overgrebene er begået af familiemedlemmer. Det kan jeg overhovedet ikke få til at passe med at halvdelen af anbragte piger på institutioner har været udsat for seksuelle overgreb.

Anyhow… Som sagt er jeg ikke uenig i dine betragtninger om hvordan man forbedre anbringelser. Men der er noget fuldstændigt galt med at anbringe flere børn, når anbragte unge er så udsatte, som de er i dag, og når anbringelserne har så ringe effekt, som de har idag. I stedet for at snakke om hvordan man højner kvaliteten af anbringelser, så burde man undersøge om anbringelsen, uanset kvaliteten, i sig selv har en traumatiserende psykologisk påvirkning af udsatte unge, som gør dem stigmatiserede, giver dem lavt selvværd, gør dem udsatte, og på længere sigt forværre den udsatte unges mulighed for at bryde den sociale arv. For det gør den. Det er konklusionen i næsten alle undersøgelser om effekten af anbringelser.

Måske skal man helt ned i børnehøjde, og spørge om hvad det egentlig er, som udsatte børn har brug for?

Ups, en væsentlig rettelse...

"Det er i hvert fald sådan mange anbragte oplever virkeligheden, selvom intentionerne måske er at "beskytte" barnet imod grov omsorgssvigt og overgreb. Men det gør en anbringelse tydeligvis ikke…
Når man f.eks kigger på tidligt anbragte plejebørn, altså børn der er blevet anbragt indenfor deres første par leveår, og som har været anbragt i en stabil plejefamilie hele deres liv, så har 0.5 - 1 procent været udsat for seksuelle overgreb FØR deres anbringelse. Når den samme gruppe tidligt og stabilt anbragte børn fylder 18, så har næsten en fjerdedel været udsat for seksuelle overgreb, og en femtedel af dem har forsøgt selvmord. Og det er altså socialdemokratiets løsning på at hjælpe udsatte børn; at anbringe dem tidligere i en stabil plejefamilie."

Rasborg og Adam:
Lige en kort tilføjelse om ændringer i menneskesyn omkring det psykologiske. Trends også omkring hvad der hjælper ædres over tid i en evig søgen efter sandheder. Eksperter e rså også mennesker som forandres,hvilket igen får konsekvens for de børn de tror de "hjælper" Pointen er at der for ikke så mange år siden var en trend som sagde at børn som er udsatte de første tre år i livet er skadede for livstid,hvilket i sig selv gjorde (eller gør) at alle tiltag og forventninger baserer sig på den antagelse. Hvis det er sådan stadigvæk bliver alt jo stort set håbløst,hvis I forstår. Mennesket har ansvaret hele tiden for valg og mennesket kan ændre sig uanset alder i erkendelsens lys og ja jeget/egoet er en del,men er ikke konstant. Vi kan alle ændre karmaen/årsag og virkning gennem ansvarlighed og erkendelse af valg, men det kræver så under alle omstændigheder "medfølelsens lys"både overfor de der svigter og de der skal videre. og sidst og ikke mindst den enkelte "ekspert" lige fra psykologen og omtalte magthaver.

Rasborg og Adam:
Lige en kort tilføjelse om ændringer i menneskesyn omkring det psykologiske. Trends også omkring hvad der hjælper ædres over tid i en evig søgen efter sandheder. Eksperter e rså også mennesker som forandres,hvilket igen får konsekvens for de børn de tror de "hjælper" Pointen er at der for ikke så mange år siden var en trend som sagde at børn som er udsatte de første tre år i livet er skadede for livstid,hvilket i sig selv gjorde (eller gør) at alle tiltag og forventninger baserer sig på den antagelse. Hvis det er sådan stadigvæk bliver alt jo stort set håbløst,hvis I forstår. Mennesket har ansvaret hele tiden for valg og mennesket kan ændre sig uanset alder i erkendelsens lys og ja jeget/egoet er en del,men er ikke konstant. Vi kan alle ændre karmaen/årsag og virkning gennem ansvarlighed og erkendelse af valg, men det kræver så under alle omstændigheder "medfølelsens lys"både overfor de der svigter og de der skal videre. og sidst og ikke mindst den enkelte "ekspert" lige fra psykologen og omtalte magthaver.

- Viggo Okholm

Ja, selvfølgelig kan man ændre sig, men det sker i samspil eller modspil med omgivelser og erfaringer. Nu er jeg naturligvis farvet af min egen opvækst som anbragt, og tilbøjelig til at fokuserer på teorier og undersøgelser, som underbygger mine oplevelser. Jeg har snakket med mange tidligere anbragte, og læst mange bøger og rapporter, og selvom tidligere anbragte er vidt forskellige, kan jeg genkende tanker og følelser, der går igen hos næsten alle anbragte. En meget udbredt og genkendelig følelsesmæssig reaktion, som jeg støder på hos næsten alle jeg snakker med, er en lettere form for kompleks ptsd, som ofte er forbundet med følelsen eller oplevelsen af afmagt og afvisning. Og det er ofte forbundet med lavt selvværd. Kompleks ptsd er ofte en konsekvens af længerevarende omsorgssvigt. I modsætning til PTSD er det ikke et enkelt overvældende traume, men en gentagelse af en række traumer, som f.eks svigt. Det er traumer, som sætter sig i det autonome nervesystem, som kan udløse noget der minder om voldsom panik, når man oplever noget der minder om svigt eller afmagt. Ikke-logiske, uudholdelige og overvældende følelser, som jeg har mistanke om udgør en stor del af årsagen til forskellige former for selvdestruktiv adfærd, som f.eks cutting, misbrug og spiseforstyrrelser. Eller destruktiv adfærd, hvor man eksploderer i raseri. Det kan være noget så banalt som et skævt blik, en forkert sætning eller en ven der kommer for sent, som får voldsomt negative tanker og følelser til at eksploderer. Så min totalt ikke-professionelle teori om hvorfor tidligere anbragte klare sig markant dårligere end ikke-anbragte mennesker, er at de lider af kompleks ptsd (eller noget, der minder om det…)

Jeg har sjældent set nogle bøger eller rapporter der sammenkobler kompleks ptsd med anbringelser. Men en gennemgående opfattelse af hvorfor anbragte børn klarer sig dårligt, er at de er traumatiserede. Eller mere præcist; at de er så traumatiserede FØR anbringelsen, at det er umuligt at hjælpe dem, uanset hvor god anbringelsen er. Det er ikke bare en tankegang, der florerer blandt forfatterne til de fleste undersøgelser og rapporter, men også blandt pædagoger og plejeforældre, som har haft en negativ oplevelse med anbringelsen. Og det er jeg ikke enig i.

Som du skriver, kan mennesker forandrer sig, ved erkendelse af deres valg, omstændigheder osv. Jeg er enig. Et traume er ikke determinerende for et menneskes livsforløb. Det er præcis hvad mange undersøgelser om udviklingspsykopatologi konkluderer: et traume er ikke konstant ELLER determinerende for et menneskes liv. Du kan have været udsat for de mest fucked up ting i din barndom, og stadig få et godt liv, hvis du mødes med accept og kærlighed.

Men… og (her er hele mit problem med anbringelser): hvis man anbringer et udsat barn, så gentager man barnets oprindelige traume, altså f.eks svigt og omsorgssvigt, igen og igen. Og i stedet for at traumet udfordres og "underkendes" af mennesker og omgivelser, der møder den traumatiserede med kærlighed og accept ("du ER værd at holde af!"), så bliver traumet bekræftet igen og igen. Og så er vi ovre i noget, der minder om kompleks ptsd: Svigtet bliver en "sandhed" for det udsatte barn / unge. Hvis man "svigtes" eller "afvises" igen og igen, af mange forskellige mennesker, så MÅ det jo skyldes at man ikke er god nok, eller værd at holde af. Anbringelser bekræfter og forstærker dermed den anbragtes negative selvopfattelse. Og det er hvad man får kompleks ptsd af. I modsætning til udviklingspsykopatologi, hvor accept, støtte og kærlighed kan ændre den udsattes selvopfattelse og formindske traumet.
Jeg tror at det er årsagen til at de fleste anbringelser har ingen eller negativ effekt på den udsatte unges sociale mobilitet.

Igen, jeg er på ingen måder psykolog eller fagperson. Men socialdemokratiets forslag om at fjerne flere børn tidligere, må bunde i ideen om at de ikke skal traumatiseres af omsorgssvigt, da et traumatiseret menneske tilsyneladende er næsten umuligt at hjælpe. Det må være sådan de tolker de mange undersøgelser og rapporter om hvor dårligt mange anbragte klarer sig senere i livet.

Min modstand mod anbringelser er at de forstærker traumet (oplevelsen af afvisning og svigt), da ens primære omsorgspersoners kærlighed og omsorg er betinget af løn, og gennemsyret af tanken om at den anbragte skal "reddes / hjælpes / ændres", hvis den sociale arv skal brydes. Det bliver selvfølgelig ikke opfattet som et svigt af det system, som forsøger at hjælpe, men det OPFATTES og OPLEVES som afvisning og svigt af den anbragte.

Og så er jeg tilbage ved børnelogikken. Du bliver f.eks fjernet, hvis dine forældre hellere vil drikke end at passe på dig. Du er altså ikke lige så meget værd at holde af, som andre børn. Så du bliver anbragt i en ny familie, som er normal og velfungerende. Men de vil kun være dine forældre, så længe nogen betaler for det. Eller smider de dig ud. Du er altså ikke så meget værd at holde af, som andre børn. Og nu kommer der en psykolog, der vil hjælpe dig, for du har det tydeligvis ikke godt. Det er altså dig, der er problemet, ikke dine forældre eller plejeforældre. Og han vil i øvrigt kun hjælpe dig så længe kommunen betaler for det. Osv. "Svigt" og "afvisninger" af en masse søde mennesker, der bare vil hjælpe, men som ikke kan se skoven for bare træer...

Man skal ikke fjerne børn for at hjælpe dem. Man skal hjælpe forældre til at kunne passe deres børn. Med mindre børnene skal beskyttes mod deciderede overgreb, sæføli.