Kronik

Min søn er kun syv år, men han føler sig allerede som en taber

Min søn er kun lige begyndt i 1. klasse, men han føler allerede, at han er langt bagefter. Vi må gøre op med den kultur, der får små børn til at presse sig selv og føle sig utilstrækkelige
Vi klapper og roser, og vi gør det i den bedste mening – men vi glemmer måske nogle gange de børn, der løber lidt langsommere, skriver dagens kronikør. Arkivfoto.

Vi klapper og roser, og vi gør det i den bedste mening – men vi glemmer måske nogle gange de børn, der løber lidt langsommere, skriver dagens kronikør. Arkivfoto.

Jens Dresling

13. oktober 2018

»Jeg er en taber.«

Det er ikke mine ord, men min søns. Han er først lige begyndt i 1. klasse, men han føler sig allerede langt bagud. Overhalet både udenom og indenom på læseløbebanen.

Min søn er ingen sprinter i skolen. Han varmer stille op og sætter af i et roligt tempo. Og med den stil har han i en alder af blot syv år tilbagelagt et godt stykke. Og hvor stolt er han ikke for hvert skridt, hvor tunge de end føles. Og hvor stolt er ikke hans mor, der står på sidelinjen og hepper. Men pludselig falder han, og stoltheden overmandes af en større magt: mindreværdet.

Sprinternes samfund

Det var det, der skete forleden onsdag aften.

Vi sidder ved spisebordet, og den rituelle snak om skoledagen forløber som vanligt. Alt er fint. De har haft en god dag. Lige indtil flosklerne brydes af min søn, der pludselig vrænger:

»Jeg er en taber.«

En taber kræver som bekendt sin vinder, og ham er han også hurtig til at udpege. Det er ham, der kunne læse, allerede inden han startede i skole, kan tælle til 20 på engelsk, selv om skoleåret lige er begyndt, og kan alt det der ’skole-noget’, som min søn kalder det. Og det er vigtigt, det der skole-noget. Det siger lærerne, og lærerne ved bedst. At min søns mor selv er lærer, tæller ikke i ligningen. For hun er jo yngre end de andre. Hun forstår ham ikke.

Åh jo, det gør jeg. Jeg forstår ham, for jeg ligger selv under for et pres. Og jeg arbejder med unge mennesker hver dag, der som ham er pressede, og desværre bukker flere og flere under. Jeg forstår ham, men jeg forstår ikke det. Årsagen. Hvorfor vi skal være så pressede.

Hvem trives i et samfund, der bygger på en forestilling om, at det kun er de hurtigste løbere, der når målstregen, at opvarmningen blot kan springes over, at løbeturen er mindre værd end målet?

Det gør sprinterne. Det gør dem, der kun har øje for resultater. Og tilsyneladende er der flest sprintere, for ellers ville verden vel ikke se ud, som den gør?

Nyttemaksimering, målingstyranni, konkurrencestat. Det er virkeligheden, og desværre må små børn, der først lige er begyndt på deres mangeårige maratonløb, forholde sig til den virkelighed og presse sig selv til at løbe hurtigere. For alternativet er ubærligt for et barn: at være anderledes, at stå alene tilbage og kæmpe for at følge med de andre, der suser afsted mod målet.

Kommer det ovenfra?

Aldrig har vi løbet så hurtigt, og statistikkerne taler deres tydelige sprog; stress, depression og mindreværdsfølelser fyger om ørerne på os. Vi hører om det på jobbet og læser om det i aviserne, mens den ene mindfulnessbog efter den anden optager boghylderne. Men vi kan ikke mindfulnesse os ud af depressionen ifølge psykologiprofessor Svend Brinkmann, der med sin debatbog Gå glip slår til lyd for en opbremsning.

Han mener, at det er på tide, at vi slår bremserne i og siger fra over for optimeringskulturen. En kultur, som den enkelte alene ikke kan nedbryde og omskabe. Det kræver en kollektiv indsats. Og dette er en vigtig pointe: det fælles ansvar.

Vi lever i et præstationssamfund. Det er ingen nyhed. Det er nok snarere blevet hverdag – en del af vores kulturelle mindset. Sådan er det bare, siger nogle. Man er nødt til at følge med udviklingen, siger andre. Men hvor kommer tyranniet fra? Fra politikerne?

De kan synes som almægtige guder, der troner i en fjern galakse. Magtfulde, utilgængelige og uendeligt langt fra os dødelige sidder de med vores samfunds ve og vel i hænderne. Det nemmeste er at give politikerne skylden. Vi kan ikke gøre noget ved det. Vi må bare indordne os under de højere magters bud. Er det ikke en herskende diskurs i vores samfund, at alt kommer ovenfra?

Denne tankegang legitimerer vel så, at vi underkaster os og afholder os fra at problematisere kulturen og italesætte en alternativ kultur. Og netop her ligger problemet. I stedet for at stoppe op og puste ud halser vi hastigt videre sammen med alle de andre.

Fra et fugleperspektiv ser jeg de masende masser, forpustede, indtil de forvitrer bag målstregen. Pludselig ser jeg mig selv blandt masserne, for også jeg lader mig af og til rive med strømmen. Også jeg klapper begejstret i hænderne, når mine børn vinder en dansekonkurrence eller klarer stavetesten til perfektion.

Også jeg roser mine elever, når de hurtigt knækker analysekoden og slynger om sig med triader, anaforer og andre stilfigurer. Og vi gør det i den bedste mening – klapper og roser, men vi glemmer måske nogle gange dem, der løber lidt langsommere. De risikerer at blive trampet ned af masserne, hvis ikke vi giver plads og tid.

Turen er målet

Det er tid til at italesætte en anden kultur. Politikerne kan ikke løbe fra ansvaret for nu at blive i den terminologi, men det er ikke kun politikerne, der surrer løbetrøjen fast om barnet, de unge og alle os andre – så stramt, at vi må gispe efter vejret.

Det er et ansvar, der påhviler alle autoriteter; politikere, ja, men også forældre, lærere, forfattere, journalister … For hvilket samfund ønsker vi? Et samfund af eliteudøvere, der hurtigt og effektivt spurter gennem de daglige gøremål, men slider hælene op i utide? Eller et samfund af lystløbere, der ikke altid er hurtige og effektive, men til gengæld holder distancen?

Nu vil nogle nok mene, at jeg er en blåøjet idealist. Andre vil afvise mig som alternativist. Og idealister og alternativister lever jo i en parallel virkelighed. De er virkelighedsfjerne badutspringere. Det er i hvert fald sådan, argumentationen lyder, når man er sprinter. Når man kun har øje for målstregen.

Jeg ér alternativist. I hvert fald sådan at forstå, at jeg tror på, at der findes et alternativ til den måde, vores samfund og vores kultur er på lige nu. Men jeg er også realist. Jeg forstår, at vores vilkår er anderledes end i tidligere tiders samfund. At globalisering og industrialisering er væsentlige faktorer. At vi ikke kan stå stille. Vi skal naturligvis bevæge os fremad.

Det er jo faktisk også det, min søn gør. Han gør det bare i sit eget tempo, og på den måde kommer han længst. Når lærerne i skolen presser ham, fordi de selv bliver presset af nogle, som også bliver presset, går han i stå. Og ikke i den brinkmannske forstand. Men helt i stå. I sort. Så ser han sig selv overhalet indenom og udenom. Så bevæger han sig ikke fremad.

I bedste fald holder han sig oprejst, i værste fald vælter han og bliver liggende.

Det er her, vi som autoriteter må hjælpe ham og alle andre på vej. Vi skal ikke feje løbebanen, så han ikke snubler, for det er o.k. at snuble. Men vi skal fortælle ham igen og igen, at selve turen er målet i sig selv. At hvert skridt er en sejr. At livet ikke er en konkurrence, hvor det handler om at komme først.

Min søn føler sig som en taber, fordi han har fået et indtryk af livet som en løbekonkurrence, der kan vindes og tabes. Jeg ser det som min største opgave som mor – og autoritet – at lære ham, at lykken i livet ikke nødvendigvis ligger i destinationen.

Men det er svært. Det er svært, fordi jeg kun er én autoritet i hans liv, og børn lytter til autoriteter. Jeg giver ikke op, og det tror jeg heller ikke, han gør. For mig er min søn en vinder. Ikke fordi han er den hurtigste på løbebanen, men fordi han de fleste dage formår at holde sig oppe, når masserne stormer forbi.

Lad os alle, uanset om vi er eliteudøvere eller lystløbere, stå sammen om at italesætte et nyt kulturelt mindset. Lad os sammen hylde og heppe på alle fra sidelinjen og ikke kun, når nogen når over målstregen.

Camilla Friis Aaquist, gymnasielærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Ruth Gjesing
  • Christel Gruner-Olesen
  • Torben K L Jensen
  • Marianne Stockmarr
  • Peter Tagesen
  • Christian Mondrup
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Randi Christiansen
  • Jørn Andersen
  • Kristen Carsten Munk
  • Annika Hermansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Dorte Sørensen
Viggo Okholm, Ruth Gjesing, Christel Gruner-Olesen, Torben K L Jensen, Marianne Stockmarr, Peter Tagesen, Christian Mondrup, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Randi Christiansen, Jørn Andersen, Kristen Carsten Munk, Annika Hermansen, Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Jeg tjener (tjente indtil jeg sagde op) 121,50/time. Det er en 'taber'-løn, Camilla Friis Aaquist. Jeg er 'lystløber', men efter sigende har gymnasielærere og andre 'eliteudøvere' ikke svært meget lyst til at gå lidt ned i løn, for at jeg kunne have fået lidt mere. Så din søn er såmænd nok meget godt tjent - sådan økonomisk set - med at blive stresset lidt inden han får den tåbelige idé at falde helt til bunds...

Det der provokerer mig så vildt meget ved ellers sympatiske tekster som din, er, at du både vil blæse og have mel i munden på samme tid: Den eneste grund til, at du oppebærer en så latterlig høj løn i sammenligning med f.eks. en rengøringshjælp, en sosuhjælper, eller andre lavtlønnede 'tabere', er at du anerkender det selv samme system, som du kritiserer...

Dét system betragter din søn som en taber, hvis han ikke magter at springe gennem visse ringe..som en fucking hund...Han forstår tydeligvis den virkelighed du er med til at bygge til ham, og det bedre end du selv gør. Velbekomme!

Berith Skovbo, Bettina Jensen, Morten Damborg, Katrine-Marie Burmeister, John S. Hansen, Carsten Nørgaard, heidi møller jensen, jørgen djørup, Torben K L Jensen, Jens Kofoed, Jørgen Clausen, Egon Stich, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard, Randi Christiansen og christian christensen anbefalede denne kommentar
Merete Lind Edlefsen

Helt enig. Børn fratages en ægte barndom. Dog i kun i skoleregi også på andre måder de sidste 20 til 30 år. Mit barnebarn brugt udtrykket. Det er ikke godt med mig mormor omkring skolen 8 år. En mormor holder det ikke ud. Kunne have tudet sammen med ham

Karsten Aaen, Kim Houmøller og Josephine Kaldan anbefalede denne kommentar

Hvoirnår har vi ikke levet i et præstationssamfund?

Kan nogen overhovedet komme med nogle eksempler, der ikke stinker af en Morten Koch romantisering af dengang, hvor datter lavede det samme som mor og søn lavede det samme som far.

Morten Simonsen, Hans Aagaard og christian christensen anbefalede denne kommentar

Så forældrene har ikke kunnet fortælle deres børn hvad der er normalt og hvad der forventes af børnene. I min optik siger det mere om forældrene end om børnene eller samfundet.

jens peter hansen

Jeg har haft tre klasser som jeg har fulgt fra 1. klasse til 9. og en enkelt til og med 10. Der har i hver klasse været én eller to der kunne læse lidt da de beygyndte i første, men mange som først rigtigt kom igang i anden klasse, enkelte først i 3. Jeg husker Nordlæs fra 1994, som udløste et ramaskrig, da det viste sig at danske elever i 3. klasse læste som elever i Trinidad-Tobago. At danske elever i 8. klasse læste som de fleste europæiske børn, gad journalister og andre meningsdannere ikke at interessere sig for. I 1995 havde jeg sammen med to andre kolleger et nyt 1. klasses hold. Vores politik var at elevernes læsefærdighed skulle værdsættes af forældrene, som skulle høre dem læse op hver dag i ikke over 5 min. Vi havde en læsebog men vi lavede også vores bøger selv, vi trykte elevernes historier, vi havde masser af frilæsning og hver elev kunne arbejde i sit tempo. I slutningen af anden klasse læste vores elever på niveau med de finske børn, der som bekendt er verdensmestre i Europa. Der var ingen pisk og så snart ungerne havde løst læsekoden slap forældrene for at blive læst op for, da ungerne jo nu selv kunne og ville læse. Når jeg tænker på min egen skolegang med salmevers, evig tabeltræning til og med 19-tabellen, skønskrift, dødssyge læsebøger og evig oplæsning, så synes jeg at ungerne nu er laaaangt bedre hjulpet og ikke nær så hårdt belastede som vi var med trussel om tæv og eftersidning.

Bodil Bast, Gurli Jeppesen, Mogens Holme, jørgen djørup, Christel Gruner-Olesen, Torben K L Jensen, Karsten Aaen, Torben Bruhn Andersen, Jørgen Clausen, christian christensen og Helle Walther anbefalede denne kommentar
christian christensen

Det er snarere debatten, som ikke er ny. Jeg er så ældgammel, at jeg huske at have læst Flemmingbøgerne, hvor kampen stod mellem en stærkt disciplineret, terpende og straffende „sort” skole og forfatterens og andres idé om en reformpædagogisk orienteret skole, hvor barnet og dets iboende ressourcer var i centrum. Forfatteren Gunnar Jørgensen havde sit talerør i rektor Halling som anbefalede den forstokkede lærerstab på Flemming skole at prøve med kærlighedens stærke arm og grave de"guldkorn frem, som fandtes på bunden af alle utilpassede drenge.

Flemmingbøgerne afspejlede den pædagogiske debat i 1920'erne, men nu er den åbenbart gal igen på trods af støttepædagoger og inklusionsbestræbelser. Har det nogensinde været godt? Eller er problemet, at nogle forældre bare ikke kan leve med at deres dejlige poder - af en eller anden grund - ikke er helt så bogligt stærke som (nogle) andre børn. Man angiver i stedet teoretiske forklaringsmodeller med endnu mere teoretiske løsninger og giver sig til at skyde med spredehagl mod "præstationssamfundet" og diskriminerende "italesættelser".

Jesper Sano Højdal, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Genkender meget af det jph skriver. Mine elever kunne læse i 1. klasse, fordi de havde betydelig flere timer end man har i dag, man gav ting tid, ikke så der ikke blev plads til ud af skolen ture,, hytteture, teater, skovture, skæg og ballade osv osv også på det klassetrin, kæmpe fødselsdagsfest for alle børn i klassen på skolen, for det gjorde der, men derfor kunne der også godt stilles krav.
Jeg selv gik i kreativ skole, folkeskole, men var heldig med lærerne, fagligt dygtige, og de oplevelser bærer man jo videre på og giver videre både til egne børn og de børn der kommer på ens vej.
Personlig synes jeg nutidens børn er helt fantastiske, men også kan de ikke klare nogle ting, så er det helt okay, det skal nok komme, bare givdem plads tid og rum , masser af kærlighed og og fortæl dem, de er okay.

Kim Ravn-Jensen

Rikke Nielsen: Du skriver "Hvornår har vi ikke levet i et præstationssamfund?" Det var dengang, store dele af befolkningen fulde af overbevisning kunne synge "Plads til for dem alle, plads for alle der vil Danmark for folket." (Oskar Hansen, 1934).
Morten Korch er en meget vildledende reference. For at holde et samfund kørende, skal en vis mængde arbejde udføres af en vis mængde hænder. Her kan alle - også Camilla Friis Aaquists søn - være med. Han faktisk skal - alternativet er ikke til at holde ud at tænke på.

John S. Hansen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Hvad nu, hvis din søn faktisk er en taber? Hvorfor skulle disse ikke findes? Hvorfor gøre taberen til mere, end denne er: en taber.

Han/hun tabte. Det gør folk faktisk. Shit happens.

"Også jeg klapper begejstret i hænderne, når mine børn vinder en dansekonkurrence eller klarer stavetesten til perfektion" - Og du hepper på sidelinjen...
På den måde fortæller du din søn, at det er helt legalt at deltage i "kapløbet" og at du er stolt, når han lykkes!
Klart, at han måler og sammenligner. Hold snarest op og find nogle værdier, der ikke er den kultur, som både voksne og børn deltager i, konkurrence og økonomi - med deraf følgende stress og mindreværd.
Min søn kom i en dårlig skole som 8 årig og jeg forsøgte at hjælpe ved at læse sammen med ham, det tog virkelig lang tid. Desværre hjalp det ikke meget. Dengang var ræset og politikken ikke så syg som i dag med NPM og kontrol af de nederste i samfundet. Det er næppe dem, der rager til sig - men det er så nemt - tale om den social arv for 117 gang osv.

Find i stedet for de andre værdier, der sammen med ligesindede ligefrem kan skubbe den anden vej - til selvværd - og mål, man selv sætter!

Lise Lotte Rahbek

Jeg stemmer i med, at præstationer i altovervejende grad har været målet for alle i kendt tid.
Forskellen er, at tidligere blev præstationer ikke i så høj grad tillagt det enkelte individs personlige vilje og valg. Venligst bemærk, at jeg skriver 'i så høj grad'. for selvfølgelig har doktorens søn o. lign mærket præstationkravet.

Jeg ved dog ikke, om det var så meget bedre at få at vide, at det var evnerne, som ikke rakte, når individet fejlede, fremfor at få at vide, at h*n ikke VIL det nok.

Niels Duus Nielsen

En afgørende forskel på før og nu, er at selv om jeg var udsat for præstationskrav, var der en udbredt forståelse i forældregenerationen for, at man som ung havde nogle horn, der skulle løbes af, og en del indestængt energi, som skulle have afløb. I mit tilfælde betød det, at jeg konstant blev fortalt, at jeg selvfølgelig skulle på universitetet, men det hastede ikke mere, end at jeg havde mine forældres fulde opbakning til, at jeg blaffede rundt i Europa i et års tid.

"At gå på valsen", kaldte min far det, han var lidt misundelig, for han ville også gerne rejse, da han var ung.

En af de vigtigste ting, jeg lærte af mine år på landevejen var, at destinationen er lidt ligegyldig, det er rejsen, der tæller. Derfor accepterer jeg, at jeg i samfundets øjne er en taber, så længe jeg stadig føler, at jeg er på vej et eller andet sted hen, ikke fysisk, men mentalt.

Og så skal det lige med, at det var min far, der ønskede at jeg skulle blive læge, min mor var ligeglad, hun ønskede bare, at jeg havde det godt, hvad enten det var som læge eller som postarbejder. Så jeg blev musiker og postarbejder, og har hele livet følt mig som en vinder.

Bodil Bast, John S. Hansen, jørgen djørup, Karsten Aaen, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Tor Brandt, Flemming Berger, Leif Høybye, Jørn Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

@Camilla Friis Aaquist, din søn er helt sikkert en vildt dejlig dreng, der kan alt det, som drenge i den alder kan.

Der er ingen grund til, at han skal føle sig som taber - tvært i mod!

Du er hans mor, så du må fortælle ham, at du elsker ham, og at han er verdens dejligste barn. Børn, der er - og føler sig - elskede, opfatter sig ikke som tabere!

Bodil Bast, Christel Gruner-Olesen, Jørn Andersen, Steffen Gliese, christian christensen, Anne Schøtt og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Vinder/taber-dikotomien er idiotisk og nedbrydende. Det er vores allesammens opgave hver især at rense den ud af vores bevidsthed.

"Be who you are
Do what you do
Not win or lose".

Peter Wulff, Torben Bruhn Andersen, Steffen Gliese, Kim Ravn-Jensen, Henrik Glensbo og Jens Winther anbefalede denne kommentar

Anders Sørensen.
Ingen mennesker kan bedømme andre som tabere, før de andre har prøvet livet.
Jo tabere findes findes, det er et stempel nogen giver andre, for at de kan føle sig bedre end andre, og ikke bare være tabere som de andre.

Indrømmet. Jeg har kun skimmet kronikken og nærlæst nogle af afsnittene.

Hvem har lært ham - en knægt på 7 år - begrebet Taber i den kontekst og i den betydning, han bruger det i? Hvem har lært ham at relatere til det?

Det her er vildt. Virkelig vildt.

jørgen djørup, christian christensen, Jørn Andersen og Kim Ravn-Jensen anbefalede denne kommentar
Josephine Kaldan

Man ønskede at løfte folkeskolen fagligt, det har man gjort for den øverste tredjedel, men omkostningerne er gigantiske, vi har efterladt mange børn på perronen. Fraværet stiger, diagnoserne stiger, vi har aldrig nogensinde haft så mange skolevægrende og midmodige børn. Hele indskolingen er en lang tragedie for uendeligt mange børn. Og vi skærmog skær i personale, færre gode relationer mellem børn og voksne, det er århundredets eksperiment. Vi ødelægger konsekvent børnenes barndom, der bør komme et oprør. Det er begyndt med stigningen af privatskoler, men jeg er bange for at regeringen i stedet for at læse skriften på væggen i stedet beskærer støttet til de private skoler. Misforstå mig ikke jeg så helst en velfungerende folkeskole, men sp skal reformen afskaffes. Det sker nok ikke.

Bodil Bast, Christel Gruner-Olesen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Konkurrencesamfundet. Alle vil have det bedst og billigst, alle vil have hurtig betjening. Ingen vil flyve med piloten der "gør det så godt han kan" eller opereres af lægen der "gør tingene i sit eget tempo og på sin egen måde," kvinder vil have mænd der tjener mere og er højere end dem selv.

Men når så en dag de får en lille dreng som lider under meritokratiets krav, så siger de: "Kan vi ikke alle sammen gøre det lidt anderledes, bare lade min søn være sig selv, så godt han kan og på sin egen måde. Er resultater virkelig så vigtige? Nogen... nogen burde gøre noget..."

Søren Lystlund

Runa skriver.
Til moren.
Drengen er 7 år gammel og næsten lige startet i skole. Ingen er taber 7 år gammel. Du og hans far er garanter for, at han ikke føler sig som taber. Giv ham al den kærlighed du og faren har og hjælp ham med lektierne, alt det han har brug for. Og så til sidst slap af, det er dog et forfærdeligt jammer. Er skolen dårlig så skift skole. Det gjorde vi med vores datter, for på skolen var der en alkoholiseret lærer, der ikke kunne lide børn.

Jeg kan fortælle dig min historie. Jeg startede i skole som den yngste i klassen. Min mor havde prøvet at lære mig at læse sommeren inden jeg startede i skole. Det vil sige, jeg skulle ind at læse i julimåned, mens mine kammerater legede ude. Jeg var rent ud sagt forbandet på min mor og var ikke særlig modtagelig for undervisningen. Vi læste en bog om en kat og en hund. En bog, der var som en spejling af vores fælles arbejde.

Mange af mine kammerater havde været på et læsekursus i junimåned og kunne læse, som forberedelse for skolen. Mine meget unge forældre havde ikke råd til at sende mig på et privat sommerkursus i læsning. Min mor havde lige fået min lillebror og min far var under uddannelse. Der var ikke råd til at betale et ægtepar, der rejste rundt i mit folkefattige hjemland og tilbød læsekurser for børn, inden de kom i skole, vel at mærke. Således startede jeg i skole og kunne kun stave mig ubehjælpsomt igennem en tekst, mens mange af mine kammerater allerede kunne læse.

Det viste sig, at vores lærer var helt nyuddannet og en fantastisk dejlig kvinde. Jeg mindes hende stadigvæk med glæde. Hun delte klassen op i to hold, dem der kunne læse og dem der ikke kunne. Hun fik lov til at dele os op i to hold og undervise i læsing, hvor vi var på skift inde, eller i skolegården. Hun underviste i lydlæsning og jeg lærte at læse på to måneder. Til jul læste jeg flydende. Da jeg gik ud af folkeskolen havde jeg den højeste karakter i skolen. Ikke fordi det betyder noget, men jeg startede som en, der ikke kunne læse og gik klogere ud.

Jeg fatter ikke, at du giver din dreng lov til at kalde sig taber 7 år gammel.

Det viste sig, at jeg havde nemt ved at lære og jeg havde lærere, der ville og forældre, der ville hjælpe, især min mor. Det kunne være tilfældet, at din dreng faktisk var rigtig dygtig til et eller andet, eller måske ligefrem til meget. Men hvis du giver ham tabermentaliteten ved at ynke ham, så hjælper du ham måske med at blive taber. Giv ham selvtillid, men gør ham heller ikke til en overselvglad idiot.

Ingen af os er dygtig til alt, men det er vigtigt at finde ud af at hvad vi evt. er dygtige til. Jeg har selv børn og kunne aldrig finde på, at kræve, at de sad inde en sommerferie for at lære at læse. Jeg har derimod krævet, at de lavede deres lektier og opførte sig ordenligt overfor andre. Vi forældre har hjulpet hvad vi kunne, men forældre kan ikke lave vores børne til vindere. Vi kan give dem så gode rammer vi er i stand til og hjælpe dem. De må selv klare resten.

PS. Kære Mads Jakobsen. Det er vist lige et postulat, at kvinder kræver, at deres mænd tjener mere end de selv gør. Mange kvinder elsker mænd, der har lavere løn end de selv har. Jeg kender mange og har i perioder tjent meget mere end min mand. Det betyder ikke en tøddel for mig, hvad en mand tjener. Des mere selvstændig en kvinde er, des mindre tænker hun på hvad hendes mand er eller tjener. Jeg ved ikke hvilken slags kvinder du kender.

Til Runa

Det er et klart statistisk faktum at kvinder foretrækker mænd der tjener mere end dem selv og er højere end dem selv. Jeg ved godt at I kvinder ikke rigtigt ved være ved det, og foretrækker at snakke om at "være den man er" og andre vage ting. Men som mand bliver man altså nød til, i sit stille sind, at forholde sig til virkeligheden hvis man vil vinde kvindernes gunst. Og kvinders gunst er en af drivkræfterne i konkurrencesamfundet.

Morten Damborg og christian christensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Mads Jakobsen
Off topic --> Hvis du tager et spadestik dybere i din fremhævning af at kvinder vælger mænd med højere indkomst, vil du finde, at kvinder generelt vælger mænd med medium til højt selvværd.
Det er voldsomt krævende at vælge en partner, kvinde eller mand, som har det skidt med sig selv og hyppigt skal bekræftes i, at vedkommende er god nok. Det kan også være meget svært at opretholde et kærlighedsforhold med denne ubalance.
Så ja, det kan godt være de fleste kvinder vælger en mand, som har en medium til høj indkomst, fordi det også er her, man finder mænd med en vis tilfredshed med sig selv. En lavindkomst eller arbejdsløs mand med selvtilliden i orden er helt fint. Der findes bare ikke så mange af dem.

Søren Lystlund

Runa skriver.
Mads Jakobsen
Så du mener, at kvinder er årsagen til konkurrencesamfundet. Der kan man bare se.
Jeg har kva mit arbejde omgåedes meget velhavende og somme tider meget rige mænd og kvinder. Jeg har ofte haft ondt af dem, for mange er så fornærede og fattige i sindet. Jeg tiltrækkes personligt ikke af rige mænd og heller ikke af smukke mænd. Jeg tror du generaliserer en del. Det er rigtigt, at der findes kvinder, der giftes til penge og mænd, der gifter sig med smukke kvinder, selv om de selv er knapt så attraktive. Det er der også nogle mænd, der gør. De gifter sig til rigdom.

Der er nok ikke nogen tvivl om, at penge er den motor samfundet kører på. På mit sprog har vi et godt udtryk. Ørerne (pengene) forvandler mange til aber, eller "Margur verður af aurum api."
Nu diskuterer vi en 7 årig dreng og ikke mænds rigdomme og hvad kvinder længes efter.

Skriv en artikel om kvinder og det du mener de længes efter, for at få respons. Du vil blive overrasket over hvor mange forskelligartede svar du vil få

Til Lise Lotte Rahbek

Men dette er jo netop ikke off-topic. Selvværd kommer ikke ud af den blå luft for mænd (narcissister undtaget). Selvtillid kommer af at man ved at man faktisk kan noget anerkendelsesværdigt. Den syv årige dreng der føler sig som en taber kan ikke bare fake sig til tro på sig selv, han må finde noget værdifuldt som han er god til, hvis han dag vil projektere den "selvtillid" som kvinder, og dermed samfundet, kan lide.

Til gengæld er der masser af mænd der må finde sig i at deres partner er stærkt psykisk ustabil. Vi må bare tage hvad vi kan få og kæmpe for at få det til at fungere. Det er så også en måde at præstere på, at finde stolthed i hverdagen.

Til Runa

Alt tænkning og alt diskussion bygger på generalisation, derfor er det ok at generalisere. Altså indtil man indikere at kvinder kan være ansvarlig for noget...

Steffen Gliese

Skolen handler om at lære nogle nødvendige færdigheder - og nogle færdigheder, som ikke kan læres andre steder.
Alle kommer til dem på individuel måde, og derfor er det en væsentlig del af en moderne skoles pædagogik at hjælpe det enkelte barn til forståelsen af, hvordan vedkommende lærer bedst.
Udover at lære at lære er der dog også ting, man skal lære at vide, og den opgave løses også bedst, når barnet har fundet ud af, hvordan det lærer bedst.
Vi skal tage alvorligt, at børn skal tilegne sig færdigheder, og at det er det, der er det vigtige, langt mere end tempoet, det foregår i, og metoderne, der tages i anvendelse.

Til Lise Lotte og Mads

Der er tre “ben”, som skal være opfyldt, hvis man skal have et godt selvbillede.

Man skal føle;
1. at man har et tilhørsforhold til andre,
2. værdighed, og
3. kompetence

Mangler der bare ét ben, så vælter hele taburetten. I artiklen får man næsten indtrykket af, at drengen mangler dem alle.

I øvrigt vil jeg sige, at samfundet går i en retning af mig, mig og kun mig. Hvor er næstekærligheden?

Skilsmisserne vælter ud af skabet, fordi færre og færre tænker på sin parter, før sig selv. Alt handler om penge og prestige, prangende huse, stjerne på kølerhjelmen.

Se på de sociale medier, hvordan folk konkurrerer internt med egne “venner” om, hvem der kan signalere det bedste og fedeste liv. Instagram er næsten den værste af dem alle. Alt er varm og tom luft, som gør mennesker stressede, ulykkelige og ensomme.

Særligt til Lise Lotte - Mads har ret i, at kvinder søger mænd med høj løn, så de netop kan signalere mere prestige. Det er en skidt retning, fordi vi søger kærligheden i det forkerte - vi glemmer det sted, hvor kærligheden kan vokse hele livet.

John S. Hansen, Mogens Holme, Christel Gruner-Olesen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"I artiklen får man næsten indtrykket af, at drengen mangler dem alle."

Det ved vi jo ikke. Vi kan kun sige at, som det er beskrevet, føler han sig ikke dygtig nok sammenlignet med andre.

Det er helt sikkert, at drengen er ked af det, og ikke føler sig tilstrækkelig.

Desværre er det markedskræfterne, der er årsag til udviklingen. Så er det lidt mere positivt, at verden har kriserne, så hele hysteriet kan bremse op.

Et føl eller en killing der ikke kan klare sig i hierarkiet er også ked af det. Hvis ud vil kalde det markedskræfter, så fair nok.

Torben K L Jensen

Jeg glæder mig til at høre hvad sønnen siger til det her når han bliver voksen ?

Morten Damborg, Steffen Gliese og Erik Grønne anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Erik Grønne
Sludder. Det svarer til at jeg generaliserer omkring alle mænds motiver til at købe bil.

Steffen Gliese

Problemet er og bliver, at nogle stadigt holder fast ved de mest dysfunktionelle sider af samfundet, fordi de opfatter dem som 'naturlige'; men der er intet ved menneskets socialisation, der kan undskyldes med at være biologisk funderet.

Søren Lystlund

Mads Jakobsen.
I tidernes morgen foretrak kvinder fysisk stærke mænd til at være fædre til deres børn, dette valg var givetvis også en del af ønsket om at overleve og at deres fælles børn overlevede.

Denne fysiske styrke forvandlede sig så til, hvor godt manden var placeret i hierakiet og hvor velhavende han var. Det er stadigvæk manden, der vælger kvinden i denne tid og nu taler vi om et vist samfundslag.

I virkeligheden taler du om de bedre stillede. En mand med en gård kunne vælge sig en kone. De tyendes liv var en anden sag. Her har kvinder sikkert stadigvæk kigget på den fysiske styrke og måske hvor godt hovedet sad på manden.

Det er ikke lang tid siden kvinder i Danmark fik stemmeret (1915). Det er ikke lang tid siden det kun var manden, der valgte kvinden og ikke omvendt. Her valgte manden kvinden ud fra familie, udseende og muligheder for at udvide sin mulighed for fremgang. Det er heller ikke lang tid siden kvinder fik lov til at gå i skole. Således har kvinder ikke haft mange år til at nærme sig mandens fordele, så som god løn og at bestemme over sig selv.

Din generalisering om kvinder er mere bygget på dine egne fordomme end på emnets egentlige kompleksitet og samfundsudviklingen.

Den diskussion du tager fat på har i vore dage også rødder i kønnenes valg af uddannelse eller arbejdsfelt og deraf forskellen på kvinder og mænds løn.

Kvinder vælger stadigvæk og i større grad job relaterede til kvindens liv og levnet, omsorg. Det resulterer i lavere løn, fordi vi i dag stadigvæk regner omsorg for at være mindre værd end f.eks en bankmands arbejde.

Jeg valgte ikke en omsorgsuddannelse, fordi det ikke interesserede mig og fordi jeg havde en stærk mor, der giftede sig af kærlighed og fordi hun syntes min far var pæn og en gut med et godt hoved. Min mor har en højere uddannelse end min far havde.

Mange møder deres ægtefæller langt inden de har skabt sig et arbejdsliv og status, derfor er din generalisering med, at kvinder gifter sig til penge alt for enøjet, men fortæller også meget om dig og desværre mange andre mænd generelt, når vi nu bevæger os i termerne om generalisering.

Mads Jakobsen

Jeg tror, mener, og håber, ud fra min erfaring som lærer igennem mere end 18 år, at der er det her på spil ift. skribentens 7-årige søn: Han er dygtig nok fagligt; han er bare ikke lige så hurtig som det kræves at alle nu skal være. Han er sikkert en lille sød dreng, der har brug for tid og ro til reflektion, stilhed, og eftertænksomhed for at finde ind til, hvad han skal svare, når han bliver spurgt om et eller andet, eller hvad han har lyst til, eller vil være med til mm.

Og det er desværre sådan samfundet er i dag - noget forskelligt - eller helt forskelligt fra jeg da var barn og ung i 1970erne. Og hvorfor er det sådan? Fordi bl.a. de danske politikere, i 15-20 år nu, har opdraget os alle her i DK til at vi skal være konkurrenter mod hinanden, ikke arbejde sammen om noget, og at vi, også børnene, i skolen altid skal være de bedste, og helst være nr. 1 hele tiden. Men det er der jo ingen, der kan eller er. Og når vi så fejler, som vi ofte gør, får vi at vide, at det er vores egen skyld.

Måske er skribentens 7-årige søn også kreativ på en eller anden måde, og for at man skal være kreativ skal man netop have ro til fordybelse og eftertænksom.

Noget lignende er professor Lene Tanggaard inde på i sin bog Vanebrud (Akademisk Forlag, 2018), hvor hun bl. skriver det her
(efter Thorkild Thejsens fine anmeldelse på folkeskolen.dk - se her:
https://www.folkeskolen.dk/640668/kreativitet-tager-tid )

"”Det er hverdagens praksis og vaner, der gør forskellen”, understreger Tanggaard.rskrifter hedder hendes syv bud på vanebrud: ”Spørg”, ”Lær”, ”Se, mærk, duft, smag, lyt”, ”Leg”, ”Tænk”, ”Fordyb dig” og ”Glem dig selv”. De fem første er inspireret af den amerikanske kreativitetsforsker Keith Sawyer, og de to sidste om fordybelse og selvforglemmelse tager afsæt i Tanggaards egen forskning. Disse syv forslag til vanebrud er, skriver hun, ”dem, der virker, når det gælder kreativitet”. Og det fælles ved dem er, at e tager tid. Men, må denne anmelder tilføje, de beskrives og diskuteres hverdagsnært og nærmest underholdende, ja, næsten som spændende omveje ad alle sansers Margueritrute væk fra målfikseringens motorvej.Og med påmindelse om, at en enkelt afstikker ikke er nok til at blive en kreativ anlægsgartner, kok, lærer, pædagog eller journalist. Kreativ er noget, man bliver over tid - ved at arbejde med det og ved at arbejde sammen om det. Så hvis de ansatte på rådhuse, hospitaler og skoler for alvor skal kunne udvikle den offentlige sektor, ”skal de gives frihed, tillid og rammebetingelser, der understøtter, at de kan bidrage til reel udvikling af sektoren”, siger Tanggaard."

Set ift. skribentens 7-årige søn, vil gennemførelsen af dette helt sikkert betyde, at han ikke længere opfatter sig selv som en'taber' i konkurrencestatens magtspil....

John S. Hansen, Steffen Gliese, Erik Grønne, Søren Lystlund og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Søren Lystlund

Runa skriver.
Nu har jeg læst artiklen en gang til.
En gymnasielærer har dobbelt så høj løn som en sosuassistent eller en pædagogmedhjælper og en gymnasielærer har en god pension.

En gymnasielærer har en af de korteste arbejdstider på arbejdsmarkedet. De er ufattelige priviligerede i forhold til en ufaglært, som sjældent klager sin nød i aviserne, hvilket de måske burde gøre. De ufaglærte har hverken tid eller overskud til at klage over, at deres børn evt. måtte føle sig som tabere.

Vi har kortere arbejdstid end vores forfædre, men vi har også fået et samfund, hvor alle skal "lykkes" og med hvad.

Alle ønsker deres børn det bedste, men at skrive en artikel om det, er måske i lige overkanten, med mindre, at sigtet er socialt betinget.

Hvad er en taber så. Er det en, der ikke blev olympisk mester, professionel fodboldtspiller, statsminister eller en berømt skuespiller?

Da min datter var lille, plejede hun at sige, når hun blev spurgt hvad hun ville blive, når hun blev stor. Her svarede hun. " Jeg vil enten blive togstewardesse eller statsminister". Hun elskede at køre i tog og interesserede sig for politik som lille barn. Hun sigtede bredt.

Om mine børn og den nævnte datter, som kom ud af gymnasiet med tæt på 12, vil lykkes i samfundets perspektiv ved jeg ikke. Jeg håber, at hun får et godt liv. Hun har nu i et år taget et ufaglært arbejde, hvor en af hendes kollegaer på ca. 50 allerede har fået skiftet begge hofteled ud på grund af slidsomt arbejde. Samtidigt har hun undervist to unge mennesker i ekstra dansk. Begge børn var børn af velhavere, der havde så travlt med succeen, at de knapt havde tid til børnene og det var til 125,- kr. I timen.

Den ene havde fået 0.2 i dansk, hvor den unge efter et halvt års ekstra undervisning fik 10. Den anden gik ud med 12 i sin opgave i gymnasiet. De velhavende har råd til at købe ekstra undervisning til deres børn, det har de mindre bemidlede ikke. En time koster 600 kr. Heraf får underviseren 125,- i timen.

Man er måske lykkedes i livet, når man har råd til købe assistancen, i stedet for at tage sig tid til barnet. Hvad ved jeg?

Det et i hver fald sundt at zoome ud fra egen navle, for at få et bredere perspektiv.

jens peter hansen

Da jeg gik i skole begyndte udskillelsen i 5. klasse. I løbet af dette år blev det afgjort om man var værdig til at gå i mellemskolen. Der var mange der blev vejet og fundet for lette. En del gik faktisk i 6. klasse først og kom så i mellemskolen. 6. og 7. klasse blev eufemistisk kaldt fri mellem da den var uden eksamen. Over halvdelen af alle elever gik i 1960 ud af skolen efter 7. klasse. Med tiden gik en del også i 8. klasse, men kun i byerne. Først i 1972, tror jeg det var, blev undervisningspligten ni år og senere i 1975 fastlagt i den ny skolelov. Der var dog mange der fik dispensation og som derfor fik lov til at slippe ud efter 8. For enden af af 7. klasse lå et stykke ufaglært arbejde som arbejdsdreng, landbrugsmedhjælper eller ung pige i huset inden de heldigste blev lærlinge med pligt til at hente bajere til svendene og retten til at blive ydmyget med tæv og verbal nedgørelse. Der var hjælpeklasser og hjælpeskoler, hvor de svage elever uden pardon blev anbragt, der var slagsmål og tæv i skolen og jeg havde lærere der slog til og hvis danskkundskaber var begrænsede. Vi stod op og lirede salmevers af, salmevers som vi ikke forstod en pind af. I tredje klasse skulle vi kunne finde rundt på et blindkort og fortælle hvad de danske købstæder hed og hvor de lå. Vi havde badning i stedet for gymnastik, som det hed i hine tider, hver anden gang. Gymnastikken bestod af halvmilitære øvelser på gulv og redskabsgymnastik hvor skvadder-hovederne blev gjort til grin. Altid afsluttende med en iskold langsom gang gennem brusebadet og hvis man snød fik man lov til at stå alene under bruseren til læreren syntes det var nok.
Det var naturligvis de svageste og de langsomste, der blev udsat for de fleste ydmygelser, og som regel hjalp det ikke at klage hjemme, tværtimod. Her var det ikke en følelse af at være taber der udvikledes, den position var institionaliseret gennem skolens udskillelsesproces. Kom man til fjerde mellem, kom halvdelen måske i realen, en enkelt kom i gymnasiet og resten ud , som regel til en lærlingeuddannelse.
Jeg tror bestemt det kan være hårdt at gå i skole, men alt andet lige så tror jeg det er lettere nu end tidligere. Men måske tager jeg fejl. Da jeg og mange andre blev lærere omkring 1970 og senere var vi opsatte på at lave en skole der var helt anderledes end den kæft trit og retning skole vi selv havde gået i. Den er senere blevet lagt for had for at være årsagen til skolens autoritetstab. Lige nu føler jeg at forældrenes afmagt projiceres over på skolen, som så bliver alle ulykkers moder på trods af grundskolen ikke er et udskilningsløb, da stort set alle der kan krybe eller gå kan komme i gymnasiet. Arbejdstøjet ligger ikke mere som konfirmationsgave og når forældrene på børnenes vegne allerede i første klasse frygter for hvordan det skal gå barnet, så er det da indlysende at lille Viktor bliver nervøs. Tag den med ro. Der går sikkert 12 år inden han skal tage stilling til hvad han så skal lave.

Karsten Aaen, Søren Lystlund, Mogens Holme, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jens Peter Hansen, jeg tror - og det baserer jeg på, hvordan jeg selv nogle gange kan huske, at jeg havde det i min egen skoletid - at man skal et andet sted hen, hvor barnet tages alvorligt. Den sorte skole udskilte og dresserede børn, den skole, der udviklede sig fra 70erne og frem synes at være druknet i pædagogiske modeteorier - men det ville have været velgørende, hvis lærere blot uden omsvøb fortalte, hvorfor skolens lærdom er uomgængelig i vores samfund, og så iøvrigt også forstod, at skolen ikke er livet, og ikke engang er kilden til langt det meste, man kommer til at lære under sin opvækst, og heller ikke skal være det.
Det enestående ved dansk opvækst har altid været den frihed, børnene mødte, det har selvstændiggjort generation efter generation, og det er derfor bekymrende, at al udvikling på uddannelsesområdet i stedet for at styrke denne kerne tværtimod har begrænset den og hegnet først barnet og siden borgeren inde.

Jeg var eksamensvagt op til studentereksamen i sommer. Faget var skriftlig matematik.
Den første elev var færdig 2 timer før tid. Den sidste elev nåede lige akkurat af blive færdig, da tiden var gået og opgaven skulle afleveres.
Jeg så den langsomme elev gå og tænkte, at han meget vel kan vise sig at nå længere end den hurtige elev, der kunne forlod prøvelokalet 2 timer tidligere.
Jo, for den langsomme elev arbejdede jo med matematikprøven i hele 2 timer længere end den hurtige elev.
Og jeg har ladet mig fortælle, at indlæring sætter dybere spor i hukommelsen, jo længere hjernen arbejder med et emne.
På den lange bane opvejer langsom indlæring – det lange seje træk – det opvejer måske det forspring, som den hurtige elev har af sine medfødte evner for matematik.
Man skal heller ikke undervurdere, at den langsomme elev udvikler en udholdenhed, som den hurtige elev går glip af ude i overhalingsbanen.
Det kunne være forklaringen på, at nogle af de hurtige højtbegavede enten ryger helt af banen, når de møder en mur, de har svært ved at forcere.
Eller at nogle af dem ikke når nær så langt som deres evner kunne have bragt dem.
Nu ved jeg ikke, hvordan du bedst kan fortælle det her til din syvårige søn. Men han bør vide, at det ikke kun er skidt at skulle kæmpe hårdere end de dygtigste.
For den kamp ender ofte med, at man blive dygtigere end de dygtigste til det rigtig svære.

Karsten Aaen, Søren Lystlund, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vagn Bro, det er jo netop også forskelligt, hvad fag kræver af fordybelse - og at kunne bruge tid, koncentreret, er også en færdighed, der af de fleste skal læres. Noget af det, vi blev belært om i min relativt korte tid på Filosofisk Institut i Odense, var, at det ofte ville være mindre end en side, man fik læst en dag, hvis man skulle investere arbejdet i at tænke igennem og forstå.

Morten Hjerl-Hansen

Det er rigtig synd at høre at din lille purk siger sådan om sig selv. Din kronik er ikke præget af håb, for du ser slet ikke nogen muligheder foruden en ansvarets mulighed at ”Det er et ansvar, der påhviler alle autoriteter; politikere, ja, men også forældre, lærere, forfattere, journalister …” Men hvilket ansvar er der tale om? Du giver ikke filosofiske argumenter og du inddrager ikke filosoffer.

Er der overhovedet nogen filosoffer vi kan pege på?

Jeg forstår ikke ordet præstationssamfund. Det er noget sprogrod at sige sådan. For selvfølgelig skal vi præstere. Det er da dejligt at være virksom. At (få) støvsuge(t). At forhandle løsninger i hus. At samarbejde. At give den på alle tangenter og rigtig mærke man er i live.

Med ordet præstationssamfund får vi ikke ramt hovedet på sømmet. Det gør vi med ordet frustrationssamfund kontra sorgsamfund.

Det er sådan at vi mennesker døjer med fem vigtige sorger.

1. Tabssorg, 2. Ensomhed, 3. Sorgen over ikke at kunne skille tingene ad, 4. Længsel, 5. Sorgen over at være os selv nærmest.

Det handler om et ord og din søn og dig har gjort os alle sammen en tjeneste ved at ytre jer. Det er en værdig måde I fremstiller sagen. Tak. Tak også til Dagbladet Information for at tage denne problemstilling alvorligt.

Det her handler om et ord. Det handler om stigmatisering, men det handler primært om et ord. Et ord der kan siges indirekte, et ord der arbejder i underbevidstheden hos mange af os og et ord der kan siges med et blik eller, åbenbart også, af et lille barn der ikke burde sige sådan om sig selv.

Hvad med om landets skoler bliver påkrævet at være inklusive når det kommer til indlæring? Hvorfor skal alt være på de stillesiddendes præmisser? Had med de børn som har mere krudt i røven og lære på en anden måde end de "artige" elever?

Morten Damborg

@Torsten Jacobsen:
Tak Torsten Jacobsen! Havde du ikke lagt ud med denne kommentar, havde jeg været nødt til det! Keep up the work som stor kilde til inspiration herinde!

Bettina Jensen

"Vi klapper og roser, og vi gør det i den bedste mening – men vi glemmer måske nogle gange de børn, der løber lidt langsommere"

Klap og ros hører til i en hundekennel - bolsjepædagogik og trusler appellerer til menneskers primitive kræfter/processer. Som andre er inde på, forstår kronikøren ikke dén metapsykologiske kontekst, der (re)producerer de beskrevne problemstillinger, hvilket er en del af sidstnævntes opretholdelse.

Læs Cohens roman 'Dejlige tabere', Camilla Friis Aaquist.

CHRISTIAN Brink

Får lyst til at bringe en beskrivelse af en dag, hvor der ikke var hverken tabere eller vindere i min klasse, men glade mætte børn;

Skovhaven
- stedet hvor ideer, bliver tænkt, ændret, udforsket og bliver til noget meningsfuldt

Er vi voksne altid garanter for at vide hvad der giver mening for vores børn og unge? Kan vi altid via mål, formål, portaler og papirer definere, hvad der er relevant at beskæftige sig med for vores børn og unge mennesker?

Som et lyn fra en skyfri himmel hopper en græshoppe over fødderne på en pige i 4.klasse. Verden står stille...græshoppen hopper videre! Pigen tiltrækker sig de andre elevers opmærksomhed med et indianerhyl “GRÆSHOPPE!!!”. Herefter går den vilde græshoppejagt. Alle elever deltager. Alle planer bliver kastet til side. Alle forenklede fællesmål bliver kastet til side. Eleverne løber rundt i hele haven og fanger græshopper, vi snakker om grønne, brune, store, små, hurtige, langsomme græshopper - vi snakker om insekter som fødekilde. Vi bliver sultne! Næste skridt! Sidst ristede vi melorm - mon ikke græshopper kan gå? Frem med det bedste universalkøkkenredskab på bål; æbleskivepanden. Friturestegte græshopper - nogle med chili andre bare salt og peber! Knasende, sprøde og delikate. Eleverne reflekterede over forskellen på melorm og græshopper - flest hældte til græshopperne!

Ideerne til hvad vi skulle blev ændret, andre ideer opstod! Der blev forsket og udforsket den dag i Skovhaven. Elevernes engagement og “drive” blev stimuleret af deres egen nysgerrighed. Vi blev som voksne overladt til rollen som spørgere og undersøgere sammen med børnene og IKKE rammesættere, der ville begrænse børnenes opdagelsesrejse udi græshopper. Er ret sikker på at denne dag springer frem i børnenes bevidsthed en gang i mellem, når de hopper videre på andre græsgange! Den dag fandtes hverken tabere eller vindere i Skovhaven – kun glade mætte børn.