Sombrerosagen handler ikke om magtstrukturer, men om individualismens sejrsgang

Med ’sombrerosagen’ har Københavns Universitets (KU) nye retningslinjer imod krænkelse vist deres værd. Og der er ingen tvivl om, at der er et problem. Som man kan læse af Flavio Sabah Salehs indlæg i Information den 27. september, er der problemer med eksempelvis stereotypi ved statskundskab på universitetet.

I den sammenhæng kan jeg kun bakke op om Salehs generelle holdning til, at studerende ved statskundskab er en samling hvide, privilegerede, indbildske og uhøflige rigmandsunger, der klæder sig ud, som andre folkefærd og gør nar. Det har i lang tid været almen viden.

Men, som Saleh mere formildende skriver, så handler det ikke om »racisme, men manglende møder med mennesker, der ikke deler de samme privilegier«.

Heldigvis. Jeg er sikker på, at unifester ville være mere dæmpede, hvis alle bare kendte flere forskellige mennesker. For unges grænsesøgende adfærd handler jo som bekendt om mangel på historisk viden og kulturel indsigt.

Uanset ønsker jeg ikke at fortænke Salehs personlige oplevelser med krænkelse. Der er faktisk et problem.

For mig at se har det dog ikke, som Saleh udtrykker det, noget med »magtstrukturer« at gøre. I hvert fald ikke i anden forstand end, at det er blevet så almindeligt at lave anklager om magtstrukturer, at udtrykket i sig selv er et eksempel på den diskursive udøvelse af netop en magtstruktur. Mere specifikt udøvelsen af det magtfulde begrebsapparat som man engang kaldte for ideologikritik, men som i dag er blevet tilegnet af ideologer på venstrefløjen.

Det diskuteres i den sammenhæng i kroge og i KU’s egen avis, hvorvidt retningslinjerne er et produkt af denne radikale, venstreorienterede ideologi, som man hidtil har set på amerikanske universiteter. Det, tror jeg, er en misforståelse, og hvis det ikke er, så er retningslinjernes fokus på ’den krænkedes oplevelse’ et paradoks.

Siger man, at det er krænkende, når blegfede danskere tager en sombrero på til fest, fordi det generelt er krænkende over for en kultur og et eksempel på uretmæssig ’kulturel tilegnelse’, så indtager man en paradoksal position.

Tager man den position ud på glidebanen, så er det klart, at vi alle må smide bukserne, da bukser menes at være blevet opfundet engang i det 13. århundrede i enten det østlige Kina, eller i det område vi i dag kender som Iran.

Rammer sombreroproducenter

For det første eksisterer den kultur, hvor sombreroen er autentisk, ikke længere. For kulturer er i konstant udvikling. Blandt andet på grund af den kulturelle tilegnelse som foregår hele tiden.

Det er bestemt ikke normen at gå med sombrero i Mexico, og verdens sombreroproducenter vil da også opleve det som et økonomisk nederlag, hvis mexicanske temafester pludselig ophører med at eksistere.

For det andet er advarsler imod kulturel tilegnelse ikke noget, radikale segmenter af venstrefløjen har opfundet i nyere tid. Første gang, man hørte om lignende ideer, var da engelske kolonister i Indien og i Afrika observerede, at lokalbefolkningerne begyndte at påtage sig engelske, kulturelle produkter, teknologier og normer. En trend, der på længere sigt kunne lede til, at kolonier opbyggede redskaberne til at gøre sig uafhængige.

Derfor kom idealet om den ’noble vildmand’ på tale. Ideen havde potentialet til at mindske kulturel tilegnelse ved at få briterne til at skamme sig over deres indflydelse på andre kulturer. En frossen kultur, som ikke er i konstant udvikling, fordi den er isoleret fra andre kulturer, er en ukampdygtig kultur. At advare imod kulturel tilegnelse er altså en implicit opfordring til strukturel undertrykkelse af de kulturer, man påstår at ville beskytte.

For det tredje gør KU’s iscenesættelse af sombreroen som krænkende, den mere krænkende. Hvis man vil en krænkelseskultur til livs, så er det klart, at det ikke hjælper at gøre specifikke krænkelsesmetoder mere værdifulde for potentielle krænkere. Hertil anklager universitetet implicit alle deres studerende for at være potentielle krænkere.

Vurderer KU imidlertid, ud fra deres retningslinjer, at sombreroen er krænkende, fordi enkelte individer påkalder sig retningslinjerne, så er der ikke nødvendigvis noget galt i det. Og det er sådan, jeg ser situationen.

Det handler ikke om ideologi og magtstrukturer, men om individualismens sejrsgang.

Universitetet har med retningslinjerne skabt et redskab, som ikke hjælper minoriteter til at overkomme krænkelse, men krænkede individer til at krænke flertallet. Det er et kluntet redskab, men det må KU selv om. Det giver f.eks. Saleh en mulighed for genoprejsning, men ved hævn, frem for blot en generel opfordring til almen høflighed.