Klumme

Straffet af naturen

På den svenske ødegård bliver idealerne om naturlighed og økologi ikke så sjældent udfordret. For eksempel af musvitter
»Jeg fornemmer, at der er to slags torpare(som vi med ødegård i Sverige kalder os selv): Der er dem, som insisterer på det naturlige og bæredygtige – og så er der dem, som foretrækker den nemmere løsning. Selv er jeg splittet imellem de to,« skriver Kristian Villesen.

»Jeg fornemmer, at der er to slags torpare(som vi med ødegård i Sverige kalder os selv): Der er dem, som insisterer på det naturlige og bæredygtige – og så er der dem, som foretrækker den nemmere løsning. Selv er jeg splittet imellem de to,« skriver Kristian Villesen.

Henrik Pyndt

29. oktober 2018

»Kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit,« skrev Blicher i det smukke vinterdigt »Det er hvidt herude«. Og det gjorde den i den grad, musvitten.

Sagte pik er nu så meget sagt, jeg vil snarere betegne det som kraftfuldt eller måske ligefrem insisterende pik på rude. Donk, donk, donk. Det vækkede os morgen efter morgen i efterårsferien på vores svenske ødegård.

Donk, donk, donk. Først troede vi, det var en mus i skunken eller en mår på loftet. Skadedyrene, hvortil musvitten nu tæller, står i kø om efteråret i det svenske. Men det viste sig altså – da jeg den efterfølgende morgen satte mig på lur for at løse mysteriet – at være den små musvit.

For hvad Blichers vinterklassiker ikke siger noget om, er, at musvitter spiser kit. Vores vinduer i Sverige er nykittede og nymalede, et projekt, som det tog os fem år at indse, at vi blev nødt til at betale os fra, hvorfor en lokal svensk håndværker havde udført arbejdet i sensommeren.

Vi havde selv insisteret på, at det skulle være linoliekit og linoliemaling, der skulle bruges. Ikke de syntetiske alternativer. På en svensk ødegård skal der jo gerne være fuld harmoni – og træværket skal behandles så godt som muligt, så det kan ånde.

Problemet er bare, at linoliekit er lavet af olie fra hørfrø samt kalk, så det er faktisk guf for musvitter i hvert fald i de første måneder, indtil kittet er helt tørt. Så meget for at vælge den naturlige og bæredygtige løsning. Donk, donk, donk, så bliver man straffet af naturen.

Efter at have læst om problemet på nettet påførte jeg en saft bestående af vand og kogte hvidløg på alle de nykittede vinduer. Musvitter kan ikke lide hvidløg, lød filosofien bag denne i øvrigt også meget økologiske løsning.

Problemet er bare, at det ikke passer. Måske forholder det sig anderledes med svenske musvitter, hvad ved jeg, men faktum er, at vi også den følgende morgen vågnede til lyden af de samme donk, donk, donk, nu i forening med en svag, men stadig konstaterbar lugt af hvidløg.

Det endte med, at jeg forsøgte at sætte en slags fuglenet for vinduerne, inden vi kørte hjem. Så må vi se, hvordan det udvikler sig over vinteren.

Idealerne udfordret

På den svenske ødegård bliver idealerne om naturlighed og økologi ikke så sjældent udfordret. Jeg fornemmer, at der er to slags torpare (som vi med ødegård i Sverige kalder os selv): Der er dem, som insisterer på det naturlige og bæredygtige – og så er der dem, som foretrækker den nemmere løsning. Selv er jeg splittet imellem de to.

Skal man f.eks. bekæmpe japansk pileurt (en forfærdelig plante, som spreder sig ud over det hele) med Roundup?

Et andet eksempel er vildsvinene, for dem har vi også glæden af. Eller det havde vi i starten. Hvert forår, når vi kom op til huset, havde de gravet hele græsplænen op, så man skulle gå og vende tørv og jævne ud i hele dage. Vores svenske nabo, Magnus, som har en mere pragmatisk tilgang til tingene, sagde fra start af, at han skam havde en løsning: Vi skulle bare sætte et elhegn op. Men det ville vi selvfølgelig ikke.

Vi havde ikke købt en ødegård for at hegne den ind med strøm – børnene skulle jo kunne løbe og lege frit i skoven, sagde vi til hinanden det første år. Og året efter. Så kom strømhegnet op – og hvilken lettelse. Når det kommer til bekæmpelse af vildsvin, har vi altså valgt den fornuftige løsning.

Og en ting er helt sikkert: Hvis mit netarrangement med musvitten viser sig ikke at virke, og vi kommer op til et kitløst hus efter vinteren, så bliver det med den syntetiske kit og en kradsbørstig vinduesmaling, når vi gør det om. Ikke mere linolie-halløj.

Det gode ved historien om musvitten og kittet er, at jeg har haft »Det er hvidt herude« på hjernen lige siden efterårsferien, og det er en af de få sange, jeg aldrig bliver træt af. Både teksten og musikken er så elegant og usentimental, at man ikke kan køre død i den.

Og så findes der jo to slags mennesker, ved vi nok. Der er dem, som synger »Kun med sagte pik på rude melder sig den små musvit« som om det var det naturligste i verden – og så er der dem, som lige bliver nødt til at trække lidt på smilebåndet, inden de synger videre.

Tiden er kommet til at nyde sommerens haveudbytte i oktobersolen, inden efteråret indtager scenen.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
  • Eva Schwanenflügel
Thomas Tanghus, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Kittede vinduer og græsplæne... heh, ja, hvis man vil have bondeidyl i et naturområde, hvor dyrene benytter sig af deres allemandsret, så kan der opstå tvistigheder.
Det er da godt I fravalgte stråtaget. Deri lægger stankelbenene nemlig æg, og nogle fugle sætter stor pris på stankelbenslarver....

Thomas Tanghus, Helene Kristensen, Nille Torsen, Bodil Hansen, Hans Larsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar