Kommentar

Sundhedsminister Ellen Trane Nørbys psykiatriplan får kun en enkelt stjerne

Vi havde sådan håbet på mere af regeringens psykiatriplan, men sådan kan man blive forledt af optimisme. Planens manglende realitetssans gør, at vi kun kan give regeringen en enkelt stjerne for det optimistiske budskab
Vi havde sådan håbet på mere af regeringens psykiatriplan, men sådan kan man blive forledt af optimisme. Planens manglende realitetssans gør, at vi kun kan give regeringen en enkelt stjerne for det optimistiske budskab

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

25. oktober 2018

Stilheden har været larmende, siden regeringens store psykiatriplan blev lagt frem. Budskabet lød ellers godt: Der skal forebygges bedre, behandles flere, anvendes mindre tvang – alt skal forbedres. Lægerne og sygeplejerskerne skal blive »smartere«, som de skriver, for at »frigøre tid til patienter«.

Anklager regeringen virkelig hele det psykiatriske sundhedsvæsen for at være usmart efter selv at have effektiviseret, omorganiseret og sparet flere af dens vitale funktioner væk?

Ansvaret for den uholdbare udvikling i psykiatrien strækker sig årtier tilbage og hviler på skuldrene af skiftende regeringer. Derfor mener vi, at alle partier bør deltage i genopbygningen af et sundhedsvæsen, hvor alle behandles ligeværdigt, uanset om det er fysisk eller psykisk sygdom, de rammes af.

Men regeringens psykiatriplan er i realiteten en ønskeliste. I sin opremsning af ønsker står konsekvenserne af en underprioritering af psykiatrien lysende klart mellem linjerne. Således synes hensigterne om at reducere antallet af selvmord, uarbejdsdygtige, tvangsforanstaltninger m.v. at være grebet ud af den blå luft. Foreligger der undersøgelser, der viser, at dette er realistisk at gennemføre med de afsatte midler?

I planen står f.eks.:

»Frem mod 2025 skal ske et fald i antal selvmordsforsøg og gennemførte selvmord blandt psykiatriske patienter«. 

Et fald? Javel ja, men på hvor mange og hvordan?

Vi har både dataregistre og viden. Vi har førende forskere på selvmordsområdet. Er de blevet spurgt?

Hvis der er bare ét selvmordsforsøg mindre blandt psykisk syge børn og voksne inden, vi når 2025, så er regeringen i mål. Hvad i alverden er det for en ambition at sætte for syge mennesker – i livsfare – i et velfærdssamfund?

Tryller sengepladser frem

Ligeledes skriger det til himlen, at der ikke er flere sengepladser i planen. På ønskelisten står der godt nok, at forebyggelse skal mindske behovet. Ligesom regeringen var så forudseende at meddele, at psykiatriplanen rummede 100 millioner til nye intensivpladser, inden den fremlagde selve planen. Desværre viste det sig at dække over 70 millioner til en opgradering af eksisterende sengepladser.

Sundhedsministeren ændrer altså nogle sengepladser fra én kategori til en anden og kan således forvandle dem til ’nye’. I realiteten nøjes regeringen med at opregne gamle aftaler som eksempelvis de 200 millioner til regionerne og projekter, hvis satspuljemidler er udløbet.

Regeringen mener, at der »potentielt« kan findes 65 sengepladser ved at udskrive patienter mere effektivt, og så vil man forsøge at udbedre fiaskoen fra uddelingen af satspuljemidler til 150 »særlige« pladser, hvoraf mange står tomme på grund af for snævre indlæggelseskrav. Og således mener regeringen, at vi pludselig kan have en forøget sengekapacitet i psykiatrien på 200 sengepladser. Men de ’særlige’ senge kan ikke anvendes til akutte indlæggelser i psykiatrien.

Det står således klart, at personale og patienter må kigge langt efter en reel lettelse af arbejdspres og løft i kvaliteten.

Vil vi være det bekendt?

Påfaldende er også manglen på økonomiske analyser af, hvad tingene rent faktisk vil koste at føre ud i livet. Selv om der er hæftet diverse millionbeløb på initiativer, er det vanskeligt at vide, hvilke omkostninger der ligger bag de gode intentioner, og hvilken forventet værdiskabelse de rummer. 10 millioner er der f.eks. sat af til at »understøtte rekruttering af dygtige medarbejdere«. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) synes ikke at forstå, at rekrutteringsproblemerne er symptomer på en underfinansieret psykiatri.

Vi mangler således stadig en helstøbt og fremtidssikret psykiatriplan.

Psykiske problemer koster den danske økonomi ca. 45 mia. kr. om året. Fra 2010-2017 er der sket en stigning i antallet af patienter i voksenpsykiatrien på 28 procent og i børne- og ungdomspsykiatrien på ca. 53 procent. I samme periode er budgettet kun vokset med 11,6 procent.

Det store spørgsmål er: Hvilken psykiatri kan vi være bekendt, og hvad koster det at drive en psykiatrisk behandling, der lever op til det?

Dertil kommer de afledte omkostninger, hvis psykisk sygdom forbliver ubehandlet, eller hvis behandlingen er utilstrækkelig. De samfundsøkonomiske omkostninger er enorme, de menneskelige omkostninger er hjerteskærende.

Regeringen må åbne en ærlig dialog om, hvilke funktioner den mener, at psykiatrien måske skal undvære, og om hvilke samfundsøkonomiske og menneskelige omkostninger disse prioriteringer vil have, så vi som samfund kan spørge os selv: Vil vi være det bekendt?

Mikkel Rasmussen er speciallæge i psykiatri samt medlem af regionsrådet i Midtjylland for Psykiatri-Listen. Camilla Fabricius (S) er 1. viceborgmester i Aarhus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu