Klumme

Vi har en syg politisk kultur, hvor det er mere legitimt at tale udenom end at tale grimt

Så længe det er et tvungent forhåndskrav at være specifikt løsningsorienteret, får vi ikke igangsat en gennemgribende offentlig debat om alt det, der brænder i vores samfund
»Let røven! Planeten er ved at dø." Sådan kan man også sige det. Klimademonstration i den franske by Nantes.

»Let røven! Planeten er ved at dø." Sådan kan man også sige det. Klimademonstration i den franske by Nantes.

Sebastien Salom

25. oktober 2018

Der er nok at hidse sig op over.

Hvidvask og skattesvindel i milliardklassen, en regering, der forsøger at vaske sig grøn for at neutralisere klimadagsordenen, men som reelt baserer sig på regnskabsakrobatik – for bare at nævne tre eksempler fra den seneste måned.

Derfor er det i grunden forbavsende, at danskerne sidder pænt og artigt hjemme i stuerne, at gaderne er tomme, fri for oprør og arrighed, og at den eneste autoritet, der har taget en konsekvens, gjorde det på grund af kontordekorationer og et let pyntet cv.

Undskyldning og boksebold

Man må spørge sig selv, hvorfor hidsigheden tilsyneladende udebliver, når det gælder finanskapitalismens samfundsdestruktive løben løbsk, klimakatastrofens komme og politikernes ansvarsfravigelse i begge tilfælde.

En oplagt forklaring er, at det er uigennemskueligt, hvorhen man skal rette sit raseri. De folkevalgte leger stoledans med ansvaret, hvor autoritet efter autoritet melder hus forbi – på alle de væsentligste politiske spørgsmål. Det er oprigtig svært at finde et område med bredt anerkendt brug for alvorlig udluftning, hvor svaret ikke ultimativt bliver noget a la 'fælleseuropæiske løsninger' eller 'internationalt samarbejde' – andet ville jo svække konkurrenceevnen og gøre Danmark mindre attraktivt.

Samtidig er mange af vores internationale institutioner, der angiveligt skulle stå i spidsen for at løse vores fælles udfordringer, hvad end det er WTO, EU eller FN, efterhånden blevet så svækkede og handlingslammede – takket være bølgen af indadvendte nationalpartier og deres letkøbte mistillidserklæringer – at heller ikke de formår at løfte et reelt ansvar. De er jo som bekendt kun så magtfulde, som medlemslandene tillader.

Således bruger vores folkevalgte både de internationale samarbejdsfora som undskyldning for ikke selv at træffe beslutninger og samtidig som boksebold – symbol på den bureaukratiske storskurk – når der skal vælgerhøstes. Et ræs mod bunden i forhold til politisk initiativ, der efterlader os i et kafkask mareridt, hvor ingen åbenbart kan stilles til ansvar for – eller forventes at handle på – noget som helst af betydning.

’Den gode debat’

En anden kilde til folkelig opgivenhed findes givetvis i den kontekst, hvori politiske forslag tages alvorligt: Politiske mål accepteres kun som legitime, hvis de er umiddelbart realiserbare inden for rammerne af det eksisterende.

Så snart en ny idé lanceres, rammes den fra både journalister og politiske modstandere med det kvælende spørgsmål om, hvor pengene dog skal komme fra. Ikke i sig selv et uretfærdigt spørgsmål, men alligevel medfører kravet om høj specificitet en skarp begrænsning af det politiske mulighedsrum, der i den grad har brug for tilbygning. En selvforstærkende mekanik, der lægger enhver nytænkning død ved indgangen til Finansministeriet.

Modsvaret til udmattelsen må således være todelt. Vi må både insistere på at stille politikerne i Danmark til ansvar for vores katastrofekurs og ignorere deres forsøg på at sende sorteper videre til sidemanden; og samtidig må vi holde på retten til at diskutere naive og i ortodoks optik absurde politiske forslag.

Det opnår vi kun, hvis vi forfølger en debatkultur, hvor det ikke er påkrævet som adgangsbillet at være hverken konstruktiv eller såkaldt økonomisk ansvarlig. Den eneste måde at aktivere energien til en egentlig ophidselse på, er at sørge for, at det bliver legitimt at være rasende over tingenes tilstand – uden at have formfuldendte løsninger.

Sådan er det ikke i det nuværende politiske indeklima, hvor idealet om ’den gode debat’ består i at tale pænt, være rosende og lyttende. Velfriseret og anerkendende a la »ham kunne man godt drikke en øl med« – alt imens det åbenbart er fuldstændig legitimt ved hjælp af retorisk springgymnastik og sproglig manipulation at smide ansvaret fra sig og knuse enhver nytænkning gennem karaktermord, stråmandsargumenter og snedig afledning.

Det er en syg kultur, hvor det at tale udenom er blevet mere legitimt end at tale grimt.

Der er nok at hidse sig op over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Dorte Sørensen
  • Bjarne Andersen
  • Trond Meiring
  • bente-ingrid bruun
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Munk
  • Carsten Mortensen
  • Mads Berg
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Torsten Jacobsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Ejvind Larsen
  • Torben K L Jensen
  • Troels Ken Pedersen
ingemaje lange, Dorte Sørensen, Bjarne Andersen, Trond Meiring, bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk, Carsten Mortensen, Mads Berg, Bjarne Bisgaard Jensen, Torsten Jacobsen, Niels-Simon Larsen, Maj-Britt Kent Hansen, Ejvind Larsen, Torben K L Jensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Jeg er vred - på problem-knusere og udfordrings-managere der uden at rødme påstår at "markedet" kan klare det hele hvis bare journalister med "good vibrations" og folk fra Alternativet der fortæller at alt sagtens kan lade sig gøre hvis bare man kigger indad længe nok så vil man kunne krydse det døde hav tørskoet eller for den sags skyld gå på højvande hvor de selvsamme personer nasser på på de økonomiske reserver der ikke allerede reserveret den eneste ene procent der har monopol hvad medier må mene om dit og dat - udover den alarmerende indflydelse de har på resterne af et demokrati der har konsensus-bevæget sig ud mod yderfløjene hvor folkets vrede kaldes populisme.
Vi skal have et vredens oprør der giver en adrenalin-indsprøjtning til det døende demokrati inden det mister betydningen i fremtiden.

ingemaje lange, Trond Meiring, bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Ole jakob Dueholm Bech, Henrik Peter Bentzen, Egon Stich og Berith Skovbo anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

"Samtidig er mange af vores internationale institutioner, der angiveligt skulle stå i spidsen for at løse vores fælles udfordringer, hvad end det er WTO, EU eller FN, efterhånden blevet så svækkede og handlingslammede – takket være bølgen af indadvendte nationalpartier og deres letkøbte mistillidserklæringer – at heller ikke de formår at løfte et reelt ansvar. De er jo som bekendt kun så magtfulde, som medlemslandene tillader."

Det er nok snarere den langt mere håndgribelige tendens imod størrere grad af centralisering og uniformitet, og den deraf naturligt følgende infleksibilitet, vi kan takke for at ingen gør noget ved ræset mod bunden på arbejdsmarkedet, ved grådige investorer, løbsk klimaforandring, osv. Når alt følger, og (man forestiller sig at) den skal følge, ÈN retning, er det klart at du får en masse vrede.

Men ved i hvilken vrede der er mest glohed? Den vrede over at ens vrede bliver affærdiget som "det er jo kun noget de siger/tænker pga. deres arme, stakkels, socio-økonomiske forhold, der gør at de ikke kan tænke selv". Lyder det bekendt? Ah, ja, den er så fin, så fin...den kan jo bruges mod både nationalister og jihadister. Eller hvis det er højreliberale om kapitalismekritikere, er den mere åbenlyst nedladende (i modsætning til den mere subtilt socialdarwinistiske som progressive er så kendt for), a la "De er jo bare misundelige, sociale tabere og derfor kan de ikke lide os!".

Eftersom man kan anklage alt og alle for at vrede "bare fordi de er/har X", så er der jo intet man rigtigt kan tillade sig at blive vred over.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ja, bestemt kan man undre sig over, at ‘gaderne er tomme og fri for oprør’, når man tænker på, hvad der er på spil. Hvis svaret er, at tingene er for indviklede, må man jo bare vente på, at de, det gør mest ondt på, vil råbe op en dag.
Det sker nok ikke, for så ville det allerede være sket. Oprøret skal denne gang komme fra os, der har det godt og ikke har grund til at gøre oprør ud over én: At vores efterkommere vil få det forfærdeligt på grund af vores overforbrug.
Så, hvor skal vi mødes henne?

Mogens Holme, ingemaje lange, Mads Berg og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Godt indspark i positivitetstyraniet, som, sat på spidsen, efterhånden er allestedsnærværende og altomsiggribende og medfører, at der ikke bliver gjort noget ved væsentlige emner, som påpeget her.

Bjørn Pedersen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Hvor er alle de vrede journalister? Eller lever de lidt for godt til sådan for alvor at blive vrede?

Mogens Holme, ingemaje lange, Flemming Berger, Trond Meiring, bente-ingrid bruun, Eva Schwanenflügel, Tino Rozzo, Mads Berg, Bjørn Pedersen, Niels-Simon Larsen, Holger Madsen, Henrik Peter Bentzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Ja, oplagt tåbelighed : "... kvælende spørgsmål om, hvor pengene dog skal komme fra."
Enhver ved da, at afholdelse af udgifter kommer fra (skatte) indtægter :-)

Jeg spurgte engang et parti, hvorfor de ikke ville støtte en ordning, der forholdt sig afgørende positivt til deres mærkesager. Svaret var en begrundelse, der forhindrede, at deres mærkesager blev seriøse.
Det var en "legitim" måde at tale udenom.

Niels-Simon Larsen

Torsten: Sat på spidsen er journalister ansat i en forretning, der lever af læserne, og de falder fra, hvis avisen bliver ekstrem. Vi lever, selvom kun få har opfattet det, i en ekstrem situation, hvor det er meget afgørende, at temperaturstigningen stoppes. Man kan derfor ikke forlange, at andre skal skræve mere, end bukserne kan holde. Når alle gør for lidt, går det galt. Man kan sige, for nu at være lidt personlig, at det er dig og mig, der skal gøre oprør. Jeg har overskuddet, men kender ingen, der vil gå ud i civil ulydighed og gøre det med succes. Man kan altid stille sig dumt op og få en bøde. James Hansen gjorde det, og fik en dom. Det skal have effekt, og nogle skal være effektive. Desuden skal det bygge på en vrede hos modtagerne, og den vrede er ikke til stede endnu. De, der sætter børn i verden, har ikke klimabevidstheden (keg kender ingen) og tør heller ikke have den. Det bider sig selv i enden hver gang.

Niels-Simon Larsen

Hvad er der af ærlig vrede i dag? Folk kunne holde sig væk fra de beskidte banker og gå over til andelsbankerne (Skift bank dag). Det kunne betyde noget, men folk flytter ikke.
Folk kunne gå med til forskellige demonstrationer. Til klimademonstrationen for nylig var vi sølle 15000.

Jeg kunne blive ved. Der er ingen vrede. ‘Grænser for vækst’ er ikke et spøgelse, der går gennem verden. I stedet for vrede kunne man tale om manglende omsorgsfølelse for børnene. Omsorgssvigt, uha, det er et socialt udtryk og ikke et politisk. Der er et fravær af politisk menneskelighed, som kun rører sig på venstrefløjen.

Der er ikke en Zar og nogle anarkister, der smider en bombe ind under zarens karet i dag. Eller også smider de ikke noget, fordi børnene kunne sidde i kareten, og de er jo uskyldige. Det diskuterede man i sin tid if. Dostojevski. Men når nu flere generationer af børn kommer til at lide under temperaturstigninger, kunne det så ikke give anledning til nogle alvorlige tanker?

Torsten Jacobsen

Niels-Simon Larsen,

Vreden absorberes i vid udstrækning af nationalister og xenofober, som med stort held sælger fortællingen om, at det er 'de andres' skyld. Og dermed den vigtigere fortælling(!) om, at det er ikke min skyld.

Det er 'højrefløjens' svar.

'Venstrefløjen' dyrker samme fortælling, omend nuancen er en anden: I denne venstresnoede fortælling er det 'strukturerne' den er gal med, og enhver form for personlig ansvarspådragelse er ligeledes unødvendig.

Sådan peger alles fingre ud i det tomme rum, mens kloden drejer stille rundt...

Bjørn Pedersen, Niels-Simon Larsen, Trond Meiring og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar
Martin Rønnow Klarlund

Ja, jeg undrer mig også over dette. Er vi for effektivt passificeret i hypnotisk apati fra Facebook, Google, Netflix osv.? Det ser næsten ud som en uhyggelig zombie-epidemi, når man på gader eller fx i offentlig transport ser så mange glo ned på de smartphones.