#MeToo. Jeg springer med om bord. Ikke som krænket, men som krænker. Mænds vidnesbyrd må være næste skridt.
Jeg ved ikke, hvornår det er sket eller over for hvem. Men hver gang jeg læser vidnesbyrd fra kvinder om erfaringer med tilværelsens seksuelle krænkelser, slår det mig, hvor lidt der fra mandens perspektiv skal til, før modparten faktisk får en grænseoverskridende og potentielt traumatisk oplevelse.
I teenageårene udlevede vi et permanent pres på pigerne for at gå så langt som muligt i retning af det ultimative: fuldbyrdet samleje.
»Er hun villig?«, spurgte drengene hinanden.
Relationen handlede om at lægge et pres fra mandens side. Så det gjorde jeg, hvilket højst sandsynligt har betydet, at en kvinde eller to i dag kan skrive #MeToo.
I gymnasiet besluttede jeg at droppe det. Scorekulturen tog en masse tid og kræfter, var altid følelsesmæssigt opslidende, og slutresultatet var altid forvirring, pinlighed, skamfuldhed og dårlig samvittighed, i heldige tilfælde dårlig sex.
Siden den beslutning har jeg levet 25 år i cølibat, undtaget tre år fordelt på to parforhold.
Et liv i cølibat forekommer overraskende i disse frisatte tider med opløste tabuer, masser af sociale netværk og masser af prævention. Men jeg har fralagt mig den aggressive scorerolle og er i stedet sprunget op på den hvide hingst og har galoperet ridderligt ud over stepperne i ensomhed.
Initiativtager/krænker
Jeg har altid tænkt, at jeg stræbte efter at være det, som kvinder ønsker sig: En selvstændig partner med en rig interesse for livet og solid respekt og interesse for den andens trivsel og udvikling. Jeg kan nu konkludere, at det princip har ført mig direkte ind i en fastgroet singletilværelse. Jeg troede egentlig, det ville gøre mig attraktiv. I stedet har det gjort mig utilnærmelig.
Manden har fortsat initiativet, hvilket jeg har vanskeligt ved at skelne fra at være krænker. Enhver scorereplik fra mandens side er for mig pinlig, nedværdigende for begge parter og reelt set krænkende adfærd.
Men hvad er alternativet?
#MeToo handler også om de betingelser, mænd har for at udleve drømme, som vi ikke helt er herre over. Jeg har gjort det ved at lade være. Jeg har nægtet at gå ind på præmisserne med at være initiativtager/krænker. Det er den løsning, jeg moralsk kan stå inde for.
Jeg har dermed fravalgt seksuelle relationer som en ramme for min mandeidentitet. Det er ikke nemt.
Jeg tør godt at sige, at alle mænd i alle sammenhænge er seksuelt tiltrukket af en eller to udvalgte kvinder i lokalet. Eller måske af alle kvinder i lokalet. Det er frustrerende, trist og deprimerende altid at skulle bekæmpe den tiltrækning.
Jeg har udviklet mine egne små mentale teknikker som at fokusere på ’grimme’ detaljer ved udseendet eller lytte efter adfærd hos kvinden, som jeg kan være heldig at finde usympatisk. Den permanente tiltrækning legitimerer selvfølgelig på ingen måde overgreb fra mandens side, men forholdet bør tages med som en meget væsentlig og uomgængelig præmis for #MeToo-erfaringerne.
Drømmen om sex
Jeg er selv blevet taget på røven af en kvinde en enkelt gang. Jeg oplevede det ikke som krænkende og fik egentlig bare lyst til at give hende et knus. Hvordan ville verden føles, hvis den var fuld af den slags reaktioner? Hvis kvinder sprang over i mandens lejr og lod fysisk tiltrækning udfolde sig i berøringer og sensuelt samvær?
Manden er fanget i en forfærdelig modsætningsfuld situation. For uden sex skal der arbejdes på at slippe tanken om at være en freak, som går glip af noget stort og vigtigt i livet.
Sex tillægges hvert minut overvældende positiv betydning i vores kultur, men forbliver for mange blot fantasi og drømme. For reelt er der tale om en besværlig, uhygiejnisk og temmelig forudsigelig aktivitet, der som regel ender mere vellykket for den ene part end for den anden.
Vejen dertil går over en udmarvende indsats med handelsaftaler, løgne, ubekvemme sandheder, selvudlevering, sundhedsskadeligt indtag af alkohol, cigaretter med mere, og en lang stribe af ensomme skuffelser. Følelsesmæssigt kaster man sig ud i et åbent hav med skær, man ikke har en chance for at opdage.
Friheden i at være alene
Frigørelsen ligger ikke i at udleve sin seksualitet, men i at lade være.
Så kan man pludselig gøre, hvad man har lyst til. Man kan forlade festen, når man er træt, eller når festen er træt. Man kan forlade parforhold i tide. Og man kan tænke på så meget andet.
Uden seksualitet forekommer relationer også at have en anden dybde og et andet nærvær. Der er for eksempel børn og gamle, det er tilladt at omtale som søde, og som man kan tage i hånden, uden at det betyder andet end kærlighed og omsorg.
En tilværelse i cølibat har betydet fravalg af krænkende adfærd, men også en livsbane som har ført mig uden om parforhold. Heldigvis oplever jeg, at tilværelsen som singlemand har så meget at byde på, som parforholdet forstyrrer eller fratager en.
For kvinder er ikke fri for overgreb og krænkende adfærd. Ækvivalenten til fysiske overgreb mod kvinder er mandens erfaringer med psykisk besættelse. At indgå i et forhold kan for manden være en langsom, men sikker selvudslettelse, som kan tage et helt liv.
Samfund foregøgler, at parforholdet handler om den ultimative kærlighed. Men det er ofte en kærlighed, der udfolder sig på kvindens præmisser og altså ikke ud fra en præmis om gensidig anerkendelse og interesse for partnerens liv.
Det lader til, at moderne parforhold skal indgås to gange. Første gang ud fra et ønske om at få del i den verden, som en konkret person repræsenterer.
Et stykke inde i forholdet skal der føles efter og tages en beslutning igen. Denne gang ud fra en evaluering af tilfredsheden med det jeg, man møder i relationen. Er jeg tilfreds med den person, jeg bliver i parforholdet? Jeg vil hævde, at denne mekanik findes hos begge køn.
Jeg har set mange tilfælde, hvor det er manden, der løfter ansvaret for uselvisk kærlighed og omsorg, under stadig beskydning for ikke at give kvinden det liv og det jeg, hun har en uklar drøm om at få opfyldt, og som hun i et overraskende bagholdsangreb gør krav på.
Brug for mandefrigørelse
Mandens krise består i, at vejen ind i forholdet og til at blive far først kræver småkrænkende adfærd efterfulgt at et brat skifte til forstillelse, selvudslettelse og optræning af overjordiske indlevelsesevner. Efterfulgt af hemmelige strategiske kampe for, på trods, at holde fast i sig selv.
Kvindens krise består i, at mænd ikke helt accepterer, at hendes psykiske tilstand skal være omdrejningspunktet for parforholdet.
Det centrale ved #MeToo bør være mandefrigørelse. Mit fravalg af parforholdet kan betragtes som en trist sejr over de normer, som stadig, eller igen, virker til at dominere i parforholdet.
Mit bidrag har indtil videre været singlemanden, som kan stå selv. Cølibat oplever jeg som en maskulin protest imod de forventninger og krav, som mænd og kvinder fortsat stiller for at indgå i en relation. Jeg vil hverken være krænker eller krænket og må derfor leve alene.
Min høje moral har så gjort mig barnløs. Det er vel det ultimative nasseri, man kan foretage sig i livet: Jeg har en masse at give videre, men det sker kun drypvis og slet ikke i det omfang det kunne, hvis jeg var far.
Jeg snupper friheden og bruger den op uden at bruge meget på næste generation. Det fremstår som en selvisk handling. Men jeg gør det, fordi jeg ikke kan komme af med min kærlighed, fordi kvinder bremser for det.
Anders Øgaard, ph.d. og adjunkt i pædagogik og historie
Først læste jeg med interesse en person, som havde taget stilling til sit eget livsforløb uden partner og børn.
Dernæst læste jeg, at det var kvinder skyld, at han havde været nødt til at træffe netop den beslutning.
Det var ærgerligt.
Jeg læste at han var gaven der blev ved med at give, men at kvinderne misforstod gaven totalt.
Du gør dit liv til et valg mellem krænker og cølibat, men det store flertal lever fint uden begge dele.
Anders må også have det svært på arbejdspladser, hvor forstillelse og magtspil ofte er the name of the game. Bør han også gå i arbejdscølibat?
'Jeg har fralagt mig den aggressive scorerolle'
Jeg læser nu en del (passiv-)aggressivitet i teksten.
Ligeledes har jeg min tvivl mht frigørelsen - den lyder noget indebrændt.
Men måske den gode adjunkt udi pædagogik bare gør os en tjeneste ;)
Tjah. Anders Øgaard har taget sit valg og det faldt på single-liv i Cølibat og jeg er ganske sikker på, at mange ting er blevet mere simple for ham. Mange kvinder vil gerne scores af en rigtig mand og i den sammenhæng vil mange mænd helt sikker blive #MeeToo stemplet. Nogen med god grund, men helt sikkert også mange helt uden grund fordi kvinder har så travlt med også at være en del af #MeeToo bølgen og deres frigørelse, som da for hulen snart må være gennemført herhjemme i lille DK.
I parforholdet er der også mange eksempler på hvordan kvinden lige så stiller overtager alt initiativ og ansvar og manden bliver kørt ud på et nikkedukkende sidespor og bare er den der indretter sit liv efter sin kvinde.
Er Anders Øgaards løsning så den rigtige? Det er den åbenbart for ham. Men for os andre er løsningen måske en anden. Vi kunne jo stræbe efter et ligeværdigt forhold, hvor både kvinden og mandens behov bliver tilgodeset. Men det kræver jo dialog mellem parterne OG, at vi som en del af parforholdet selv tager ansvar for egne behov samtidig med, at vi giver plads til at vores partner kan få sine behov opfyldt så godt som muligt. Det vil fra både mænd og kvinder i parfohold kræve, at vi holder på vores ret til at leve det liv VI gerne vil leve og tager konsekvensen af det, hvis vores partner ikke kan leve med at være en del af det. Måske det er hvad Anders Øgaard har gjort?
Jeg tror det var Luis Bunuel, der engang sagde: Da jeg passerede 60, mistede jeg min libido. Det var en befrielse, for derefter kunne jeg koncentrere mig om det væsentlige i livet.
jeg genkender en del af de tanker som Anders giver udtryk for,
da jeg var ved starten på voksenlivet og gjorde mig tanker om hvad slags menneske jeg ønskede at være, var mit valg noget i retning af at jeg ville bidrage positivt,
altså at min tilstedeværelse skulle gøre verden et bedre sted, og jeg havde den ide at ærlighed var noget af det vigtigste når dette skulle realiseres,
jeg har også altid ment at kærlighed bør være drivkraften når man har sex, så jeg har aldrig jagtet kvinder, "for sportens skyld" eller for at hævde min maskulinitet,
dette har så i praksis medført at kvinderne har taget initiativet alle de gange jeg har været i forhold, med en enkelt undtagelse hvor jeg erklærede min kærlighed og derved fangede hendes interesse,
men det har selvfølgelig også medført lange perioder med cølibat, da jeg ikke dyrker engangssex overhovedet,
men for mig er cølibatet egentlig ikke et valg, snarere en følge af min mangel på jagtinstinkt og af min insisteren på ærlighed,
men det generer mig ofte at se diverse skørtejægere nedlægge den ene kvinde efter den anden, faktisk virker det på mig lidt som om kvinder søger tragedien, og den ulykkelige kærlighed for de bliver jo svigtet når han igen skal ud og bevise sin charme med endnu en erobring.
Ja,ja -kære kvinder, man kan se'fø'li' altid vælge at "pære" den tilbage hvor den kom fra ......men jeg synes nu han har en pointe alligevel - og jo, jeg synes dog at #meetoo har en berettigelse (og nu dukker jeg mig ;-) )
Jeg kan skrive under på, at livet uden intime kvindelige bekendskaber er meget nemmere at håndtere. Jeg lever selv i cølibat på grund af et knust hjerte, kombineret med min fremskredne alder, som gør, at sex ikke længere er det vigtigste her i livet. Det er min erfaring, at man sagtens kan nyde den kvindelige skønhed og samværet med kvinder, selv om man ikke gider kurtisere dem.
Den eneste uheldige bivirkning er, at jeg af og til ser en eller anden dybt debil Netflix-serie, som jeg ellers ikke ville værdige et sekund af mit liv, fordi jeg har fået et crush på heltinden. Og så er jeg lige kommet tilbage efter at have købt tobak i Føtex, selv om 7-11 ligger tættere på, fordi jeg så gennem vinduet, at ekspedienten i 7-11 ikke var den søde unge pige, som jeg håbede på, hvorfor jeg tog chancen med Føtex. Og det gav pote: Jeg købte min tobak af en smuk ung brunette med mandeløjne, så det var besværet værd at gå de hundrede meter længere.
Bare fordi man ikke gider at få kvinderne for tæt på, kan man sagtens nyde dem på afstand.
Aha - interessant ... 'other people are hell' (sartre). Jeg forstår dig, afkaldets vej - og det er heldigt for dig, at det ikke er et stort savn, for de andre kan jo også være en velsignelse. Og uden var du palle alene i verden.
Mon du er svær at score .... det skule man umiddelbart tro, men de fleste har et blødt punkt. Jeg håber ærligt, at du hygger dig. Mkh r
Jeg forstår simpelthen ikke koblingen mellem initiativtager og krænker. Selvfølgelig: Hvis man opfatter dårlige scorereplikker, en liderlig hånd på røven eller Cosby-drinks som den eneste gangbare form for initiativ, kan jeg godt se problemet.
Man kunne også bare vælge at invitere sit livs eller sin måneds kærlighed med i biografen. Det ville næppe opfattes som krænkende, men dog som initiativ. Mission accomplished!
Så skal man selvfølgelig huske at styre sig i biografsalens mørke; det er vildt dårlig stil at jage sin erigerede penis gennem popcornsbægerets bund og dernæst casual tilbyde sin udkårne at dele de poppede majskorn.
Først i sidste linie kommer: fordi jeg ikke kan komme af med min kærlighed, fordi kvinder bremser for det.
'Kærlighed' resten handler om sex.
Det er ikke noget at byde omgivelserne, der sukker efter kærlighedens sødme.
Hurra for mandligt begær og det dysfunktionelle paradoks, en ødelagt mand må være. Jeg ønsker dig held og lykke med dit store og smertefulde valg at være alene med din livskunst. Selv har jeg også så stor en individuel friheds- og skabertrang, at jeg ikke vil være min selvvalgte solotilværelse foruden. Jeg går ikke på kompromis i min jagt efter at række ud efter stjernerne og surfe på en bølge af melankoli, længsel og hverdagsglæde! Det skal nok lykkes! Vi rammer Pluto en dag.
Den der sexdrift er også svær at integrere i et dansk kernefamilieliv, når den første betagelse er ovre. Søde mænd har netop på dr 2 delagtiggjort os i, hvad det betyder for dem, når 'pikken bestemmer' - og selv om jeg er kvinde, ved jeg godt, hvad det vil sige, når lysten styrer.
Det kan godt give fiskerlussinger, men på den anden side er det på tide, at gøre op med snærende forestillinger om, hvad vi skal med vores liv. Sålænge vore handlinger ikke skader andre, er der frit slag.
Mht parforhold mener jeg, at det eneste, der gælder, er hensynet til børnene, og at man ikke kommer hjem med en kønssygdom. Hvis man mener, at man har eneret på en partner, man har børn med, er man på vildspor. Den fælles opgave med at tage vare på børnene omfatter ikke ekspropriering af den andens sexliv. Det kan kun give ballade.
Hvorledes man ser på disse forhold, bør man gøre sig klart, inden man involverer sig. Ellers kam man være sikker på, at livet selv den store læremester.
'Ellers kan man være sikker på, at livet selv er den store læremester.'
Jeg vil dog gerne pointere, at jeg på ingen måde disser tosomhed, men at det er en kæmpe fordel for alle involverede, især børnene, at man kender sig selv på dette område, således at forestillinger og drømme om det perfekte liv ikke overtager realitetssansen.
Tænker også på, at kvinder ofte ikke har så meget sexlyst som mænd især efter børnefødsler. Her kunne vi kvinder godt være mere storsindede og tillade manden at udleve sin (biologisk betingede?, vi ved jo, i hvor høj grad det er hjernen, som bestemmer) sexlyst hos andre. Og her tænker jeg, at haremet er en ret smart løsning. Det blir i familien og kvinder og børn får et fællesskab.
Og mht til forførelsens kunst, så hørte jeg forleden, at i primært 'latinokulturer' (i mangel af bedre ord) er en let berøring af hånden en invitation, på hvilken kvinden kan tilkendegive sin evt interesse. Men det kræver selvfølgelig mod at vise interesse. Uden hvilket en mand nok er uinteressant.
Klassisk forførelseskunst og flirt røg lidt ud med badevandet, da vi blev såkaldt seksuelt frigjorte.
Først tog jeg hatten af for en mand som vil det optimale i respekt og lige værdighed. Men så viser det sig han mener kvinder er roden til hans onder. Ham benytter sig af det samme som de buddhistiske munke jeg ind imellem tilbringer tid med: at fortælle sig selv om alle kvinden s ulækre sider som de opfatter det. Og det er synd man ikke kan nyde 50% af jordens befolkning. At man ikke kan bære at have respekt for det andet køn. Hvor er det trist han ikke har formået at have et højere mål med sit cølibat. Helt sikkert han kunne have fundet kvinden med de samme ønsker som ham for et godt samliv. Der er jo masser af forhold som bygger på udvikling og gensidig respekt. Jeg har personligt selv Været 6 år i cølibat. Og er helt sikker på den mand som vil det gensidige udviklende forhold. Forstår ikke man kan have et så indsnævret syn på et køn. Tænke sig han er nødt til at svine alle kvinder over en kam for at kunne holde sig fra dem. Ham bærer sit liv på en stædighed istedet for overordnede principper .
Bodil Hansen, kvinder ER roden til alt ondt, set fra en mands synspunkt. Eller næsten alt ondt, I kan selvfølgelig ikke gøre for, at vi mænd taber fornuftens brug, når vi er i stue med en skøn kvinde.
Jeg har altid fundet det morsomt, at de patriarkalske religioner hævder at kvinder er sexgale monstre, som kun tænker på at komme i bukserne på mændene. I min erfaring er det omvendt. Kvinder lader som om de slet ikke interesserer sig for sex, hvilket tvinger mænd til at tage initiativet. Hvilket måske netop er udtryk for kvindens træskhed?
Hvorom alting er, alle kvinderne i mit liv, på nær een, erobrede mig, ikke omvendt. Så jeg er en af dem, der er glad for kvindens frigørelse. Uden feminismen ville jeg have levet i cølibat i en meget større del af mit liv.
En skræmmende tanke, dette med cølibat. De kan tage min dieselbil. De kan tage mit oksekød. Men glæden ved det skønne modsatte køn - den giver jeg sgu ikke fra mig!
“Jeg har udviklet mine egne små mentale teknikker som at fokusere på ’grimme’ detaljer ved udseendet eller lytte efter adfærd hos kvinden, som jeg kan være heldig at finde usympatisk”
Det nærmer sig da paranoia... :-/
Niels Duus Nielsen ;
Jeg synes du lidt modsiger sigselv, du oplever, at kvinder lader som om de ikke er interesserede i sex, altså bortset lige fra dem, der har "lagt dig" ned ;)
Min personlige oplevelse er lidt, at - stadig - en del mænd bliver utrygge, hvis en kvinde tager initiativ og/eller den der med at så er hun 'billig'
Kunne vi dog ikke komme videre i det 'herrens år' 2018, end at kvinder er sådan og mænd er sådan...
Mig bekendt siger, det meste forskning, at javist kan man påpege kønsforskelle, men rent faktisk er forskellene inden for samme køn større.
Og mht haremskonceptet bør det naturligvis også gælde for kvinder. Det vigtigste er at vide, at man kan stole på hinanden i de forpligtelser, man påtager sig med børn og andre aftaler.
Problemet er vel at han sket ikke acceptere kvinden, som en ligeværdig. Det minder om Ronaldo voldtægtsanklager, der--nedenfor--beskrives som et eksempel på, at kvinder ikke må vokse op og blive ansvarlige og voksne mennesker. Jeg anbefaler:
https://www.themindfulword.org/2018/cristiano-ronaldo-me-too-movement/
Jeg må anerkende forfatterens høje moral og efterlevelse - men konsekvenserne? - retfærdiggørelsen?
Hvornår har undladelser flyttet noget i denne verden...
Først MGTOW.
Så INCELS.
Hvad bliver det næste,mon?
Katrine Damm, nej, jeg modsiger ikke mig selv, kvinder er modsigelsesfulde væsner, det er bl. a. derfor vi mænd kan blive så frustrerede sammen med kvinder. Der er ikke noget skønnere end at være sammen med en skøn kvinde, og der er ikke noget værre end at være prisgivet en ond heks. Når det er den samme kvinde der både er skøn og heks, er man da nødt til at anerkende, at modsigelser ofte er den eneste måde at give en adækvat skildring af virkeligheden på.
Folk der træffer andre valg end de gængse, udvikler særlige sensibiliteter og et sprog, der i nogen grad er sat fri fra vores andres klicheer. Jeg synes at der bliver sagt nogle ekstremt skarpe ting her, om både parforhold og hvordan man formes som mand. Som jeg ikke tror ville kunne siges af andre end én, der er gået sin helt egen vej.
Mit hjerte er blevet borte,
kan ingen finde det til mig?
Det var et rødt lille hjerte,
let at gøre fortræd.
Jeg var så bange for sorgen
og bygged en mur omkring det
af kolde og hårde sten
for at skåne det røde hjerte.
Men jeg kunne ikke græde,
og jeg kunne ikke elske,
og da jeg rev muren ned,
var mit hjerte borte.
Nu går jeg min ungdoms veje
og leder blandt sten og snavs
efter de brændende tårer,
efter den lidende længsel,
efter mit levende ♥
- Tove Ditlevsen
He, Niels ligesåvel som kvinder er modsigelsfulde væsner, det er mænd så-mænd;) også ;)
Prøv nu at lade være med det meget genereraliserede
' vi mænd' - ikke sikkert alle mænd oplever som du gør.. Personligt ville jeg ikke kaste mig ud i at udtale
mig om hvordan 'vi kvinder' oplever mænd over én kam - lige at tage munden for fuld;)
Igen: jeg synes altså samtalen bliver lidt fjollet, når generaliseringerne bliver så store.
Den helt fundamentale kønsforskel består i mænds og kvinders libido, som for mig at se er grundlæggende forskellig. Javel, kvinder er seksuelle væsener, men på en mere selektiv, afmålt måde end mænd. Det giver en asymmetri, som er, og altid har været, en kilde til frustration, vrede, konflikter, kontrol, undertrykkelse osv.
Det gør hverken mænd eller kvinder 'forkerte', men det gør det meget svært at honorere sociale- og kulturelle normer for hvordan mænd og kvinder skal interagere og leve med hinanden.
Normalt er jeg modstander af at generalisere, men når det gælder kvinder synes jeg, at det er svært at lade være. For der er en forskel, om det så er kulturligt eller genetisk bestemt ved jeg ikke. Jeg ser ikke forskellene som et stort problem, da de jo netop kompletterer hinanden. Hvis vi kunne vænne os til at se forskellene som forskellige udtryk for, hvad der tilsammen giver en fælles styrke, vil meget være vundet.
Det betyder så, at vi skal acceptere vore forskelligheder, og ikke bare lade som om de ikke er der. Og så acceptere, at det kan være dybt frustrerende at acceptere disse forskelligheder og leve med dem. Det er der jeg selv står lige nu, jeg gider ikke være frustreret, så i stedet giver jeg afkald på en masse skønne stunder.
Men jeg er jo ikke hugget i sten, jeg er afholdende af magelighed, ikke af princip - en dag kommer der måske en kvinde forbi, som får mig ud af mit selvvalgte cølibat? Eller også gør der ikke, og så fred være med det. Jeg har haft det sjovt i mit liv, med og uden kvinder, så jeg overlever nok - der er alligevel ikke så længe til, at jeg skal dø.
Forskelle på mænd og kvinder :
Kvinder føder børn, mænd befrugter kvinden med sin sæd.
Kvinders clitoris er en indadvendt penis - har jeg lige lært af et tv program.
Når kulturens normer strammer så meget, som de gør, er det svært at se, hvad biologien egentlig betyder, men vi er forhåbentlig på vej til at blive frie og i buddhisk forstand oplyste mennesker. Derfor, lad os først mødes som mennesker, og såfremt den søde musik opstår, dernæst som køn.
Og moderne harem er for de polyamorøse. Mkh r
Forskellen på mænd og kvinder:
“Kvinder er fra Venus - mænd er fra Mars” ;-)
Rundstykke:
Jeg er tilfældigvis kommet til at sidde ved siden af vores adjunkt til et middagsselskab, det føreste han meddeler mig er: jeg har OVERHOVEDET ikke tænkt mig at lægge an på dig, jeg lettere overrasket: er det sådan at jeg kan få dig til at række mig salaten?
Tak fra min side.
Adjunkt; Jeg kunne heller SLET SLET ikke finde på at rage dig på låret!
Jeg: stort spørgsmålstegn: øh det regnede jeg nu heller med (Ikke at jeg ikke har været udsat for det, det er nu alligevel undtagelsen) Men fint nok, ok, så har vi lissom det på plads, er der så sådan, at jeg kan få dig til at række mig den der flaske vin.., nej ikke den halvfulde, tror tydeligvis jeg kan få brug for den hele flaske...
Adjunkt: Og så lever I Øvrigt I CØLIBAT, OG JEG HAR DET FINT MED DET!
Trælse Katrine: super ('kæft det kan blive en lang aften, hvordan kommer jeg ud af det her)
Skål!
Alle er krænkere og alle krænker. Nogle mere bevidst end andre. Det sker i alle forhold hvor mennesker mødes. Vi er underlagt systemer og vilkår, som er langt mere krænkende end det daglige og ordinære forhold ml. kønnene.
Jeg tager hatten af for dem der kan leve sammen med kvinder...
Gad vide, hvad kronikkens budskab egentlig er ! ???
1) at vi kvinder er nogle værre nogen? Ja, enig, de af os, der ikke kan cutte navlesnoren til drengebørnene ordentlig ( i rel.t. pigebørn løses det normalt senest i puberteten Mor-Datter imellem, når døtre bl.a. oplever, at Mor smasker (lyden af pat) - et fænomen som går drengenes næse forbi),
eller er det 2) at vi kvinder er nogle værre nogen. Tja, er man udstyret med en Mor som ovemstående uden saks, er det forståeligt, at man prøver at undgå kvinder, for de binder,
eller er det 3) at vi kvinder er nogle værre nogen pga af den der navlesnor, som stadig strammer, så husk, at der skal 2 til at slippe eller cutte en forbindelse. Lykkes det, lover jeg dig, kære Anders Ø., at du vil kunne opleve kvinder med masser af sexede og usexede fejl, og hvor du ikke længere behøver i det dulgte at lege FFF / find-5-fejl for at undgå at blive tiltrkket af os intetanende skønne kvinder.
Helt ærligt: det er sgu da grænseoverskridende mand at sidde og fedte med de fantasier, når vi smiler venligt til dig.
Først læste jeg det som et ironisk indlæg. Dernæst som en sygejournal.
Pick Up Artists og kyske kvinder 101: https://positivejuice.wordpress.com/2012/02/14/why-men-are-the-sexual-hu...
People are strange when you're a stranger
Faces look ugly when you're alone
Women seem wicked when you're unwanted
Streets are uneven when you're down. :-(
https://www.youtube.com/watch?v=NHwVefQkWXY
Sikken diskussion og med flere lag blandet med moral og meget fornuftige og åbenhed. Men i et offentligt forum kan det vel være svært at være helt ærlig omkring sit syn på seksualitet.
Vi mænds libido kan svinge og vel helt som kvinders og nogen gange er det en kamp om at styre begæret i forhold til partnerens lyst og så er vi tilbage til det sære i et parforhold, nemlig at vi vel alle ved hvad det drejer sig om, men måske stadig mangler helt at kunne være åbne omkring ønsker nu og her. Vi mænd har jo helt tydeligt et "våben" der skal være klar, men den skal sgu ikke fyres af hver gang. Her er det så den frie vilje og selv disciplinen kan komme i clinch. Hvor mange af os mænd har egentlig glæde af at få lettet trykket hvis den vi elsker ikke har lyst? Eller bør kvinden/partneren lette trykket på andre måder? altså give en "hånd"?Bagefter kan manden så enten være afslappet eller en smule led ved sig selv.Vælger manden at hjælpe sig selv kan måske også være en fornærmelse,hvis det bliver "opdaget". Selve parforholdet kan sagtens fungere godt hvis de rigtige følelser,erkendelser og roller er afstemt og et samleje er ikke altid det skønneste.
@Frede Jørgensen
Det er ikke så svært og faktisk dejligt, man skal bare ikke prøve at forstå dem!
Det øjeblik en mand skriver noget der kan tolkes negativt om kvinder, er der altid kvinder der svarer i kor: "Man skal ikke generalisere!"
Det er næsten som en Monty Python sketch.
I mellemtiden er hele den vestlige verden på den anden ende fordi en Hollywood producer var slem ved nogle kvinder.
@ Henrik
I know - kommentaren er ren selvros :)
2 forhold med sammenlagt 3 års varighed på 25 år og de forhold, han ser, resulterer i mandlig udslettelse og krænkelser... Det er sgu altså også trist.
Båltale med 25 års forsinkelse på kronikplads i anledning af #MeToo kampagne, der startede for et år siden i Hollywood og gik i selvsving på www.dk
Foreløbig delt 1143 gange på 'fjæsbog og tvittelit' i løbet af et døgn. Hvad kan det ikke nå at blive til i løbet af et års tid? .... ;-)
Der er forskel på skyld og årsag. Selvom kvinder er årsag til mange mænds frustrationer, er det ikke nødvendigvis kvindernes skyld. Det er aldrig rigtigt populært her blandt jer som tilbeder de bløde videnskaber, men måske skyldes nogle af de frustrationer skribenten nævner biologiske funktioner, kombineret med en verden, en kultur og et normsæt, som biologien ikke kan følge med?
Jeg er med på hvordan kærlighed føles, og den følelse kan være overstrømmende god, men for at citere en gammel sang (eller ti):
Hvad er kærlighed?
Folk her i debatten burde vide at forudsætningen for at debattere et begreb er, at man kender og forstår det, og det gør i jo tydeligvis allesammen, så jeg gentager:
Hvad er kærlighed?
Kærlighed har i biologisk sammenhæng en funktion ift. yngelpleje, og det gælder også Homo Sapiens. Sex er nødvendigt for at producere yngel. Men kærlighed er mere end det?
;)
Det er OK at vælge at leve i cølibat, men det er ikke "ridderligt".
Initiativ er ikke det samme som at krænke. Hvis man bare skaber kontakt med hinanden som om den anden var et menneske, så kan man hen ad vejen se, om der er en gnist. Det gør man ved at mærke den anden persons reaktioner. Det er en gensidig ting.
Hvis man sidder og udtænker grimme ting om kvinder i rummet, så er det nok ikke det bedste grundlag for en flirt.
Ideen om at parforhold er på kvinders præmisser er ganske enkelt dum. Parforhold er på to menneskers præmisser, og hvis man slet ikke bemærker, hvad den anden lægger af arbejde for at få det til at fungere, så har man ikke fortjent at være sammen med nogen. Der findes selvfølgelig undtagelser, men det er undtagelser. De kvinder, jeg kender, har tilpasset deres liv meget i de parforhold, de har. Og det har deres mænd også. Og det fungerer, fordi begge parter ved det.
Det er deprimerende at se, hvor mange i kommentarsporet der ryger på den med at kvinder er mystiske. *Mennesker* er mystiske.
At bilde sig selv ind, at man er den logiske og soleklare målestok for et menneske, og at hele det andet køn er underlige, det er et godt udgangspunkt for helst ikke at skulle have noget med det andet køn at gøre.
Sider