Klumme

I weekenden vil jeg bare se tv – og jeg skammer mig ikke

Vi lever under et præstationspres, hvor fritiden for flere og flere bliver inddraget til formål, der må og skal være produktive. Men det gør os ikke lykkelige
30. oktober 2018

En episode af Oprah Winfreys talkshow fra 1997 har brændt sig ind i min hukommelse.

I anledning af premieren på komedien Ekskonernes klub var filmens tre hovedrolleindehavere, Goldie Hawn, Bette Midler og Diane Keaton i studiet.

Samtalen falder på, hvordan det føles at blive ældre, og Goldie, Bette og Oprah taler om, hvordan de håndterer aldersskiftet (»Hold dig i form, eller du bliver skør i knoglerne,« siger Midler), da Keaton udbryder: »At blive ældre vil sige, at din død rykker nærmere.«

De andre iler for at lægge låg på Keatons indfald af nihilisme og pointerer, hvor vigtigt det er at leve sit liv »uden fortrydelse og løse ender«.

Oprah betoner, at det gælder om at fastholde sin opmærksomhed på de ting i livet, der gør en glad. Midler siger, at hun elsker at danse, mens Hawn finder det forunderligt blot at være til. Hvad gør så Keaton glad, vil Oprah vide. »Jeg elsker at se fjernsyn,« siger hun gudhjælpemig.

Midlers latteranfald er så voldsomt, at hun næsten falder ned ad stolen.

»Gør du? Seriøst?« spørger Oprah vantro.

»Ja, jeg gør – og jeg skammer mig ikke,« fremturer Keaton. »Når man efter en travl dag kommer hjem, er det skønt at se tv.«

De tre andre griner så overbærende, som havde de set en hundehvalp miste balancen, trimle om i en vandpyt, rejse sig og trimle igen.

Aldrig har jeg følt så stærk en identifikation med nogen som med Keaton i det øjeblik.

Ukompliceret tv

Jeg kunne godt ønske, jeg var en person, der fandt livsglæde i aerobic som Midler eller i eksistentiel meditation som Hawn.

Men jeg må indrømme, at jeg finder større lykke i at sidde i sofaen derhjemme og se tv uden afbrydelser. Og vel at mærke ikke forpligtende prestige-tv om væsentlige samfundsproblemer eller sofistikeret kunst. Nej, ukompliceret tv, som jeg har set tusindvis af gange før – og som ikke nødvendigvis gør mig mere dannet eller til et bedre menneske.

At se tv i rå mængder anses for tegn på dovenskab. Især hvis man ser de samme episoder af Downtown Abbey igen og igen, uden anden grund end at man elsker dem. Jeg tilstår, at sådan er jeg – vel vidende, at det gør mig til en stakkel, som typer som Midler og Hawn uvægerligt må se på med medynk, før de løber en tur i parken eller plejer krydderurtebeddet. 

Det er forbundet med stor skam at være uproduktiv i sin fritid. For mange er idealweekenden fuld af produktiv performance, ja endda flere gøremål end hverdagene. Der skal bages boller, vaskes tøj, trænes igennem. Det er tid for museums- og cafébesøg, forårsrengøring, kogekunst og telefonsamtaler med venner og familie. Får du ikke udrettet spor af den slags, har du misforstået konceptet ’fritid’. I dine kollegers øjne vil du fremstå som uinteressant, hvis du på spørgsmålet ’hvad lavede du i weekenden?’ blot svarer: ’så tv’.

Udbrændthed

Men hør nu her. At gøre fritid til pligt er faktisk ikke lykken, hvis vi skal tro psykoanalytikeren Josh Cohen, der er ekspert i folkesygdommen udbrændthed.

I The Economists livsstilsmagasin 1843 påpeger Cohen, at mennesker, som rammes af udbrændthed, typisk er personer, som har svært ved at slappe af i weekenden. Når de endelig kan holde fri fra krævende job, begynder de pr. automatik at udfylde fritiden med opgaver, fordi de ikke kan udholde tanken om, at noget af deres tid er uproduktiv. De har i den grad internaliseret den forestilling, at et menneskes værd beror på dets præstationer.

Da Oprah genvinder fatningen efter Keatons betroelse, spørger hun:

»Hvor på en lykkeskala fra ét til ti vil du sætte tv-kigning?« 

Keaton svarer: »Det er en ren tier, baby!« og ud af Oprahs mund kommer et »OH HO HO!«, der er akkurat så tæt på lyden af latter, at det ikke virker uhøfligt. 

Måske vil Keaton og jeg en dag kunne tale frit om vores afslapningsteknik uden at blive set ned på. Indtil da ser jeg fjernsyn i weekenden, alene og i fred. Måske sætter jeg Ekskonernes klub på.

Sinead Stubbins er forfatter og kulturkritiker.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu