Kronik

Angreb på forsamlingsfriheden får ikke den opmærksomhed, de burde

Fysiske demonstrationer er essentielle for demokratiet og kan aldrig erstattes af onlineaktivisme eller af at stemme hvert fjerde år
I sidste måned demonstrede vrede amerikanere mod valget af højesteretsdommer Brett Kavanaugh. I USA har Trump-administrationen nu planer om at sende regninger for oprydning efter demonstrationer til arrangørerne og vil således afkræve dem betaling for at udøve en forfatningssikret ret.

I sidste måned demonstrede vrede amerikanere mod valget af højesteretsdommer Brett Kavanaugh. I USA har Trump-administrationen nu planer om at sende regninger for oprydning efter demonstrationer til arrangørerne og vil således afkræve dem betaling for at udøve en forfatningssikret ret.

Erin Scott

22. november 2018

At verdens demokratier er kommet under øget pres, er velkendt. Til gengæld har det slet ikke fået nok opmærksomhed, at presset nu i stigende grad også retter sig imod to grundlæggende rettigheder, som er centrale for ethvert demokratisk samfund: friheden til at forsamle sig og til at demonstrere.

Presset udgår fra statsmagter, der legitimerer deres indførelse af nye restriktioner ud fra hensyn til sikkerhed og ’den offentlige orden’. I USA har Trump-administrationen planer om at sende regninger for oprydning efter demonstrationer til arrangørerne og vil således afkræve dem betaling for at udøve en forfatningssikret ret. Som et endnu mere skamløst forsøg på at kvæle offentlig modstand forsøger administrationen også at få indført et forbud imod større forsamlinger på 80 procent af fortovene omkring Det Hvide Hus.

I Ungarn har premierminister Viktor Orbán for nylig taget skridt til at forbyde demonstrationer tæt på private boligejendomme og nationale monumenter, angiveligt for at sikre ’den almindelige trafikafvikling’ imod forstyrrelser. Også demonstrationer på politiske og historiske mærkedage skal forbydes. Tendensen er klar: Med de vageste begrundelser vil Orbán-styret de facto-afskaffe demonstrationsfriheden.

Hold pøblen væk

Sådanne udhulinger af forsamlings- og demonstrationsfriheden kan måske forekomme mindre alvorlige end andre trusler mod demokratiet såsom indskrænkning af ytringsfriheden eller politisk motiveret manipulering af valgkredsgeografi – såkaldt gerrymandering. I en verden med rige muligheder for at mobilisere virtuelt via internettet kan det fysiske rum syne mindre vigtigt.

Men faktisk er protester på gader og stræder en essentiel del af det demokratiske liv. Historisk kan forsamlingsfriheden føres tilbage til retten til at indbringe bønskrifter for kongen. Længe var denne rettighed underlagt strengere begrænsninger end offentlige ytringer. Helt frem til vores tid har myndigheder i selv velfungerende demokratier fundet det påkrævet at holde menneskemængder væk fra regeringsbygninger.

Forsamlingsfriheden under pres – 1

I sin kronik nævner Jan-Werner Müller USA og Ungarn som eksempler på, at forsamlingsfriheden er under pres. Men der er masser af andre eksempler.

Af Niels Ivar

Canada

  • Efter store studenteruroligheder i protest mod sparepolitikker i staten Québec i 2012 indførte lokalregeringen en ny lov, der forbyder forsamlinger på over 50 mennesker uden polititilladelse, herunder fysiske blokader. Overtrædelser medfører bødestraf på 5.000 canadiske dollar for enkeltpersoner og 125.000 dollar for organisationer.

Egypten

  • Efter Hosni Mubaraks regimes fald som følge af en folkeopstand i 2011 og Rabaa-massakren mod medlemmer af det muslimske broderskab i august 2013, der protesterede imod militærkuppet måneden før (over 600 blev dræbt af politiet), indførte Egyptens interimregering en ny lov, der forbyder offentlige forsamlinger på over ti personer uden en tre dage forudgående polititilladelse. Overtrædelser medfører fængsel og strenge bøder.
  • Før Egyptens højesteret kendte loven forfatningsstridig i december 2016, blev over 37.000 demonstranter og aktivister arresteret. Egyptens indenrigsministerium kan beordre præventiv anholdelse af demonstrationsledere, ligesom egyptisk politi med kort varsel kan beordre demonstrationer forflyttet til afsides steder.

Frankrig

  • Efter de store terrorattentater i november 2015 indførte Frankrig en undtagelsestilstand, der skulle vare i næsten to år. Elementer herfra blev efterfølgende ophøjet til lov med en relativ indskrænkning af forsamlingsfriheden til følge: Politiet kan lukke ’bedehuse’, herunder moskeer.
  • Politiet kan uden dommerkendelse etablere ’sikkerhedszoner’, hvor biler og borgere forbydes adgang til givne områder, ligesom det kan aflyse offentlige begivenheder uden dommerkendelse under henvisning til sikkerhedshensyn, der ifølge kritikere er ’vagt definerede’.

Kilde: Amnesty International, Novaja Gazeta, Freedom House, Libération, The Tahrir Institute for Middle East Policy, The Globe and Mail.

I USA var det frem til først i 1970’erne forbudt for demonstranter at forsamles tæt på Kongressen i Washington. Capitol Hill blev anset for et alt for ophøjet sted til at måtte besmittes med uvaskede masser.

For ganske nylig beskyldte Bernard Kerik, en tidligere politidirektør i New York, de menneskemængder, som protesterede imod godkendelsen af Brett Kavanaughs udnævnelse til ny højesteretsdommer, for at »ville hindre offentlige institutioner i at fungere velordnet«.

Eksemplet viser, at opfattelsen af højlydt protesterende demonstranter som en ’ukontrollerbar pøbel’ stadig lever i bedste velgående.

Onlineaktivitet ingen erstatning

Skønt internettet ikke rummer den entydige demokratiseringskraft, som mange antog indtil for bare få år siden, åbner det stadig vide muligheder for ’virtuelle forsamlinger’ og onlineprotester.

Et eksempel er den veltalende Emma González, en teenager fra Florida og overlever fra Parkland-massakren. På få døgn fik hun flere følgere på Twitter end National Rifle Association – 1,66 millioner lod sig mobilisere til at støtte hendes kamp for strammere våbenkontrol og modstand mod USA’s våbenlobby.

Men at manifestere en tilstedeværelse i et fysisk rum har en vigtig demokratisk funktion, som ikke kan erstattes af onlineaktivitet, uanset hvor vedholdende og passioneret den er.

I 2011, da et medlem af Repræsentanternes Hus, Barney Frank, spurgte Occupy Wall Street-demonstranterne, hvorfor de dog mente, at det bare at besætte et fysisk rum ville føre til noget, ville et passende svar have været: At indtage et offentligt rum kan faktisk gøre en kritisk forskel. Afhængigt af hvem der gør det, og hvor mange man er.

Numerisk styrke

Det vidste USA’s borgerretsaktivister i 1950’erne og 1960’erne alt om, da de påkaldte sig the meaning of our numbers. At medborgere gik på gaden i massevis og trodsede risici for fysisk overlast, var vidnesbyrd, der gav borgerrettighedsbevægelsen troværdighed og styrke.

Det lyder måske selvindlysende, men Trumps fanatiske benægtelse af, at kun en relativt lille skare mødte op til hans indsættelsesceremoni, fortæller os, at størrelsen stadig betyder noget. At fysisk tilstedeværelse stadig betyder noget.

Forsamlingsfriheden under pres – 2

I sin kronik nævner Jan-Werner Müller USA og Ungarn som eksempler på, at forsamlingsfriheden er under pres. Men der er masser af andre eksempler.

Af Filiz Yasar

Spanien

  • I Spanien trådte en offentlig sikkerhedslov i kraft i 2015. Med den blev der indførte en række begrænsninger, herunder bøder på op til 680.000 dollar for deltagelse i uautoriserede protester uden for nøglebygninger. I 2017 foregik der adskillige protester fra tørkeramte landmænd og modstandere af en ny jernbanelinje i Murcia-regionen, hvilket førte til mindre bøder for blot blokering af veje.

Rusland

  • Aleksandr Golovach – advokaten for den russiske oppositionsleder Aleksei Navalny – er blevet tilbageholdt, og det er det seneste eksempel på de russiske myndigheders fortsatte nedbrydning af menneskerettighedsforkæmpere og aktivister.
  • Sagen illustrerer, hvordan styret målrettet går efter dem, der tør kritisere regimet. Gerne ved hjælp af landets repressive lov om offentlige forsamlinger, der bruges som redskab til at fjerne protester fra gaderne. Loven, der sidst blev taget i brug i oktober, giver mulighed for at arrestere og tilbageholde alle til enhver tid.

Indien

  • Indien oplever en styrket indsats fra myndighederne om at gøre aktivister og grupper, der arbejder for at forsvare menneskerettighederne, tavse. De indiske myndigheder har brugt påstande om økonomiske »uregelmæssigheder« for at hindre arbejdet i menneskerettighedsorganisationers ønske om mobilisering.

Danmark

  • Undersøgelser fra den juridske tænketank Justitia viser, at der i årene fra 2005 til 2015 samlet set er sket en markant forøgelse af det årlige antal administrative frihedsberøvelser foretaget med baggrund i blandt andet maskeringsforbuddet.
  • Det samlede antal administrative frihedsberøvelser er således steget fra 1.001 i 2005 til 4.337 i 2014. I hvert af årene 2013-2015 er der foretaget flere administrative frihedsberøvelser end i hvert af årene 2005-2012, inklusive i 2009, hvor politiet administrativt frihedsberøvede op mod 1.000 demonstranter under klimatopmødet COP15.

Kilder: Justitia, Amnesty International.

Antal er også en faktor i det virtuelle rum, men i takt med at bots, trollefabrikker og falske profiler vinder frem på de sociale medier, svækkes eller sløres antallets betydning. Og uanset hvor mange ægte brugere, der forsamles online, vil de aldrig være synlige og konkrete på samme måde som en fysisk menneskemængde.

Trump og andre populister forsøger måske nok at miskreditere reelle protester med påstande om, at de består af ’kriseskuespillere’ og ’betalte aktivister’. Men beviser på noget sådant har de ingen af, og når sådanne protestaktioner når op over en vis størrelse, bliver den slags påstande absurde og uholdbare.

Kroppen sættes på spil

Valghandlinger udmåler ganske vist også den numeriske støtte til politikere, partier og politiske sager, men valgene registrerer ikke den bagvedliggende intensitet på samme markante måde som en demonstration. At mobilisere på gader og pladser anskueliggør en politisk vilje.

Uanset Emma González’ mange twitterfølgere gjorde det endnu større indtryk på den amerikanske offentlighed, da over en million amerikanere brugte deres tid, energi og penge på March for Our Lives-aktionen, som hun og andre studerende organiserede i marts.

At demonstrere i lande som Tyrkiet – hvor demokratiet ikke bare er under pres, men synes under truende afvikling – kan indebære store risici. I demonstrationens fysiske rum sætter man sin krop på spil og gør sig selv sårbar over for at blive identificeret af magthavernes stadig mere sofistikerede overvågningsteknologi.

Men præcis fordi demonstranter alligevel vælger at trodse sådanne farer, bliver deres protester også så meget desto mere effektfulde.

Forsamlingsfriheden under pres – 3

I sin kronik nævner Jan-Werner Müller USA og Ungarn som eksempler på, at forsamlingsfriheden er under pres. Men der er masser af andre eksempler.

Hviderusland

  • Lokale myndigheder forbyder jævnligt demonstrationer med vilkårlige begrundelser, og politiet bryder rutinemæssigt regimekritiske protestaktioner op med vold og foretager masseanholdelser i hundredvis. Demonstranter kan tilbageholdes i ugevis.
  • Ved store protester i sommeren 2011, der blev affødt af præsident Lukasjenkos omstridte fjerde genvalg med 80 pct. af stemmerne, fik politiet mobildata fra teleselskaber, der tillod dem at identificere tusindvis af demonstranter. Politiet ringede efterfølgende flere op og afkrævede dem forklaring for deres tilstedeværelse ved demonstrationen. En demonstration i marts 2017 resulterede i nye masseanholdelser, men pressede dog Lukasjenko til at sløjfe en forhadt særskat for personer, der arbejder under 183 dage om året.

Tyrkiet

  • Efter store protester i 2013 mod byfornyelsen af Gezi Park i Istanbul blev der i 2015 indført en ny lov, der uden dommerkendelse eller begrundelse tillader politi at kropsvisitere demonstranter og ransage deres hjem, ligesom det blev forbudt at maskere sig ved demonstrationer og komme med bestemte tilråb.
  • LGBT-marcher er i Ankara og Istanbul blev forbudt på ubestemt tid (men blev i år forsøgt gennemført i Istanbul, hvor politi måtte sprede paraden med tåregas og gummikugler), og LGBT-filmfestivaler er blevet aflyst. Siden undtagelsestilstanden blev indført efter kupforsøget i 2016, er adskillige demonstrationstilladelser rutinemæssigt afvist med uklare og vilkårlige begrundelser.

Kilde: Amnesty International, Novaja Gazeta, Freedom House

At tale og handle med andre på en synlig og gensidigt forstærkende vis er en uundværlig demokratisk erfaring. Aktioner i det kollektive rum signalerer ikke blot politisk vilje over for offentligheden. De motiverer deltagerne ved at bibringe dem en oplevelse af fællesskab, enhed og styrke.

Endelig kan handling i det fysiske rum være en lige så markant manifestation som ord og tale, også som en demonstration af nye politiske og sociale muligheder. Som den tyrkiske technosociolog Zeynep Tüfecki har påvist, indeholder demonstationer og sit-in-aktioner i dag ofte pop-up-biblioteker, der fejrer tanken om frivilligt samarbejde og fælles handlingsmål baseret på lighed.

Forsamlingsfriheden er andet og mere end en variant af ytringsfriheden og foreningsfriheden. Det er en magtfuld demokratisk aktionsform i sin egen ret.

Alle, som bekymrer sig for vores samtids trusler mod demokratiet, bør være mere opmærksomme på truslerne mod forsamlingsfriheden. Den fortjener og behøver en stærkere beskyttelse, end den får i dag.

© Project Syndicate og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Tommy Clausen
  • Flemming Berger
  • Jakob Trägårdh
  • Eva Schwanenflügel
  • Christian Mondrup
  • Arne Albatros Olsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Peter Knap
  • Torben Skov
  • Poul Anker Sørensen
Katrine Damm, Tommy Clausen, Flemming Berger, Jakob Trägårdh, Eva Schwanenflügel, Christian Mondrup, Arne Albatros Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Knap, Torben Skov og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Det er noget vrøvl, selvfølgelig skal forsamlingsfriheden forsvares, men demonstrationer et ikke lige så effektive i dag, som f.eks. onlineaktivisme brugt til politisk misinformation.

“Fysiske demonstrationer er essentielle for demokratiet og kan aldrig erstattes af onlineaktivisme eller af at stemme hvert fjerde år”

Tag nu artiklen her i Information.
“Kristian Jensen udstiller sin uvidenhed om forholdet mellem klima, miljø og vækst”
Link: https://www.information.dk/debat/2018/11/kristian-jensen-udstiller-uvide...

Det er skræmmende læsning i denne nedenfor stående kommentar tråd.

Kristian Jensen er naturligvis ikke uvidende på området, at det antages viser kommentatorer ikke ved, hvad kommentatorerne skriver om, eller selv har et ideologisk radikaliseret motiv for denne misinformation.

Kristian Jensen er radikaliseret ideologisk liberal og opfører sig præcis, som ideologiske fanatikere er flest, radikaliseret politik er ikke bygget på fakta, den er naturligvis bygget på et fundament af den stærkes ret, hvor den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Befolkningen er så indoktrineret af politisk propaganda, at børnene leg ikke ses og forstås for, hvad den er.

Læs i Information “’Fuckgirls’ kan være fucking seje”
Link: https://www.information.dk/debat/leder/2018/11/fuckgirls-kan-vaere-fucki...

Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Jakob Trägårdh, Eva Schwanenflügel, Samuel Grønlund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

22/nov/2018

Altså, hvad foregår der inde på min avis ?

Femten billeder af en næsten nøgen pige-
numse hen over en i øvrigt god artikel om at
friheden til at forsamle sig skal forsvares ?

Venlig hilsen
Claus

Samuel Grønlund

Tak, vi har opdaget at forsamlingsfriheden er under pres.
I Danmark eksisterer en sammensværgelse mellem politiet, vækstblinde politikere(alle fra S mod højre) og private profitinteresser, der systematisk undergraver grundloven.

Når disse forbrydere afsløres kan de ikke effektivt retsforfølges, fordi de selv har kontrol med beviserne som så slettes efter behov, uden sanktioner af nogen slags.
Ved vidneafhøringer afstemmes forklaringer systematisk og samtlige regler kan i øvrigt sættes ud af kraft, hvis der findes 90 stemmer herfor.
Den danske retsstat er primært til pynt - og det er de fleste borgere tilsyneladende fint tilfredse med.
De stemmer i hvert på de samme korrupte politikere, igen og igen.

Claus Bødtcher-Hansen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Estermarie Mandelquist, Tommy Clausen, Flemming Berger, Jakob Trägårdh, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

@Philip B. Johnsen,

"Det er noget vrøvl, selvfølgelig skal forsamlingsfriheden forsvares, men demonstrationer et ikke lige så effektive i dag, som f.eks. onlineaktivisme brugt til politisk misinformation.
“Fysiske demonstrationer er essentielle for demokratiet og kan aldrig erstattes af onlineaktivisme eller af at stemme hvert fjerde år”"

"Vrøvl" er vel at tage i. Det meste af det, der foregår på nettet, har ingen eller nærmest ingen krop og forsvinder igen lige så hurtigt, som det dukker op—jævnfør kommentarsporet her: Hvor længe står de debatter egentlig? Et par dage? Før vi kan starte forfra. Du selv er jo effektiv på den måde, at du genbruger dit materiale i relaterede sammenhænge—og godt for det, det er fornuftigt, klogt. Men der er altså noget ganske vedkommende ved fysisk optræden i den virkelige verden og som er essentielt for opbygningen af reel politisk modstand, organisation.

Philip B. Johnsen

@Jakob Trägårdh
Jeg er helt enig, det er ‘ekstremt’ vigtigt, at beskytte forsamlingsfriheden og intet kan erstatte forsamlingsfriheden.

Det er omfanget af misinformation, jeg påpeger.