Kommentar

Behøver vi virkelig over 100 forskellige seksualitets- og kønsbetegnelser i kampen for ligestilling?

Det er positivt, at man forsøger at favne regnbuens mange farvenuancer i hverdagssproget, men hvad nytter det, hvis folk ikke forstår dette sprog og er bange for at sige noget forkert?
»Jeg er ikke ude på at miskreditere regnbueforeningen. Tværtimod har jeg stor respekt for LGBT Danmarks arbejde og forstår, at den kæmper for alles rettigheder. Men hvis vi som community ønsker at formidle budskaber til personer, som ikke befinder sig i samme kreds, burde vi måske gøre en større dyd ud af at have den specifikke kontekst, vi befinder os i, for øje, inden vi hiver en masse interne begreber, forkortelser og kategorier op af lommen.«

»Jeg er ikke ude på at miskreditere regnbueforeningen. Tværtimod har jeg stor respekt for LGBT Danmarks arbejde og forstår, at den kæmper for alles rettigheder. Men hvis vi som community ønsker at formidle budskaber til personer, som ikke befinder sig i samme kreds, burde vi måske gøre en større dyd ud af at have den specifikke kontekst, vi befinder os i, for øje, inden vi hiver en masse interne begreber, forkortelser og kategorier op af lommen.«

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

7. november 2018

Som mange andre unge var jeg i mine tidlige teenageår optaget af at kategorisere min egen seksualitet. Over længere tid var jeg frustreret over, at jeg ikke kunne finde hoved og hale i, hvad jeg skulle kalde mig selv. Jeg var splittet.

Jeg vidste, at jeg var seksuelt tiltrukket af mænd, men jeg vidste også, at jeg var bange for at erkende det faktum – både over for mig selv, men også omverdenen. Erkendelsen betød nemlig, at jeg med det samme ville blive stoppet ned i kategorien ’homoseksuel’. Og jeg frygtede, at jeg rent faktisk blev til dén ene kategori, hvis jeg røbede min seksualitet.

»Jeg er homoseksuel«.

Den sætning var ekstremt grænseoverskridende at sige højt i flere år af mit liv.

I en periode havde jeg en oplevelse af, at det var alt, jeg var – al hvad omverdenen så i mig. Kategorien overskyggede alt det, jeg også var som menneske, indtil jeg langsomt forstod, at jeg er meget mere end den ene kategori: Jeg er søn, bror, ven, studerende – jeg er et menneske. Et menneske, som ikke kan reduceres til en kategori.

Mere end et prædikat

I alt findes der over hundrede forskellige seksualitets- og kønsbetegnelser, som vi mennesker kan definere os selv – og andre – ud fra.

Jeg ser et kæmpe paradoks i, at vi laver en masse smalle kategorier i forsøget på at favne alle nuancer, for vi går netop glip af nuancerne på grund af de selvsamme kategorier, der begrænser vores forståelse af hinandens køn og seksualitet.

I anvendelsen af kategorier ligger en implicit antagelse om, at køn og seksualitet er en fast forankret størrelse, som er stabil og uforanderlig. Er det virkelig sådan, det forholder sig? Eller kan der være fare for, at denne forståelse giver anledning til en for firkantet opfattelse af køn og seksualitet?

Anvendelsen af seksualitets- og kønsbetegnelserne kan sammenlignes med diagnosekulturen.

Her ses også vores tendens til at lade kategorier være afgørende for, hvordan vi opfatter andre mennesker. Ligesom diagnoserne kan seksualitets- og kønsbetegnelserne skygge for en holistisk forståelse af menneskets komplekse væren, der ikke bare kan beskrives ved brug af et enkelt prædikat, om det så er ’homoseksuel’ eller ’ADHD-barn’.

På den anden side kan kategorier overskueliggøre og skabe orden i noget, der ellers kan virke rodet og mudret.

Vi behøver kategorier for overhovedet at kunne tale sammen om noget. Men er kategorierne relevante at benytte sig af i alle sammenhænge? Og bringer kategorierne os tættere på hinanden, eller taber vi måske den gennemsnitlige dansker i dette virvar af betegnelser og politisk korrekthed?

Gået bogstaver i den

Det er en ambitiøs og positiv bestræbelse at forsøge at favne regnbuens mange farvenuancer i hverdagssproget, men hvad nytter det, hvis størstedelen af befolkningen ikke forstår dette sprog?

Skaber det i virkeligheden ikke en endnu større kløft mellem ’os og dem’? Burde vi i stedet bruge energien på at finde et fælles sprog, som begge parter kan kommunikere ud fra?

Flere tør nærmest ikke at udtale sig om seksualitet og kønsidentitet offentligt, da ét forkert ord eller én forkert sætning er nok til, at man stemples som unuanceret eller diskriminerende – selv om dette ikke nødvendigvis har været ens intention.

Nogle mennesker tør f.eks. dårligt at omtale LGBTQIA+-miljøet, hvis de ikke først har styr på de mange kategorier og bogstaver, som udgør den samlede betegnelse for miljøet.

Det er nemt at få skudt i skoene, at man er ekskluderende, hvis man blot siger »LGBT«, selv om man i virkeligheden forsøger at adressere hele regnbuemiljøet og har en intention om at være inkluderende.

Er der ikke gået for mange kategorier og bogstaver i det, at vi blot er almindelige mennesker, hvis seksualitet og/eller kønsidentitet skiller sig ud fra majoritetens?

Min undren må ikke mistolkes: Jeg er ikke ude på at miskreditere regnbueforeningen. Tværtimod har jeg stor respekt for LGBT Danmarks arbejde og forstår, at den kæmper for alles rettigheder.

Men hvis vi som community ønsker at formidle budskaber til personer, som ikke befinder sig i samme kreds, burde vi måske gøre en større dyd ud af at have den specifikke kontekst, vi befinder os i, for øje, inden vi hiver en masse interne begreber, forkortelser og kategorier op af lommen.

Behøver vi over hundrede forskellige seksualitets- og kønsbetegnelser i kampen for ligestilling?

Skygger det store fokus på kategorier ikke netop for en holistisk og nuanceret forståelse af mennesket i al sin kompleksitet?

Er det virkelig kategorierne, som afgør, om vi i regnbuemiljøet føler os set og hørt af den resterende befolkning? Eller kan det tænkes, at der er vigtigere kampe at kæmpe?

Marko Pogacar, studerer pædagogisk psykologi

Julie Zerlang og Anders Landau bor sammen på Amager. De var deres på deres første date dagen før Slut-Walken i 2017. Her overtalte Julie ham til at gå med i marchen. Han dukkede op i kjole og lys paryk, og de har været kærester lige siden.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Gunilla Funder Brockdorff
  • Bjørn Pedersen
  • David Zennaro
  • Ole Frank
  • Martin Møller
  • Martin Topf
  • Steffen Gliese
  • Jane Jensen
  • ingemaje lange
Malan Helge, Gunilla Funder Brockdorff, Bjørn Pedersen, David Zennaro, Ole Frank, Martin Møller, Martin Topf, Steffen Gliese, Jane Jensen og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Marco Pogacar har en pointe: Overdrent fokus på identetspolitik kan resultere i større modsætninger og mindre tolerance og inklusion - og det er vel det modsatte af hensigten.

Hans Aagaard, Mogens Holme, Bjørn Pedersen, Ole Frank, Steffen Gliese og Martin Lund anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Trist at LGBT, plus alle de andre bogstæver har havnet i et kvælergreb af trans&queer ideologien med deres censur politik og McCarty-ismen mørke.

Når nu det er så svært med alle de latterlige kategorier, hvorfor så ikke bare droppe dem?
Hvad vil de gøre, når alfabetet er brugt op?
Det er horribelt, at kampen for homoseksuelles rettigheder har udviklet sig til dette nonsens.

Randi Christiansen, Hans Aagaard, Mogens Holme, Niels-Holger Nielsen og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Jeg må indrømme, at jeg kan den rigtige rækkefølge af bogstaverne. Er jeg så intolerant?

David Zennaro, Troels Ken Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Tolerance tak.
Det gælder jo begge veje.
Sagt af en hvid mand, heteroseksuel, med brændeovn og dieselbil, kødspiser, flyrejsende, spiser brød med gluten, forladt venstrefløjen og meget mere der kan give sure opstød.
Vi skal nødig i Danmark ende som USA, med et voldsomt polariseret samfund.
Dyrk fællesskabet, altså det hvor vi viser tillid til hinanden, og så lad være med at fordømme dem som ikke lige er som en selv.
Så skru lidt ned for selvfremstilingen af kønsidentiteten mv.
Nyd friheden i det danske samfund - der er stadig højt til loftet og langt til døren.

Hans Aagaard, Michael Boe og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Kønsfagforeningerne samler sig nok i kønnenes LO.
Og udvikler sig til politiske partier - partibogstaverne har de allerede, suppleret med de oprindelige X og Y.

Troels Ken Pedersen

De mange nuancer er nok ikke voldsomt egnede til at føre samtalen udaf, som vi ser den i pride-sammenhæng. Men det er sgu lidt småt, hvis vi hidser os op over at folk selv, til intern brug, finder på ord nok til at de faktisk kan beskrive sig selv og deres egne oplevelser.

Vi har brug for de mange betegnelser, fordi de giver os et sprog til at beskrive nuancerne i vores liv. Hvis andre mennesker vil være med i den diskussion, må de bruge tid til at sætte sig ind i dem. Det kan jo heller ikke nytte noget at begive sig ind i en motorcykelklub, hvis man ikke kan kende forskel på et benzindæksel og et gearkabel.
Det er korrekt, at nogle - i hvert fald i en periode - går meget op i deres identitet. Men det er jo fordi det er så svært. Det er også svært for unge heterosexuelle, men de har bare så mange rollemodeller at spejle sig i.
Da jeg som ung lesbisk (i det forrige årtusinde), gik jeg ud og holdt foredrag om bøsser og lesbiske. Og jeg har (i '80erne) oplevet mennesker, som for første gang fandt ud af, at de også tilhørte en kategori, nemlig heterosexuelle. Siden dengang har de fleste nok fattet det, og vi har fået en meget bredere debat. Det betyder på godt og ondt, at nogle bliver stødt. Sådan er det bare.

Morten Simonsen

Der er vel forskel på hvad forskellge grupperinger "internt" bliver enige om der er af identitetsmarkører, betegnelser og kategorier - og så grupperingernes forventning om at de resterende 80-90% som ikke tilhører gruppen benytter samme.

Michael Boe, Mogens Holme, Henrik Hansen og Kenneth Graakjær anbefalede denne kommentar

Det er rigtigt. Der er forskel på, hvad man som del af en gruppe forventer, og hvad man forventer i et personligt møde. De fleste transkønnede er tilfreds med at blive kaldt transkønnet. Men der er jo mange nuancer, som går tabt, hvis vi ikke selv må skelne mellem drags (kings and queens), genderqueers og transseksuelle. De dækker jo over vidt forskellige livssituationer. Men for andre er det sikkert rigeligt med fællesbetegnelsen transkønnet.
Tilsvarende behøver folk fx. heller ikke kunne kende forskel på bi- og pansexuel. Men for mennesker, som definerer sig som sådan, er der en stor forskel. Som går ud på, om man opfatter køn som binært, dvs. enten mand eller kvinde, eller som et flydende begreb.
Når det er sagt, så er mange i gruppen, i hvert fald i en periode, meget sårbare og fokuserede omkring deres egen identitet, og det er der, man kan komme til at krænke folk. Det må man efter min mening tage med. Hvis folk føler sig krænkede, så bliver de vel gode igen, hvis man viser ægte interesse.

Steffen Gliese, Thomas Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der bor en drag queen i min opgang. Jeg kalder ham "du", når jeg taler med ham, og det har han ingen problemer med.

Steffen Gliese, Mogens Holme og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

"LGBT Danmarks arbejde og forstår, at den kæmper for alles rettigheder."

LGBT Danmarks arbejder for en snæver forsamling af medlemmers rettigheder og ofte imod det enkelte barns rettigheder.

Bjarne Frederiksen

@ Niels Duus, du har selvfølgelig ret. En drag er en mand i dametøj, men en trans kan jo også være en kvinde i mandetøj.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Frederiksen, jeg snyder lidt på vægten - hvis jeg møder en trans, vil jeg faktisk være i tvivl om, hvad jeg skal kalde vedkommende. Hvis vedkommende opfylder så mange kønsmarkører, så jeg umiddelbart accepterer det køn, som fremvises for verden, vil jeg selvfølgelig tiltale ham/hende med det personlige stedord, som vedkommende med sin adfærd og sit udseende viser, at vedkommende ønsker brugt. Hvis jeg derimod møder fx en ubarberet kvinde, vil jeg nok uvilkårligt kalde vedkommende "han".

Randi Christiansen, Steffen Gliese og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

@Niels Duus Nielsen Du må virkelig se at oppe dig. Du skal spørge “Hvilket pronomen ønsker du at jeg bruger?"

Se selv: https://lgbtqia.ucdavis.edu/educated/pronouns

Læg mærke til hvor mange pronominer der nævnes. Og læg mærke til, at der står "(This is NOT an exhaustive list. Any combination is possible!)". Med andre ord, der er uendelig mange kombinationer af pronominer, og det specifikke sæt som en person vælger at bruge, det afkræves du at skulle huske.

Absurd?

Randi Christiansen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Minder remsen LGBTQIA+ ikke i bekymrende grad om den kongeräkke skolebörn blev belemret med dengang for länge siden hvor klör konge var knägt?

Vi bliver sat i bås ud fra eller definerer os selv ud fra bl.a. :
alder, civilstatus, etnicitet, familieforhold, job, køn, nationalitet, religion, seksualitet, udseende og uddannelse.
Alligevel insisterer nogle på, at netop definitionen udfra seksualitet skal være altafgørende.
Jeg er personlig ligeglad med om folk er a-/bi-/ hetero-/ homo-/ eller panseksuelle. Jeg er også bedøvende ligeglad med om de er transer, drags eller nogethelt tredie. Det eneste, der interesserer mig i første og sidste ende er, om de er ordentlige mennesker hvilket for mig vil sige, at de behandler andre mennesker ordentligt. Alt andet er petitesser.

Herdis Weins, det handler jo ikke om seksualitet, men kønsidentitet. Hvis vi først blander seksualiteten ind i det også, bliver det for alvor kompliceret.

Steffen -
så for folk, der vil definere sig som aseksuelle er kønnet mest vigtig ? Det tvivler jeg på. Det er det vel heller ikke for panseksuelle.
I det hele troede jeg, at en insisteren kønnets betydning - uanset hvilken kønsidentitet, man vil definere sig som - endeligt var noget, vi var blevet oplyste til at underordne at se mennesket i det stedet for.

God dag folkens. Hele denne bevægelse går ikke ud på at den her gruppe i samfundet får frihed til at være det de er. Det har de allerede. Den går tvært imod ud på at fjerne ytringsfrihed. Og faktisk på en ret voldig måde. De forlanger at alle som ikke er som dem, det vil sige 99,9 % af samfundet, skal tvinges i bås i sit tankeliv og udtryk. Jeg har ingen lyst til at skulle tvinges til at acceptere at folk tror at der findes flere køn end de to som vi er født til at være. Alt andet er sindslidelse. Jeg accepterer fint at der er lesbiske og homoseksuelle. Jeg accepterer ikke at en 50 årig mand skal behandles som en 6 årig pige af mig eller nogen som helst andre fordi vedkommende identificerer sig selv på den måde.
https://www.youtube.com/watch?v=ZWGD4DV71pA
Jeg accepterer ikke at et menneske er en hund fordi vedkommende føler at han/hun er en hund. https://www.youtube.com/watch?v=IZbUzAfxC2s
Jeg accepterer ikke at mænd kan krænke mine døttre på et badeværelse i offentligheden fordi at der er blevet accepteret at identitets politik har ret og at de som identificerer sig selv som en kvinde kan bruge det toilet som biologiske kvinder gør. Jeg accepterer ikke at biologiske mænd der mener de er kvinder ødelægger sports udøvelse for biologiske kvinder fordi de er fysisk overlegne og vinder derved alle konkurrencer for mænd er jo det stærkere køn ligemeget hvad de tror de er. Denne bevægelse or blevet skabt til og bliver brugt til at smadre fundamentet af vores samfund. Det er jeg overbevist om.

I 2015 kom der en psykiater fra John Hopkins sygehuset frem i medierne ved navn Dr. Paul R. Mchugh. Hans holdning til transfolk er at det er en sindslidelse og at i det at samfundet skaber nemmere adgang for de mennesker til såkaldte kønskifte operationer er at bakke op omkring at sindssyge florerer i samfundet. Det er biologisk umuligt, mener han, at skifte køn. Det er ikke normalt at en mand føler at han er en kvinde fanget i en mandekrop eller omvendt. Men stadig bliver der skubbet i medierne og i alle programmer efterhånden at homo/lesbiske/trans eller hvad som helst de her folk kalder sig selv er normale. Er det ikke underligt at i bagedysten eller andre underholdningsprogrammer skal der altid være en fra denne gruppe. De er over repræsenteret i medierne. Der er ikke så mange af dem derude som vi bliver hjernevasket til at tro. Hvorfor skal der være børnebøger om kønsdebat eller forældre på dupperne omkring hvorvidt deres børn føler at de er det køn de blev født til at være. Sandheden er den at som en mand trækker jeg styrke fra mit køn og det samme gælder for kvinder. Men hvis jeg nu tror jeg er en kvinde bruger jeg mit liv på at kæmpe for accept i samfundet i stedet for at kritisere det der hvor jeg står i min styrke som en mand. Det her er et nøje planlagt angreb på mennskets bevidsthed. Underligt nok kommer der sexrobotter frem i rampelyset på nogenlunde samme tidspunkt. Mon det tjener samme formål ? Er det normalt at når man føler trangen at man tænker på sin robot ? Det bliver også normaliseret i samfundet for tiden. Der er noget grumt der foregår bag denne bevægelse og vi som naturlige mennesker af kød og blod som kalder os bevidste eksistenser burde grave lidt dybere i udfaldet og motiverne af denne nøje organiserede propaganda. Hvorfor skal mine børn bombarderes med at det er normalt at være kønsforvirret på daglig basis ? Hvad går agendaen egenligt ud på ? Skal pædofile måske også have rettigheder til at være det de er ? Hvor er det her på vej hen ? Eg kan ikke vente til det en dag bliver overstået og vi kan allesammen gå tilbage til at være mænd og kvinder i fred fra denne LGBT propaganda maskine som jo strider i mod naturens love.

Steffen Gliese. Så du drikker normalt ikke væsker eller spiser normalt ikke fast føde ? Der er en norm ligemeget om du accepterer den eller ej.

Randi Christiansen

Det er syg fascisme at ville ophæve det biologiske køn.

Når et menneske ikke 'føler de er deres biologiske køn', kunne det måske skyldes, at vi på daglig basis bombarderes med stereotyper, som det er umuligt for de fleste at leve op til - hvis man f.eks. er en fysisk/psykologisk feminin mand eller en fysisk/psykologisk maskulin kvinde.

Måske spiller miljøgiftene ind, vi ved jo, at de påvirker mænds sædkvalitet, havdyr er set abnorme mv.

Disse mennesker har enhver ret til at definere sig præcis, som de vil, men de skal fanneme holde op med på alles vegne at ville ophæve det biologiske køn. Wtf bilder de sig ind.