Klumme

Med Bolsonaros sejr sætter Brasilien kurs mod at blive et neofascistisk regime

Valget af Bolsonaro kan ikke blot bortforklares som et fravalg af det korruptionsramte Arbejderparti. Mange stærke kræfter støtter Bolsonaro og hans politik med åbne øjne
Valget af Bolsonaro kan ikke blot bortforklares som et fravalg af det korruptionsramte Arbejderparti. Mange stærke kræfter støtter Bolsonaro og hans politik med åbne øjne

Li Ming/Ritzau Scanpix

Debat
6. november 2018

Med Bolsonaros sejr ved Brasiliens præsidentvalg har den neofascistiske bølge nået en ny radikaliseringsfase på de to amerikanske kontinenter.

Det spanske dagblad El País afdækker i en analyse, der bygger på afgivne stemmer i 5.500 brasilianske valgkredse, et klart mønster: Et overvældende flertal af Bolsonaros vælgere var rige og hvide

I valgkredse med mange vælgere fra den øvre middelklasse fik Bolsonaro 75 procent af stemmerne, mens han ikke i en eneste af de fattigste valgkredse kom over 25 procent. Her stemte et stort flertal af befolkningen i stedet på venstrekandidaten Fernando Haddad.

Bolsonaro vandt ligeledes 90 procent af alle valgkredse med hvid flertalsbefolkning, som også er de områder af landet, hvor risikoen for fattigdom er lavest, og analfabetisme mindst udbredt. Til gengæld vandt Haddad alle valgkredse med under 20 procent hvide indbyggere.

Med andre ord var det to nationer, der gik til valg.

Men hvad ligger der bag en åbenlyst racistisk, misogyn, homofobisk, militærdiktatur-tiljublende kandidats sejr? Er der en forklaring, som går dybere end den lidt for letkøbte om, at det brasilianske arbejderpartis svigt og korruptionsaffærer ikke levnede vælgerbefolkningen et alternativ?

En modreaktion på ’køns-ideologi’

Selvsagt har Bolsonaro slået politisk mønt af modviljen mod Arbejderpartiet, PT, men han formåede samtidig at appellere værdi- og fordelingspolitisk til småborgerskabet og dele af middel- og overklassen.

Nok havde PT forkludret sin krisestyring af landets økonomiske krise og fremstod kompromitteret i lyset af sine omfattende korruptionsskandaler, men valgkampen handlede også om sociale rettigheder.

Mange vælgere har tydeligvis erkendt de risici, som Bolsonaro repræsenterer for ikke blot Brasiliens venstrefløj, men for hele den brasilianske arbejderklasse og for menneskerettighederne i landet, herunder ikke mindst for sorte, oprindelige folk og homoseksuelle.

Bolsonaro var klart den foretrukne kandidat for de magtfulde evangeliske kirker, som repræsenterer 22 procent af befolkningen. Disse gruppers magt i den politiske og offentlige sfære er støt stigende, og mobiliseringen omkring dem kan i nogen grad ses som en modreaktion imod den massive feministiske bevægelse, der er vokset frem i Brasilien.

Kirkens motivation for at støtte Bolsonaro udspringer af dens modstand imod abort, seksuel mangfoldighed og seksualoplysning, som den sammenfattende kalder for »køns-ideologi«.

Landbruget og våbenlobbyen er med

Vi må også medregne støtten fra landbruget, for hvem Bolsonaros præsidentskab repræsenterer gode, nye forretningsmuligheder. Det er kun blevet mere tydeligt, efter at Bolsonaros kabinetschef, Onyx Lorenzoni, har bebudet oprettelsen af et nyt »superministerium« gennem sammenlægning af landbrugs- og miljøministeriet.

De nye forretningsmuligheder knytter sig bl.a. til et løfte om at ophæve de såkaldte demarkationskriterier og dermed åbne for, at oprindelige folks land og nye, store områder af Amazonas-regnskoven kan blive gjort til genstand for øget skovdrift og dermed tiltrække udenlandske investeringer.

Derudover kan Bolsonaros regering regne med støtte fra de samme kredse inden for militær og politi, som engang fostrede militærdiktaturets ledere.

Bolsonaro går efter en legalisering af skydevåben i forsøg på at sætte ind imod den voldsomme kriminalitet, som har plaget Brasilien i årevis. Men den militarisering af landet, som vil blive en følge af en sådan politik, vil føre til mere vold at dømme efter erfaringerne i Mexico.

Strafferetsligt er der lagt op til, at politimænd skal kunne gå fri for drab begået i tjenesten – et forslag, der støttes af våbenlobbyen. En sikker konsekvens heraf er flere straffrie statssanktionerede mord på fattige og sorte. Denne politik støttes af selvsamme såkaldte ’lov og orden’-grupperinger, som er imod seksuel mangfoldighed.

Selv om Bolsonaros parti kun sidder på 52 af Kongressens 513 deputerede, står det med sin stærke støtte fra den evangeliske kirke, fra store dele af erhvervslivet og våbenlobbyen med gode forudsætninger for at konsolidere præsidentvalgets markante skridt imod højre.

Bolsonaros valgsejr indskriver sig i en tendens i retning af, at tidligere tiders autoritære styreform genrejses i Brasilien. De første etaper var rigsretssagen og afskedigelsen af præsident Dilma Roussef, anholdelsen af tidligere præsident Lula, og stigningen i den politiske vold, som bl.a. har givet udslag i mordet på Marielle Franco, en sort, lesbisk, socialistisk politiker og aktivist.

Bolsonaros magtovertagelse er kun den foreløbige kulmination på denne tendens, der kan bane vejen for, at Brasilien på sigt får et egentligt neofascistisk regime.

María Fernanda Arellanes Arellanes er antropolog fra Mexico City. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Wind-Willassen

Bolsonaro kan da IKKE vinde valget, selvom 75% af vælgerne i velstående "hvide" områder stemmer på ham.
Så mange velstående "hvide" er der altså ikke i Brasilien.
Så andre grupper må have fundet det fornuftigt at stemme på ham.
Måske dem der er trætte af korruption og kriminalitet, og det behøver man ikke at være rig for at være grundig træt af.

Bjarne Frederiksen

Så må det meste af vælgerhavet i Brasilien jo følgeligt være facister, ikke?

Henrik Plaschke

Bolsonaro har ikke vundet valget, fordi 75 % af vælgerne i de velstående ”hvide” områder har stemt på ham. Nej, og det påstår artiklen heller ikke. Hvis man altså læser den. Artiklen siger derimod, at i de rige hvide områder har han fået 75 % af stemmerne. Og det er ikke forkert – i hvert fald ikke ifølge de tal, der findes i den udmærkede artikel i El País, der linkes til.

Det forklarer ikke de samlede stemmetal, og det foregiver artiklen heller ikke. Den nævner også, at han har fået støtte fra andre dele af befolkningen (den evangeliske kirke – 22 % af befolkningen, dele af landbruget m.v.). Men det udelukker jo på ingen måde, at indkomstniveau og ”farve” er væsentlige forklaringsfaktor til forklaring af stemmeresultaterne, således som El País påpeger det.

Hvorfor ”det meste af vælgerhavet i Brasilien jo følgelig [må] være facister”, er ikke umiddelbart indlysende. Bolsonaro fik 46 % af stemmerne. Og selv hvis samtlige 46 % skulle være fascister (hvad der mig bekendt ikke er nogen, der påstår), er der stadig er pænt stykke vej til ”det meste af vælgerhavet”.

Balsorano vinder Brasilien sammen med Trumph.