Kronik

Demokraterne vinder ikke ved at svinge til venstre, men ved at gøre op med den systemiske korruption

Demokraterne vinder ikke over Trump i 2020 ved at føre mere venstreorienteret politik. I stedet bør de fokusere på en sag, der kan samle hele USA: Kampen mod korrumperingen af demokratiet
Var der nogen progressiv stemme, der virkelig brændte igennem ved dette valg, var det demokraten Beto O’Rourke i Texas, som begyndte som en reformkandidat, men i valgkampen undergik en matamorfose og efterhånden mest profilerede sig på venstreorienterede mærkesager.

Var der nogen progressiv stemme, der virkelig brændte igennem ved dette valg, var det demokraten Beto O’Rourke i Texas, som begyndte som en reformkandidat, men i valgkampen undergik en matamorfose og efterhånden mest profilerede sig på venstreorienterede mærkesager.

Nick Wagner/Ritzau Scanpix

17. november 2018

Spirende håb og søde forventninger er vakt i USA’s Demokratiske Parti efter sidste uges sejre ved midtvejsvalget. Stor var lettelsen, for Demokraterne fik det klare flertal i Repræsentanternes Hus, de havde sat næsen op efter, om end det var hårdere tilkæmpet end ventet.

Partiet kunne glæde sig over, at magten i syv stater overgik til den demokratiske side. Til gengæld resulterede valget i fire færre demokratiske senatorer, og flere af partiets mest prominente kandidater slog ikke igennem: Beto O’Rourke måtte se sig slået i Texas, mens Andrew Gillum i Florida i skrivende stund endnu håber på, at nye fintællinger kan give ham guvernørposten. I Georgia gør Stacey Abrams sig den samme forhåbning.

Trods et hæderligt resultat for Demokraterne er der lang vej, hvis Trump skal væltes i 2020. Nu er spørgsmålet, om partiet har anlagt en optimal kampagnestrategi. Desværre er der grund til en vis skepsis over for om den strategi, som de mest aktive og højrøstede demokrater promoverer lige nu, kan bære hele vejen. 

Læren fra O’Rourke

For partiets progressive fløj skabes en blå bølge bedst ved at føre sig mere frygtløst venstreorienteret frem. Partiets hidtidige svaghed, hævdedes det af samme fraktion, er præcis, at det ikke har turdet markere sig klarere som venstreorienteret. 

Amerikanske vælgere vil bedst kunne mobiliseres af kandidater, der fremlægger progressive visioner og giver udtryk for social indignation, påstås det. Det kunne f.eks. en Bernie Sanders eller en Alexandria Ocasio-Cortez, hvis blot partiet gav dem chancen.

Men midtvejsvalgene gav ikke grundlag for at satse på den strategi. Beviset er selvfølgelig den på mange måder usædvanlige kandidat Beto O’Rourke.

Var der nogen progressiv stemme, der virkelig brændte igennem ved dette valg, var det O’Rourke. For 22 måneder siden skød han sin kampagne i gang med en udmelding om, at han ikke ville modtage valgkampsdonationer gennem de såkaldte PAC’er, der indsamler penge fra ofte ganske kapitalstærke private bidragydere med forretningsinteresser i ryggen.

Hånlatter var den forudsigelige reaktion fra mange. Hvilken PAC ville alligevel bruge penge på en demokratisk kandidat, der styrede mod et sikkert nederlag til Ted Cruz i Texas?

Men blandt amerikanerne blev O’Rourkes signal om at ville gøre sig uafhængig af store sponsorer vel modtaget. Titusinder donerede direkte til hans kampagne, og selv om beløbene typisk var små, var de så mange, at O’Rourke endte med at rejse flere midler, end nogen anden kandidat til en plads i USA’s senat har præsteret i nationens historie.

O’Rourke begyndte som en reformkandidat, der talte for pragmatiske løsninger. Men i valgkampens løb undergik han en metamorfose og profilerede sig efterhånden mest på venstreorienterede mærkeager såsom sygesikring, forstærket indsats imod klimaforandringer, rigsretssag mod Trump og forsvar for #BlackLivesMatter.

Han talte passioneret om behovet for at forene et delt USA, eller i al fald bare et delt Texas, og om at bryde amerikansk politiks destruktive polarisering.

Men i sidste ende kunne han ikke tilbyde de uafhængige vælgere fra midten og centrum-højre meget andet end det at være et nyt ansigt med en troværdig stemme. Han undlod at føre valgkamp på den ene sag, der kunne have forenet de fleste – nødvendigheden af at knække pengemagtens korrumperende indflydelse på amerikansk politik.

Selv om O’Rourke havde indsamlet over dobbelt så mange penge som sin modkandidat, kunne selv en så indbydende kandidat som han ikke slå igennem bredt. Tæt på og dog så langt fra: Ted Cruz vandt med 2,5 procent.

Suttons reformpopulisme

Det er instruktivt at sammenligne O'Rourkes præstation med South Dakotas demokratiske guvernørkandidat, Billie Suttons. Den blot 35-årige Sutton kom næsten lige så tæt på sejr (han var 3,4 procent fra), men hans udgangspunkt var et ganske andet: I South Dakota var Trumps sejrsmargin på 30 procent, i Texas var den på ni procent.

Ikke desto mindre viste Sutton sig altså i stand til at rykke en af de rødeste stater næsten helt inden for rækkevidde af blå sejr. Ingen demokrat, der har stillet op til guvernør, har i over en generation præsteret noget lignende.

Modsat O’Rourke var Suttons budskab moderat og reformistisk fra ende til slut. Det hører med til historien, at han heller ikke er mere blå, end at han både er for liberal våbenlovgivning og imod fri abort, men det var hans republikanske modstander selvsagt også.

Det var imidlertid Suttons klare løfte om at genoprette tilliden til South Dakotas korruptionsplagede statslige regering, der gjorde hele forskellen. Hans fokus på dette budskab kan et langt stykke af vejen forklare, at han sikrede demkraterne en vælgerfremgang på over 16 procent i forhold til forrige guvernørvalg – tre gange højre end O’Rourkes tilsvarende fremgang ved senatsvalget i Texas.

O’Rourke forsøgte at overbevise texanerne om, at tiden var inde til, at de skulle prøve noget helt nyt. Sutton derimod søgte at forklare dem fra South Dakota, hvor venstre og højre har et fælles problem. O’Rourkes budskab var håb og venstrepopulisme. Suttons var håb og reformpopulisme.

Skulle republikanere i Texas stemme på Beto, måtte de først indrømme, at de tidligere havde været galt afmarcheret. For at stemme på Billie Sutton behøvede ingen (bortset fra afgående korrupte politikere) at indrømme at have begået fejl. Da Cruz angreb O’Rourke for at stå for værdier, der »bare ikke er Texas«, måtte O’Rourke erklære sig »skyldig i anklagen«. Tilsvarende anklager imod Sutton ville være faldet til jorden.

Fælles modvilje mod korruption

Sagen er den, at ikke bare folk fra South Dakota, men amerikanere i det hele taget, er rasende over den korruption, der gennemsyrer amerikansk politik. Republikanske og demokratiske vælgere er såvel opsat på at ’dræne sumpen’ i såvel Pierre (hovedbyen i South Dakota, red.) som i Washington D.C.

Og derfor behøvede Sutton ikke at kræve af republikanske vælgere, at de skulle fornægte deres værdier som republikanere. I stedet blev de opfordret til at bekræfte deres værdier som south-dakotanere, amerikanere og borgere i et demokrati, herunder deres modvilje mod korrumperingen af amerikansk politik.

Det budskab er den mest underfortalte historie fra valget.

Jo, der var demokratiske socialister over det hele eller i al fald langt flere end på noget tidligere tidspunkt i amerikansk historie. Men der var også et ekstraordinært stort antal kampagner, som blev ført på løfter om at gøre op med den systemiske korruption.

207 demokratiske kandidater til kongressen skrev et brev til formanden for demokraternes gruppe i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, at antikorruptionsreformer burde være den første opgave, den nye kongres kastede sig over. Og over 50 lovforslag om reformer, der skulle værne om integriteten i den demokratiske proces, var da også sat til direkte afstemning i 22 stater.

Det er bemærkelsesværdigt, at så mange amerikanere kan forenes i ønsket om en regeringsmagt, der repræsenterer folket bedre.

Demokratiske socialister insisterer på at være socialister først og demokrater derefter. Midtvejsvalget bør lære Demokraterne, at de mest af alt har brug for en bevægelse af demokratiske reformatorer: kandidater, der først er reformister og derefter demokrater. Disse reformatorer skal ikke nødvendigvis være midtsøgende, de kan udmærket være progressive.

Men det budskab, de fremfor alt skal levere lidenskabeæogt og overbevisende, er, at fundamentale reformer er nødvendige. At vi ikke kommer nogen vegne i USA, før vi får rettet op på vores korrupte demokrati.

Her er det fælles fundament, der kan gøre det muligt for Demokraterne at gå i dialog med det endnu ikke progressive USA.

Lawrence Lessig, juraprofessor, Harvard University

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Demokraten Beto O’Rourke, der udfordrer senator Ted Cruz i Texas, omfavnes af vælgerne og af medlem af Repræsentanternes Hus Sheila Jackson Lee.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • David Zennaro
Randi Christiansen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

elizabeth warren er favoritten i dette felt, hvis hun kan samle folkelig appel.
Hun er hamrende dygtig og har spenderet hele sit liv på at bekæmpe de store pengeinteresser.

Jan Skovgaard Jensen

Kunne man forestille sig, at mens højrefløjen herhjemme kørte deres valgbudskaber i stilling som muslimer, skattelettelser, afgiftnedsættelse på gasgrill og reformer af enhver art, at en rådgiver for Socialdemokratiet foreslog partiet at de baserede hele valgkampen på budskabet om at reformere Folketinget og den demokratiske proces??? What the F.

Diego Krogstrup, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen, Steen K Petersen, Lars Jørgensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Amerika er spaltet lige over,vreden er stor,plejer er død,Elizabeth Warren er lige så gammel i gænge som Nancy Pelosi der har svært ved at blive leder i "the house" (repræsentanternes hus) og begge står fast plantet med begge ben i "The Establishment" on the Hill - de er gamle og som sådan ikke populære blandt de unge der ønsker den radikale forandring Bernie Sanders og hans følgere står for.

Jens J. Pedersen

Jeg tror, at Demokraterne skal slå på ligeværd og uddannelse, hvilket vi sige et mere retfærdigt samfund, hvor de rige ikke har mulighed for at korrumpere og snyde fællesskabet.

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Tommy Clausen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er vist ikke ganske gennemtænkt - når de venstreorienterede kandidater rent faktisk endte med en margin på under en procent. Det kunne være gået begge veje.

Søs Dalgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Anders Reinholdt

Hvad hjælper det at demokraterne vinder magten hvis der stadig føres republikansk politik?

Det er nøjagtig samme problem vi har med Socialdemokraterne herhjemme.

Søs Dalgaard Jensen, Peter Marckwardt, Flemming Berger, Diego Krogstrup, Mogens Holme, Randi Christiansen, Estermarie Mandelquist, Tommy Clausen, Per Torbensen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Det her er uden sammenligning den mest inkompetente "analyse" af USA jeg længe har læst. Fodfejlene og fejlkonklusionerne er så mange, at man ikke ved hvor man skal starte...
Beto hentede et helt enormt forspring til Cruz, i en stat der har været republikansk i ca 30 år, til en af landets mest kendte politikere. Han startede som total ukendt og er sprunget op ud af det blå. Han finansierede sin egen kampagne (med enorm succes) ved hjælp af små donationer, fra enkelte borgere. At underkende hans kampagne, alene af den grund at han ikke lykkedes med at slå Cruz, total uden opbakning fra DCCC, er helt og aldeles blæst i hovedet og en monumental fejlslutning. Har manden glemt at alternativet lykkedes med at lade sig prygle af en orange abe?
Præcis det eksempel som forfatteren her bruger fra South Dakota, er 1-1 sammenlignelig med Beto i Texas, eller en O´Jetta i West Virginia.
Center-højre magthaverne internt i det demokratisk parti, virker mere rædselsslagen for at de progressive får indflydelse, fremfor at blive ved og ved og ved med at tabe valg til mere højredrejede republikanere

Søs Dalgaard Jensen, Diego Krogstrup, Torben K L Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Ryan Klitholm og mikkel schou anbefalede denne kommentar

Efter at have forsøgt at fordøje ovenstående pinligt direkte og totalt opstyltede oversættelse af Sessig, hvordan kan en juraprofessor fra Harvard så lande på, at demokraterne skal bruge al energien på at bekæmpe korruption i "the land of the free"! USA er bygget på "money makes the world go around", og korruption har været en kendsgerning mindst siden Mayflower.

Hvis ikke tilliden til demokratiet i USA skal forsvinde totalt, må det være i amerikanernes, og verdens, interesse at få Trump til at æde ca. 6 offentlige løgne/vildledninger pr. dag i sin regeringsperiode i sig, men først og fremmest at få domfældet Trump for hans landsforræderiske sammensværgelse med Rusland og udstille de republikanere, der ublu har udnyttet den magt som en enevældig, rablende og totalt uduelig præsident trods alt har givet dem.

Dernæst kommer at bringe USA tilbage på en rationelt tænkende linje i forhold til sig selv og til omverdenen. Og at ruste sig til den næste økonomiske krise. Selv en idiot som Trump og de republikanere, der klamrer sig til mandens frakkeskøder, kan ikke gøre noget galt under en højkonjunktur. Men dårlige beslutninger undervejs koster endnu flere kræfter og ikke mindst offentlige midler, når borgeren og manden på gulvet skal spare ekstra meget under den næste krise på grund af nutidens vanvittige lokumsaftaler mellem de siddende magthavere.

Demokraterne kan vel godt stille med en ren, ung kandidat i ny og næ. En som kan tale imod korruptionen med overbevisning og troværdighed. Men Republikanerne kan jo bare gøre det samme. For korruption og money politics er på ingen måde begrænset til højrefløjen. Adskillige Demokratisk styrede byer er fuldstændigt rådne, og det ved den amerikanske befolkning godt.

Jeg synes at det er alt ære værd at juristen Lawrence Lessig går op i sit fag, men jeg tror han overvurdere emnets gennemslagskraft.

Randi Christiansen

Det er helt korrekt set, at det, folket er mest træt af, er at blive bedraget af pengemagten, den ene procent. Der er tale om en råddenskab, som gennemtrænger hele den offentlige sektor i usa, her i danmark og god knows where not. Hvorfor tror I, at bill clinton ophævede glass segal og dermed kontrollen med finanssektoren? Og hvorfor tror I, at obama ikke genindførte den?

Og hvorfor tror I, at skiftende danske regeringer for peanuts sælger ud af fællesejede naturressourcer og infrastrukturer, så inden- og udenlandske aktionærer og kapitalfonde kan profitere på arvesølvet og menigmand efterlades med tomme lommer?

Mens frontfigurerne i afleveringsforretningerne stikker formuer, vellønnede direktør- og bestyrelsesposter og guldrandede aktieoptioner i deres lommer - henning dyremose 80 mio, henrik poulsen 80 mio - og alle de andre medløbere og aktører i verdenshistoriens største bedrageri.

Husk Jørn Astrup Hansens (dansk bankdirektør, uddannet cand.ocoen, tidligere bankoprydder for Finansiel Stabilitet og økonomisk kommentator for Berlingske) veldokumenterede men af alle totalt overhørte anklage om dyb korruption = kundebedrag for 60 mia i forbindelse med samlingen af de små elnet til dong.

Er det fordi forvaltningen er dum og eller korrupt?

Og by the way, så ligner beto o'rourke obamas fætter. Og de to har det til fælles med trump, at de kan mobilisere folkedybet.