Kommentar

Dit postnummer kan afgøre, hvor meget tid og omsorg pædagoger kan give dit barn

I skolen er der et klasseloft på 28 elever, men der er ingen grænser for, hvor mange børnehavebørn man må putte ind på den samme stue. Det går ud over børnenes udvikling
Der er ingen grænser for, hvor mange børn der må mases ind på en stue i en børnehave, og der er ingen regler for, hvor få voksne der minimum skal være til en børnegruppe. Arkivfoto.

Der er ingen grænser for, hvor mange børn der må mases ind på en stue i en børnehave, og der er ingen regler for, hvor få voksne der minimum skal være til en børnegruppe. Arkivfoto.

Søren Bidstrup

29. november 2018

I skolerne har vi et klasseloft – altså et loft over, hvor mange børn der må proppes ind i klasselokalerne. Om loftet på 28 elever forsat er helt uacceptabelt, er en anden debat, men der er trods alt et krav, som sikrer, at der ikke går lokalpolitiske besparelser i elevantallet i landets folkeskoleklasser.

Vidste du, at vi hverken har krav eller loft på området for 0-6 årige?

I vores daginstitutioner er der ingen grænser for, hvor mange børn der må mases ind på en stue. Her er ingen regler for, hvor få voksne der minimum skal være til en børnegruppe, og her er ingen fællesnævner for, hvor stor en procentdel af det pædagogiske personale, som skal være uddannet.

Det betyder, at rigtig meget magt er i lokalpolitikernes hænder. Prioriteringerne af vores børns vilkår afgøres af de enkelte byråd. Det resulterer i en social ulighed, som især børnene i de fattigste og mest socialt udsatte kommuner mærker konsekvenserne af.

Barn i forkert kommune

Som pædagog møder jeg ofte børn, som i perioder har brug for en fokuseret pædagogisk indsats for at komme positivt videre i deres udvikling. Når jeg i børnehaven oplever, at Anton på fire år har det svært, er det min opgave at hjælpe ham igennem de følelser, som hans lille barnesind kæmper med.

Antons tilfælde er overhovedet ikke særligt. Hans forældre er ved blive skilt, og i børnehaven oplever vi, hvordan han følelsesmæssigt reagerer på situationen. Han er blevet mere stille og indadvendt, og beklager sig ofte over ondt i maven. Han søger de voksne, mere end han søger legen med de andre børn, og han reagerer på støjen fra andre børns leg. Pludselig opleves små situationer, som f.eks. en lynlås i jakken, der driller, som et nederlag for ham, og han udtrykker voldsomme og vrede følelser, når han fejler.

I alle kommuner bor der børn som Anton. Børn, som har brug for professionelle omsorgspersoner i deres barndom til at hjælpe dem med at skabe en tro på sig selv. En væsentlig forudsætning i dannelse og i udvikling af selvværd er at føle, at man har værdi – at føle sig værdifuld i sig selv og værdifuld i et fællesskab. Det er min absolut fornemmeste opgave som pædagog at skabe et positivt selvbillede i hvert enkelt barn.

Desværre for Anton er han barn i en forkert kommune.

En kommune som, på grund af en voldsom stigning i antallet af udsatte børn og anbringelser udenfor hjemmet, skal kæmpe med et stort underskud i de kommende år. En kommune som i forvejen er en af topscorerne på listen over dårligst normerede daginstitutioner – altså en af de kommuner, hvor der er allerflest børn per medarbejder i vuggestuer og børnehaver. En kommune, som ikke har ressourcerne til at løfte kvaliteten af deres dagtilbud eller til at skabe forbedringer i børnenes udviklingsbetingelser.

Ærgerligt for Anton. Men sådan er virkeligheden, fordi han bor i postnummeret 3300 Halsnæs.

Som uddannet pædagog ved jeg, hvordan jeg kan og skal hjælpe en dreng som Anton. De rammer, som kommunen har udstukket for vores daginstitutioner, gør dog en basal pædagogisk opgave som denne rigtig svær at finde den fornødne tid til.

Ingen bedre investering

Havde Anton derimod boet i en anden kommune, kunne hans muligheder for en mere tryg og udviklingsfremmende hverdag med nærværende (og flere) voksne omkring sig i børnehaven have set helt anderledes ud.

Der er foruroligende besparelser i vente på børneområdet i et flertal af landets kommuner, men mange andre kommuner prioriterer alligevel børneområdet langt højere end Halsnæs.

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har tidligere vist, at daginstitutioner af høj kvalitet har en positiv betydning for børns udvikling. Både normeringer, størrelsen på børnegrupperne og andelen af uddannet pædagogisk personale har en væsentlig betydning for det enkelte barns udvikling.

I et økonomisk perspektiv findes der ikke en meget bedre investering end den, vi som samfund burde lave i vores børn – helt fra deres tidlige år. Men beslutningen om denne investering er politisk og i en vis udstrækning lokalpolitisk.

Inden længe står vi igen overfor et folketingsvalg, hvor mange partier formentligt vil gå til valg med alverdens løfter for vores børneområde. Som pædagog appellerer jeg på det kraftigste til alle jer inde bag murene på Christiansborg: Vi skal stille krav til kommunerne om børnenes udviklingsbetingelser. I første omgang må vi have en minimumsnormering, som kan forhindre ulighed i børns vilkår.

Vores børns trivsel, udvikling og fremtid må ikke afhænge af deres postnummer.

Pernille Ella Sørensen, pædagog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lise zeuthen
  • Eva Schwanenflügel
lise zeuthen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for din artikel! Tak til Information for at bringe den. Alle voksne(vælgere) har brug for information fra jer pædagoger, som kender daginstitutionslivet indefra. Forældre er naturligt nok ofte tilbøjelige til at rose deres børns daginstitution. Hvis de fokuserede på dårlige normeringer og andet negativt, ville de have svært ved at tage ansvar for at lade deres børn tilbringe så meget af deres opvækst der. Men vi er alle nødt til at se i øjnene, hvad vi byder samfundets små mennesker. Har de et godt liv? Hvordan former vilkårene i institutionerne dem?
Minimumsnormering er måske første skridt. Det næste bliver, at den ikke udhules af krav om deltagelse i tests og anden form for dokumentation. Måske skal vi også have minimumsstørrelse på antallet af børn pr. stue? En børnegruppe kan blive så stor, at der er for megen uro og uoverskuelighed for et lille barn - uanset antallet af voksne. En minimumsnormering skal desuden indeholde krav om andelen af uddannede pædagoger. (Den bekymrede tidl. seminarielektor ved pædagoguddannelsen og farmor)

Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar

Ét billede siger mere end 1000 ord. Stakkels børn som bliver tvangsinstitutionaliseret før de har den ringeste mulighed for at sige fra