Klumme

Elena Ferrante: Jeg tror ikke på folk, der bedyrer, at de ikke er jaloux anlagt

Vi har alle været der – ikke nødvendigvis i kæresteforhold, men i ethvert slags forhold: Jalousi kan optræde overalt
29. november 2018

Til min ærgrelse møder jeg ofte mennesker, der er jaloux. I mine bøger har jeg flere gange skrevet om denne afskyelige følelse, men som regel modvilligt. Resultatet er altid skuffende: Fra Shakespeare til Proust er alt, der kan siges, allerede sagt, på smukkeste vis, og det forekommer at være skønne spildte kræfter.

Desuden tøver jeg med at ransage mig selv og det, jeg ved om de mange jaloux mennesker, jeg har elsket og elsker. For ikke at tale om, at jeg ofte støder ind i folk, der siger, i et forpint tonefald, »glem det, du ved ikke nok om jalousi. Jeg gør, jeg kender al smerten«.

Jalousi er noget gulligt skidt, som vi stikker fingrene i, endda uden den tilfredsstillelse, det kunne give at fiske vores egen sandhed op fra.

Omhyggeligt skjult jalousi

Alligevel er det vanskeligt at ignorere følelsen: Om man kan lide det eller ej, i dens trivielle såvel som dens ekstreme udgave har vi alle været der – ikke nødvendigvis i kæresteforhold, men i ethvert slags forhold.

Jeg har naturligvis mødt mange, som bedyrer, at de ikke er jaloux anlagt. Men jeg har ret hurtigt været nødt til at kategorisere dem som falskspillere: Jalousien kunne pludselig springe frem i deres øjne, selv om de hastigt forsøgte at trække den tilbage – forlegne i håbet om, at jeg ikke havde nået at registrere den.

Det er især kultiverede mennesker, som omhyggeligt skjuler deres jalousi, fordi de dybt i deres sorte sjæl oplever det som en ganske vist smålig, men dog væsentlig formodning: De tåler ikke det faktum, at de mennesker, de elsker, kan opleve glæde uden dem i andres selskab.

Det jaloux menneske ønsker at være den eneste kilde til den elskedes velbefindende. Og dog er livets strøm, som vi ved, så stærk, så voldsomt ekspansiv, at en enkelt relation aldrig kan være helt nok; vi bliver alle fristet til at sætte selv de mest solide forhold over styr, når vi bliver tiltrukket af andre.

Uundgåelig følelse af utilstrækkelighed

Hvis vi formår at fastholde en smule klarsyn og selvkontrol, kan vi indse, at en stor del af vor elskedes tilværelse foregår uden for den indhegning, vi ønsker at holde ham inden for. At holde opsyn er umuligt; ethvert anfald af jalousi viser, hvordan skrøbeligheden er en fundamental menneskelig tilstand – vi er ikke uundværlige, vi er bange for at blive forladt – og det er ydmygende; det fjerner vores aura. Og derfor forsøger vi desperat at tøjle vores jalousianfald.

Indimellem formår vi endda at forvandle jalousien til en impuls om at give den anden al den opmærksomhed, al den omsorg, al den forståelse, vi overhovedet kan opvise.

Det er en øvelse, der ikke altid lykkes, delvist fordi den elskede åbenbart finder det nødvendigt at vise – ikke bare i privaten, men også offentligt – at vi ikke er nok.

Det øjeblik, hvor den uundgåelige følelse af utilstrækkelighed indtræffer, sammen med umuligheden af at gøre sig selv til det eneste og højeste formål i den andens liv, er der ingen vej ud. Vi spærrer den elskede inde i et bur og foretrækker, at han dør åndeligt og endda fysisk – frem for at udsætte os selv for den ydmygende smerte, det ville være at se ham stikke af.

Elena Ferrante er pseudonymet for en italiensk forfatter, hvis værker er oversat til mange sprog.

© The Guardian, Elena Ferrante og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu