Kronik

Enhedslisten: Svigt og overgreb risikerer at drukne i mængden, når lærere og pædagoger underretter som aldrig før

Et rekordhøjt antal børneunderretninger på landsplan betyder, at familier kommer i søgelyset for bagateller, og at svigt og overgreb risikerer at drukne i mængden. Det er uholdbart
Siden 2014 er antallet af underretninger fra medarbejdere i daginstitutioner og skoler i København steget med 83 procent, hvoraf mange har vist sig at være ubegrundede.

Siden 2014 er antallet af underretninger fra medarbejdere i daginstitutioner og skoler i København steget med 83 procent, hvoraf mange har vist sig at være ubegrundede.

Jakob Dall

23. november 2018

Datteren kunne godt lide at køre på rulleskøjter til skole, og gjorde det ofte. Hun kunne til gengæld ikke altid lide sin madpakke. Og var hun nu altid klædt passende på til vejret? De banaliteter udløste, at en københavnsk jordemoder blev indberettet til de sociale myndigheder af sin datters klasselærer.

Historien stammer fra Weekendavisen, der i foråret begyndte at grave i den underretningskultur, som har bredt sig i det danske samfund.

Aldrig før har de sociale myndigheder modtaget så mange underretninger og næppe nogensinde for så lidt. Det er ikke alene mistanke om misbrug eller overgreb, som kan resultere i underretninger til de sociale myndigheder. Nu kan det også bare handle om barnets overtøj, om det kommer for sent, eller sågar hvordan det mon forholder sig med madpakken.

Manglende uddannelse

I København er antallet af underretninger simpelthen eksploderet. Alene siden 2014 er antallet af underretninger fra medarbejdere i daginstitutioner og skoler vokset med 83 procent. En stor del af disse underretninger er imidlertid ubegrundede, viser svarene på en række spørgsmål, Enhedslisten har stillet forvaltningen.

Mellem 30 og 35 pct. af underretningerne lukkes allerede efter den indledende vurdering som ubegrundede og blandt de underretninger, der udløser iværksættelse af en såkaldt paragraf 50-undersøgelse, (en undersøgelse om et barn eller en ung har behov for særlig støtte iværksat af kommunen, red.) er det ydermere 15-20 pct. af dem, som ifølge forvaltningens tal ikke fører til iværksættelse af foranstaltninger efterfølgende.

Lærere og pædagoger er desværre ikke klædt særlig godt på af deres uddannelser. De har ikke lært meget om, hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man skal agere, når børn ikke trives i skolen. Hvornår skal man eksempelvis bare tage en dialog med forældrene til en skole-hjem-samtale, og hvornår er der grundlag for at inddrage de sociale myndigheder?

For ud over at der finder underretninger sted, som er åbenlyst ubegrundede, så er der fortsat også børn, der går under radaren, selv om alle alarmklokker burde larme højlydt. Der har jo i de senere år været en række virkelig forfærdelige sager i offentligheden om pædofile overgreb mod børn i Esbjerg, Tønder og Rebild som nogle af de mest kendte.

Det er da også derfor, at flere nok vil forsvare de mange uberettigede underretninger, uanset hvor ubehagelige de måtte være for de berørte familier. Men faktum er, at der i både Tønder, Rebild og Esbjerg havde været stribevis af bekymrede og velbegrundede underretninger. De ansvarlige forvaltninger havde imidlertid ikke reageret på disse.

Man kan derfor blive bekymret for, om eksplosionen i sociale indberetninger – selv for banale ting som knap nok ville berettige at være et tema i en skole-hjem-samtale – betyder, at alvorlige sager simpelthen drukner i mængden.

Forskydning af ansvar

Når der gribes til underretning, er det udtryk for, at forklaringen på en eventuel problematisk adfærd hos barnet – hvis det f.eks. er uroligt eller meget indadvendt i skolen – placeres i familien. Det kan blive en måde, hvorpå lærere kan skyde ansvaret væk fra skolen. I stedet for at kigge på relationerne mellem lærere og barnet og børnene i klassen gøres problemerne til noget i det enkelte barn.

Det er bekymrende, fordi vi ved, at mange børns mistrivsel hænger sammen med forhold i skolen og ikke i hjemmet. Det gælder eksempelvis for de op mod 10 pct. af alle elever, som hvert år udsættes for mobning i landets skoler.

Vi risikerer altså, at sociale underretninger bliver en undskyldning for ikke at arbejde med, hvad der kan være de egentlige problemer, som gør, at eksempelvis et barn er udadreagerende og har konflikter med lærere og andre børn.

En underretning til de sociale myndigheder er samtidig et indgreb, der føles meget voldsomt for de familier, som bliver berørt af det, især hvis forældrene oplever en, der viser sig at være åbenlys uberettiget. Det er hele deres forældreskab, der stilles spørgsmål ved. Hvis det eksempelvis er forældre, som er skilt, kan det udløse konflikter og mistillid forældrene imellem og dermed ødelægge deres samarbejde.

En åbenlys uberettiget underretning kan også skabe en grundlæggende mistillid til lærere og pædagoger, som er gift for det nødvendige samarbejde mellem familie og skole.

Politisk handlekraft

Og her er vi inde ved en væsentlig del af problemet. På Christiansborg har man i årevis presset på for stadig flere sociale underretninger om børn. Men det bør aldrig være et mål i sig selv. Der skal underrettes, når der er en socialfaglig begrundelse, ikke for at nå en kvote.

I den nye ghettopakke trues fagpersoner tilmed med fængsel i op til et år, hvis ikke de underretter nok. Der er ingen tvivl om, at det vil føre til endnu flere uberettigede underretninger, når et bredt flertal i folketinget fra Socialdemokratiet til Dansk Folkeparti på den måde vil demonstrere politisk handlekraft.

Københavns Kommune har en handlevejledning til lærere og pædagoger, når de er bekymrede for et barns trivsel. Det er efterhånden en del år siden, at den sidst blev revideret, så den bærer ikke præg af de seneste års politiske krav om en øget underretningskultur. Her er en underretning til de sociale myndigheder stadig det sidste skridt i kæden, når andre indsatser og dialog med forældrene har vist sig ikke at have forbedret barnets trivsel.

Med den eksplosion, vi har iagttaget i antallet af underretninger, er vi imidlertid bekymrede for, om det nu i stedet er blevet et af de første skridt for uerfarne lærere og pædagoger eller for medarbejdere ved skoler og institutioner i boligområder, hvor der i forvejen er udbredte fordomme om forældrenes vilje til at drage omsorg for deres egne børn.

Er der foretaget uberettigede underretninger, så skal forældrenes tillid til de relevante fagpersoner genoprettes, og det ansvar må i sagens natur være skolens, institutionens og forvaltningens.

Men i Københavns vejledning til lærere og pædagoger står der intet om behovet for at genoprette tillid og retablere et samarbejde med forældrene, endsige hvordan man kan sikre dette i tilfælde af, at en lærer har grebet til en social underretning, som efterfølgende viser sig at være grundløs.

Vi er nødt til at gøre det bedre. Vi har ikke brug for, at antallet af underretninger bare bliver flere, når det betyder, at der blot kommer flere, der viser sig at være uberettigede. Vi har brug for bedre indberetninger.

Vores lærere og pædagoger skal klædes bedre på i kommunerne gennem formaliseret efteruddannelse, så underretningerne er bedre begrundede, og de alvorlige sager ikke drukner i bagateller, der aldrig burde have resulteret i en henvendelse til de sociale myndigheder. Har der været foretaget underretninger, som viser sig at være åbenlyst uberettigede, skal der være nogle klarere procedurer for, hvordan institutioner og skoler kan genskabe tilliden og genoprette samarbejdet med forældrene.

Det sidste, der skal gøres, er imidlertid bare at fortsætte den kurs, som flertallet ønsker på Christiansborg, hvor en stigning i antallet af indberetninger er blevet et mål i sig selv for at demonstrere politisk handlekraft.

Knud Holt Nielsen, borgerrepræsentant i København for Enhedslisten og medlem af Børne- og Ungdomsudvalget.

Charlotte Lund, borgerrepræsentant i København for Enhedslisten og medlem af Socialudvalget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Annika Hermansen
  • Alvin Jensen
  • Flemming Berger
  • Viggo Okholm
  • Lillian Larsen
  • Henning Kjær
Annika Hermansen, Alvin Jensen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Lillian Larsen og Henning Kjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Charlotte og Knud - den artikel er en skændsel fra start til slut! Sjældent er jeg blevet så vred af at læse kronikken. Hva’ fanden bilder I jer ind!
Har I overvejet om lærere og pædagoger løber så hurtigt fra bleskift til slåskampe til alfabetet, at der er ikke er tid til at tænke socialfagligt? Og at der i deres system med samme arbejdsgiver, Københavns Kommune eksempelvis, er ansatte, hvis arbejde det er at tænke socialfagligt og hjælpe familier. Alle der arbejder med børn har skærpet underretningspligt og jeg synes som børnelæge, at det lyder godt hvis der underrettes tidligt også selvom det ‘kun’ er mere end 4 ud af 5 børn, der viser sig at have brug for hjælp.
Hvis jeg på Sygehuset overså et barn med meningitis fordi jeg også skulle se mange forkølede børn ville jeg blive stillet personligt til ansvar.
Hvor vover I, at udtale jer om lærerens mangel på socialfaglighed, som af et godt hjerte underretter, når sagbehandlere i Tønder og Rebild åbenbart kan dækkes sig ind under at de har for travlt at gøre deres arbejde ordentligt?
Den Københavnske Jordemoder var sikkert så stresset af at arbejde i den udslidte velfærdsstat, at hun havde brug for ‘en at tale med i Kommunen’ der kunne hjælpe hende med at prioritere, så hun igen kunne stå ud af sengen, overskue at købe madpakkeindhold, der blev spist og hente en fed jakke hos Mødrehjælpen, mens hun så sin datter i øjnene.
Charlotte og Knud - få jeres varme hænder op af lommen og brug jeres egen politiske handlekraft som Borgerrepræsentanter på noget I måske har mere forstand på.

Mette Poulsen, Rikke Jakobsen, Henriette Bøhne, Bodil Hansen, Bjarne Bisgaard Jensen og jens peter hansen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

EL vil hellere plante træer med den kinesiske ambassadør og fravælger bevidst de svære borgmesterposter i København. Sørgeligt at lærerne får sådant et los i r... af de skinhellige.

Philip B. Johnsen

Den danske version af den USA’ske Trumpisme.

Da jeg læste denne passage “I den nye ghettopakke trues fagpersoner tilmed med fængsel i op til et år, hvis ikke de underretter nok”, kom jeg til at tænkte på, om det artiklen i virkeligheden handler om er, at den udbredte politiske intolerence mod brune mennesker og opbygget syndebuk kultur, fra flertallet af de folkevalgt på Christiansborg, har sneget sig ind via politisk regulering i en underretnings kultur?

Hvis dette er udfordringen statistisk understøttet, burde der fremhæves i artiklen, det vil ikke være overraskende.

Der er som de fleste er bekendt med, en politisk had kultur specielt rettet mod muslimer i Danmark, der bygger på at skabe frygt i befolkningen, hvor der ingen burde være, alene skabt til opbygning af en ‘dem og os’ kultur, med det formål, at skjuler de underliggen strukturelle økonomiske problematikker, i takt med uligheden økonomisk stiger og de deraf afledte sociale spændinger samtidigt i befolkningen generelt vokser.

Det burde være ‘tydligere’ udtrykt artiklen, med mere end den omtalte passage i artiklen, men den politiske had og hetz kultur, har nøjagtigt den politiske ønskede effekt, at hadet vokser, så det kan afspejles i samfundet.

Det er muligt jeg tager fejl, at de professionelle ikke lader sig påvirke, i modsætning til resten af befolkningen, men ‘den der tier samtykker’.

Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

For nogle år tilbage var der i en periode en hel flodbølge af anmeldelser, på mere eller mindre saglig grundlag, af mandlige pædagoger som tilsyneladende skulle have udsat børn for diverse seksuele overgreb. I TV var der ivrige debatter om hvordan man kunne mærke på et barn at det utænkelige kunne være sket. Det må have hjulpet godt og grundigt eftersom vi ikke høre om nye tilfælde længere.

Bettina Jensen, Alvin Jensen, Flemming Berger og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det kan være, at du bare har en fornemmelse af, at et barn måske har brug for hjælp, men det er nok: Tag din egen bekymring seriøs, og lad det være op til socialforvaltningen at vurdere, om der er behov for hjælp eller ej. Når du handler på din bekymring, er det et udtryk for omsorg for barnet.

Dette er opfordringen fra Københavns Kommune, som de to artikelskrivere såmænd er politisk medansvarlige for.
Hvad fanden skal læreren gøre når hun opfordres til at reagere, men skydes ned af de ansvarlige politikere ??

Mette Poulsen, Henriette Bøhne, Maja Abitz, Bodil Hansen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jeg vil tilstå, at jeg også fandt det skrækkeligt at lærer , pædagoger mv. kan straffes, hvis de ikke indberetter dit og dat.
Hvis politikerne virkeligt ville børns bedste - så giv kommunerne lov til at ansætte flere lærer, pædagoger mv. i skolen og daginstitutionerne. Mon det ikke ville give bedre resultater.

Trond Meiring, Marie Jensen, Lars Løfgren, Bettina Jensen, Jonna Jensen, Alvin Jensen, Christel Gruner-Olesen, Eva Schwanenflügel, Helene Kristensen, Flemming Berger, Maja Abitz, Carsten Munk, Anne Eriksen, Bodil Hansen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Anne Mette Jørgensen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar

Denne passage; "Lærere og pædagoger er desværre ikke klædt særlig godt på af deres uddannelser. De har ikke lært meget om, hvad man skal være opmærksom på, og hvordan man skal agere, når børn ikke trives i skolen. Hvornår skal man eksempelvis bare tage en dialog med forældrene til en skole-hjem-samtale, og hvornår er der grundlag for at inddrage de sociale myndigheder?"

... er en noget snæver, uddannelsesidiosynkratisk vinkel i et eller særdeles relevant, kritisk perspektiv på at op mod hver tredje underretning er irrelevant - og at næsten en femtedel af resten også viser sig at være dette.

Væsentligst er det imidlertid at der med finder en (fortsat) indsnævrings af normalitetsbegrebet sted, som på især de didaktiske og sociale fagområder er kontraproduktiv for fagudøvelsen/opgaveløsningen - og i al almindelighed provokerer panoptiske samfundstilstande.

Trond Meiring, Titte Kalsbøll, Nis Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen, Bodil Hansen, Berith Skovbo, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Wienholtz og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Indberetter du er du indsnævret , indberetter du ikke er du ansvarlig. Så længe opfordringen lyder at man i TVIVLSTILFÆLDE skal indberette så er sagen vist klokkeklar. De to skinhellige artikelskrivere forlanger at læreren selv skal kunne afgøre om der er en sag eller ikke. Det svarer jo til at hun skal afsige en dom i sagerne, mens opfordringen jo lægger op til at det er de sociale myndigheder, vel eksperterne her, skal vurdere henvendelsen. hellere en sag for meget, bliver der sagt.
Væsentligst er det imidlertid at der med finder en (fortsat) indsnævrings af normalitetsbegrebet sted, som på især de didaktiske og sociale fagområder er kontraproduktiv for fagudøvelsen/opgaveløsningen - og i al almindelighed provokerer panoptiske samfundstilstande.
Det lyder fandme flot, Bettina Jensen, men ham der Foucault, ham slår lærerne jo nok også lige op i når den snavsede og lusefyldte stakkel for guderne ved hvilken gang kommer sulten i skole uden madpakke...

Philip B. Johnsen

@Bettina Jensen
Jeg mødte får nogle år siden en ‘meget’ erfaren overlæge, der til sine kollegaer med mindre erfaring forklarede, at deres i reglen ringere evner til, at stille hurtig og korrekt fysiske diagnoser, i overvejende grad beroede på, at de fandt i højere grad, alene det de ledte efter, de var med andre ord, ikke grundige nok til at søge eventuelle andre muligheder, der afveg fra deres første indskydelse.

Jeg antager, at det er en normal opfattelse, set med stor erfaring og viden fra mange års arbejde.

Hvad erfaringsgrundlaget er generelt i dag i forhold til tidligere, blandt lærere og pædagoger, spiller muligvis ind i forhold til antal af børneunderretninger.

Trond Meiring, Carsten Munk og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

En meget vigtig diskussion uanset hvor man står i systemet.man kan vel også konstatere for lidt og for meget og så finde den gyldne mellemvej.
Det værste i det her er for mig som tidligere pædagog i 35 år er de manglende dialoger og tilbagemeldinger mellem de sociale myndigheder og personale der sender beretninger for de får ikke tilbagemeldinger ret tit og nu er der så kommet de nye datalove,som som jeg forstår det gør det værre.
Under alle omstændigheder bør ingen anmelde i tvivlsspørgsmål før man tager den nødvendige dialog med forældre og her har lærerne det nok sværest rent tidsmæssigt.Det er selvfølgelig også vigtigt at alle personaler er bevidste om eget menneskesyn og gør sig klart om "forkert" adfærd og regler bare er anderledes og ligegyldigt hvis barnet trives.

Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Lillian Larsen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk, Anne Eriksen, Bodil Hansen, Anne Mette Jørgensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

I slutfirserne oplevede jeg som pædagog i en personale børnehave på Bispebjerg hospital, at et barns mor blev indberettettet til Kbh. kommune af lederen. Moderen var alene med sin 4 årige søn og denne havde en del problematikker: Dårlig balance og anfald af pludselig opstået bevidsthedstab.
Der var ikke fundet en diagnose, og lederen skønnede derfor, at årsagen var omsorgssvigt.
Imidlertid kendte jeg indgående, som støttepædagog både mor og barn.
Lederen indberettede til skolepsykologisk kontor, som det hed dengang. Efter en enkelt samtale med mor og kort observation af barnet på et kontor mente psykologen, at barnet skulle fjernes hjemmefra.
Jeg blev rasende og allierede mig med overlæge på neurologisk på Rigshospitalet, som kendte både mor og barn.
Heldigvis var neurologen enig i , at moderen var en god mor og fjernelse var helt forfejlet. Neurologen fik formidlet et længere observationsophold på Dianalund.
Samtlige personaler på Dianalund ca. 18 sagde samstemmende, at barnet skulle på en specialskole og ikke fjernes hjemmefra.
Psykologen var rasende på mig og udtalte , at det det ville jeg komme til at fortryde. Nej det gjorde jeg ikke.
I omtalte børnehave gik børn af forskere og overlæger, som efter min vurdering var forsømte,men de var for "fine" til at røre.
" Min " mor havde været rengøringsdame på hospitalet, og noget af det kærligste jeg har oplevet.
Nogle år senere oplevede jeg en junkie mor, der lod sit barn gå for lud og koldt vand. Barnet på 7 samlede flasker for at købe mad. Jeg tog mig af hende, men blev truet af moderens pusher, og Kbh. kommune sagde direkte, at barnet var vant til det, så pyt. Moderen døde efter et år.
Jeg giver o og en skid for myndighederne.
Hvorfor der i dag er så mange underretninger må bero på angst for at få en næse, for ellers forstår jeg intet.
At sammenligne meningitis er helt ude i hampen. Det er en sygdom, som desværre mange læger har glemt at tjekke for, hvilket er muligt. Der er konkrete markører, hvilket ikke er så ligetil i forhold til omsorgssvigt.
Artiklen er for ukonkret. Hvilke observationer giver anledning til indberetning? har barnet ikke vanter på - har barnet glemt sin madpakke eller er barnet aggressiv, tilbagetrukket eller fuld af blå mærker. Ordentlig redegørelse mangler. Kom med eksempler!!!

Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Jonna Jensen, Alvin Jensen, Kim Houmøller, Viggo Okholm, Nis Jørgensen, Titte Kalsbøll, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Anne Eriksen, Bodil Hansen, Philip B. Johnsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Er hverken pædagog eller ansat i sundheds- og socialsektoren, så jeg kan ikke umiddelbart vurdere hvor meget hold der er i kronikørernes skriv. Men Majas harmdirrende indlæg gør naturligvis indtryk...
Det jeg især hæfter mig ved i kronikken er at det nu er lovkrav om at det relevante personale skal indberette så og så meget pro anno, ellers falder Søren Papes hammer.
Det minder mig om det stalinistiske system stikkersystem, i følge hvilket sovjetborgerne kunne ryge i arbejdslejr hvis de undlod at være tilstrækkeligt agtpågivende overfor noget der kunne se mærkeligt/mistænksomt ud. Stikkerpligten gjaldt også ens nærmeste familie. Pligten til at inkriminere sig selv og næsten var virkelig sat i system i Stalin-tiden.
Og også dengang opererede man med kvoter: Så og så mange skulle fængsles, deporteres eller henrettes, og der var kvoter for hver by, region, partiafd., osv.
Alt dette kan der læses om i Oliver Figges Hviskerne (Sohns forlag) - og det har Søren Pape og Inger Støjberg vist allerede gjort.

Carsten Wienholtz, Trond Meiring, Bjarne Bisgaard Jensen, Lillian Larsen, Philip B. Johnsen, Anne Mette Jørgensen, Alvin Jensen, Kim Houmøller, Viggo Okholm, Eva Schwanenflügel og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Man skal selvfølgelig lade tvivlen komme barnet til gode. Og som arbejdende med børn, så har pædagoger og lærere skærpet indberetningspligt. Som de også bør have, da de har en del kontakt med disse børn.
Jeg hæfter mig glædeligt ved at ca. halvdelen af sagerne i Københavns Kommune efter undersøgelse viste sig ikke at have behov for yderligere tiltag. Det er da godt, at disse børn ikke vokser op i krænkende/negligerende/andet hjem.
Det kedelige er så den anden halvdel, hvor der faktisk er et behov for det offentliges indblanding. Hvis en pædagog eller skolelærer selv agere dommer i de sager, så var de jo nok aldrig blevet undersøgt.
Ja, det er da uden tvivl belastende at blive meldt for et eller andet. En voksens krænkede følelser kan dog ikke stå over et barns mulige forsømmelse - man bliver altså nødt til at undersøge disse sager, selvom det er en svær situation.

"Det kedelige er så den anden halvdel, hvor der faktisk er et behov for det offentliges indblanding. Hvis en pædagog eller skolelærer selv agere dommer i de sager, så var de jo nok aldrig blevet undersøgt."

Ovenstående generalisering er jo farlig; naturligvis er er risiko for at nogle tilfælde af omsorgssvigt/krænkelser vil blive overset, hvis der ikke er fokus på at indberette fagligt kendte tegn på sådanne forhold, men at påstå at der intet ville ske hvis de fagprofessionelle selv skal vurdere om der er behov for nærmere undersøgelse, er voldsomt usagligt.

Først og fremmest er der brug for at de fagprofessionelle; pædagogerne og didaktikerne, har tid og ressourcer nok til at vise omhu. Det handler om tid til mellemkollegial refleksion over den nære praksis, om vidensforankring og tid til dialog med børnene/borgerne. Det handler om overskuelige fagsystemer og systemstrukturer. Det handler om penge, om manpower og om viljen til at investere i et forsvarligt system med kompetent udviklingsarbejde. Om stabilitet, ro og faglighed i beslutningstagningerne.

Det handler kun i begrænset omfang om at mistænkeliggøre mangfoldigheden, tidlig anvendelse af systemmagt og forståelse af at det ikke blot vil virke indgribende/stigmatiserende på forældre at blive uberettiget undersøgt, men så sandelig også typisk vil være dette for barnet. Derfor skal man absolut fare med lempe.

Niels Duus Nielsen, Philip B. Johnsen, Marie Jensen, Lars Kjeldsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

@Betina, hvis du opfatter indberetninger som mistænkeliggørelse fremfor omsorg for et udsat barn, så er dit udgangspunkt et helt andet end mit.

Niels Duus Nielsen

Mette Poulsen, som udgangspunkt er indberetninger udtryk for omsorg. Men når borgerlige politikere, som normalt er modstandere af statsbetalt omsorg og derfor højlydt mener, at børnene alene er forældrenes ansvar, stiller krav om flere indberetninger - og dermed en øgning af de offentlige udgifter - burde alarmklokkerne ringe, for så er det ikke omsorg for omsorgens egen skyld, der driver værket, men derimod et ønske om at gøre mennesker konforme ved at lægge et kvotesystem ned over pligten til at indberette.

Hvis jeg forstår EL-politikernes indlæg korrekt, er de ikke modstandere af flere indberetninger som sådan, blot kræver de, at indberetningerne er af en vis kvalitet. Og det kræver uddannelse i at skrive indberetninger, enhver idiot kan skrive en grundløs anklage, det kræver derimod omtanke at gribe ind i en familie og splitte den ad, eller det burde det i hvert fald.

Stalin har skam ikke levet forgæves, kvotesystemer er effektive, når det gælder om at få genstridige embedsmænd og fagfolk til at indberette flere mennesker: Hvis du aldrig indberetter nogen demonstrerer du, at det er dig, der er doven/uduelig/pladderhumanistisk, ergo bliver du fyret ved næste sparerunde. For indberettes, det skal der!

Jørgen Clausen

Jo mere borgerlig og "anstændig" man er, jo mere fejes ind under gulvtæppet. "Anstændigheden" skal bevares for en hver pris. Bare spørg den katolske kirke.