Kronik

Sig farvel til næstekærligheden og den dårlige samvittighed over den hjemløse foran Netto

Julen og næstekærligheden hænger uløseligt sammen i den kristne tradition, men måske skulle vi i stedet bruge julemåneden på at tage et opgør med næstekærligheden
Når vi ser en hjemløs mand på gaden, skal vi ikke tænke så meget på os selv, og hvad vi gør, men på hvad samfundet gør for at tage hånd om den stigende hjemløshed, skriver Jarl Viktor Schultz i kronikken.

Når vi ser en hjemløs mand på gaden, skal vi ikke tænke så meget på os selv, og hvad vi gør, men på hvad samfundet gør for at tage hånd om den stigende hjemløshed, skriver Jarl Viktor Schultz i kronikken.

Sille Veilmark

Debat
1. december 2018

Om 24 dage vågner landets præster op med et stort smil på læben – lige så glade som de små børn. For både for børnene og præsterne er den store dag endelig kommet: Det er dagen, hvor børnene får deres gaver, og hvor præsterne skal holde deres længe forberedte juleprædiken.

Og man kan forestille sig, at mange af præsterne vil benytte lejligheden til at slå et slag for næstekærligheden. Selv om der måske ikke er det store behov for det, for næstekærligheden trives faktisk.

»Be the change you wish to see in the world,« sagde Gandhi.

Det kan godt være, at vi ikke altid er lige gode til at leve op til Gandhis opfordring, men vi er enige om, at der er en sandhed i budskabet: Vi bør altid starte med at se på, hvad vi selv kan gøre for at forandre verden til det bedre.

Et ‘rush‘ af medlidenhed

Jeg var for nylig til et politisk møde, hvor der blev brainstormet på, hvilke budskaber der skulle med i en kampagne op til næste folketingsvalg. Her var der en, der skrev:

»Vi skal have empati med klimaet!«

Det er et godt eksempel på, hvordan vi maser alting ind i næstekærlighedens ramme: Hvis vi skal gøre noget, så skal det være, fordi vi føler medlidenhed med noget. Men det giver ikke mening at have empati med klimaet. For klimaet har jo ingen følelser.

Alle mennesker er godhjertede under de rette omstændigheder. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal gøre med vores gode intentioner, og her er næstekærligheden en populær ventil.

For vi får det jo godt, når vi køber Hus Forbi af en hjemløs på gaden. Eller når vi ser et dyr blive slagtet i fjernsynet og overvældes af en berusende medlidenhed. Vi får et rush af at gå grassat over burkaforbuddet – men hvorfor egentlig? Vi kritiserer burkaforbuddet for at være ligegyldig symbolpolitik, men overser, at symbolet er alt andet end ligegyldigt for os selv.

Hvorfor er det altid de konkrete sager, der tænder os? Der er en god chance for, at du som læser af denne kronik er et dannet menneske, og du ved sikkert udmærket, hvorfor det altid er de konkrete sager, der formår at trykke på de rigtige knapper – det er, fordi de konkrete sager er de bedste historier.

Menneskets følelsesliv er sensitivt for det nære og konkrete – det, vi kan relatere til. Vi kan godt høre om noget, der foregår langt væk og tænke: »Wow, det lyder vigtigt«. Men hvis det ikke pirrer os, har vi ikke energi til at gå ind i sagen.

Onani og panodiler

Mennesket er mere uskyldigt, end det gøres til. Det fødes i miljøer, der former det og dets verdenssyn, og som sætter de standarder, det betragter som normale.

Vi kan ikke gøre for, at vi er født i et rigt land. Men det er derfor, at tanken om at være for eksempel halvt så rige, som vi er, er forfærdelig for os – fordi vi har vænnet os til netop dette velstandsniveau. Derfor er det ikke uforståeligt, at vi ikke kan overskue at donere halvdelen af vores månedsløn til fattige børn i Afrika.

Alligevel går de fleste rundt med en nagende følelse af dårlig samvittighed. Og en konsekvens af næstekærlighedens besættelse er netop dette – at vi ender med at tro, at der er noget galt med os, hvis vi ikke personligt påtager os ansvaret for at gøre verden til et bedre sted.

Og så er det, at vores forsøg på at rense os selv gennem næstekærlighed kammer over i noget, der minder om at sluge smertestillende medicin eller onanere.

Alt for ofte er gode handlinger en form for åndelige panodiler, vi sluger for at bedøve den følelse af skyld, vi bærer rundt på. Men panodiler er jo blot symptombehandling.

Vi ser også tit gode handlinger optræde som en form for onani. Onani er noget, vi gør, fordi det føles rart – det føles godt at blive højlydt forarget over sagen om den 13-årige Mint, der blev udvist af Danmark – men denne nydelse gør ikke tilværelsen bedre for andre end os selv.

På den måde bruges næstekærligheden til at opnå en falsk selvtilfredshed, når vi føler, at vi er gode mennesker, når vi inderligt udbryder, at det er umenneskeligt, at Italien lader flygtningene drukne i Middelhavet.

Ville det så være bedre, hvis folk ikke havde sponsorbørn i Afrika eller holdt deres forargelse over den forfærdelige måde, vi behandler flygtninge på, for sig selv?

Nej, for selve handlingerne kan være gode nok. Men vores behov for at hjælpe udspringer af en malplaceret skyldfølelse.

Vi føler skyld over, at børnene sulter i Afrika, fordi vi er blevet overbevist om, at det er vores personlige ansvar, at børnene sulter. Skyld over, at flygtningene drukner i Middelhavet af samme årsag. Men det er hverken retfærdigt eller konstruktivt, at individet påtager sig skylden. Det fjerner fokus fra, at det er samfundet som et hele, som bør og kan påtage sig ansvaret.

Kærlighed til din fjerneste

Når den offentlige debat gang på gang zoomer ind på politisk ligegyldige enkeltsager, så indsnævrer vi de folkevalgtes muligheder for at adressere de reelle problemer. Frem for at diskutere symboler bør vi grave os ned til problemernes rod og overveje, hvordan det kan løses, og så stille det politiske system til ansvar, så problemerne bliver håndteret.

Vi skal flytte debatten, så den i stedet for at handle om enkeltsager og personligt ansvar kommer til at handle om de fundamentale problemer. Når vi ser en hjemløs mand på gaden, skal vi ikke tænke så meget på os selv, og hvad vi selv gør, men på hvad samfundet gør for at tage hånd om den stigende hjemløshed.

De fleste er gode til at være gode mod sin næste.

Næstekærlighed er betegnelsen for den nemmeste kærlighed. Og denne form for kærlighed, der falder os så naturligt – som det spjæt, det giver i knæet, når man slår på et bestemt punkt – den må ikke forveksles med den sværere form for kærlighed: kærlighed til vores fjerneste. Til dem, der aldrig har gået på universitetet, og til dem der ikke læser Information.

Hvem er vores fjerneste? Er det det lille barn fra Nigeria med den store mave? Nej, vores fjerneste er ikke nødvendigvis en, der bor på den anden side af planeten. Vores fjerneste er det menneske eller levende væsen, som det er svært at relatere til. Den, der ikke er noget charmerede ved.

Vores fjerneste er ikke pandaen, det er rotten, som vi giver kræft i medicinske forsøg for at se, om den mon overlever det. Vores fjerneste er ikke den hjemløse, vi køber Hus Forbi af, det er snarere alle dem, der burde have gavn af satspuljemidlerne, men som er for kedelig en historie til for alvor at fange vores opmærksomhed.

Vores fjerneste er ikke de danske kvinder, der nu ikke længere må bære burka eller niqab; de småkriminelle indvandrerdrenge omkring Blågårds Plads har langt mere brug for vores omsorg og omtanke. Det er kassedamen, det er de pædofile, det er det undertrykte muslimske mindretal i Xinjiang-regionen i det nordvestlige Kina.

At have sponsorbørn, medlidenhed med søde dyr og blive forarget over burkaforbuddet kan alt sammen være udmærket. Men lad os kalde disse ting ved deres rette navn: onani og panodiler.

Hvis vi nu lagde skyldfølelsen til side og brugte lidt mindre tid på at beundre os selv i spejlet, kunne vi måske i stedet tage fat på nogle af de store problemer. Placere ansvaret dér, hvor det virkelig bør ligge. Og komme frem til nogle ordentlige løsninger.

Jarl Viktor Schultz, filosofistuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Sørensen

De fleste af os er hvert 4. år med til at vælge 179 personer, som vi så forventer tager sig af det, den unge filosofistuderende kalder "de store problemer" (som enkeltsagerne i øvrigt i regelen er symptomer på). Det kaldes parlamentarisme eller repræsentativt demokrati. Det, vi hver især kan gøre i mellemtiden, er f.eks. at blive faddere for et ulandsbarn, at gå en tur med raslebøssen for Røde Kors, at tage cyklen i stedet for bilen osv. osv. Det er hverken panodiler eller onani, men at prøve at tage lidt ansvar på sig.

Peer Aagaard, Elisabeth Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Henrik Rasmussen, Bjarne Frederiksen, Erik Fuglsang, Annemette Due og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Morten Kirketerp Sørensen, en af de ting vi også kan gøre i det fireårige hiatus mellem folketingsvalgene, er at gå på gaden og demonstrere vores utilfredshed. Det er ikke alene tilladt, det er oven i købet en af forudsætningerne for, at et repræsentativt demokrati kan fungere tilfredsstillende uden at forfalde til et korrupt fåmandsvælde (hvad det danske demokrati med en vis præcision kan beskrives som i vore dage). At vise sin utilfredshed er netop at påtage sig et ansvar.

Randi Christiansen, Peer Aagaard, Henrik Leffers, Elisabeth Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Henrik Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Erik Fuglsang, Steen K Petersen, Torben K L Jensen, Morten Larsen, Gert Romme, Katrine Damm, E Z, Eva Schwanenflügel, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Jens Thaarup Nyberg og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Godt set.

Eva Schwanenflügel

Det er en forudsætning for engagement i samfundet, at vi føler os personligt berørte - og bliver indignerede nok til at handle - når vi møder uretfærdighed, lidelse og smerte hos andre mennesker.
Så det er faktisk en forudsætning for at ændre på de viderværdige realiteter at vi lader os påvirke, fremfor at synke hen i kynisme og foragt.
Dermed ikke være sagt, at humanisme blot skal være aflad (panodil-onani), der skal lette vores dårlige samvittighed over i kortvarig, opløftet sindstilstand ;-)

Lars Arredondo, Mads Berg, Elisabeth Andersen, Allan Stampe Kristiansen, Lillian Larsen, Henrik Rasmussen, Lise Lotte Rahbek, Erik Fuglsang og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar

At man kan gå til valg hvert 4. år hjælper fedt, når den førte politik er stort set den samme, hvem der end sidder der, og de indvalgte har jo med al ønskelig tydelighed vist, hvad de mener om næstekærlighed: nedskæringer i velfærden og stadige stramninger overfor flygtninge/indvandrere. Behandlingen af forslag på Borgerforslag viser også, hvor lidt vor mening tæller, alle forslag bliver stemt ned, nærmest på forhånd.

Carsten Mortensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Lillian Larsen, Flemming Berger, Henrik Rasmussen, Hanne Ribens, Eva Schwanenflügel og E Z anbefalede denne kommentar
Jonathan Larsen

“Næstekærlighed er betegnelsen for den nemmeste kærlighed”. Nej, næstekærlighed er den hårdeste af alle, for næstekærligheden drejer ikke kun om kærlighed til den hjemløse. Næstekærligheden er også til den, du ikke er enig politisk med, som du ikke deler de samme værdier med, og som du er så langt fra, at du nogle gange føler had. Næstekærlighed er hårdt arbejde!
God lørdag

Bent Sørensen, Lars Arredondo, Elisabeth Andersen, Jonna Jensen, Flemming Berger, Henrik Rasmussen, René Arestrup, Erik Fuglsang, Morten Larsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Bjerre og Katrine Damm anbefalede denne kommentar

"Jeg var for nylig til et politisk møde, hvor der blev brainstormet på, hvilke budskaber der skulle med i en kampagne op til næste folketingsvalg. Her var der en, der skrev:

»Vi skal have empati med klimaet!«

Det er et godt eksempel på, hvordan vi maser alting ind i næstekærlighedens ramme: Hvis vi skal gøre noget, så skal det være, fordi vi føler medlidenhed med noget. Men det giver ikke mening at have empati med klimaet. For klimaet har jo ingen følelser."

Jeg håber skribenten holder op med at gå til møder hos Alternativet og bruger lidt flere år på studiet, så vi ikke skal læse flere af den slags ikke-gode kronikker.

Det er ikke særlig svært at beslutte sig for både at give en stille skilling til de fattige i anledning af december, og formulere og udføre politiske synspukter der fører til et mere retfærdigt samfund. Personlig vil jeg endda påtage mig også at nyde nogle julegodter i samme omgang.

Flemming Berger, Morten Sørensen og Henrik Rasmussen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

At tage personligt ansvar og forsørge sig selv er netop neo-liberalismens slogan der der ødelagde tanken om fællesskabets enorme magtpotentiale i feks. fagforeninger,i socialismens solidaritet - tanken om at det enkelte sandkorn aldrig skaber en sandbanke - det ligger i den personlige frivillige opbakning til projekter der VIL magten til at tage afgørende beslutninger.
Så - hvis man vil kunne agere humanistisk skal man sgu også have magten til at kunne gøre det.
Alt andet er pladder og fis i en hornlygte eller som Karl Marx udtrykte det : Opium for folket.

Philip B. Johnsen

En lille påmindelse om, at mange af vores folkevalgte danske politikere, er gået over til Trumpisme.

De menneskeskabte klimaforandringer skaber ekstremt vejr, vi har haft tørke i Danmark, oversvømmelser i Danmark, høsten svigtet, vi har set enorme skovbrande i Californien, storme i Florida, oversvømmelser i Italien, storme i Spanien og Portugal alle ødelægger de befolkningens liv.

De menneskeskabte klimaforandringer har taget mange menneskeliv og fjernet for evigt mange menneskers fortsatte eksistensgrundlag, deres høst, deres skove, deres marker efter jordskred, deres hjem er væk, kun gælden er tilbage, vores egne landmænd ved nu, hvad fremtiden bringer, hvor muligheden for i fremtiden, at tegne økonomisk forsikring, bliver ubetalelig i takt med frekvensen stiger for klimakatestrofe ulykkerne.

Den udvikling rammer alle mennesker på jorden, eksistensgrundlaget er svindende globalt og flygtninge bliver der flere af, som det ses tydeligt i USA lige nu.

Når eksistensgrundlag i kølvandet på de menneskeskabte klimaforandringer i Danmarks nærområde, når et kritisk niveau, kommer der en brat opvågning til den virkelige verden og vores avancerede økonomiers historiske ansvar.

Ansvarsfralæggelse er muligt, til virkeligheden indhenter den.

Randi Christiansen, Mads Berg, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

I Grækenland siger befolkningen, at det er regeringens skyld og regeringen siger, at det er befolkningens skyld. Så længe den holdning er fremherskende forbliver Grækenland i landets ynkelige situation.
Overordnet støtter vi alle i fællesskab, Danmarks bistand til alle, der har et dårligt liv.
'Underordnet' hjælper vi altid en, der er faldet i vores nærhed, på benene igen.
(Et indlæg der karakteriserer sig selv som onani har ingen gang på vores jord, slet det!)

Philip B. Johnsen

Stigende ulighed og nye flygtninge, dem vi personlig har kendt hele livet, vores gamle venner, de bor på gaden nu.

Sig farvel til næstekærligheden og den dårlige samvittighed over den hjemløse ((...) vores gamle barndoms ven) foran Netto.
Ser man det ikke komme, bliver det en brat opvågning.

Om to år er Donald Trump ikke længere Præsident, muligvis vil verden vende tilbage til TTP og TTPI.

Frihandel bygger på shipping, denne shipping, der årligt udleder 800 millioner tons CO2.

Shipping er ikke medregnet i klimaregnskabet, shipping ‘er’ skattespekulation, skattesvindel og skatteunddragelse, frihandel skaber de ekstreme menneskeskabte klimaforandringer, der skaber eksistentielle udfordringer for os alle globalt.

Det er ‘ikke’ muligt fortsat i CO2 regnskabet, at sende halvfabrikata jorden rundt, tre fire gange, før det færdige produkt lander på hylden.

Kapitalisme, markedets frihed og deres traditionelle vækst økonomer skabende ‘såkalt vækst’ på global stigende CO2 udledning, kul, olie og gasafbrænding, bliver nødsaget til at lærer, at de samfundsøkonomiske omkostninger skal medregnes.

Hvad er fremtiden for kapitalisme og liberalisme?

Hvis det mod forventning forbydes at bruge danske slaver, der på grund af den lave enheds omkostnings pris i produktionen har holde AI fra fuld udrulning, vil AI komme ind og konkurence udsætte de unge og stille nye krav til uddannelsesinstitutionerne, jeg garanter, at det ikke skaber mere fritid, borgerløn og mindre stress, historisk set, har ny teknologi altid skabt afledte nyt overforbrug og job i udvikling af mere klimakatestrofe eskalerende økonomisk vækst.

Fremtiden er gig economy.
Politikere vil udstyre globalisering med underbetalte arbejdere, der er ansat, som selvstændige daglejere uden overenskomst, der sælger deres arbejdskraft på internettet til tidsafgrænsede projekter.

Nødvendighedens politik, konkurencestaten, globaliseret deregulering af lønvilkår, arbejdsvilkår, deregulering af miljø og klima politik.

Husk på hvem der var tidligere beskæftigelses minister i den nuværende regering.
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence."
Jørn Neergaard Larsen i 2013.

Læs om globaliseringens fremtidige arbejdsmarked til de unge:
“London’s ’gig economy’ has grown by more than 70% since 2010.”
Link: https://www.theguardian.com/money/2016/dec/09/londons-gig-economy-grown-...

“The ‘gig economy’ is coming. What will it mean for work?”
Link: https://www.theguardian.com/commentisfree/2015/jul/26/will-we-get-by-gig...

“The millions of freelancers, contractors, temps and on-demand workers in the American workforce all have one thing in common: They’re all part of the ever-expanding gig economy.”
Link: https://www.businessnewsdaily.com/10359-gig-economy-trends.html

Fattigdom i EU.
Link: http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_ri...

TTPI og TTP?

Randi Christiansen, Mads Berg, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg synes kronikøren gøres uret. Hans pointe om, at dårlig samvittighed er en utilstrækkelig motivation for at gøre os til rigtige verdensborgere, er det centrale, og den er jeg helt enig i. De allerfleste af os, som borgere, som forbrugere, er oftest ret ureflekterede over, hvilke konsekvenser vores handlinger har for andre end os selv og vores allernærmeste. Det er årsagen til at vi går rundt med en konstant, ofte ikke erkendt, dårlig samvittighed. Når vi så møder nøden ansigt til ansigt, konfronteres vi ikke alene med den, men også med vores dårlige samvittighed. Ved at købe hjemløse-avisen slår vi to fluer med et smæk: Både samvittigheden og den hjemløse får det bedre.

Den gode verdensborger er i sin gøren og laden bevidst om de dilemmaer, hens handlinger har for eget liv, for de allernærmeste, for næsten og for verden i øvrigt, og hen lader ikke øjeblikkets impuls styre adfærden men udvikler over årene en forståelsesramme og et adfærdskodeks, der balancerer dilemmaerne på en måde, hen kan stå inde for, også når hen ser sig selv i spejlet. Det kan sagtens lade sig gøre, og man bliver ikke et mindre lykkeligt menneske af det, tværtimod. Men det kræver en indsats, som de færreste orker at binde an med.
Hvis vi bliver bedre til at italesætte, hvordan vi i dagligdagen forholder os til livet som verdensborger, vil vi en dag kunne blive rigtige sådanne, og vi vil vælge politikere til, som har et udsyn, der rækker ud over navlen, egoismen og selvgodheden.
I dag som altid har vi de politikere, vi fortjener.

Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Jørgen Hvid
Det er system kollaps også mentalt.

Kapitalisme skaber de menneskeskabte klimaforandringer kapitalisterne skaber ikke velstand, kun flere fattige og udsatte bliver der flere af og ‘ingen’ politiker, har ingen intention om, at løse problemet.

Tværtimod!

Randi Christiansen, Trond Meiring, Allan Stampe Kristiansen, Torben K L Jensen, Torben Skov, Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Rettelse. Sidste linje.
‘ingen’ politiker, har intention om, at løse problemet.

Tværtimod!

Niels Duus Nielsen

Jeg ser ikke modsætningen - dårlig samvittighed er en motivationsfaktor blandt andre, og kan det ikke være lidt ligemeget, hvad der motiverer os, så længe vi indser, at det er systemet der ser sygt?

Det er rigtigt, at den dårlige samvittighed kan dulmes ved hjælp af lappeløsninger og symbolpolitik, hvorfor der skal mere til end blot dårlig samvittighed, hvis vi vil ændre verden. Philips analyser viser vejen, at jeg vælger at følge ham skyldes så ikke dårlig samvittighed, men derimod vrede. Men det skal da ikke forhindre mig i at alliere mig med de samvittighedsfulde, blot de undlader at projicere deres dårlige samvittighed over på mig.

Randi Christiansen, Trond Meiring, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Flemming Berger og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg savner politiske partier der sætter én og kun 1 ting på dagsordenen. Fx gratis tandpleje til alle. Hos sådan et parti vil jeg placere min stemme, hver gang den ellers var gået tabt pga. politisk rådvildhed og på den måde kunne jeg være med til at gøre noget virkelig godt for de hjemløse, de semifattige og mange andre, som synes de har nok at bruge penge på og tænk - uden at skulle have pengepungen frem, i hvert fald i første omgang. At jeg så måske køber Hus Forbi alligevel, fordi det er december og rart me lidt aflad i den mørke tid, kunne godt være. Men det var i så fald en privatsag. Kort sagt. Den fornemmeste opgave for et ethvert politisk parti må være at omsætte vores dårlige samvittighed til handling. Jeg mener, hvorfor gøre noget før vi har gjort det vi mener vi allerede burde have gjort?

Der er snart valg. Enhedslisten og Alternativet udgør stadig alternativet til den bestående elendighed.

Randi Christiansen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Jan Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Lars Arredondo anbefalede denne kommentar

@Søren Kristensen

Blændende ide. Jeg håber nogen vil stifte "Småborgerpartiet" med tilskud til ergonomisk korrekte sakse til kuponklippere som eneste programpunkt.

Kurt Nielsen, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det centrale budskab i biblen er ikke, at man skal føle sig skyldig, men at man skal stoppe med at finde undskyldninger for ikke at gøre noget.

Randi Christiansen

"Placere ansvaret dér, hvor det virkelig bør ligge."

Du har skrevet en lang artikel uden at finde svar på dét spørgsmål. Det er ellers meget enkelt : følg pengene.