Folkekirken mangler den tro og inderlighed, som italienske katedraler har

At besøge en dansk folkekirke en søndag i kirketiden er typisk en tvivlsom affære. Det er småt med fremmødet, og oftest er præsten enten distanceret, politisk polemisk anlagt eller af konsensustypen, hvor alt er tilladt.

Kirkebygningerne er desuden spartansk indrettet, og i de moderne nybyggede kirker er det ekstra svært at føle det religiøse. Disse kirker kan knap nok identificeres i landskabet, og havde præsterne ikke den traditionelle præstekjole på, kunne man godt tro, at man var til foredrag.

Jeg har været i Toscana i Italien adskillige gange. Det har været på grund af det behagelige klima og de smukke, runde og blødt kuperede landskaber, som kan give mindelser om Biblens beskrivelser af Edens Have. Men besøgene har også haft sin begrundelse i, at der blandt andet i Firenze og Pisa findes nogle af de mest overvældende og velbevarede domkirker og katedraler fra Middelalderen. Er man heldig at komme under en af de mange messer, er man helt solgt – også uden at kunne forstå sproget.

Tonen er allerede slået an, længe før man når Firenze, idet man på lang afstand kan se den monumentale domkirkekuppel, som sidenhen blev model for den tilsvarende på Peterskirken i Rom.

Efter indkørslen til Pisa gennem gamle gader og et mylder af aggressive gadesælgere møder man pludselig den såkaldte Mirakelplads med den dominerende domkirke, dåbskapellet og det berømte skæve tårn, alt sammen byggeri, som nærmest virker umuligt i dag, men ellers ville koste prisen på adskillige storebæltsbroer.

Den hårdnakkede må bøje sig

Rom er det mest valfartede sted for pilgrimme fra hele verden, men derefter kommer en langt mindre middelalderby på knap 30.000 indbyggere i Toscanas naboregion Umbrien ved navn Assisi, som er kendt for såvel sin 1200-talsmunk Frans, men også for sin danske ’profet’ og beundrer, forfatteren Johannes Jørgensen, som på mange måder blev en talsmand for Frans, selv om han levede 700-800 år senere.

Den rige klædehandlersøn Frans fik en åbenbaring i sin ungdom og skiftede liv til en fattig tilværelse som profet og hjælper for fattige og syge. Han stiftede franciskanermunkeordenen og fik blandt andet bygget basilikaen, hvor han også ligger begravet i krypten. Når man ser rigdommene i denne og de mange malerier, får man et storslået indtryk af, hvad tro og ydmyghed har kunnet formå tilbage i tiden i et land og område præget af fattigdom, hvor troen måske har været det eneste lys og håb i tilværelsen.

I Assisi boede altså også den danske forfatter Johannes Jørgensen i perioden fra 1913-53.

I 1907 udgav han en biografi om Frans’ liv, som 12 år senere fik en apostolisk velsignelse af paven og stadigvæk bliver nyudgivet på verdensplan. I 1922 blev han også æresborger i Assisi.

Når man læser denne og besøger Assisi, basilikaen og endelig Johannes Jørgensens museum i fødebyen Svendborg, hvor han også blev æresborger, er man i en ypperlig og næsten umulig position for at afvise en kristen tro. Der må være noget højere bag dette. Her må selv den mest hårdnakkede ateist bøje sig.

Mangler kristen inderlighed

Som antydet i indledningen må man i lyset heraf sige, at det står skidt til med begejstringen for den danske folkekirke. Her er der ikke meget tro eller kristen inderlighed at hente.

I Danmark søger en række yngre præster at peppe tilgangen op ved at udvide gudstjenesten med sociale hyggearrangementer som f.eks. en efterfølgende bespisning med spaghetti, rockkoncerter eller som i et tilfælde fra Ågerup på Sjælland, hvor præsten op til påske i 2009 med overskriften ’Gud og fadbamser’ lokkede med besøg på den lokale bodega efter gudstjenesten.

Medlemstallet er også faldet over de seneste tredive år fra ca. 90 procent til knap 80 procent af befolkningen – i hovedstadsområdet til kun omkring 50 procent. Kun tre procent af medlemmerne besøger kirken regelmæssigt.

Ved sidste menighedsrådsvalg i 2016 var stemmeprocenten på 15 procent, og i kun 52 af 1.699 kirkesogne var der egentlige valg. Endvidere var gennemsnitsalderen hos de valgte mellem 50 og 60 år. Så det må siges at være småt med engagementet, selv om folkekirkens repræsentanter indædt hævder det modsatte.

Sammenligner man storslåede italienske kirkeoplevelser med det hjemlige, så bliver bibeltro og fundamentalistisk storhed i Italien i Danmark vekslet til, at alting i tidsånden er tilladt og kan bøjes, og når alting er lige meget værd, er der ingenting, der egentlig er noget værd.

Jeg ser frem til at gøre nye besøg i Sydeuropa, for der er noget at have kristendommen i.

Bent Liholm, pensioneret overlærer, mag.art.