Det er problematisk, at Journalistforbundets formand Lars Werge i så høj grad forsvarer kommunikatørernes rolle i samfundet. I Information den 9. november skriver han: »En kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist.«
Med det udsagn har han i vores optik fuldstændig glemt, hvad journalistik er. Hvis Lars Werges myte vinder fodfæste, er det skadeligt for journalistikkens troværdighed.
Når en lokaljournalist skriver om budgetunderskud, skolelukninger eller erhvervsfremstød, så er journalistens arbejde underlagt de presseetiske retningslinjer. Det betyder, at hun skal lade en kritiseret part komme til orde, og at hendes redaktør kan blive pålagt at bringe en rettelse, hvis der er skrevet noget forkert.
Kommunikatøren har ikke samme forpligtelse til at give en rimelig og afbalanceret fremstilling. Deres opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud. Det har vi som journalister oplevet et utal af gange, hvor en kommunikatør fortier offentligheden vigtige oplysninger for arbejdsgiverens skyld.
Vi forstår ikke, hvorfor Journalistforbundets formand har følt sig nødsaget til at forsvare kommunikationsbranchen på bekostning af journalistikken. En forklaring kan ligge i, at antallet af kommunikatører i Dansk Journalistforbund er ved at overstige antallet af journalister. Og om et halvt år er der valg til formandsposten. En anden mulighed er, at Lars Werge rent faktisk mener, hvad han skriver. Det ville være endnu mere sørgeligt.
Vi tror på fredelig sameksistens mellem de to fag i det samme forbund. Dels fordi mange freelancere arbejder i begge fag, og dels fordi mange mennesker vandrer mellem ansættelser i de to fag (som de dog stadig skelner skarpt imellem), og gerne vil kunne skifte job uden at skifte fagforening.
Men for at begge fag kan stå stærkt, er der behov for en tydelig skelnen, som Lasse Jensen så rigtigt gør i sin klumme 7. november. I stedet for at gøre som Lars Werge der bruger sin journalisthat til at blande vores fagligheder sammen i en stor pærevælling.
Elisabeth Hamerik Schwarz, Mie Sparre, Regitze Bryld, Niels Peter Arskog, Ronja Pilgaard og Rasmus Mark Pedersen, Bestyrelsen for Journalisterne, Dansk Journalistforbund
Jeg er meget enig både med læserbrevsskribenterne og Lasse Jensen. Det er vigtig, ikke mindst i lokalpressen, at vi tydelig kan skelne mellem journalister og kommunikationsarbejdere.