Kronik

Det gør mig vred, at vi studerende med handicap bliver glemt og svigtet af systemet

Skal manglende rettigheder for studerende med funktionsnedsættelser virkelig have lov til at betyde, at vi falder igennem i uddannelsessystemet?
»Skal manglende regler og rettigheder på uddannelsesområdet, når det kommer til mennesker med funktionsnedsættelser, virkelig have lov at betyde, at vi falder igennem i systemet, medmindre vi har empatiske undervisere og vejledere, som vil bøje reglerne for os?,« spørger Rosa Boehm, der er født med det sjældne handicap rygmarvsbrok.

»Skal manglende regler og rettigheder på uddannelsesområdet, når det kommer til mennesker med funktionsnedsættelser, virkelig have lov at betyde, at vi falder igennem i systemet, medmindre vi har empatiske undervisere og vejledere, som vil bøje reglerne for os?,« spørger Rosa Boehm, der er født med det sjældne handicap rygmarvsbrok.

Sigrid Nygaard

29. november 2018

»Som studerende med funktionsnedsættelse har du ret til den tilpasning, der skal til, for at du kan gennemføre din uddannelse på lige fod med andre studerende.«

Sådan står der skrevet i FN-konventionen af 13. november 2006 om rettigheder for personer med handicap.

Med den viden søgte jeg trygt ind på pædagoguddannelsen – jeg havde jo rettigheder. Men det gik ikke så let.

Jeg er 22 år gammel og født med det sjældne handicap rygmarvsbrok. Jeg er født med et hul i ryggen, som på mit fødselstidspunkt fyldte hele den nederste del af ryggen. De fleste rygmarvsbrok-patienter er kørestolsbrugere livet igennem, men jeg har været så heldig, at jeg kan gå, løbe og hoppe.

Manglende førlighed i benene er dog kun én af mange følger af sygdommen. Følger, som er usynlige for omverdenen, tæller forskellige grader af muskellammelser, manglende styring af blære- og tarmfunktion, nedsat følesans i huden og – den problemstilling, der viste sig at være den værste i forhold til at kunne gennemføre en uddannelse – udtrætning langt ud over det almindelige, samt smerter i hoved og ryg, hvilket fører til daglig brug af smertestillende medicin.

Mit handicap skulle vise sig at få store konsekvenser for mine uddannelsesmuligheder.

Rektors barmhjertighed

I løbet af min gymnasietid begyndte det at stå klart for mig, at det ikke ville være muligt for mig at gennemføre på normeret tid. Jeg kunne ikke fysisk klare de lange skoledage fra 08.00 til 16.00.

Jeg har altid elsket at gå i skole og ønskede brændende at gennemføre en gymnasial uddannelse. Jeg bad derfor om et møde med rektor for at drøfte mine muligheder for at tage gymnasiet over længere tid. Han sagde:

»I princippet må jeg ikke gøre det, jeg gør her, men nu gør jeg det alligevel. Du er en dygtig, pligtopfyldende elev med meget flotte karakterer, og du skal have dit eksamensbevis.«

Herefter blev der lavet den aftale om, at jeg blev en del af den såkaldte Team Danmark-ordning, som er en ordning for elever, der dyrker idræt på højt niveau og derfor får mulighed for at tage en STX-uddannelse på fire år i stedet for tre. På grund af rektors barmhjertighed fik jeg altså min studenterhue i sommeren 2017 med et gennemsnit på 10.

Jeg var lykkelig, jeg havde klaret det! Nu havde jeg alle uddannelsesmuligheder åbne – ja, altså bortset fra at jeg alligevel var nødsaget til at vælge visse uddannelser fra for at tage hensyn til mig selv, min krop og mit velbefindende.

Ikke ret til at blive syg

Jeg har altid følt, at mine styrker lå i relationer med andre mennesker, og valget faldt derfor på pædagoguddannelsen. I den er der tre praktikker. Den første praktik varer seks uger, og de næste varer begge seks måneder.

I den første praktik var jeg i en vuggestue med 13 skønne børn og søde kollegaer. Allerede inden jeg begyndte praktikken, var jeg bekymret for, om jeg kunne klare kravet om at være der i 32,5 arbejdstimer ugentligt for at bestå. Jeg kontaktede derfor studievejlederen, som gav mig svaret:

»I den korte praktik kan du ikke få nedsat tid grundet din funktionsnedsættelse – det kan man i de lange, med den rette dokumentation. Det er jo også kun seks uger.«

Jeg har senere fundet ud af, at denne regel også gælder for sygeplejerskestuderendes og lærerstuderendes korte praktikker.

Hmm ... Bliver mine følger af mit handicap mindre af, at det ’kun’ er i seks uger, jeg skal have seks-otte timers arbejdsdage?

’Kun’ seks uger, hvor jeg overbelaster min ryg, ’kun’ seks uger med kronisk hovedpine, ’kun’ seks uger, hvor jeg efter hver endt arbejdsdag går hjem og græder over den ekstreme udmattelse, jeg er nødsaget til at holde ud for at gennemføre min uddannelse.

Hvad med mine rettigheder? Betyder det, at jeg og andre med en funktionsnedsættelse ikke kan uddanne os til pædagoger? Jeg kan umuligt være den første, der har stået i denne ubehagelige og sårbare position.

Jeg startede med at skrive ud på et forum på nettet for pædagogstuderende for at høre, om andre havde lignende erfaringer. De, der meldte tilbage, skrev blot, at de enten droppede ud af uddannelsen eller lige præcis kom igennem praktikken ved at udnytte den tilladte fraværsprocent på 25 procent for at bestå. Og så er der dem, der ikke består, fordi deres handicap gør, at de ganske enkelt ikke kan arbejde 6-8 timer dagligt.

Jeg besluttede mig for at kontakte min fagforening, Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS). De forklarede mig, at de har vundet kampen for, at der skal være mulighed for nedsat tid i de lange praktikker, men at der stadig ingen regler og rettigheder er i forhold til den første praktik. Men som ham, jeg taler med i telefonen, også fortæller mig, så er det jo »bare« seks uger.

Derudover kontaktede jeg også Styrelsen for Forskning og Uddannelse, som gav mig svaret:

»Du kan jo prøve at snakke med din studievejleder igen og høre, om I måske kan finde på en intern løsning for dig, så du kan bestå alligevel – du har jo 25 procent sygefravær at gøre godt med.«

Kan det virkelig være rigtigt, at den eneste måde, hvorpå en handicappet studerende kan få nedsat tid under praktikken, er ved at fratage dem retten til rent faktisk at blive syge?

Kom grædende hjem

Derudover fremhæver Styrelsen for Forskning og Uddannelse også, at de er meget strikse med hensyn til at give studerende nedsat tid i den lønnede praktik. Det er de med den begrundelse, at man i løbet af uddannelsen gerne skal blive rustet til en almindelig stilling på 37 timer ugentligt, når man er færdiguddannet – hvilket aldrig bliver realiteten for mange med en funktionsnedsættelse. De fleste af os vil derimod ende i for eksempel et flexjob. Så det argument er bare ikke godt nok.

Jeg vil ikke acceptere ’tilbuddet’ om at udnytte mit sygefravær, da det betyder, at jeg ikke må få influenza undervejs i min praktik.

Her står jeg så, nogle uger efter et afsluttet praktikforløb. Den første halve uge prøvede jeg at komme igennem de lange dage. Jeg kom grædende hjem på grund af smerter i hoved og ryg og følte derfor ingen anden udvej end at lave en aftale med vejleder og praktikstedet om at udnytte mit sygefravær – og håbe på ikke at blive syg.

Da jeg var halvvejs inde i mit praktikforløb, blev jeg akut indlagt med underlivsbetændelse. Jeg blev sat på to forskellige typer penicillin og blev så dårlig af den ene, at jeg knap kunne rejse mig fra sengen. Min praktikrapport skrev jeg fra hospitalssengen, og da den var sendt af sted, havde jeg kun tilbage at bede til, at min praktikvejleder ville forbarme sig over mig og indstille mig til eksamen, på trods af at jeg havde overskredet den øvre grænse for sygefravær. Det gjorde hun heldigvis.

Jeg bestod i sidste ende med bravour, men står tilbage med en tom fornemmelse – for hvad med alle de andre professionsstuderende, der er i samme situation? Dem, som ikke er velsignet med støttende forældre, barmhjertige lærere og gode karakterer? 

Mennesker, som er født med et handicap, og hvis liv er besværliggjort nok i forvejen, mennesker, som på trods af en hård opvækst og masser af daglige udfordringer alligevel brændende ønsker sig en uddannelse, så de kan bidrage til samfundet som alle andre.

Skal manglende regler og rettigheder på uddannelsesområdet, når det kommer til mennesker med funktionsnedsættelser, virkelig have lov at betyde, at vi falder igennem i systemet, medmindre vi har empatiske undervisere og vejledere, som vil bøje reglerne for os?

Jeg føler mig svigtet, vred og magtesløs.

Rosa Therese Boehm, pædagogstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Jane Jensen
  • Runa Lystlund
  • Johanna Haas
  • Anne Eriksen
  • Niels Duus Nielsen
  • Søren Andersen
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Grethe Preisler
  • Eva Schwanenflügel
Bjørn Pedersen, Jane Jensen, Runa Lystlund, Johanna Haas, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Søren Andersen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Grethe Preisler og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Man må godt være syg eller have et handicap der skal tages hensyn til - men kun i teorien.
Konkurrencestaten forlanger, at alle på kommando lever op til dens beskæftigelsespolitiske fordringer uden skelen til personlige udfordringer.

Socialpolitik er noget politikerne ynder at prise sig selv for når der skal uddeles satspuljemidler eller skrives en ældrecheck, således at de får profileret sig hos vælgerne. Men socialpolitikken er i mange år blevet så udvandet, at den faktisk kun er af navn, ikke af gavn.

Der er massevis af mennesker på kontanthjælp eller i ressourceforløb, der burde være i fleksjob eller på førtidspension, men efter Mette Frederiksens massakre på disse ordninger, er det blevet absurd svært at blive udredt. Det fortsætter i en uendelighed af torturagtige virksomhedspraktikker, hvor folk tvinges til at deltage hvis de ikke vil udsættes for sanktioner der fratager dem deres ydelser.

Så kære Rosa, du er ikke alene.
Husk det ved det kommende folketingsvalg !!

Bjørn Pedersen, Rolf Andersen, Steen K Petersen, Johanna Haas, Hans Larsen, Philip B. Johnsen, Hanne Koplev, Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Søren Andersen, Heidi Larsen, Katrine Damm, Helene Kristensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Henrik W Thulesen Dahl

Jeg kan ikke lade være med at være imponeret af denne unge kvinde! På trods af hendes funktionsnedsættelse og tilhørende vanskeligheder, så lykkedes det for hende at klare sig igennem uddannelsessystemet. Og med fine karakterer.
For Dansk Folkeparti er det vigtigt, at vi som samfund er opmærksomme på disse problemstillinger.
At vi som samfund handler på udfordringerne. For vi har et ansvar!

Som samfund er vi nødsaget til at styrke uddannelsesindsatsen for handicappede personer for at undgå marginalisering. Det kan godt være, at den pågældende person med handicap ikke kan varetage et fuldtidsarbejde, men dette er bedre end, at vedkommende slet ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet og blot er på passiv forsørgelse. Hvorfor ikke lade dem bruge deres evner og kreativitet? Og med et arbejde øge deres livskvalitet?

Vi vil som samfund profitere af at uddanne mennesker med handicap for efterfølgende at få dem til at være på arbejdsmarkedet i et eller andet omfang. På den måde kan samfundet spare udgifter og dermed undgå, at det enkelte menneske med handicap ender på permanent overførselsindkomst. Der ville såvel være livskvalitetsmæssige som samfundsøkonomiske gevinster ved en indsats, hvor den ”sociale værdi” er i fokus med berøring for det enkelte menneske med handicap.

Derfor præsenterede Dansk Folkeparti et større udspil torsdag d. 8. november i Folketingssalen, der har til formål at hjælpe mennesker med handicap med de udfordringer og problemer, som de møder i uddannelsessystemet. Bl.a. de udfordringer, som Rosa stødte ind i (https://danskfolkeparti.dk/wp-content/uploads/2018/09/Handicaps_i_Uddann...). Se eventuelt bl.a. punkt 3-4 og 11.

Desværre kunne jeg konstatere, at der ikke var tilslutning til vores forslag. Dette betyder dog ikke, at Dansk Folkeparti giver op! Vi vil fortsætte vores bestræbelser på at forbedre uddannelsesforholdene for mennesker med funktionsnedsættelse.
Det skylder vi mennesker som Rosa!!

Søren Kristensen

Jeg har haft problemer med ryggen, det meste af mit voksenliv. Det begyndte midt i min studietid og betød at jeg ikke fik gennemført arkitektuddannelsen, fordi det blev for belastende for mig at sidde. Siden blev jeg postbud, lærervikar og siden pædagogmedhjælper. Det sidste var jeg meget glad for, men jeg blev fysisk udmattet af arbejdet og efter nogle år på kontanthjælp blev jeg pedel. Det viste sig at være det rigtige for mig, dels fordi jeg i virkeligheden nok er mere handyman end dandyman og dels fordi jeg kan tilrettelægge mit arbejde som jeg vil, sidde og stå når det passer mig og såmænd også spille bold med ungerne en gang imellem.

Alt det her bare for at sige at jeg tror det gælder om at tage de store briller på, når det handler om at finde den rette hylde, og under hensyntagen til de udfordringer man nu engang er født med: For mig tog det tredive år at nå til nogle afgørende erkendelser af mine sande styrker og svagheder, så jeg ved det ikke er nemt. Det tog mig faktisk også enormt langt tid at indse, at arbejdsmarkedet, trods mange flotte hensigter fra politisk hold, i virkeligheden ikke har tænkt sig at indrette sig på mine fejl og mangler, endsige kompensere.
Nej, det der flyttede noget var altid når jeg mødte lærere eller arbejdsgivere (ligesom du også har gjort, Rosa) som ikke er bange for at tage en afstikker fra den slagne vej. Dem skal vi dyrke og vi skal udnytte de muligheder de tilvejebringer, samtidig med at vi gør os klart at vi lever i et konkurrencesamfund, hvor der i virkeligheden ikke er frit valg på alle hylder, selv om det måske var det vi blev tudet ørene fulde med i skolen, jvf: Du kan hvad du vil og hvis ikke, så skal vi nok hjælpe dig. Det passer desværre bare ikke. Sandheden er at du kan hvad du kan, hverken mere eller mindre og hvis det ikke er godt nok, så er det bare ærgerligt. Så altså, hvad egner du dig i virkeligheden til Rosa, hvis du som jeg ikke egner dig til at blive pædagog, fordi det er for udmattende? Det er det skræmmende spørgsmål du kan blive nødt til at stille dig selv og jeg skriver ikke det her for skræmme dig, men fordi jeg er sikker på der findes et job eller en uddannelse som passer til lige præcis dig. Du skal bare finde det.
Men igen, hvis du alligevel har tænkt dig af forfølge drømmen om at blive pædagog selv om arbejdet udmatter dig, hvad så med at gå på jagt efter et deltidsjob som pædagogmedhjælper, det antal timer om ugen du kan klare? Måske kan du træne dig op til mere end du tror lige nu og hvis ikke, så er det måske en anden vej du skal gå.
Går det helt galt kan du altid komme på kontanthjælp og så er kommunen forpligtet til at hjælpe dig med at finde enten et job eller efter nogen tid en arbejdsmarkedsrelateret PRAKTIKplads - og vupti, så er der stort set ingen nedre grænse for hvor mange timer du skal arbejde pr. uge. Dette sidste vil jeg dog ikke umiddelbart anbefale, da arbejdsgiveren ikke efterfølgende er forpligtet til at ansætte dig.
Så altså hvis du virkelig og absolut VIL være pædagog, selv om arbejdet udmatter dig og uddannelsessystemet er besværligt, så gå i mesterlære og bliv pædagogmedhjælper. Du ligner en der nemt kan finde en plads og en pædagogmedhjælper laver stort set det samme som en pædagog i hverdagen (jeg ved det fordi jeg arbejder i en daginstitution). Hvis det går godt, er jeg ret sikker på uddannelsen kan bygges på hen ad vejen og hvem ved, måske bliver du så god, at du slet ikke behøver en uddannelse. Og det var ikke engang ironisk ment.

Runa skriver på Sørens profil for sidste gang.

Kære artikelskriver.
I en periode af mit liv har jeg haft tre jobs, både i mit eget fag og som pædagogmedhjælper. Jeg havde et lille firma.

Lønmæssigt er det en klar fordel at være uddannet pædagog. Grundløn en for en pædagogmedhjælper ligger på omkring 22.000 + pension. Jeg fik 3.000 kr. ekstra om måneden, af den enkle grund, at jeg har undervist på en lang videregående uddanne i mange år. Denne undervisningserfaring blev af arbejdsgiveren betragtet som ekstra kvalifikation. En pædagog har derimod 26.000 + pension og opad, alt efter anciennitet.

Det kan være fysisk hårdt at passe børn/unge/fysisk handikappede og eller udviklingshæmmede. Ligeledes kan det muligvis være risikabelt for de børn du har fået ansvaret for, hvis din fysik ikke matcher opgaven. Samtidigt kan de fysiske anstrengelser være for store for dit eget helbred.

Jeg har børn i din alder, som går på universitetet. En af dem begyndte i efteråret. Vedkommende havde ellers en meget høj karakter og er vandt til at lave en stor indsats, men synes alligevel det er en udfordring at starte. Du har også selv en god karakter. Nu i slutningen af november er mit barn begyndt at finde tonen i studiet, som er et meget krævende studie. Mit barn tog et sabbatår og arbejdede i et lavlønsjob i et år og er nu startet på et studie.

Jeg kan mærke på vedkommende, at det er hårdt at starte på en lang videregående uddannelse, efter ét års sabbatår og på trods af en god karakter. Der stilles helt andre krav om selvstændighed på videregående uddannelser. Det ved jeg som underviser, derfor kan overgangen være hård. Begyndelsen har været spændende og også udfordrende for mit barn, som dog er vandt til at lave et godt stykke arbejde.

Der kommer flere udfordringer, som at arbejde sammen med nogle mennesker man ikke kender og hvis kompetencer man ikke kender. Samtidigt skal man opbygge en selvstændighed. Det er nødvendigt, at kunne arbejde sammen med andre, det er alfa og omega i alle jobs.

Det er som jeg aner en vis usikkerhed fra din side, om pædagogstudiet er det rigtige for dig. Jeg kan ikke lade være med også, at spekulere over, om dette studie er det rigtige for dig, på grund af visse krav om fysisk styrke. Du burde evt. finde et andet studie, der bedre passede din fysiske formåen, måske socialrådgiver, hvis det er mennesker du vil arbejde med. Her ville du sikkert også kunne arbejde på nedsat tid.
Med venlig hilsen Runa.

Eva Schwanenflügel og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Runa skriver.
PS.
Alle de unge mennesker, som jeg har undervist på på en lang videregående uddannelse, samt mine egne børn og mig selv har fundet overgangen fra gymnasiet/andre studier til en videregående studie udfordrende. Jeg har undervist på en lang videregående uddannelse og overgangen er lige svær for alle.

Studiestart er også en periode, hvor mange flytter hjemmefra og er på vej til at blive voksne og selvstændige mennesker. Det er skam endnu en ny udfordring, samtidigt har man ikke meget at rutte med, rent økonomisk. Mange af mine studerende har måttet arbejde ved siden af studierne, for at få enderne til at mødes. Det har jeg også selv gjort og jeg fik heller ikke SU. Husleje og mad er ikke gratis, især er det dyrt i de store byer.