Klumme

Der er grund til at frygte identitetspolitikkens angreb på friheden

Vi er givetvis nogle sombrerofjolser, som har beskrevet identitetspolitikken som en større fare, end den reelt er. Men det ændrer ikke ved, at samtidens store fokus på identitet er et reelt problem – også i Danmark
Bør der være begrænsninger for, hvad man må klæde sig ud som? Det spørgsmål trænger sig ofte på, når den identitetspolitiske debat raser.

Bør der være begrænsninger for, hvad man må klæde sig ud som? Det spørgsmål trænger sig ofte på, når den identitetspolitiske debat raser.

Henning Bagger

Debat
22. november 2018

Jeg er et sombrerofjols.

En af dem, der hidsede sig op, da det kom frem, at Københavns Universitet forbød en fest med mexicansk tema. Og det er der ingen grund til at hidse sig op over, mener professor i idéhistorie på Aarhus Universitet, Mikkel Thorup, som har været en central kilde i de seneste ugers debat om identitetspolitik her i avisen.

»Det er grotesk at diskutere identitetspolitik som en stor civilisatorisk udfordring,« sagde han i en stor artikel om emnet, og citatet blev efterfølgende fremhævet i en leder med overskriften:

»Vi må ikke være bange for identitetspolitik«.

En af lederens pointer er, at vi skal turde at tale om kunstneres identitet.

Afsenderen har betydning

Jeg vil mene, at kun meget få – hvis overhovedet nogen – har den holdning, at en kunstners identitet er ligegyldig og noget, man ikke bør tale om. Jeg har den i hvert fald ikke selv.

Jeg læste dansk på RUC omkring årtusindskiftet, da dekonstruktivismen havde kronede dage, og måske kunne man dengang finde en enkelt radikal postmodernist, der mente, at et værk var totalt løsrevet fra samtiden og omverdenen. 

Men den slags griner man mest af alt ad i dag – det gør man som regel 10-15 år senere.

Generelt er afsenderpositionen en naturlig del af modtagelsen af kunst. Vi kan godt kalde det identitet i stedet for afsender, men at nogen skulle være bange for at diskutere det, køber jeg ikke. Jeg har heller ikke set nogen, som mener, at man som kunstner bare skal træde alle over tæerne, fordi man har friheden til potentielt at gøre det.

Selvfølgelig skal man tænke sig om og gøre sig umage, når man skildrer andre.

Faren er reel

Tilbage til Mikkel Thorups udtalelse, som han bestemt har en pointe i, for der er kommet en stor modreaktion på de identitetspolitiske strømninger – og der er da sikkert nogle, der har været med til at puste til ilden og skrive det op til en større fare, end det reelt er. Det betyder bare ikke, at debatten er ligegyldig, hvilket nemt kan blive konklusionen.

Den er både væsentlig og helt konkret: Scarlett Johansson endte med at afgive rollen som transseksuel i filmen Rub & Tug som følge af massiv kritik fra LGBT-miljøet. »Straightwashing«, bliver det kaldt, selv om man i sagens natur ikke har set hendes præstation.

Og kvinden bag tv-serien Girls, Lena Dunham, har fået kritik for at skrive en film om en syrisk bådflygtning, fordi hun selv er vokset op i et hvidt overklassekvarter i New York. »Whitewashing«, bliver det kaldt, selv om man endnu ikke har set værket.

Identitetspolitikken er også – selv om mange ynder at sige, at det er et amerikansk fænomen – til stede i Danmark. Jeg kan forstå, at mange er trætte af at snakke om »en skide sombrero« – det er en formulering, jeg stødte på i Politiken. Men det er ikke desto mindre et faktum, at Københavns Universitet forbød en fest med mexicansk tema. Det kan man negligere og kalde en ligegyldighed, der bliver blæst op i medierne, men tænk engang over, hvor vildt det egentlig er. På en af landets allervigtigste og mest toneangivende institutioner må man ikke klæde sig ud som mexicaner.

Når Københavns Universitet forbyder den slags, kan det forventes at sprede sig. Derfor er det naturligvis værd at påpege, at friheden bliver indskrænket, også selv om det bare handler om en temafest.

Hvad kunsten angår, så er det også et faktum, at Filmfestivalen MIX i år valgte at boykotte film, hvor ikketranskønnede spiller roller som transkønnede. Identitetspolitikken er her. Det er muligt, at vi er nogle, der overgør betydningen af den, og at vi har brugt ordet sombrero så meget, at vi nu er at anse som sombrerofjolser.

Det er også muligt, at der er større trusler derude, eller rettere: det er der selvfølgelig. Men debatten om identitetspolitikkens farer er ikke en pseudodebat. Den er helt reel. Den gode nyhed er, at vi formentlig griner ad det hele om 10-15 år.

 

Serie

Identitetspolemik

Nye ord som ’privilegieblindhed’ og ’safe spaces’ er de senere år gledet ind i vores sprog og har gjort spørgsmål om identitet og anerkendelse til en fast del af den offentlige samtale. Identitetspolitik, kalder vi det.

I denne serie gør vi os klogere på en af tidens mest omdiskuterede strømninger ved at undersøge begrebet fordomsfrit forfra og inkludere os alle. Hvad betyder den synlige og den usynlige identitetspolitik på godt og ondt for vores forhold til hinanden og – til kunsten, ikke mindst?

Seneste artikler

  • Identitetspolitik er nyartikuleret nationalisme

    11. december 2018
    Identitetspolitiske krav om særbehandling til bestemte grupper udfordrer det retsstatslige princip om ligebehandling og bliver dermed et angreb på den universalisme, som selve vores demokrati bygger på. Det mener filosofiprofessor Frederik Stjernfelt, der advarer mod den identitetspolitiske modebølge
  • »Da du sagde, du ville lave en feministisk historie om kvindefrigørelse ud af ’Aladdin’, tænkte jeg, at det nemt kunne gå galt«

    7. december 2018
    Da Christian Lollike skulle opsætte Oehlenschlägers orientalistiske lystspil ’Aladdin’ på Det Kongelige Teater, sørgede han for at tilknytte en af de skarpeste kritikere af hans foregående forestilling ’Black Madonna’, Nazila Kivi, til at udfordre hans opfattelse af, hvad det var for en historie, han skulle fortælle. På den anden side af en hård modtagelse og en proces fuld af tvivl fortæller de om de diskussioner, de har haft undervejs
  • Kunsten er ikke hævet over identitetspolitikken

    6. december 2018
    Det er et problem for kunsten og litteraturen, at den kommer til at understøtte de magtforhold, der er i samfundet
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Det er sigende, når man genlæser den leder i nærværende avis, som Kristian Villesen refererer til, at Katrine Hornstrup Yde slutteligt skriver:

"Man må alt i kunsten, selvfølgelig må man det, men kunstnere, der ikke er bevidste om, hvem der skildres, og hvem, der skildrer, kan eksempelvis forfladige en smertelig erfaring".

Hvilket opdrag til 'kunstneren', ikke sandt? Hvilket opdrag til os alle sammen..

'Du har din frihed, men undgå helst at støde nogen..'

Well, kunst der først og fremmest har til hensigt 'ikke at støde nogen', er røvsyg kunst! Så dødssyg er den form for kunst, at vi endda har givet den sin helt egen betegnelse: Pop!.

Og til alle de stakkels 'identiteter', som ikke føler sig tilpas og autentisk repræsenteret i 'kunsten', er der kun et at sige: Make your own shit...Som komikeren Bill Burr udtrykker det:
https://www.youtube.com/watch?v=yaYwGJuIwT4&t=2m33s

Så meget om kunsten. Den eksisterer i sit eget særegne univers. Herude i det virkelige liv, hvor mennesker flest er fucking idioter det meste af tiden, kan man med fordel tilegne sig følgende simple leveregler:

- Lad være med at være en nar
- Lad være med at tage narrøve alt for alvorligt.

Done deal!

Bjarne Bisgaard Jensen, Mark-Lukas Nielsen, Martin Lund, Niels Duus Nielsen, Ole jakob Dueholm Bech, lars søgaard-jensen, Hans Aagaard og Samuel Grønlund anbefalede denne kommentar
Troels Ken Pedersen

Det er værd at hæfte sig ved ikke blot hvad der bliver sagt, men også hvem der overhovedet kan komme til orde. Når Filmfestivalen MIX i år valgte kun at bringe film om transkønnede, hvor transkønnede er med, er det fordi ikke-transkønnede godt kan få roller som transkønnede, mens transkønnede har svært ved at få roller som *noget som helst*.

Det er fint, og virkelig nemt, at bare fokusere på den enkelte kunsters ret til at sige/gøre/male/whatever hvad de nu vil. Men specielt når nu MIX faktisk bliver bragt op er det ikke imponerende at ignorere de skævheder som gør at minoriteter reelt har svært ved at komme til orde ...altså bortset fra når de protesterer rasende.

Nike Forsander Lorentsen

LBGT som nu har accepteret trans&queer agendaen med sine 37 gender, er nu kommet på finansloven med 1,5 miljoner.

Christian de Thurah

Som jeg ser det, er faren ved identitetspolitikken kort sagt, at den risikerer at ende i det modsatte af sin erklærerede hensigt. Den erklærede hensigt er tolerance og rummelighed, men resultatet bliver let segmentering og - i værste fald - racisme.

Søren Peter Langkjær Bojsen, Ole jakob Dueholm Bech, Sten Stenbæk og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Nu er det jo ikke mexikaner, man ikke må klæde sig ud som, men som en karikatur af en mexikaner.
Ja, nye tider stiller det krav til os, at vi bliver voksne og kommer ud af teenageværelset i vores omgang med andre mennesker. Der er masser af ægte, sjov humor, som vi kan løfte os ved - jeg mener: der er ikke mange steder, hvor PH gør sig lystig på minoriteters vegne, vel?

Henning Kjær, Carsten Munk og Troels Ken Pedersen anbefalede denne kommentar
Marianne Ljungberg

Letkøbt karikatur er, så vidt jeg har forstået, ikke på tale. Diskussionen handler vel om hvad fortiden har bragt med sig af fordomme.
Afsenderens "identitet" spiller altid en rolle - og kan aflæses i iscenesættelsen/sprogliggørelsen.
En skuespiller kan selvfølgelig spille transkønnet fordi hun detager i en produktion som tager sit produkt alvorligt. Transkønnet eller ej.

Henrik Ljungberg

Identitetspolitikken er importeret fra USA, hvor den politiske situation er ganske anderledes. Den skyder sig selv i foden og gør venstreorienterede social justice warriors lette ofre for latterliggørelse. Mine to sønner, begge opdraget i et venstreorienteret liberalt hjem, er begge så tiltrukket af muligheden for billige vittigheder i forhold til SJW at Jordan Peterson bliver en helt for den ene og Ben Shapiro og Milo Yiannopoulos for den anden. Højrefløjen skal nok forstå at udnytte SJW's excesser.

Søren Peter Langkjær Bojsen, Michael Boe og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Kristian Villesens analyse kommer lidt til kort over for begrebet "pseudonym", for et værk skabt under pseudonym hemmeligholder afsenderpositionen og kunstneren bag er som sådan løsrevet fra samtiden og omverdenen.

Bortset fra det har han da ret i, at identitetspolitik er noget lort, især fordi de grundlæggende problemer her i samfundet ikke er identitære, men eksistentielle: Når kun 1% bestemmer over os 99% er det lidt ligegyldigt, hvilken farve vi har - opsplitningen i modstående identiteter er kun med til at splitte den nødvendige modstand.

Racisme er et godt eksempel på identitetspolitik, der er løbet løbsk.

Bjarne Bisgaard Jensen, Philip B. Johnsen, Sten Stenbæk, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Ole Kresten Finnemann Juhl

Kan man gå på etnisk restaurant, hvis ikke man har kulturen dertil? ... Stakkels McDonald!

@Sten Stenbæk Milo anvender rigtignok også billige vittigheder, men Peterson og Shapiro leverer knivskarp logisk argumentation. De vinder hver gang overfor en hysterisk SJW. Fordi deres logik holder, og de altid opfører sig ordentligt.

Niels Duus Nielsen

Michael Boe, Peterson vinder kun, fordi han ikke tør debattere med hardcore progressive, og Shapiros argumentation er på ingen måde knivskarp - når man selv vælger sine præmisser, kan man jo bevise hvad som helst.

Hvis du bemærker det, debatterer det såkaldte alt-right kun med sig selv eller lader sig interviewe af Dave Rubin, som brillerer i kun at kaste softballs efter vennerne.

En hardcore progressiv som Kyle Kulinski kunne fx ikke få kvalificeret modstand til det seneste Politicon, ingen af alt-righterne turde debattere med ham, fordi de ved, at han jorder dem.

@ Niels Duus Nielsen De to herrer mener nu ikke, at de hører til the alt-right.. Det kan være du har ret i, at de ikke er knivskarpe. Det har ofte lidt at gøre med, om man er enig med dem. De bruger logik og facts overfor til tider hysteriske følelser, som i tilfældet med SJW - hvad var hvad jeg omtalte. Jeg ved nok, hvad min præference er.

Niels Duus Nielsen

Tilsvarende mener jeg ikke, at jeg er SJWer, men ikke desto mindre slås jeg som medlem af venstrefløjen af disse to debattører i hartkorn med de mest fanatiske veganere.

Petersons kæphest er kulturbolschevismen,, som han kritiserer med de samme argumenter som højrefløjen i 30ernes Europa. Shapiro taler meget hurtigt, hvilket får en masse mennesker til at tro, at han er klog, når han kan sige så meget på så kort tid - men hvis man lytter til, hvad han rent faktisk siger, vil man høre, at han ikke rigtig siger noget.

Det er ikke kun fordi jeg ikke er enig med dem, at jeg ikke mener, de er særligt store logikere, det har mere noget at gøre med, at de stadig fremfører visse synspunkter, som for længst er lagt i graven af logiske argumenter. At fastholde en konklusion, som med logiske midler er tilbagevist et utal af gange, er vel om noget en form for emotionelt hysteri? Især Petersons sammenbidte vrede mod postmodernister og marxister synes mere følelsesstyret end egentlig logisk og videnskabelig.

Identitet er det mest grundlæggende for mennesket, lev med det.

Anders Henriksen

Steffen Gliese: "jeg mener: der er ikke mange steder, hvor PH gør sig lystig på minoriteters vegne, vel?"

Han gjorde da konstant grin med f. eks. alkoholikere. Og hvis jeg ikke må klæde mig ud som tegneseriemexikaner, så må mexikanere heller ikke ikke klæde sig ud som tegneserievikinger. Jeg bliver vildt stødt, hver gang, jeg ser en plastikhjelm med horn - især i udlandet - og græder på mine stolte forfædres vegne ...

Anders Henriksen

Åh, nu kom jeg til at tænke på Storm P., ikke PH. Nå, men ellers mener jeg, hvad jeg har skrevet.

Philip B. Johnsen

Når krybben er tom så bides hestene.
Det er populært nu, at se bort fra, at hele verden er truet på eksistensen og fattigdommen komme nærmere os alle, alle er tilsyneladende på deres egen lille private flugt ind i sig selv.

Alle syntes føle sig mere nøgne og truet anno 2018, det bliver legitimt, at kræver det rum lige rund om ‘en selv’, for forstået og respekteret, samtidig lytter folk nu, for så godt som alle føler sig tilsyneladende mere eller mindre truet.

I den virkelige verden, opstår der et klart billede af alle vores fordomme, men naturligvis også de kulturelle strukturelle volds sterotyper fra kolonitiden der ikke er fjernet fra børne litteraturen og teateret mm., denne fortidens undertrykkelses kulturs virkemidler og umenneskeliggørelsen, der bruges til at retfærdiggøre, at slaver i fangeskab kun er redskaber, træder samtidig tydeligt frem fra gemmerne.

Alle er mere sårbare, gamle sår springe op, selv ved pjattet leg til fest, stikker de små gamle strukturelle volds sterotyper, som i kollektiv social dansk selvforståelse, normalt og i årevis var uden betydning og blot er leg, nu frem som krænkelse.

‘Der er grund til at frygte identitetspolitikkens angreb på friheden’

Det er den kollektiv fremtvungen udenomssnak, de underliggende årsager til, at uroen forstærkes, alle bliver mere overfølsomme, bange og det nærmer sig muligvis en snigende følelse af en kommende kollektiv panik.

Denne underliggende og undetrygte følelse af afmagt hænger som en tykt dyne i luften, hvilket kan blive en farlig leg, da panik og masse hysteri intet godt bringer med sig.

Der er brug for fred og ro til konstruktiv behandling af personlig frygt, så alt det vigtige og mest væsentlige, adskille fra det uvæsentlige.

Men hvor finder vi den fred og ro?

Niels Duus Nielsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Der skete en mutation for længe siden, der medførte at mennesket fik sprog (herunder billedsprog). Siden er der ikke rigtig sket noget inden for kunsten. Kunstneren sætter spontant form på noget universelt og når der er bulls eye, så applauderes der. Jeg havde selv den oplevelse engang, da jeg i længere, tre måneder, havde arbejdet på en tegneserie. Jeg sad og kiggede i bog med gengivelser af hulemalerier, da jeg pludselig fandt et billede af en hjortemand, der ikke bare tematisk, men også i teknikken, den grafiske teknik, var én til én lig med den som jeg over måneder og efter moderne industrielle standarter, format (hvad er entegneserier?) var kommet frem til, som udtryk. Det er kunstnerens indre liv, der manifesteres og det indre er omtrent uforanderligt, hvor imod dets ydre kan være nye spejlinger.

Jakob Trägårdh

Ps. jeg glemte at taste et par ord i forrige, tankerne flyder hurtigere end fingrene, men det kan da læses, sorry