Jeg er gymnasielærer og i øjeblikket deltidssygemeldt med stress.
Det startede før sommerferien med, at jeg var tiltagende søvnløs. Det har jeg i grunden været i flere perioder, så ikke noget, jeg bed videre mærke i. De lilla Sleep Aid-piller hjembragt fra USA tog toppen af ubehaget, rødvinen resten.
Jeg oplevede godt nok også et par mindre panikangsttilfælde, men fik dem hurtigt slået ned, troede jeg, ved hjælp af tidens hotteste terapi, mindfulness. At ferien også kunne have stor betydning for min bedrede tilstand, slog mig ikke. Synes jo nok, at familie i store doser kan trække veksler. Men bedre blev det. Lige indtil skoleåret startede igen, så kom symptomerne buldrende.
Jeg glemte min computer alle steder, snerrede ad min søn og kæreste, græd mig i søvn og vågnede om natten i en stilhed, der vred sig og klingede.
Da jeg en dag måtte køre hjem fra arbejde desorienteret, med trykken for brystet og uden evnen til at bedømme afstand, gik det op for mig, at det her nok ikke fortsat kunne klares med håndkøbsmedicin, rødvin og vejrtrækningsøvelse. Jeg gik til læge og fik kærlig, men bestemt, besked på at reducere min arbejdsbyrde.
’Typen’, der bliver stresset
Hvorfor er den private fortælling om mine kvaler relevant for andre end mine nærmeste? Det er den, fordi jeg er en ganske gennemsnitlig gymnasielærer.
Jeg er en god og dedikeret lærer. Jeg holder ufattelig meget af mine elever, har fantastiske kolleger og en sympatisk ledelse. Jeg har elsket mit job i de 11 år, jeg har undervist og aldrig tænkt, at jeg skulle lave noget andet. Jeg har aldrig oplevet mig selv som ’typen’, der bliver stresset. Jeg er effektiv, udadvendt og vant til at kunne jonglere med mange bolde samtidig og trives med det.
Men der er sket noget i de 11 år, jeg har været offentligt ansat, og det er desværre ikke befordrende for hverken trivsel eller kvalitet – hverken på den ene eller anden side af katederet.
Jeg er på nuværende tidspunkt i gang med at sætte mig ind i konsekvenserne af den tredje gymnasiereform. Det kan i sig selv være en udfordring, men håndteringen fra politisk side er også dilettantisk og uovervejet: Man ændrer eksamensbekendtgørelser med tilbagevirkende kraft.
Jeg har således brugt to år på at træne mine elever i, hvordan de fornuftigt anvender nettet til skriftlig eksamen. Den eksamensform er nu ændret, så nu kan de – og jeg – bruge 3. g på at aflære det lærte og indstille os på anden eksamen.
De er frustrerede og undrende, og jeg er holdt op med at prøve at forsvare de hovedløse beslutninger, vi bestandigt underlægges.
Dette er bare ét enkelt eksempel. Rækken af hovsaløsninger fra ministeriel side er lang og ikke værd at trætte uindviede med, og den er givetvis ikke ukendt for andre faggrupper ansat i det offentlige.
Oven i de konstante forandringer og reformer underviser jeg ca. 20 pct. mere i dag, end da jeg startede. Inden min sygemelding havde jeg ca. 135 elever hver uge. Og selv om jeg holder meget af tiden i klassen – næsten intet er mere bekræftende end at mærke en klasse rykke sig og begejstres – så er det også udmattende.
Vær professionel og glat
Til hver time går jeg ind i klassen og er fokus for 25-33 forskellige unge menneskers følelser, behov, krav, modstand, nysgerrighed, kritik og begejstring. Det er min opgave at hjælpe alle videre, både sammen som klasse og individuelt.
Jeg skal se Jeppe, der er ordblind og hjælpe ham til at klare den, og jeg skal sikre, at niveauet samtidig er højt nok til at Signe, der skal læse psykologi, kan få sine 12-taller. Jeg skal hjælpe Michelle, der får panikangst i timen til at komme tilbage ind i klassen og huske, at Esben besvimer, når han skal fremlægge, og derfor skal vi lige have talt om, hvordan vi øver det. Samtidig skal jeg undervise i nyeste tids litteratur (hvornår jeg så skulle nå at læse det?).
Og nu vil kritikerne indvende, at det da heller ikke er min opgave at være socialpædagog for gymnasieunge, og at unge i dag er curlingbørn, forkælede, skrøbelige og overambitiøse.
Til det må jeg spørge: Hvem skabte dem? En almindelig gymnasieuge byder på ca. 35 timers undervisning, dertil lektier og op til 12 timers aflevering. Læg oveni fremdriftsreformer, karakterkravenes himmelflugt og årevis med ørene tudet fulde af, at kineserne kommer, og uddannelse er eneste frelse.
Jeg oplever de unge som mere ambitiøse, mere nervøse og mere stressede, end jeg selv husker min gymnasietid. Men også som dygtigere og flittigere. Og jeg oplever det som et kæmpe ansvar at have dem i min varetægt i mange timer hver uge over tre år.
Nogle elever ser jeg ni timer om ugen. Det er ofte mere, end deres forældre ser dem. Hvis det ikke også er min opgave at lægge mærke til, hvordan de har det og bringe dem videre, hvis jeg kan, så bliver det hele ligegyldigt. Og jeg vil føle, at jeg forsømmer min opgave – ikke blot som lærer, men som medmenneske.
Jeg er sikker på, at den dygtige læge, politibetjent, sygeplejerske eller pædagog gør det samme og føler en dyb faglig og medmenneskelig forpligtelse til ikke bare at være professionel, men være et menneske, der handler etisk og ansvarligt i forhold til de mennesker, man er sat til at drage omsorg for i sin gerning.
Og her opstår problemet: De seneste mange års besparelser og effektiviseringsøvelser i den offentlige sektor har reduceret den mulighed og reelt kun ladet dette være tilbage: vær sjusket og hurtig, lad være med at involvere dig personligt i de mennesker, du møder i dit job, vær professionel og glat.
Brug i stedet din tid på dokumentation, på evalueringer, helst i standardiserede skemaer, på reformer og på kurser om implementering af reformer – for konkurrencestatens skyld.
Men det koster for den enkelte, og jeg frygter, at min dygtige, ansvarlige læge, hvis hun bliver ved med at svare på e-konsultationer kl. 23, ikke står distancen. Og jeg tænker tit på Hanne, min søns første klasselærer, der ung og idealistisk tog sig af ham og holdt tæt om ham, når han ikke kunne holde ud at være i skolen sammen med 900 andre børn.
For hvis Hanne også nu efter skoleformen har 150 unger, hun skal se, hvem overser hun så, og hvad sker der med de børn? Og kan hun i længden holde til det?
825.000 offentligt ansatte
Og det leder til følgende tanke: Det er selvfølgelig hårdt for mig at blive ramt af stress, men det er i grunden en ret banal situation. Det, der virkelig er bekymrende, er, at der er ca. 825.000 ansatte i offentlige job ifølge Danmarks Statistik.
Det må betyde, at langt de fleste i Danmark har en datter, søn, kone, mand, mor, far eller ven, der er ansat til at undervise, passe på, helbrede eller drage omsorg for … ja, hvem? Alle andre borgere – unge som gamle – i Danmark!
Så når forskellige regeringer de seneste mange år har sigtet mod fortsatte ’effektiviseringer’ – som i realiteten er nedskæringer – i den offentlige sektor, er det ikke kun noget, der har betydning for de ansatte: Det har direkte betydning for de mennesker, som dagligt er afhængige af os.
Kigger man på statistikker over stressede, så topper læger, socialrådgivere og undervisere. Og det er naturligvis et samfundsanliggende, at så mange der »arbejder med mennesker« bliver syge af deres job. Ikke mindst fordi alle andre i samfundet er afhængige af den omsorg og støtte og undervisning, som vi i den offentlige sektor dagligt giver.
Konsekvenserne ved at fortsætte ned ad den vej, der blev brolagt af Corydon & Co., og som den siddende regering har fortsat, er uoverskuelige, og det er på tide, at vi er tilstrækkeligt mange, der får råbt stop. Vi har brug for ro til at gro.
Christina Tornquist er gymnasielærer
Enig i det hele, undtagen, at det var Corydon & co., som "brolagde effektiviseringsvejen". Dét arbejde startede en halv snes år før.
Tak fordi du fik det skrevet ned! Jeg er ikke sikker på, at folk der ikke har relationen med “mennesket” som en del deres deres kærneopgave altid forstår hvor amputeret ens faglighed bliver, fordi der ikke er plads til netop denne kerneopgave. Det er fantastisk givende at få lov at hjælpe mennesker videre, men det er helt utroligt ødelæggende når man svigter mennesker der er afhængige af ens hjælp. Og dét giver stress - at svigte mennesker og faglighed, og sikke omkostninger for alle parter. Tak for kronik!
Hvad med kollegerne - du er jo ikke den eneste med disse problemer på din arbejdsplads? Hvor er tillidsrepræsentanten? Hvor er arbejdsmiljørepræsentanten - det er forbudt at blive syg af at gå på arbejde? Hvor er din fagforening? Hvor er din rektor - der som leder har et objektivt ansvar for dit sygefravær?
Individualiseringen af denne kollektive problemstilling forhindrer kollektiv handling - og der er mange, som har svigtet deres ansvar!
Tak for denne fantastiske beskrivelse.
Jeg kan ikke forestille mig andet, end at civil ulydighed fra de offentlige ansattes side mod strømmen af politisk og bureaukratisk makværk vil have langt størstedelen af befolkningens oprigtige opbakning. Men det er godt nok utroligt, at vi skal tænke i de baner.
Tak for opråbet.
Selv uddannet socialpædagog i 1977
Mantraet var også dengang, omstillingsparathed, men hvor meget og hvor langt havde ingen af os nogen anelse om.
Oplevede selv strukturreformen for 10 år siden, som en lang glidebane i forhold til reformer. Men der var også gang i omstillinger inden 2007!
At sprede angst, frygt og utryghed blandt befolkningen har altid været højrefløjens foretrukne politiske metode. Fordi befolkning i angst og frygt er en befolkning under kontrol.
Jeg skal se Jeppe, der er ordblind og hjælpe ham til at klare den, og jeg skal sikre, at niveauet samtidig er højt nok til at Signe, der skal læse psykologi, kan få sine 12-taller. Jeg skal hjælpe Michelle, der får panikangst i timen til at komme tilbage ind i klassen og huske, at Esben besvimer, når han skal fremlægge, og derfor skal vi lige have talt om, hvordan vi øver det. Samtidig skal jeg undervise i nyeste tids litteratur (hvornår jeg så skulle nå at læse det?)
Undskyld mig, men hvad laver alle de dysfunktionelle unge mennesker i gymnasiet (Signe undtaget)? Hvorfor er de ikke i erhvervsuddannelse eller på højskole? Med en lavere klassekvotient i gymnasiet ville du sikkert også få meget bedre tid til følge op på samtidslitteraturen.
Hvor mange kronikker, hvor mange artikler og hvor mange læserbreve skal der skrives med stort set samme indhold, før de ansvarlige politikere får øje på, at der er et problem (på nudansk: en udfordring), de må og skal handle på, både af hensyn til mennesker, men så sandelig også af hensyn til økonomien. Det sidste plejede at kunne få vækket dem, politkerne, men det ser ikke ud til at virke længere.
Kære Søren Kristensen :-)
Jeg håber ikke du spørger gymnasielæreren - der ikke har noget at skulle have sagt i den sammenhæng. Det er en konsekvens af alle de mange hensynsløse reformer og omstruktureringer i "institutions"-systemet - fra de alleryngste i dagpleje/vuggestue hele vejen op gennem uddannelses-systemet, inklusion hedder det med et fint ord, hvor alle uanset problematik - indlærings-vanskelighed eller reelt handicap - skal opholdes sig og undervises i de samme rammer som alle andre. Dette er ikke til gavn for nogen af parterne - præciseret i Christina Tornquist´s beskrivelse - så kan man ikke hjælpe alle på en fornuftig måde, uden det har konsekvenser, så som f.eks lærerens sygemelding pga stress, eller elevens oplevelse af ikke at kunne slå til, i et system der slet ikke er gearet til at tage hensyn til nogen former for anderledeshed. Desværre er dette gældende som jeg skriver, helt fra de små kommer i berøring med institutionslivet som ganske små.
Din bemærkning desangående, om disse dysfunktionelle elever, - med den rette hjælp er disse elever præcis lige så berettigede til at vælge gymnasiet som alle andre. At de har behov for hjælp til at komme igennem en presset hverdag, gør dem jo ikke uegnede til at gå igennem en gymnasial grunduddannelse. Det er en barriere den siddende regering, via lovgivning og konstante ændringer af samme, har skabt. I min verden har disse unge mennesker de samme rettigheder som alle andre. Men hvis regeringen kan få os til at "angribe" hinanden - de svageste skal væk-taktikken - så er vi beskæftiget med det, og overser fuldstændig hvordan de som sædvanlig slipper afsted med deres røgslør over de store skandaler, som f.eks hvordan statskassen penge fosser ud til alle andre som bare skal have fordi de kan. Senest med udbytte skat, Danske Bank skandale osv. Jeg har endnu ikke set nogen af de høje herre - bakdirektører og chefer i skat ( læs: Peter Loft og lign) blive frataget deres gyldne håndtryk. Det er efterhånden betragtelige summer der udstedes til de mennesker der - bevidst eller ubevidst? - tømmer statskassen for penge der kunne bruges til at afhjælpe de svageste i samfundet. Alt sammen fordi det er skrevet i en kontrakt, men hvis ikke man passer sit job skal man vel ikke belønnes?
Men vi har jo også en statsminister der mener at SU er lig med Cafe-penge og at 2.000 kroner er lig med et par sko, så det er vel ikke så underligt når man kigger all-over hvordan der skaltes og valtes med penge der ikke er deres egne. Men det er jo i virkeligheden penge der går fra vores offentlige institutioner - sygehus, daginstitutioner, skoler o.m.m.
Hvornår er nok nok?
@ Søren Kristensen,
Jeg ved godt at ikke alle kan klare en videregående uddannelse. Men efter min opfattelse bør alle have muligheden.
Lad os slå fast, at alle har lige ret i et demokratisk retssamfund. Derfor må man dels ikke forskelsbehandle. Og dels ville det da være trist, hvis alle med samme uddannelse har samme baggrund, og derfor tænker, handler og reagere ens. Desuden skabes nytænkning og udvikling af forskelligeheden og ikke af det modsatte.
Kære Christina :-).
Jeg er socialpædagog og kan kun bekræfte at sådan er det også i min del af offentlige arbejdspladser.
Mit problem er, at der hele tiden "bankes" nedad. Aldrig opad. Som der nævnes i Sten Obels indlæg, undrer det også mig, at det aldrig rigtig lykkes at skabe en fælles modstand fra os der arbejder i systemerne, om at nu er nok nok. (Måske med den nye fælles hovedorganisation?)
Jeg har selv kæmpet med sygelig stress gennem mange år, og i de år er det faktisk aldrig blevet bedre på arbejdsfronten - tvært imod. Der er i dag arbejdsområder, hvor jeg ikke længere kan se mig selv være som medarbejder.
I det hele taget er det lykkes de til enhver tid siddende regeringer gennem snart 20 år, at undergrave og ødelægge al menneskelig omsorg og hensyn til de mennesker der er i det offentliges varetægt, for en kortere eller længere periode. Forstået således, at vi der er ansat i de offentlige organisationer - os der er de nederste i hierakierne - vi knokler for at gøre livet og tilværelsen bare lidt bedre og mere tålelig for de mennesker vi har i varetægt. Men vi får bare mere og mere, og det er skruen uden ende der slider. Og vi bliver syge, bl.a fordi vi ikke oplever at få opbakning nogen steder fra.
Jeg tænker tit på, at mange har glemt hvad der vil ske hvis vi alle sammen sagde at nu er det slut - nu kan vi ikke mere, og så bare stoppede - bare for 1 dag. - gerne længere.
Der er jo ikke nok statsansatte eller embedsmænd eller chefer til at udfylde vores arbejde.
Min pointe er, at selvom vi er de ansatte der arbejder med den laveste løn, under de usleste vilkår (måske ikke vores personligt, men for de mennesker vi arbejder med), så kan vores samfund ikke fungere uden os, så det er måske på tide, at få øjnene op for, hvilken kolossal magt vi som lønmodtagere faktisk er i besiddelse af - bare ved at sige "nu er nok nok".
Blot en tanke. Jeg ved godt at det efterhånden ligger de fleste fjernt at tage stilling til noget så radikalt, men som du skriver - det er stort set hver eneste familie, der på et eller andet plan, er berørt at de elendig forhold der hersker i vores samfund i dag. Så tanken er måske ikke så dum endda?
@Gert Romme, at kræve ville kundskaber (herunder et vist karakterniveau) og visse personlige egenskaber for at unge mennesker kan blive optaget på en gymnasial uddannelse eller universitetet, er ikke forskelsbehandling. Kravene er jo de samme for alle.
Det er så ikke alle, der kan opfylde kravene. Men det er jo heller ikke alle, der kan blive en god elektriker, få lov at deltage ved de olympiske lege eller spille fodbold på landsholdet.
Der er ikke tale om forskelsbehandling i uddannelsessystemet - alle har muligheden. Ikke alle kan opfylde kravene, men hvis kravene er objektive, ens for alle og ikke baseret på køn, etnicitet, race eller religion, er der ikke tale om forskelsbehandling.
Tak for din analyse af din situation og deling. Det kan ikke gøres ofte nok, når nogen går ned med stress. Vi er mange, der rammes, og der kommer flere sålænge modsætningen mellem faglig samvittighed og muligheder i praksis er en daglig kilde til frustration.
Men også børn bliver stressede og/ eller omsorgssvigtede som følge af for store børnegrupper og dårlige normeringer lige fra vuggestuen og frem... Er det sådan et samfund, vi vil have?
Hvem skaber de forværret forhold, der ender med kæmpe udfordringer i psykiatrien?
Den udefra kommende stress, kan koges ned til ‘konkurencestaten’ og stigning i uligheden i Danmark.
“Årevis med ørene tudet fulde af, at kineserne kommer, og uddannelse er eneste frelse.”
Skriver Christina Tornquist
Årsagen til regelrytteriet, de nye formularer mm. og presset på eleverne for karakter, er konkurencestaten, der er nu er rullet ud, hvilket betyder de lavestlønnede 30% af befolkningen er konkurenceudsatte med en polsk teenager på løn og arbejdsvilkår, uanset om vi taler rengøring eller programmører.
Læg dertil at de store danske arbejdspladser for profitoptimering, har fået betalt hjælp af politikerne til udflytning af danske arbejdspladser til slave arbejdere.
Udflytning af danske arbejdsplader og slaveri anno 2018.
Ingen kan i takt med uligheden vokser betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, i vores del af verden, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen og syv dage om ugen 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår, uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger.
Kun de helt unge i familien kan arbejde, sidst i teenager årene, er deres øjne ikke gode nog og de kan ikke arbejde hurtigt nok.
Hele familier er økonomisk afhængige af de helt unge med gode øjne resten af familien arbejder for håndøre, de umuligt kan overleve af, det kræver mange børn.
På blot 10 år er Danmarks import af varer fra Bangladesh øget med 377%.
Stort set hele væksten skyldes tekstil og beklædning, da denne varegruppe udgør 97% af den samlede import fra Bangladesh i 2016.”
Link: https://estatistik.dk/nyheder/bangladesh-klaeder-danmark-paa/
Hvad med fremtiden?
Hvis det mod forventning forbydes at bruge danske slaver, der på grund af den lave enheds omkostnings pris i produktionen har holde AI fra fuld udrulning, vil AI komme ind og konkurence udsætte eleverne og stille nye krav til uddannelsesinstitutionerne, jeg garanter, at det ikke skaber mere fritid, borgerløn og mindre stress, historisk set, har ny teknologi altid skabt afledte nyt overforbrug og job i udvikling af mere klimakatestrofe eskalerende økonomisk vækst.
Fremtiden er.
Nødvendighedens politik, konkurencestaten, globaliseret deregulering af lønvilkår, arbejdsvilkår, deregulering af miljø og klima politik.
Gig economy.
Globalisering kaldes med et andet ord for profitoptimering, hvor et stigende antal jobs bliver udbudt freelance og ofte, som globale opslåede projekter i fri international konkurence.
Da statsminister LLR i sin forrige nytårstale, sagde direkte til de unge, at de unge i dag skal forberede sig på, at måtte skifte arbejde og skaffe sig nye kompetencer, mange gange i løbet af et meget langt arbejdsliv, så var det ‘gig economy’, der tales om, resultatet af liberalismens ekstreme globaliserede deregulering og afskaffelse af så mange rettigheder for arbejdstager, det overhoved er muligt, så markedskræfterne globalt kan få frit løb.
Politikere vil udstyre globalisering med underbetalte arbejdere, der er ansat, som selvstændige daglejere uden overenskomst, der sælger deres arbejdskraft på internettet til tidsafgrænsede projekter.
Husk på hvem der var beskæftigelsesminister (V):
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence."
Jørn Neergaard Larsen i 2013.
Jeg er helt enig med Christina Tornquist. Som læge mærker man også konkurrencestatens forvrængede arbejdsforståelse både blandt kollegaer og patienter. Alle presses til at yde mere for mindre. Portørerne, lægerne, SoSu-assistenterne, servicemedarbejderne, sekretærene, redderne og sygeplejerskerne bliver hvert år bedt om at løbe hurtigere end de gjorde året før samtidig med at reallønnen udhules. Vi skal dokumentere mere og se flere patienter i timen og patienterne skal have bedre behandlinger og de skal sågar være mere tilfredse. Men patienterne vi behandler får kortere tid med lægen og plejepersonalet, til gengæld får de længere ventetider, både i akutmodtagelsen og når der henvises til ambulant udredning via egen læge. Længere ventetider betyder jo at de er uafklaret syge længere, hvilket for nogle betyder en ringere prognose.
De patienter vi møder på hospitaler og i almen praksis fortæller ofte selv om et stresset arbejdsmiljø. De mødes tilsvarende med stigende krav om effektivisering og øget produktivitet og de bliver syge af det. Andelen af patienter ramt af stress og ledsagesygdomme er stigende.
Der er noget galt i Danmark. Et arbejde er jo ikke en konkurrence. Skal jeg gå på arbejde for at vinde, hvis jeg vinder, hvem taber så? Det er min fornemmelse at langt de fleste danskere taber på konkurrencestaten. De får et ringere arbejdsliv, bliver oftere syge af deres arbejde og i længere tid og de bliver ikke rigere af det. Det er blevet mere surt at være dansker.
Jeg savner et parti, som vil gå til valg på afmontering af konkurrencestanten og genindførelse af velfærdsstaten. Det fortjener vi alle sammen. Vi skal ikke blive syge af vores arbejde og når vi er på arbejde skal der være tid til at behandle sine kollegaer, sine patienter, studenter, kunder, klienter ordentligt. Vi skal behandle hinanden ordentlig, vi er ikke bare produktionsenheder der skal presse til maksimalt output. Vi er mål i os selv og vi skal have det godt alle sammen, både dig og mig. Metoden er altså at afskaffe konkurrencestaten, det er en syg og kunstig konstruktion og vi bliver syge af den.
Søren Jensen
"Jeg savner et parti, som vil gå til valg på afmontering af konkurrencestaten og genindførelse af velfærdsstaten" Hvor i verden bor du? I Danmark?
Jan Damskier
Egentlig har vi vel allerede et par partier, der værdsætter andet end konkurrence.
Jeg har nævnt det før: Køb nogle farvekridt og lad eleverne udfylde ligegyldige skemaer, planer mv.
Og hvad med noget nyt arbejdstøj? Her kunne lidt kulør måske også hjælpe?
Angående effektiviseringspresset når man arbejder med mennesker.
En reaktionær canadisk psykologiprofessor forklarede det sådan her: At skalere! En mand der producere 100 møtrikker i dag, kan effektivisere til 150 i morgen. Hvorfor ikke? Hans arbejde kan skaleres op. En mand der passer 3 vuggestuebørn om dagen kan ikke passe 3,5 i morgen. Der er ingen oplagt måde at gøre vuggestuebørn 15% mere håndterbare, eller indskrive 0,5 barn. Arbejdet kan ikke skaleres op.
Arbejde med mennesker kan derfor ikke forvendtes at kunne effektiviseres på forventet efterbevilling. Men det er ikke desto mindre det der foregår. Når politikerne planlægger at gymnasielærerne skal undervise mere og inkludere flere, så har politikerne ikke nogen kvalificeret plan for hvordan det skal foregå. De lægger bare ansvaret ud på den enkelte. Og det er en metode der har givet rigtigt gode resultater. I møtrikbranchen.
læs også denne videnskabelig artikel, som siger: Moralsk stress fejllæses nogle gange som Omsorgstræthed / Compassion Fatigue. Denne skelnen er vigtig, hvis man skal gøre noget med misseren! Den videnskabelige artikel kan du læse her: https://jemh.ca/issues/v4n1/documents/JEMH_Vol4_No1_Rethinking_Compassio...
Kontakt mig, hvis du vil vide mere...www.jannehogh.dk
søren Kristensen og Jens Winther... vil det sige at I mener, at fx en person der er ordblind er “dysfunktionel” nok til ikke at skulle have samme muligheder for uddannelse som de strømlinede “normale” personer? Hmm der er to overlæger i min afdeling der er ordblinde (hvem ved måske flere), forestiller mig de har fået en håndsrækning undervejs i studiet...
Og hvorfor skulle erhvervsskoler have lettere ved at kapere unge med angst end gymnasiet? Hvor er det I gerne vil placere “de dysfunktionelle” (ikke mit ordvalg) og hvorfor skulle de dysfunktionelle personer nævnt i kronikken ikke være gymnasieegnede? Vil vi ikke uddanne?
@Gunilla Funder Brockdorff, jeg har ikke talt om "dysfunktionalitet". Naturligvis skal en ordblind, der kan opfylde karakterkrav osv. kunne optages på universitetet.
Fx Albert Einstein var ordblind og der er mange akademikere, der har samme udfordring. Det er ikke alle ordblinde, der kan klare gymnasium og universitet - men nogle kan.
Jeg kan forsikre dig om, at den "håndsrækning", du gætter på at "dine" overlæger har fået, ikke indebærer, at der er blevet stillet lavere krav til dem ved eksamen.
@Jens J. Pedersen
21. november, 2018 - 19:09
Hvad er det for partier? Kan måske tænke på Enhedslisten. Hvem ellers?
Jeg har hørt de her beretninger alt, alt for tit. Men jeg undrer mig samtidig over, hvad der er blevet af fagforeningen, tillidsrepræsentanten, og kollegerne. Er solidariteten på nulpunktet? Er fagforeningerne blevet så tandløse, at en god gammeldags nedlæggelse af arbejdet ikke længere kan bruges? Men det tør de kolleger ikke, som på den ene eller anden måde klarer skærende, og man vil jo nødigt miste sit arbejde. Det er djævelsk.
@Rune Stilling
Det hænger sammen med den private gældsætning og kravet til økonomisk vækst.
Mark Blyth Athens Live
Austerity the history of a dangerous idea.
&
Mark Blyth is a British political scientist from Scotland and a professor of international political economy at Brown University.
Link: https://youtu.be/rGvZil0qWPg
Link: https://youtu.be/3xq-gWv91WM
@Rune Stilling
I det første link 7:30 inde i klippet, får du den økonomiske virkelighed, der stopper demonstrationerne for de gældsatte husejeres repræsentanter i fagbevægelsen.
Hvis man ikke selv er i overskud, så er det i alle tilfælde både svært at lære fra sig eller hjælpe andre, vi har et stort problem i Danmark, og vi må gøre op med hvilken vej vi ønsker for vores samfund.
Skal vi bare være økonomiske producerende enheder i et regneark, som kun skal give et større og større overskud og gøre Danmark "rigere"?
Måske skulle vi til, at kigge lidt på livsglæde og hvad der gør folk gladere for at leve, hinanden og livet, det gør pres, stress, tvang, umyndiggørelse med videre ikke.
@ Mads Jakobsen og andre.
Helt enig :)
Et lille eksempel fra min egen dagligdag, jeg har lige været ved frisør, hun klippede mig - det tog den sædvanlige halve time. Sådan er det nemlig , når man arbejder med mennesker; tingene tager den tid, det tager! :) Mattias Tesfaye nævner også dette forhold i sin bog "Vi er ikke dyr - vi er tyskere"
(Lindhardt og Ringhof, 2014). Han nævner Baumol, hvis forskning netop handler om dette; frisøren kan ikke klippe folk hurtigere end de kunne for 30 år siden, advokaten kan ikke rådgive folk hurtigere end for 30 år siden, tandlægen kan ikke lave folks tænder hurtigere end for 30 år siden.D Derfor kan pædagogen ikke passe børnene 2-6 procent hurtigere, eller læreren bare lige undervise 15-20 procent hurtigere - det kan man i møtrikbranchen, eller i den branche, min far var i - kjolebranchen. Her kunne ved opskalering få damerne til at producere 2-3 procent mere hvert år; på den anden skal man også være sig bevidst, som fabrikant af møtrikker og af kjoler, at skruer man for meget op for produktionen, jo større mulighed er der for fejl, misforståelser mm. og mv. Og så er det, at vi, både indenfor det private, og det offentlige, får konsulenter og managers, der gennem planer, skal gøre noget de her fejl - i stedet for at sætte tempoet ned, eller ansætte flere lærere i gymnasiet, i folkeskolen mm.
Kapitalismen nivellerer kvalitet og dræber mennesker på mange måder, nogle gange dog kun åndeligt. Vi har brug for et samfund, hvor man arbejder på, at ting bliver konstant bedre, mere håndterlige, mindre sygdomsfremkaldende, mere behagelige og mindre farlige. At kæmpe for andet giver ligesom ikke mening.
@Gliese: “ Vi har brug for et samfund, hvor man arbejder på, at ting bliver konstant bedre, mere håndterlige, mindre sygdomsfremkaldende, mere behagelige og mindre farlige” - det er faktisk lige præcis det, kapitalismen har leveret de sidste 100 år. Og det gør den såmænd også de næste 100 år.