Kommentar

Det handler vist mere om frygt for nederlag og afvisninger end om høj moral, hvis man lever i selvvalgt cølibat

Det virker meget provokerende og dumt, når Anders Øgaard kalder alt kurmageri, seksuelt samkvem og alle parforhold for amoralske
5. november 2018

Da jeg læste overskriften på Anders Øgaards kronik 29. oktober, der beskriver hans selvvalgte cølibat og grunden hertil, blev jeg overrasket. Jeg troede ikke, at kronikker kunne være satiriske – det viste sig så, at det heller ikke at var tilfældet.

Jeg vil starte med at sige, at jeg har fuld respekt for, at Øgaard har fundet sin egen vej, og at det fungerer for ham. Min intention er ikke at hænge ham ud eller latterliggøre ham, men jeg føler et stort behov for at opponere mod hans forsimplede syn på kærlighedsforhold (og seksuelle forhold for den sags skyld) og hans, i min optik, fuldstændig uproduktive løsningsforslag.

Unuanceret kønssyn

Øgaards beskrivelse af sine teenageår, tror jeg, at de fleste kan nikke genkendende til, og jeg er enig i, at den »scorekultur«, han refererer til, kan føles kunstig, kold og ubehagelig (for alle parter).

Men når han skriver, at manden pr. definition er en krænker, idet han har initiativet, og at enhver scorereplik fra mandens side er »pinlig, nedværdigende for begge parter og reelt set krænkende adfærd«, står jeg fuldstændig af. Dette standpunkt er så unuanceret og ude af trit med virkeligheden, at jeg har svært ved overhovedet at tage det seriøst.

At ekstreme synspunkter som disse overhovedet finder ørenlyd, mener jeg, kan ses som et tydeligt tegn på, at kønsdebatten er domineret af en radikal retorik, der italesætter alle magtforhold og al ulighed som uretfærdig undertrykkelse. Her er der ikke plads til nuancer eller kompromiser. For eksempel opstiller Øgaard bare to muligheder for mænd: Lev i cølibat eller lev med at være en krænker.

Kvindelig opdragelse

Som om det ikke var nok at kalde alle, der ikke har valgt den noble, selvopofrende cølibatvej, for krænkere, tager Øgaard den et skridt videre ved også̊ at diskvalificere det »moderne parforhold« som noget, der er værd at leve i. Han har »set mange tilfælde« (tilsyneladende nok til at generalisere til hele befolkningen) på undertrykkelse af mæmd, der leverer en lind strøm af uselvisk kærlighed til kvinder, der aldrig bliver tilfredse, og altid beskylder dem for ikke at være nok.

Det er også̊ min erfaring, at der er en tendens til, at kvinder opdrager på deres mænd. Men det ser jeg ikke i udgangspunktet nogle problemer i. Tværtimod har vi mænd i høj grad brug for at lære at sætte os ud over os selv, være lydhøre over for vores partnere og tage ansvar for effekten af vores handlinger. Det betyder ikke, at der ikke er masser af usunde forhold derude, noget jeg i mange tilfælde selv tilskriver mangel på selvindsigt og dertilhørende mangel på forståelse af den anden part.

Rationalisering af frygt

Jeg tror, at Øgaard, og alle andre, der lever i frivilligt cølibat, har gang i en rationalisering af deres egen undgåelsesadfærd. De har, af den ene eller anden grund, ikke det mod, det kræver, at sætte sig selv i potentielt ubehagelige situationer med risiko for nederlag og afvisninger. Efter en tur gennem frontallapperne bliver dette omformuleret til, at de gerne vil undgå at være krænkende, og at de gør verden en tjeneste.

De har heller ikke modet til at turde sige fra over for en partner og opbygge et sundt og ligeværdigt forhold, hvor man respekterer hinandens grænser og udvikler sig sammen. Dette bliver rationaliseret til, at parforhold kræver »forstillelse, selvudslettelse og optræning af overjordiske indlevelsesevner«. Her ser vi igen mandens handlerum reduceret til to muligheder: et ædelmodigt og renhjertet cølibat eller en uundgåelig rolle som evig tøffelhelt, der kæmper en forgæves kamp for at tilfredsstille partneren, mens ens egen identitet bliver visket ud.

Jeg ved godt, at sætninger som ovenstående kan lyde unødigt sarkastiske for nogle læsere. I så fald vil jeg blot opfordre til at læse Anders Øgaards kronik. Her kan man blandt andet læse om, hvordan Øgaard har »galopperet ridderligt ud over stepperne i ensomhed«, og at det er hans »høje moral«, der har gjort ham barnløs.

Jeg synes, at det virker meget provokerende (og meget dumt), når han på den måde kalder alt kurmageri, al seksuelt samkvem og alle parforhold for amoralske.

Jeg tror, at der ligger noget andet bag, og derfor vil jeg slutte af med en kærlig opfordring til Anders Øgaard: Du virker som en reflekteret person, og det lyder som om, du kan tilbyde mange af de ting, der gør det muligt at have et sundt og dejligt forhold. Der er andre måder at finde en partner på end dem, du beskriver. Hop af den hvide hingst, tag livtag med din frygt, og kom i gang med at gøre noget af det eneste, vi med sikkerhed kan sige er naturligt – at parre sig.

Johan Samuel Himmelstrup, statskundskabsstuderende

Tilværelsen i cølibat er på den ene side en kamp for at modstå tiltrækningen af det modsatte køn. Men det er også et fravalg af det moderne parforholds mange ulyksageligheder, skriver dagens kronikør.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Hans Aagaard
Viggo Okholm og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Øgaard har taget kontrollen over sit liv tilbage og lever det ikke ud fra det han oplever som en konstant jagt på sex og et dårligt parforhold hvor han bare er et skaffedyr for et andet menneske. Hvis han er lykkelig i sit valg er det for mig meget smukkere end det lidt underlige debatindlæg jeg lige har læst her.

Anders er hardcore MGTOW sådan som jeg forstår det og dette er ikke den eneste debat på internettet der fuldstændigt uden hensyn til individet der lever som han vil føler sig støt og provokeret af heteroseksuelle mænd der vælger kvinder fra. Hvorfor? Lever vi ikke i en tid hvor vi skal udleve vores drømme og ikke lade os krænke af andre? Anders vælger bevidst ikke at sætte sig i en situation hvor han kan krænke eller blive krænket. Hvis det er en prioritet for ham burde Johan egenligt bare acceptere det. Der er tilsyneladende en gruppe mænd derude for hvem et parforhold og relationer til kvinder kommer i vejen for andre ting og andre måder at udleve sine drømme.

Johan Himmelstrup ville efter min mening aldrig have så kynisk et syn på tingene hvis der var tale om en heteroseksuel kvinde der havde fravalgt parforhold til mænd.

Når pludselig det kommer til mænd og mænds fri vilje viser samfundet sig fra en ultra-konservativ side og glemmer alle sine liberale principper som den ellers ynder at kaste om sig med når det kommer til andre grupper, f.eks kvinder der fravælger børn og dedikerer tid til deres karriere.

Christian De Thurah

Det tåbelige ved Anders Østergaards holdning er ikke hans personlige valg, men hans moraliserende generaliseringer. Hvis man mener, cølibat generelt er en god ide, burde man måske kigge lidt nærmere på, hvad der foregår inden for den katolske kirke.

Begge indlæg synes jeg tager fat på væsentlige begreber og problematikker i vores liv uanset køn.
Mon ikke rigtigt mange af os mænd kan spejle sig en smule i både Johan og Anders`s indlæg?

Jeg kan nu ikke se det relevante i Johans indlæg her som kritisere Anders for at være generaliserende kun for at konstatere at han er enig i Anders' generalisering af det moderne parforhold som værende på kvindens præmisser. Det mener Johan så er en god ting for mænd har jo brug for den opdragelse som deres kærester giver dem.

MGTOW er ikke for mig men jeg kan sagtens se det fornuftige i det for en mand som Anders der ikke vil ud og "jage" en kvinde for derefter at sige farvel til sit sande jeg og blive opdraget på indtil han glemmer hvem han engang var.

Lev i cølibat eller lev med at være en potentiel krænker.
Jeg tror det er det ord, som Anders har overført i sin iver efter ikke at gøre andre fortræd. Radikalfeminister henviser ofte til Schrödinger's Rapist, og dette som begrundelse for ikke at date eller gå ud med mænd, fordi man ikke kan se udefra på en mand, om han har tænkt sig at forulempe dem.