Havens aggressive individualister og samarbejdende sjæle

Nu kan jeg høre dem igen! Mit skrivebord står ved et stort vindue mod syd, og hvis jeg er heldig, ser jeg gåsekilerne trække blot ved at kaste et blik derud. Men eftersom jeg ikke kan få øje på nogen nu, får lyden mig op af stolen og udenfor i en fart, for det er sært opmuntrende en grå novemberdag at stå og kigge op på en kile, eller rettere: en vinkelformet, asymmetrisk kø af lystige småkiler i gumpen på hinanden. Baskende af sted, sladrende som en pigeskolegård og skrattende som knægte med stemmen i overgang.

Deroppe i luften kan man ikke se, hvad slags gæs det er, men heldigvis er der grønne vintermarker, og det har gæssene naturligvis opdaget. Dér lander de og fouragerer, så man har lejlighed til at tage dem i øjesyn.

Forleden kørte vi forbi en mark, der var oversået med gæs. Jeg er i tvivl, om det var canadagæs eller bramgæs, der er størrelsesforskel, men i mine ukyndige øjne ligner de hinanden med deres sorte hals og hvide hoved. Så vidt jeg kan se ud fra Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside, var det dog formentlig bramgæs. De er på vej til Holland nu, det stemmer med årstiden og vores lokalitet, canadagæssene skulle først dukke op til februar.