Havens aggressive individualister og samarbejdende sjæle

Nu kan jeg høre dem igen! Mit skrivebord står ved et stort vindue mod syd, og hvis jeg er heldig, ser jeg gåsekilerne trække blot ved at kaste et blik derud. Men eftersom jeg ikke kan få øje på nogen nu, får lyden mig op af stolen og udenfor i en fart, for det er sært opmuntrende en grå novemberdag at stå og kigge op på en kile, eller rettere: en vinkelformet, asymmetrisk kø af lystige småkiler i gumpen på hinanden. Baskende af sted, sladrende som en pigeskolegård og skrattende som knægte med stemmen i overgang.

Deroppe i luften kan man ikke se, hvad slags gæs det er, men heldigvis er der grønne vintermarker, og det har gæssene naturligvis opdaget. Dér lander de og fouragerer, så man har lejlighed til at tage dem i øjesyn.

Forleden kørte vi forbi en mark, der var oversået med gæs. Jeg er i tvivl, om det var canadagæs eller bramgæs, der er størrelsesforskel, men i mine ukyndige øjne ligner de hinanden med deres sorte hals og hvide hoved. Så vidt jeg kan se ud fra Dansk Ornitologisk Forenings hjemmeside, var det dog formentlig bramgæs. De er på vej til Holland nu, det stemmer med årstiden og vores lokalitet, canadagæssene skulle først dukke op til februar.

Bramgæs har man set i flokke på op til 2.500, meddeler Dansk Ornitologisk Forening. Helt så mange var der nok ikke, men nok til at jeg tabte pusten af fornøjelse. Hvilken rigdom, hvilket overvældende opbud af gæs! (Når det nu ikke er ens egen vinterafgrøde, det går ud over.)

Hidsig rødkælk

Rødkælken derimod optræder kun i ental, den er en lille hidsigprop, en aggressiv individualist, der ikke tåler andre rødkælke på sit territorium. Så dér består fornøjelsen i at få øje på den ene, som bor hos os. Også her sidder jeg på en privilegeret udkigspost.

Uden for mit vindue, der går fra loft til gulv, ligger et halvt tilgroet kvadrat, hvor børnebørnenes sandkasse stod, dengang de var i sandkassealderen. Kvadratet er nu tilsået med græs, som imidlertid har forholdt sig nølende i den tørre sommer, hvorved der ud over en lille smule græs er blevet plads til en røllike, en selvsået tomatplante og en hjulkrone. Planter der åbenbart tiltrækker insekter, for rødkælken hopper gerne rundt på sin lille matrikel og pikker. Uden at fatte mistanke om, at den bliver iagttaget.

Men så lægger naboens siameserkat vejen forbi, og vips er rødkælken væk.

Kattene holder rent

Selv holder vi ikke kat – katte kan være slemt allergifremkaldende – men i modsætning til rødkælken optræder kattene ude i haven i flertal. Og tak for det! I år har vi ikke set en mus indendørs.

Den kæmpestore, rødbuskede skovkat fra den anden side af vejen og den blågrå med de vagtsomme, gule øjne holder rent, i samarbejde med to siameserkatte, én med almindelig hale og en med en lille krum stump. Jeg går ud fra, at det er tamkatte, der betragter vores have som en del af deres territorium – eftersom de ikke bliver jaget på flugt af en selvhævdende artsfælle – men over for os er de sky. Den blågrå stivner, hvis den får øje på én, og vips – er også den væk.

Katte har ry for at tage fugle, men ingen af dem, der færdes i vores have, har jeg endnu set med en fugl i gabet. Måske fordi haven er så tilgroet med buske og træer, at fuglene altid kan finde ly.

En egen tilfredshed

Rosenbuskadset i forhaven er levende af hoppende musvitter, der lyder subsang fra snebærbusken ved garagen, og der lyder subsang fra hegnet og hækken. Inde fra spireaen synger rødkælken af fuld hals, det gør den hele året, det holder konkurrenter væk.

Og jeg går rundt og glor. Nu, hvor havearbejdet mest består i oprydning, som man ikke gider så længe ad gangen, er der masser af tid til at iagttage. Fra gåsekilerne deroppe til fuglene midt imellem og småkræet nede ved jorden. Gæs i tusindtal, rødkælk i ental og andre, som der bare er rigtig mange af.

Da jeg rydder aspargesbedet, opdager jeg, at mariehøns i hobetal holder til netop dér. Det er en egen tilfredshed at vide den slags. Sov godt, små røde halvkugler. Jeg dækker jer til med de afskårne asparges.