Klumme

Hvem gør mon rent hjemme hos den polske rengøringsdame?

Problemet er ikke de professionelle rengøringsarbejdere, som holder patientstuer fri for bakterier, men alle de skattesubsidierede husassistenter, som støvsuger i private hjem på grund af vores forestilinger om alt det, vi skal nå i det gode liv
20. november 2018

Bliver frisuren trist, går jeg til frisøren. Da jeg for nylig skulle skifte opvaskemaskine, betalte jeg en mand for at installere den nye. Da jeg hverken ville eller havde råd til at gå hjemme med mine børn, kom de i børnehave. Så kunne jeg arbejde og betale skat, og mine unger kunne samtidig lære andre unger og voksne at kende.

I børnehaven var der pædagoger med indsigt i børns udvikling, leg og læring. Der er mange ting, man som forælder ikke overkommer optimalt. De, som har vundet mest på husmorsystemets udfasning, kan meget vel være børnene.

Professionelt håndværk

Vi er alle afhængige af hinandens specialkompetencer. Derfor havde Anna von Sperling ret, da hun i sin klumme fredag skrev, at vi ikke kan undvære de rengøringsarbejdere, som sørger for, at der er rent og pænt, hvor vi færdes. Og derfor sætter vi ikke hvem som helst til at gøre rent på sygehuse. Det skal gøres ordentligt – af professionelle.

Problemet er ikke de skattebetalte rengøringsarbejdere, som holder patientstuer fri for bakterier, men alle de skattesubsidierede rengøringsassistenter, som støvsuger i private hjem – alene fordi de, der bor der, ikke orker selv.

For nogle år siden bekendtgjorde en prominent svensk venstrefeminist, at hun havde anskaffet sig en hushjælp. Hun var i 30’erne og levede som single, men var ikke desto mindre travlt engageret i rigtig mange sager. 

Hun fortalte, at hun en dag havde bemærket en vase med råddent vand og en vissen buket på sit køkkenbord– blomsten havde hun velsagtens fået for at holde et verdensforbedrende foredrag. Under toiletbrættet fandt hun spor af urin. I hjørnerne mangfoldiggjorde nullermænd sig. Intet af det kunne hun tage sig af.

Because I’m worth it

»Jeg bøjer mig for nødvendigheden«, skrev hun og forsikrede om, at hendes rengøringshjælp fik overenskomstmæssig løn. Bø

je sig gjorde hun måske, men ikke på samme måde som den tjenende ånd, der nu skulle bøje sig over hendes toilet.

Hvor mange historier findes der om polske husassistenter, som ikke kan overkomme at læse til sygeplejerske, fordi det mentale overskud er væk efter endt arbejdsdag? De polske kvinder, der gør rent hos Anna von Sperling, er lattermilde i dag.

Forstummer latteren ikke efter år i samme branche?

De såkaldte boligjobordninger er en problematik, der rækker ud over arbejdsforhold. Den handler om, hvorvidt vi skal leve i et samfund, som bygger på stress, statusforbrug og tiltagende hierarkisering. Ellers som forfatter Nina Björk formulerer det: Middelklassen udliciterer hverdagen og legitimerer det med en meritokratisk ’because I’m worth it’-attitude.

Fradragsberettiget prækariat

I mit kvarter ser jeg ikke bare mine naboers fradragsberettigede husassistenter, som jeg over skatten er med til at betale for, skønt jeg hellere ville betale for ting, vi som samfund har mere brug for. F.eks. bedre rengjorte skoler, som der ikke er råd til.

Jeg synes ganske enkelt ikke, at jeg som skatteyder skal finansiere min nabos rengøring, når så meget andet samtidig får lov at flyde og forfalde.

Jeg ser også barnepiger, betalt med hvide eller sorte penge, som henter børn fra børnehaven kl. 15, fordi forældrene har sat sig i hovedet, at deres børn ikke tåler at være der til kl. 17. Deres opgave er at følge børnene til fodboldtræning, til klaverspil, til spejder, til den ekstra matematiktime. Middelklassens børn er stressramte og forventes at nå det hele. Bare ikke holde rent altså. Det har man folk til.

Jeg ser cykelprækariatet, som leverer take away-mad til folk, der både er for dovne til at lave mad og til at hente mad udefra. I regn og blæst tramper de afsted for 50 kr. i timen og kan påregne vrede twitterkommentarer, hvis den leverede mad kom frem for lunken.

Løsningen på stress er ikke, at de, som tjener mest, skal udlicitere dagligdagen. I stedet skal vi indføre en seks timers arbejdsdag og moderere vores krav til, hvad det gode liv er.

Selv ikke hvis de ville, kunne alle købe sig til en hushjælp. For at sætte sagen på spidsen: Hvem gør mon rent hjemme hos Anna von Sperlings polske rengøringsdamer?

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Marianne Stockmarr
  • ulrik mortensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Knap
Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr, ulrik mortensen, Lise Lotte Rahbek og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Henriksen

Det med hvad vi vil betale skattepenge til er et godt argument synes jeg. Hvis nogen vil have gjort deres hjem rent, kan de betale den fulde pris for det.

Finn Bendixen, P.G. Olsen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Hvilke ting skal vi gøre selv og hvad må vi som privatpersoner godt udlicitere? Er det også forkert at hyre en maler til at male fordi man ikke gider selv? At købe takeaway mad fordi man ikke selv gad lave mad? At få bilværkstedet til at skifte ens vinterdæk fordi man ikke orkede selv? Vi har vel alle forskellige ting vi gerne vil/kan selv, og andre ting vi gerne vil betale for. Det er vist de færreste af os der er 100% selvforsynende. De fleste af os er også nødt til at købe mad fremfor at dyrke det hele selv. Hvorfor er lige rengøring noget man absolut skal gøre selv?

Lise Lotte Rahbek

Jeppe Larsen
Det skal du da heller ikke.
Du skal bare ikke have statstilskud til din rengøringshjælp.

Finn Bendixen, P.G. Olsen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Man kan ikke være halvt socialist. Mon ikke det er derfor, at Åsa Linderborg - visse fornuftige hensigtserklæringer til trods - virker lidt forpjusket og selvretfærdig i sin argumentation?

For mig er det i hvert fald forbundet med en vis moro, sådan at høre et højtlønnet medlem af det bedre borgerskab besvære sig over en "meritokratisk ’because I’m worth it’-attitude.".

Det er samtidig påfaldende - og måske en smule underlødigt? - at Lunderborg i sin forargelse over statsstøtten til privat rengøring slet ikke berører de argumenter, som kunne tale for en sådan ordning.

Dels tænkes støtten utvivlsomt at medvirke til at flytte reelt udført arbejde fra den 'sorte' til den 'hvide' økonomi - hvilket alt andet lige kommer den ellers i særlig grad prækært stillede arbejdstager til gavn - og dels forventes den at skabe arbejdspladser.

Man kan mene om disse argumenter hvad man vil, men helt at undlade at forholde sig til dem, i sin forargelse over ikke tilstrækkeligt klassebevidste medsøstre i den nordiske kamp for kvindernes emancipation , forekommer en smule..tendentiøst..?

Det er selvfølgelig smag og behag, men personligt betakker jeg mig næsten altid for 'klassekamp ført fra oven' - selv når den kæmpende hævder at stå på samme side som 'bottom-dwellers', som jeg selv. En lidt for puritansk indstilling, måske?

Mnjoeh...Blot er det min erfaring, at når forstadsherrer og forstadsfruer - med deres på det tørre - blander sig i debatten, så har den tendens til at blive meget, meget snæver og partikulær i sit sigte og sin ambition, og dermed inderligt, uendelig ligegyldig..

Kynikeren i mig får endda nogle gange den tanke, at den slags evig og inkonsekvent fnidder i de fineste dagblade, såmænd også er en måde at føre klassekamp på...

Jeppe Larsen, Niels Duus Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen
Forargelse er der ikke tale om, med :
"Jeg synes ganske enkelt ikke, at jeg som skatteyder skal finansiere min nabos rengøring, når så meget andet samtidig får lov at flyde og forfalde." , refererers til misligeholdte samfundsnødvendige opgaver og fordelingspolitik.
Så uanset der skabes job, og sort vaskes hvidt, så efterlader det skolebørnene og andre i skidtet.

Torsten Jacobsen

Jens Thaarup Nyberg,

Afstår du fra punktnedslag, og læser du i stedet begge indlæg fra Åsa Linderborgs hånd, i denne åh så salonfähige pseudodebat om 'hvordan man bedst pudser glorien som oplyst feminist i et nyt årtusinde', så kan du med lidt god vilje godt finde eksempler på den forargelse, som jeg hentyder til: Det er den røde tråd i begge tekster.

Det er denne forargelse, som har ansporet Informations egen Anna von Sperling til at flyve i tasterne i første omgang...og mon ikke hun nu gør det igen?

Frede Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Torsten Jacobsen
Ingen tvivl om at Åsa Linderborg udtrykker sig i forargelsens tone, men det er lissom tidens. Trods det formår hun at udpege væsentlige politiske misforhold i vor tid.