I journalistkredse – og ikke mindst blandt journaliststuderende – er dagen i dag kendt som ’Panikdag’.
Den dag, hvor chefer i medieindustrien udvælger de studerende, der i et år skal være praktikanter på deres redaktioner. Det er stadig en panikdag, selvom de ansvarlige nu med moderne kommunikationssprog har omdøbt begivenheden til ’Store Matchdag’.
Moderniteten i titlen afspejler, at antallet af ’journalistiske’ praktikpladser i kommunikationsbranchen er steget markant, mens antallet af praktikpladser på arbejdspladser, som bedriver journalistik, er konstant.
En hurtig sammentælling af antallet af praktiksteder viser, at der konstant er omkring 100 journalistiske praktiksteder. Kommunikationsstederne er vokset til over 60 og vokser stadig.
I Dansk Journalistforbund er en større og større del af medlemmerne beskæftigede i kommunikationsfaget.
Det afspejler også en virkelighed, hvor færre og færre af de mange journalistuddannede kommer til at arbejde med kritisk, uafhængig journalistik med det publicistiske formål at ’tjene offentligheden’. Den voksende kommunikationsbranche arbejder med formidling, hvor hovedformålet er at tjene bestemte kommercielle, politiske eller organisatoriske interesser.
Når man ser på listen over nye, godkendte praktiksteder, finder man for eksempel entreprenørfirmaet Arkil og virksomheden CorpMedia, der specialiserer sig i PR og det, der kaldes Advertorials og Content Marketing.
Advertorials er en sammenkædning af de engelske ord for annoncer og ledende artikler. Content Marketing er en rammebetegnelse for en bredere og mere strategisk tilgang til brugen af indhold (content) som video, blogtekster, artikler, klummer, kronikker og opslag på sociale medier.
Denne definition af moderne markedsføring kan man finde på CorpMedias hjemmeside. På godt dansk betyder det, at bureauet på alle platforme journalistisk skal formulere kundens budskaber, således at det ligner rigtig journalistik, men i virkeligheden er reklame.
Skæg og snot
Her skal en journalistpraktikant altså med journalistiske virkemidler lære at sælge budskaber for kunderne.
Kommunikation er et fint og godt erhverv. Det er bare ikke journalistik. Jeg vil påstå, at forskellen er enkel. Man varetager to forskellige, ofte modsatrettede interesser. En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen.
På journalistuddannelserne har man naturligvis et skarpt blik på et skrumpende, journalistisk arbejdsmarked præget af nedskæringer. Alene den seneste af slagsen på DR sendte næsten hundrede journalister ud i arbejdsløshed. Svaret fra journalistuddannelserne har været at skrue op for kommunikationsundervisningen.
Det indebærer på langt sigt en voldsom risiko for journalistikken som selvstændigt fag.
PR og journalistik er hinandens modsætninger.
Når modsætningerne gøres til en pærevælling, opstår der problemer, som den aktuelle debat om den kommende vært på DR-Nyheder, Nina Munch Perrin, klart viser. Hun kommer fra et job som kommunikationsdirektør i Finans Danmark.
DR mener, at det er helt i orden, og at man kan springe direkte fra et pr-job ind i rollen som troværdig nyhedsformidler. Kritikerne – herunder bestyrelsesformanden på Medie- og Journalisthøjskolen i Aarhus, Lisbeth Knudsen – mener ikke, at det er i orden.
Det gør jeg heller ikke, men jeg må konstatere, at journalistuddannelserne selv er i fuld gang med at blande tingene sammen. De gamle ord om skæg for sig og snot for sig er under fuld afvikling. Her skal ikke tales nedsættende om hverken snot eller skæg.
Kommunikatører og journalister er som tandlæger og læger, tæt beslægtede, men markant forskellige. Jeg ville nødigt lade min læge bore i mine tænder og gyser ved tanken om, at min tandlæge skulle fjerne min blindtarm.
Jeg er 100 pct enig. Og jeg vil hævde, at en vigtig årsag til at Norge generelt har bedre journalistik skyldes, at dets journalistforbund har fastholdt, at forbundet ikke er for kommunikatører og andre ikke-journalistjob. Dansk Journalistforbund har prioriteret at vokse sig stor, og journalister er i dag i klart mindretal. Det er gået ud over den etik, der er så vigtig for faget. Endnu er både formand og næstformand journalister, men det kan snart ændre sig.
Det forstår jeg ikke.
Var det ikke journalister der skrev artikler i partipressen,
og er det ikke hovedsagelig chefredaktører der lægger linien for, hvordan artikler skal vinkles og hvilket stof, der skal prioriteres?
Jeg er enig i, at der grundlæggende er stor forskel på journalistik og kommunikation. Det er to meget forskellige opgaver.
Jeg ville så ønske, at journalister altid tjente offentligheden. Realistisk må vi nok konstatere, at en del også tjener mediernes interesse i at tjene penge. Det er fuldt forståeligt, men IKKE i offentlighedens interesse. Vinklingerne i visse medier bliver for sensationsprægede og stereotype. Det er selvfølgelig et vilkår, man som journalist må leve med, men det hører med til et samlet billede.
Lasse Jensen, en mand af sandhed. Lars Werge, en klovn i habit paa kunstigt hoej overfoerselsindkomst.
"Journalister tjener offentligheden"
Hvilket er sandt på samme måde som det er sandt at Rema100's rejesalat er fuld af rejer.