Klumme

Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
24. december 2018

I Ruben Östlunds film The Square sidder Christian, den velplejede og lækre museumsdirektør, som tilhører top one procent af den kulturelle overklasse, i et kæmpe hav af affaldsposer.

Kameraets vinkel er helikopter, og tillader os at se et smukt farverigt tableau, hvor de hundredvis af plastikposer i regnen udgør et organisk hav, en æstetisering af overflodssamfundets skyggeside.

Her leder Christian efter sin tabte humanitet: en krøllet papirlap med nummeret på en indvandrerdreng fra ghettoen, som han uretmæssigt har beskyldt for at stjæle sin pung og sin mobiltelefon.

Da han finder lappen med nummeret, lægger han en videobesked til drengen, hvor han undskylder sine fordomme om ghettoen. For derefter at rode sig ud i en lang pinagtig forklaring om, at uligheden, hvor indvandrerdrengen og museumsdirektøren udgør yderpolerne, skyldes strukturelle problemer.

Men Christian er også en mand, der som kunstnerisk leder ønsker at udstille grænserne for vores menneskelighed gennem en udstilling på sit museum. Han har således de rigtige idealer, men plages af afstanden mellem den, han synes, han burde være, og den han afsløres som.

Sådan tror jeg rigtig mange af os har det. Vi er hverdagshyklere. F.eks. når det handler om skandalerne i finanssektoren og klimakrisen. Vi kritiserer bankfolkenes grådighed, mens mange af os understøtter et finansielt system, hvor vi lever for lånte penge. Vi poster opbyggelige statements om en mere bæredygtigt livstil på de sociale medier, mens vi udlever den vestlige turismes værste sider på en weekendtur til Paris.

At være menneske

Det er imidlertid et grundvilkår for det at være menneske at leve udspændt i det paradoks. Og at hykle, så vi overhovedet kan eksistere i det. Mit problem i en klimakrisetid med voksende ulighed, hvor der breder sig en erkendelsen af, at vi bør starte med os selv, hvis vi vil gøre verden grønnere og mere retfærdig, er hvordan, jeg kan leve med en god portion livsglæde i det paradoks. Uden hver dag at blive konfronteret med, at jeg er latterlig, fordi min idealisme ikke rækker længere end til at spise mindre kød og holde mere ferie i min deletorp i Sverige – men i hvert fald slet ikke til at flytte ud i ghettoen.

For så kan jeg jo lige så godt lade være med at handle, når jeg alligevel er så latterligt inkonsekvent.

Nu er jeg ikke politiker, men vi bør jo stille os selv det spørgsmål, som journalisterne eksempelvis har stillet Alternativets folkevalgte, der gerne vil have danskerne til at flyve mindre i sommerferien: Hvad gør du selv? Min handling i den kommende tid skal være at finde et godt svar på det spørgsmål, så jeg ikke mister handlekraften.

Jeg tror nemlig ikke den inkvisitoriske stil, vi lægger for dagen over for vores politikere,  altid er særlig hensigtsmæssig. Og jeg kan se et samfund for mig, hvor vi håner hinanden til handlingslammelse i stedet for det modsatte. Det starter allerede derhjemme, hvor jeg har sat mig for at undersøge, hvad det vil betyde for os at skifte bank. Det er ikke sket så meget endnu. Jeg ender med at læse amerikanske aviser på nettet, at se The Square for anden gang eller tage ud og besøge min mor i stedet. Og man kan med god ret sige, at jeg har meget i munden. Indtil videre.

Når jeg konfronteres med min egen utilstrækkelighed og placering lige midt i solarplexusparadokset, vil jeg derfor udvikle et svar, når nogen spørger. Det lyder indtil videre noget i retning af:

Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet af at leve i paradokset.

Og så kan jeg nok heller ikke lade være med bagefter at sige noget, der minder meget om Christians besked til indvandrerdrengen. Nemlig at blivende, betydende forandringer kræver politik og strukturel indsigt – ikke bare individuel handling. Det drejer sig om, hvor jeg og du sætter vores kryds. Og hvilken avis, vi læser for at blive klogere på den verden, som er lige så latterlig, som den har leveret kæmpe fremskridt i humanitetens tjeneste.

Glædelig jul!

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
  • Jeg er bange for, at jeg er ved at blive kynisk og højreorienteret

    21. december 2018
    Journalist Mathias Sindberg har lagt mærke til noget ubehageligt ved sig selv. Han ryster instinktivt på hovedet ad folk, som taler om en anden og radikalt bedre verden, og griber sig selv i at tænke, at nogle mennesker bare burde ’tage sig sammen’
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Kurt Nielsen
David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke raketvidenskab.
Lav dit co2 regnskab og overhold det.
Fortæl andre om dine valg og prioriteringer og forklar.
Og det er ok at skamme sig, hvis man handler til skade for andre. Det betyder jo bare, at du har erkendt, at du har handlet forkert og inderligt fortryder det.

At formulere politisk korrekte indlæg om bæredygtig hellighed og det eksistentielt vanskelige ved at leve i overflod er derimod komplet ligegyldigt.

Eva Schwanenflügel

"Og så kan jeg nok heller ikke lade være med bagefter at sige noget, der minder meget om Christians besked til indvandrerdrengen. Nemlig at blivende, betydende forandringer kræver politik og strukturel indsigt – ikke bare individuel handling. Det drejer sig om, hvor jeg og du sætter vores kryds. Og hvilken avis, vi læser for at blive klogere på den verden, som er lige så latterlig, som den har leveret kæmpe fremskridt i humanitetens tjeneste."

Nemlig. Det er lykkedes for diverse politikere at overbevise danskerne om at det 'individuelle' er det saliggørende - men på samme tid er det også kun én selv, der bærer skylden når noget går galt, eller når vores land ikke længere lever op til de smukke idealer.

Dermed tvinges vi til at bære rundt på voksende byrder af skyld og skam over verdens gang.
Og i stedet for at forene os i protest, snige os til endnu en skyldbevidst rejse eller bøf bearnaisse.
Hvis ikke vi går i den helt modsatte grøft, og fornægter alle traditionelle væremåder..

Eller bare er ramt af den voldsomt stigende fattigdom, hvor der ej er noget frit valg til forbrugsfesten.

Tak til alle de frivillige organisationer der i årets løb og i december måned, har skaffet julehjælp til mange mennesker, der ellers ville have tilbragt julen med ingen mad eller gaver til børnene og de voksne.

God jul :-)

Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Estermarie Mandelquist, E Z, David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

... Eller alternativt kan vi i stigende grad indgå i foreninger, som dyrker det at være fælles om at sænke co2-udledningen. At vente på regeringen eller at gå solo er så deprimerende. Påvirk dit nærmiljø til at sænke co2 udledningen. Det er først når vi rækker ud over os selv, at det begynder at batte. Er der nogen der vil være med til at starte en forening, som opkøber jord til at plante skov på på Sjælland? Jeg har set andre større fonde gøre det, men mindre lokale foreninger kunne skabe lidt mere nærhed og ejerskab.

Eva Schwanenflügel

@ Michael Ryberg
24. december, 2018 - 13:45

Godt forslag.
Rasmus Willig har startet andelsbevægelsen Andelsgårde.
Du kan jo foreslå noget andet?