Klumme

Julekalender: Jeg er blevet lidt for dygtig til at undgå angstanfald

Mikka, der er ansvarlig for sociale medier på Information, er gradvist begyndt at se fravær af angstanfald som et succeskriterium i sig selv. Men nu vil hun ikke længere lade sig diktere af angsten
Mikka, der er ansvarlig for sociale medier på Information, er gradvist begyndt at se fravær af angstanfald som et succeskriterium i sig selv. Men nu vil hun ikke længere lade sig diktere af angsten
2. december 2018

Jeg har angst. Det er der som sådan ikke noget fordækt eller eksotisk i. Kvælningsfornemmelser, rystende hænder, uvirkelighedsfølelse og akut flugttrang har været en del af min tilværelse siden puberteten.

Efterhånden har jeg lært at holde angsten i ave. Måske lidt for godt faktisk. Struktur, faste rutiner, minimering af usikkerhed. Jeg har været benhård: Skaber du kaos i mit liv, er det ud på røv og albuer. Får jeg det dårligt af noget, må jeg vælge det fra, medmindre det er meget vigtigt.

Når man kun har en begrænset pulje af mentalt overskud, må man være nøjsom med doseringen, hvis man ikke skal løbe tør halvvejs gennem arbejdsugen. Man må sikre produktionen, som vi siger her på avisen.

Indimellem skaber man et nyt problem, når man løser et eksisterende. Mit problem er, at jeg gradvist er begyndt at se fravær af angstanfald som et succeskriterium i sig selv. Det er ikke at håndtere sin angst. Det er at lade sig diktere af den.

En magisk cirkel

Angstens mest besnærende løgn er, at den blot vil beskytte dig. Den tegner en magisk cirkel omkring dig, og så længe du ikke træder uden for stregerne, er du tryg. Med tiden bliver cirklen mindre og mindre, mens straffen for at overskride den bliver strengere.

Min cirkel er forholdsvis stor. Jeg kan både gå på arbejde og i byen. Men af ting, der ligger uden for cirklen, kan jeg nævne: Supermarkeder i ulvetimen, sociale sammenkomster, som jeg ikke kan hoppe på cyklen og forlade med fem minutters varsel (hvorfor jeg ikke har deltaget i en egentlig familiefest i snart to år) og … holdtræning.

Dét med holdtræning opdagede jeg, da jeg forsøgte mig med selvforsvar. Det var egentlig meningen, at det skulle gøre mig tryggere. Skridtspark og håndrodsslag. Alt det, en angst kvinde har brug for i den moderne verden. Men et par timer før hver træningstime begyndte angsten at sætte ind. Uge for uge stod jeg omklædt foran døren til træningslokalet. Og der blev jeg stående. Indtil jeg som regel vendte om og gik hjem.

Til sidst besluttede jeg, at det ikke var besværet værd. Så vigtigt var det heller ikke. Når folk spurgte, hvorfor jeg droppede det, svarede jeg, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at komme afsted. En dag kiggede min kæreste undrende på mig og sagde: »Jeg troede, du droppede det, fordi du fik det dårligt.«

Med ét lyste cirklen op. Hertil, og ikke længere, havde angsten sagt. Og jeg havde adlydt, fordi det ikke var vigtigt.

Men det var vigtigt. Alene fordi det var så svært, var det vigtigt.

Angstsved og crossfit

På den ene side skal man vælge sine kampe med omhu. På den anden side skal man ikke forveksle fravær af ubehag med et lykkeligt liv. Og jeg tror ikke, jeg bliver lykkelig af at acceptere, at der er noget, jeg ikke kan, alene fordi jeg er angst.

Man overvinder angsten ved at se den i øjnene. Det er børnelærdom. Men det er de færreste kampe, der kan vindes i et enkelt slag. Så jeg begyndte med at sætte en tå uden for cirklen og gå til yoga. Du skal bare gennemføre én gang, sagde jeg til mig selv, mens jeg angstsvedte i barnets stilling.

Og jeg sagde det, som det var. Ikke til yogalæreren, bevares, men til menneskene omkring mig. Fordi alt bliver mindre farligt, når man har nogen at dele det med: »Jeg synes fandeme, det er svært, og jeg får det dårligt. Men jeg gør det, og bagefter har jeg det bedre.«  

Det var første slag. Nu har jeg så meldt mig til crossfit. Holdtræning med høj musik, høj intensitet og konkurrence. Atter står jeg foran et træningscenter med hvislende åndedræt og FLYGT! i baghovedet. Men jeg bliver. Og jeg øver mig i at tale med andre mennesker om min træning. Jeg øver mig i at slippe dem ind og være ærlig om, hvad der er svært. Og lade dem hjælpe mig med at gennemføre på trods.

Ikke fordi træningen i sig selv er vigtig. Men fordi det er vigtigt for mig, at jeg kan træde uden for cirklen. For hver dag, jeg træder uden for, gør det en smule mindre ondt. Når det en dag er blevet helt smertefrit, ved jeg, at jeg er klar til at vælge min næste kamp.

Serie

Julekalender: Jeg griber til handling!

Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.

At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.

Seneste artikler

  • Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet

    24. december 2018
    Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værre
  • Jeg vil øve mig på ikke at holde min kæft

    23. december 2018
    Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneri
  • Vi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur

    22. december 2018
    Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Thomas Tanghus
  • Jane Jensen
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, Jane Jensen, David Zennaro, ingemaje lange, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

En vigtig sætning. “Fravær af ubehag, er ikke ensbetydende med et lykkeligt liv”. En rigtig god artikel, som gør angst til et jordnært og forståeligt begreb.

Ejvind Larsen, Thomas Tanghus, ingemaje lange og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

tak for en velskrevet artikel, den fik mig til at indse at jeg selv har haft problemer som kan relateres til angst, uden at jeg har været det bevidst,
i min skoletid frygtede jeg at skulle til tavlen, og jeg har flere gange totalt nægtet at gøre det, desværre var det ikke alle lærere som respekterede et nej,
og for mig er det nærmest udelukket at holde en tale, men jeg har heldigvis kunnet undgå sådanne situationer og mærker derfor intet til angst i min hverdag,
jeg har sådan set ellers altid set mig selv som psykisk stærk, men jeg befinder mig altså bare bedst uden for centrum af opmærksomheden fra mine omgivelser,
jeg elsker at være iblandt mange mennesker, til for eksempel koncerter eller festivaler, men altså helst som iagttager, og i hvert fald ikke som midtpunkt.