Jeg har problemer med at huske. Spørg bare min kæreste.
Jeg siger til hende, at nu kunne vi da vist godt bruge fred fra arbejdet, hvad med om vi tager ud i kolonihaven næste weekend, risotto og vin, frisk vind ved havnen, måske barnet kan blive passet hos svoger lørdag. Og så minder hun mig om, at jeg skal til julefrokost på avisen den dag.
Jeg kan med et gib i kroppen frygte, at jeg har glemt et familiemedlems fødselsdag, og så skal jeg huske mig selv på, hvilken dato det er i dag, og så på hvornår alle har fødselsdag, og først da kan jeg ånde lettet op igen. Medmindre jeg har glemt nogen, selvfølgelig.
Og hvad var det nu, den opera, Rasmus og jeg så i forrige uge hed, og hvad hedder min gamle venindes søn – det ligger lige på tungen, men skammen over glemslen skubber navnet … Ingvar? Ejnar …? ... dybere ned i mørket. Og hvad hedder den nu, den der tv-serie med ham der fra den der film, hvor han spiller kæresten til hende der hvad-er-det-nu-hun-hedder? Hvad er min pinkode? Har vi planer næste weekend?!
Tidstypisk hjerne
Det er jo ikke, fordi min hjerne er gået i dvale, tværtimod. Den er overophedet. Mit job, som er at være kulturredaktør her på avisen, er som at kaste min opmærksomhed over alt og alle som konfetti:
Skrive rubrik til Ace of Base-artiklen, snakke om ferieplaner med en, der kommer ind på kontoret, redigere Strauss-anmeldelsen og skakkommentaren, brainstorme på kloge teatertyper med en, der kommer ind på kontoret, prøve at skrive om den film, jeg så for fem dage siden, og som har været parkeret bagerst i hjernen lige siden, bladre igennem Twitter, læse The Guardian, svare hurtigt på to mails, lægge en plan for juledækningen, læse om billedkunstnernes arbejdsforhold på telefonen på vej ned ad trappen mod mødet om morgendagens avis og komme til at tage et opkald på telefonen, hvor en pressemedarbejder vil høre, om jeg har taget stilling til pressemeddelelsen om en ny festival, han sendte i går formiddags, og som nu ligger 120 mails nede i min indbakke.
Jeg har sådan en tidstypisk hjerne, der summer af så meget myldrende aktivitet, at der ikke skal mere end et hårdt knips på tindingen til, forestiller jeg mig, før jeg får mig en permanent og invaliderende hjernerystelse.
Tænk, hvis det hele ligger derinde uden dagslys og mugner.
Det var ægte grundangst, jeg mærkede, dengang på den der ferie i den der franske by, hvor jeg i Joshua Foers bog om hukommelse, jeg har glemt titlen, læste, at ens liv er summen af det, man kan huske.
Ergo: Et problem. Hvordan fikser jeg det?
Det mindst sexede
Jeg kan spise mere fed fisk og blåbær, fortæller bøger og internettet mig, og hjernen skal have salt, men ikke for meget. Jeg skal drikke rigeligt med vand, meditere, droppe GPS’en og skærmtid og visualisere mine huskelister, og det ville være super, hvis jeg lærte mig selv at spille endnu et instrument eller et nyt sprog.
Motion er godt, selvfølgelig. Al mindskelse af stress og alkoholindtag er rigtig godt.
Og memoteknikker! Jeg bør bygge hukommelsespaladser inde i mit hoved, omforme tal til uforglemmeligt bizarre billeder og placere dem på møblerne i rummene i min lejlighed og derved memorere mit kontonummer og andre åbenbart vigtige ting. Men det har jeg bare ikke lyst til.
Det sidste, min hjerne har plads til, er møbler. Det kommer heller ikke til at ske, at jeg kommer til at gå baglæns, sådan som min kollega Lone har læst om.
I stedet vil jeg gennemtvinge det allermindst sjove og mindst sexede, det som vi træner os selv som kampsoldater til at modstå, det allervigtigste, som er at få: søvn. Søvn er måske den største, mest undervurderede problemknuser af dem alle. Den reducerer stress og dårligt humør, den er god for helbred og forbrænding – og for hukommelsen.
Forestil jer en verden, hvor alle fik nok søvn. I et parforhold med uroligt barn er søvn også noget, man giver til hinanden – på sofaen. Og i en måned vil jeg sætte mit ur til klokken 22 hver aften og så styre mod dynen som en tapper soldat.
Farvel til tv-serier, film og læsning, natteskrivning, hyggesnak og zombietræt skærmtid. Det overlever jeg nok. Jeg kan alligevel ikke huske nok af det, jeg går glip af.
Julekalender: Jeg griber til handling!
Hver dag i december konfronterer en skribent fra avisen et problem, som vedkommende tumler med, og skriver sig frem til den bedst mulige løsning – en handling som i hvert fald peger i den rigtige retning.
At handle handler ikke om selvoptimering eller moralsk aflad. I en uoverskuelig verden er det bare det eneste, der føles meningsfuldt. Så nu giver vi os selv et lille skub – og opfordrer andre til at følge med.
Seneste artikler
Jeg arbejder til stadighed på ikke at blive handlingslammet
24. december 2018Journalist Mette-Line Thorup er hverdagshykler. Hun vil gerne gøre verden bedre, men når ikke i mål med alle sine idealer. Det paradoks vil hun arbejde på at blive bedre til at leve i. Ellers kommer handlingslammelsen – og den er værreJeg vil øve mig på ikke at holde min kæft
23. december 2018Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche, der var et diskussionslystent barn, har i de sidste 15 år været bomstille i større forsamlinger. Men det må snart stoppe, fordi konfliktskyhed i virkeligheden bare er et pænere ord for kujoneriVi har et affaldsproblem, og der er snart ikke mere plads i mit skur
22. december 2018Journalist Otto Lerche Kristiansen vakuumpakker sit husholdningsaffald og opbevarer det ude i skuret. Mest fordi han ikke ved, hvad han ellers skal gøre ved det affaldsproblem, han selv er en del af
Du er da ret god til at huske hvad din hukommelse svigter dig med :-)
Det kunne have været mig, du beskrev Katrine..
Hovedet på sømmet med identifikationen af problemets årsag - søvn - eller rettere - mangelen på søvn.
Held og lykke med z'erne ;-)
Der er forskel på, hvilke sider af sig selv man bruger, når man skal klare jobbet som henholdvis kulturredaktør og som kunstfagligt orienteret medieskribent, eller her består opgaven vel også i at kunne kombinere og finde en balance mellem de to ting.
For mig at se fremstår der i fremstillingen et savn i forhold til at kunne beskæftige sig noget mere med det, der har at gøre med det kunstfaglige på et medie.
En tilsvarende problemstilling opstår ofte for uddannelsesledere og studievejledere i gymnasiet, der gerne vil bevare kontaktet til deres fag på en engageret og opdateret måde og derfor stadig fastholder undervisningen på et eller evt. to hold.
Resultatet bliver i praksis ofte, at de af tidsmæssige grunde ret hurtigt får et funktionelt orienteret forhold til begge dele, hvad de finder utilfredsstillende, i hvert fald i forhold til undervisningsfaget.
Det er dog i den situation ofte vanskeligt at vælge at miste status, løn og evt. tryghed i ansættelsen ved at vælge at søge en stilling på en anden institution, alene som underviser i faget/fagene, selv om det måske i længden er det, der vil give den største glæde forbundet med arbejdet.