Kommentar

Kære mænd, vis dog at I vil omsorgsrollen

I dag har kvinder hverken brug for mænd til at forsørge sig eller til at få børn. Men børn har brug for mandlige omsorgspersoner. Det er et stort problem, at der er ikke er flere mænd, som enten arbejder frivilligt eller er ansat i velfærdssamfundets såkaldte ’omsorgssektor’
I dag har kvinder hverken brug for mænd til at forsørge sig eller til at få børn. Men børn har brug for mandlige omsorgspersoner. Det er et stort problem, at der er ikke er flere mænd, som enten arbejder frivilligt eller er ansat i velfærdssamfundets såkaldte ’omsorgssektor’

Ritzau Scanpix

8. november 2018

Jeg har den største respekt for kvinders frigørelse, oprør mod patriarkatet og triumfering i uddannelsessystemet. Aldrig har jeg været mere stolt af at være kvinde. Jeg skal blot kaste et blik ud af vinduet, så ser jeg et kvindeligt forbillede. Jeg elsker kvinder og det søsterskab, der er blevet formet imellem os.

Men jeg elsker også mænd. Og det er tydeligt for mig, at maskuliniteten er i identitetskrise.

Manden lider under en snæver definition af maskulinitet, og han lider af dybe sår fra faderens historiske fysiske og følelsesmæssige fravær. Adskillige forfattere, som har forsket i maskulinitet, argumenterer for, at mange mænd bærer rundt på en ’fadersult’ eller et ’fadersår’ på grund af manglende faderlig opmærksomhed.

Frej Prahls kronik, som blev bragt i Information 6. august 2018, satte spot på generationen af barnløse mænd.

Prahl skriver blandt andet, at sociologiske fremskrivninger viser, at mellem 25 og 33 procent af den næste generations mænd vil ende som ufrivilligt barnløse. Det sker, fordi stadig flere kvinder vælger ikke at få børn eller vælger at få børn alene.

Det gør ondt at se, hvordan kvindens tiltagende selvsikkerhed har gjort manden mere usikker, identitetsløs og tilbagetrukken. Manden kender ikke sin rolle, fordi kvinden ikke behøver ham som ’skaffedyr’, og fordi han ikke længere kan spejle sig i sin fars måde at være mand på. Det er et seriøst problem, som ikke løses over natten.

Men kære mænd, vi mangler jer, og jeg tror, jeg har en løsning.

Mændene mangler

Jeg møder mange enlige mødre i forbindelse med min forskning af frivilligorganisationen Børns Voksenvenner, som matcher børn af enlige forældre med frivillige voksne. Nogle af kvinderne er blevet alenemødre ufrivilligt, mens andre har valgt det frivilligt.

Fælles for mødrene med drengebørn er, at de oplever, at deres sønner savner mandlige rollemodeller. Derfor er drenge i alderen 6-12 år organisationens hovedmålgruppe.

Disse mødre og drenge savner ikke en mand til at forsørge dem. Men drengene savner en mand, som de kan tale med om det at have en penis eller at være irriteret på sin mor. Eller til at være til stede rent fysisk i forskellige fysiske aktiviteter.

Det skærer i hjertet på mødrene, når deres drenge siger »jeg savner en far«, og kvinderne oplever en begrænsning i den omsorg, de kan give deres drenge. Men der er netop tale om et omsorgsbehov og ikke et materielt behov.

Drengene er ofte på venteliste i lang tid til en voksenven, fordi de mandlige frivillige ikke ligefrem hænger på træerne. Det vrimler til gengæld med kvindelige frivillige. Sådan er det i Børns Voksenvenner, og skal man tro en nylig rapport fra Center for Frivilligt Arbejde, er det en generel tendens. Det er særligt kvinderne i 30’erne, der engagerer sig i frivilligt socialt arbejde.

Maskulinisér omsorgen

Hvorfor er det sådan? Fordi det er forbundet med femininitet og ikke maskulinitet at være omsorgsfuld.

Velfærdssamfundets omsorgsarbejde i vuggestuer, børnehaver og sygeplejen anses stadig som kvindearbejde. Hvor kvinder har bevæget sig mod at varetage fag, der traditionelt har været mandsdominerede, så er mænd stadig bemærkelsesværdigt lavt repræsenteret i traditionelle kvindefag.

Det er vist på tide at maskulinisere omsorgen.

Forskning viser, at mænd rummer nøjagtig samme potentiale som kvinder til at udføre relations- og omsorgsorienterede opgaver. Omsorg er altså ikke en medfødt egenskab hos kvinder. Det er bare et spørgsmål om at indfri mænds potentiale til at udøve omsorg. 

En måde at udvikle disse egenskaber på er i den frivillige sociale sektor. Mange frivillige beretter om, hvordan de lærer om relationer til andre gennem deres frivillige arbejde. Jeg møder mænd, der stolt har taget denne type omsorgsopgave på sig, men der er behov for, at endnu flere mænd gør det. De frivillige sociale organisationer hungrer efter mænd.

Hvis manden igen skal gøre sig uundværlig i det reproduktive system, skal han vise sine omgivelser, at han vil omsorgsrollen. Også på et mere strukturelt plan i den offentlige eller civile sektor, hvor børn i øjeblikket sulter efter maskuline forbilleder. Min overbevisning er, at det vil give både manden og kvinden en større forståelse for, hvorfor mænd også er vigtige for børns opvækst.

Kære mænd, indtag omsorgssektoren, gør op med kvinders patent på, hvordan omsorg skal praktiseres, og vis os, hvad maskulin omsorg vil sige. Start med at blive frivillig for singlemødrenes drengebørn.

Nathalie Perregaard er Ph.d. studerende i Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet

Moderne mænd ligger under for en myte om mandighed, der oprindeligt havde til formål at undertrykke kvinder. Det mener den franske filosof Olivia Gazalé, der har skrevet bogen ’Le mythe de la virilité’. Kun ved at genopdage maskulinitetens mange facetter kan hierarkiet mellem kønnene ophøre, siger hun
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

og de mistanker om pædofili, som mange mænd render panden ind i, når de gerne vil have med børn at gøre både professionelt og i fritiden - hvad med dem?

Martin Møller, Kim Houmøller, Markus Lund, John Poulsen, Viggo Okholm, Hans Larsen, Jens Pedersen, Niels Emil Vestergaard og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Pædofile overgreb er en realitet, der skal bekæmpes, men bekæmpelsen bør ikke være så hysterisk, at mænd undgår at være sammen med børn for ikke at blive anklaget for at være børnelokkere.

Selv kunne jeg sagtens bestride et flexjob som hyggeonkel og/eller julemand, men jeg har, hver gang jeg har fået tilbudt et "nyttejob" i en børnehave, takket nej, med henvisning til, at jeg ikke vil udsætte mig for risikoen for at blive anklaget af en hysterisk forælder, bare fordi jeg sidder med et barn på skødet.

At der er bred anerkendelse af af at dette hysteri er en reel trussel mod især mænd, kan ses af, at mine jobkonsulenter altid har accepteret dette argument, både de kvindelige og de mandlige sagsbehandlere.

Kim Houmøller, Viggo Okholm, Hans Larsen og Jens Pedersen anbefalede denne kommentar

Dette er et farligt minefelt at bevæge sig ind i. Jeg vover det - på den hårde måde.
Hard core feminisme er den værste isme siden nazismen.
Mange mænd vil ikke høre mere på det kvinde ævl om, at mænd skal være halv kvinder.
Drengebørn gøres til tøsedrenge, der ikke må klatre højt op i træet.
Overbeskyttelse af børn er en svøbe i privatlivet, i børnehaven og i folkeskolen.
Hævder man sin mandighed hånes man som mandschauvinist.
Resultat : Der har aldrig før været flere skilsmisser og enlige mødre.

Martin Møller, Jens Falkenberg, John Poulsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

hvornår begynder mænd at løse problemet fremfor at sige, at det ALTID er feminismens skyld.
Hvor meget hardcore feminisme eksisterer der overhovedet? udover dét, som befinder sig i mange mænds fantasi?

Rikke Nielsen, Jørn Vilvig, Kristin Marie Lassen, Mette Haagerup, Mette Poulsen, Eva Schwanenflügel og Anja Poulsen anbefalede denne kommentar

Jeg er selv sociolog, men for pokker hvor er jeg uenig i meget af det artiklen nævner. Bare til en start, så er det direkte misvisende at påstå, at forvridningen på det danske arbejdsmarked, skyldes mænds manglende lyst til "kvindejob". Mænd er håndværkere, kvinder er pædagoger og forskellen herimellem er minimal.
For det andet, så er det trist at man som sociolog ikke kan erkende, at der i løbet af de sidste 50-60 år er sket en helt enorm positiv udvikling af mændende. Vi er blevet fædre og partnere på en fundamental anderledes måde end tidligere. Den udvikling er dog også foregået under en vis tvang: for at være attraktive partnere, har det været nødvendigt. Den udvikling kommer til at fortsætte efter alt at dømme.
Det der her bekymrer mig, er at vi får en gruppe af mænd, der grundet en utidssvarende socialisering, vil opleve sig selv som kasteløse pariaer. Den samme gruppe af hos kvinderne der ikke formår at finde en partner, vil så fortsætte med at blive kunstigt befrugtede og realisere drømmen om børn alene, i en form for pseudo-selvvalgt enligt forældreskab. Det er på én gang en spændende, men også foruroligende udvikling.

David Zennaro, Kjeld Jensen, Markus Lund, Viggo Okholm og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Når jeg læser om den påståede angst for at blive anklaget for pædofili, der skulle afholde mænd fra at have omsorgsjob, kan jeg faktisk ikke se det afspejlet i min egen erfaring med at have barn i institutioner og skole og fra egne omsorgsjobs. Der har altid været mænd ansat som pædagoger, pædagogmedhjælperere, lærere og der har været frivillige mandlige trænere, spejderledere og så videre. Jeg har aldrig nogensinde betvivlet deres gode intentioner og har ikke hørt om nogen mænd, der blev hængt ud på steder, jeg kender til. Tværtimod var de i kraft af deres køn meget feterede og værdsatte.

Kristin Marie Lassen, Kristen Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm og Anja Poulsen anbefalede denne kommentar

@Jens Pedersen, udviklingen forekommer mere foruroligende end spændende (jeg er ikke sociolog...).

I øvrigt er Nathalies kommentar typisk for nogle kvinders verdenssyn: det er mændene, der er noget galt med. Først var problemet, at mændene forhindrede kvinderne i at tage en uddannelse, gøre karriere, blive ledere - nu er problemet, at for få mænd vælger at blive børnehavepædagog.

Man skal jo passe på med generaliseringer. Den kvinde, der vælger at fravælge en mand eller opgiver et forhold (der skal jo to til) tager personlig stilling.
Det interessante er - hvor kommer den idè/drivkraft/trend fra. En væsentlig kilde er feministbevægelsen, med Kvinfo i særdeleshed, som også avlede kvindelig modstandere.
Tryk avler modtryk - og sommetider revner det.
Uden at gå helt tilbage til Adam og Eva - der er noget unatur i udvikling.

Grue - "Hvor meget hardcore feminisme eksisterer der overhovedet?"
Man kan jo stikke hovedet i busken - ikke se, ikke høre.
Mon ikke du er tilhænger af øremærket barsel til fædre ?

Problematikken her har flere sider og hvornår er det valg,erkendelse eller biologi/hormoner der styrer i liv og fordomme?
Jeg er selv et eksemplar af den bløde mand,bilder jeg mig ind, og alligevel med en seksualitet som eksisterer på en ordentlig måde,tror jeg. Men indrømmet det tog lang tid inden jomfrurollen blev lagt uanset det ikke var med vilje.
Jeg tror ikke man kan generalisere og ja udviklingen er gået stærkt på godt og ondt og hvorfor så mange kvinder vælger partneren i livet fra kan jeg ikke svare på. Er det fordi at sex kan man altid få groft sagt eller er det helt andre grunde?
Ja jeg blev pædagog efter en opvækst i et landbrugsområde mod vest, og ja jeg har taget min omsorgs rolle alvorligt og med glæde, men det har så også indeholdt modgang som så meget andet.

Jørgen Wind-Willassen

Måske skulle de enlige kvinder finde ud af at give slip på alle kravene til hvordan en mand skal være.
Det er nok et af bumpene på vejen.
Mænd vil gerne børn og opdragelse af dem.
Men ofte får de ikke lov - af kvinderne.

Jeg tror desværre, omend du har gode intentioner, at indlægget ikke bliver taget vel imod hos den gruppe, det vedrører (om de overhovedet vil komme til at læse det), der i forvejen har alt for travlt med at (forsøge at) tage vare på sig selv og holde sammen på stumperne af det liv, de har tilbage, som langsomt eroderer mere og mere for hver dag der går. Desuden vil nogle mænd opleve det som underkastelse at afkræve at skulle interessere sig for andre mennesker uden at få noget til gengæld. Man kræver igen, at manden skal levere, ligesom mænd historisk set er blevet afkrævet at levere: en solid og stabil indsats på arbejdsmarkedet, der har kunnet skæppe i kassen hjemme hos moren og børnene. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for en sund kønsopfattelse at betragte manden som obligatorisk skaffedyr, hvad enten det er arbejdermanden eller omsorgsmanden. Lysten og den iboende drivkraft skal komme fra manden selv. Han skal kunne spejle sig i den rolle, andre vil have ham tildelt. Og det kan være svært, hvis manden ikke oplever, at hans omsorg værdsættes, at omsorg er sexet og giver ham nærhed og kærlighed til gengæld for den hengivenhed, han udviser. For sandheden er, at også kvinder er med til at opretholde patriarkatet, og at flertallet har modsatrettede forventninger til mænd end feministerne, hvilket også spiller en rolle for mænds fravalg af børneomsorg. Man skal tilmed i forvejen have en frivilligmentalitet for at påtage sig uegennyttigt arbejde, og personligt har jeg sjældent engageret mig i noget frivilligt, som ikke har berørt mig selv på en eller anden måde. Det eneste jeg lige kan komme på har været flygtningeaktivisme og indsamling af penge til diverse formål. Tværtimod så har meget af min erfaring med frivilligt arbejde været opslidende, hårdt og opfattet som lidt af et 'utaknemmeligt job', hvor man aldrig får nok ros for det man laver og oftest kun hører kritikken, da andre aktivister forventer, at man altid gerne vil og kan/er i stand til at yde - også i pressede situationer - hvilket er med til at udhule ens selvværd på lang sigt og gør at man til sidst trækker sig fra sociale sammenhænge, fordi man ikke kun kan yde uselvisk til andre, men også gerne skulle nyde en tilsvarende iver og dedikation fra andres side, som kan aflaste ens virke og situation. Ellers er ens virke direkte selvnedbrydende. Det jeg ser i Nathalies indlæg er endnu en klagesang over mændenes uduelighed og et opråb om at levere. Men hvis mænd ikke (længere) er i stand til at præstere, så gør hun desværre regning uden vært. Mange af de problemer, der er i samfundet skyldes den rigide kønsopdeling, uden tvivl, så der er brug for at mænd er til stede begge steder, ligesom der er brug for kvinder, der ikke er omsorgsfulde, og som kan præstere hårdt og farligt industriarbejde, så det kan frigøre flere mænd til de bløde værdier og omsorgsarbejde, der også er vigtige for samfundet.

Men vi kan ikke løse det ved at mændene endnu engang 'leverer'. "Hvor kvinder har bevæget sig mod at varetage fag, der traditionelt har været mandsdominerede"... Kvinder er fortsat ikke gået hele vejen. Kvinder skal også 'levere' og indtage skurvognene, så det kan blive mere normalt for mænd at opsøge børn ud af oprigtig interesse og uden at blive tillagt nedladende stereotyper om svaghed og pædofilifrygt. Men jeg tror desværre også, at 'kvinder møder en mur', når de prøver at blive håndværkere, fordi håndværkermænd har en meget ekskluderende samværskultur indbyrdes, der ikke tolererer afvigelser fra normen, så en kvinde må nok være af en bestemt støbning for at kunne tåle at arbejde på en mandearbejdsplads. Og så er vi lige vidt. Mænd bliver også nødt til at give plads til kvinder i den sammenhæng på deres betingelser. De sidste skridt for begge køn i begge brancher mangler fortsat. Og det er en svær nød at knække, fordi meget af det bunder i en fastlåst samfundskultur med målrettede reklamer og markedsføring med rod i kønnede stereotyper, som både mænd og kvinder fastholder i det daglige.

Niels Duus Nielsen

Jeg var enlig far, så det er sgu morsomt at blive opfordret til at ville omsorgsrollen. I 16 år var hovedformålet med mit liv at være far, i en grad så jeg blev ramt af de samme depressioner og følelser af at være overflødig som jeg ved rammer mange midaldrende kvinder, når ungerne forlader reden.

Jens Falkenberg

Måske er mænd bare ikke ligeså disponeret fra biologiens side til at yde omsorg. Deres investering i afkom tager trods alt væsentlig mindre tid end ni måneder.
Beklager at trække et naturvidenskabeligt argument ind i den her ellers finpolerede kønsvidenskabelige debat.
PS. Jeg gider sgu heller ikke andre folks børn.

Ja, ja, det er jo fint og godt - for børnenes skyld - at mænd er synlige og tilstedeværende med hvad de måtte have tilbage af maskulinitet. Men der ligger en dybere problemstilling bag. Hele den feminine italesættelse af hvad mænd skal og bør, er ganske enkelt ulidelig. Det er kvinderne, der har ændret den sociale og kulturelle matrix og nu skal mænd sendes i genopdragelseslejr for at honorere kvinders forventninger til hvad en 'mand' er. Og kravene bliver fremsat i en deprimerende kontekst af, at mænd de facto er overflødiggjorte - marginaliserede stakler, som har valget mellem at makke ret eller gå til grunde.
Kære kvinder, I er på en mission, som jeg ikke tror I kan overskue konsekvenserne af. Alligevel forekommer det, at I fortsætter ufortrødent, båret af en indignation, som, historisk, har været berettiget, men som i dag er degenereret til blind feminin chauvinisme.

Rene Aarestrup.
Ja hvad er årsag og virkning,men kvinderne har vel kun haft stemmeret i dette land i godt 100 år,og kvinderne har derfor ikke haft så lang tid til at være med til at sætte dagsordenen både udadtil og indadtil. Som nævnt er jeg på den såkaldt bløde mands side og tilsyneladende er det heler ikke velset fra alle kvinders side. Nogen af dem vil have en mand der både kan skifte ble,være en god elsker og give kvinden/partneren lige ret til at være ude i livet m.v. Men reelt set er der vel igen af os som kun er det ene eller andet, i masser af familier er det kvinden som kan det med hammer og sav samt teknik og andre steder er det omvendt.Måske vi skal frem til at skille det ad ud fra de evner vi har på tværs af køn,jeg tror det vil være en frugtbar vej. Her i mit ægteskab så er det altså min kone som kan det med hænderne:bruge boremaskine,se logikken og ha styr på det tekniske. Jeg laver mad,handler ind,vasker gulv m.v og kan det grove,hvilket kan være svært for udefra komende,som går direkte til lille mig og som derfor må henvise til min kære kone. Det kan da være irriterende ikke at have de evner,men vi kan ikke være genier på alle fronter uanset køn.Måske vi bare skal se på hinanden som ligeværdige på alle fronter og så glæde os over den seksuailtet vi hver især har og udnytte det uanset de praktiske roller.

Niels Duus Nielsen

Viggo Okholm, kvinderne har haft stemmeret lige så længe som arbejderne og tyendet, så dit argument holder ikke. Ellers er vi stort set enige, de bedste forhold, jeg har været i, har netop udnyttet forskellighederne i fællesskabets interesser. At det så altid var mig, der skulle fixe computeren og løfte tunge ting har jeg aldrig haft noget imod, ligesom kæresterne foretrak at stå for vasketøjet, fordi de ikke stolede på, at jeg kunne finde ud af at vaske det kulærte tøj for sig - hvilket jeg heller ikke havde noget imod.

Kvinder og mænd kompletterer hinanden, vi er ikke ens, og bliver det aldrig.

"Forskning viser, at mænd rummer nøjagtig samme potentiale som kvinder til at udføre relations- og omsorgsorienterede opgaver. Omsorg er altså ikke en medfødt egenskab hos kvinder"

Høh.. hvad er det for en forskning? Det skulle vel aldrig være en sociolog, der har bedrevet den?

Prøv lige at køre ovenstående udsagn forbi en biolog el. lign., så tror jeg, vi får en konflikt mellem en forskning, der beskæftiger sig med, hvordan virkeligheden er, og en forskning, der beskæftiger sig med, hvordan nogle ville ønske, virkeligheden er.

For en halvstuderet røver som mig, står det lysende klart, at alle mennesker er født med en vis %del maskulinitet og en vis %del feminitet. Typisk vil mænd være mere maskuline og kvinder mere feminine, men det er ikke altid sådan, hvilket sådan set forklarer alt.

Ja, nogle mænd kan utvivlsomt være lige så gode omsorgspersoner som mange kvinder, men overordnet set, i hårde tal, vil flest kvinder være bedst til at give omsorg, fordi flest kvinder nu engang af evolutionen har fået den opgave at føde og tage sig af børn i særligt de første leveår.

Det kan modermælkserstatning, deling af barsel, kulturelle normer, fundamentalistiske svenskere med mere ikke ændre på - det er biologi - og selv om det er et komplekst felt, så er det meget let at forstå det grundlæggende.

Og det kunne da være fint, hvis vi kunne ændre samfundet ud fra nogle forestillinger om, hvordan vi synes tingene burde være. Men på et tidspunkt rammer man ind i virkeligheden, som er:

De fleste kvinder, ikke alle, vil være bedre end mænd til at tage sig af små børn, fordi de er programmeret til det.

Søren Lystlund

Runa skriver.
Det ville gavne både drenge og piger, hvis der var flere mandlige pædagoger og lærere. Diverse forskning viser at større antal mænd i disse fag kan gavne drengenes selvbillede og pigerne bliver opfordret til at granske emner, de kke bliver opmuntret til af kvindelige omsorgspersoner. Det er ikke mit synspunkt, at kvinder ikke løfter rollen, som omsorgspersoner, men det ville skabe større harmoni i børns liv udenfor hjemme, hvis kønsfordelingen blev mere lige.

Det er også et problem, at så få kvinder er i lederstillinger. Spørgsmålet er om det er selvforskyldt. Det er det nok ikke, da kvinder er lige så kompetente ledere som mænd, men er mænd også lige så kompetente omsorgspersoner, som kvinder? Her vakler ligestillingen.
Derudover kan en mand vel nærmest ikke give et barn et knus uden mistanke om pædofili ... så det er nok ikke mandlig vilje der mangler, blot alt for mange fordomme og besværligheder.

@Gert Hansen, årsagen til, at der er få kvinder i lederstillinger er, at kvinder traditionelt ikke har valgt de uddannelsesretninger, der kvalificerer til sådanne stillinger, og at det kun er få kvinder, der besidder de fornødne egenskaber (herunder især viljen til at tilsidesætte alt, når jobbet kalder). Det er i gang med at ændre sig, men at forcere processen - som man forsøger, fører ikke noget godt med sig.

Mht. omsorgspersoner, har der været omtalt flere børneinstitutioner, hvor de mandlige pædagoger eller medhjælpere (i modsætning til de kvindelige) ikke må tage grædende børn op på skødet for at trøste, ikke må skifte ble på børnene, ikke må være alene med et barn osv. Når mandlige ansatte som udgangspunkt behandles som om de er pædofile, er det ikke underligt, at søgningen til faget er forsvindende lille!

Biologien glemmes. Isbjørne hanner ordner det, de skal og overlader konen til opfostring af ungerne.
Det er yderpunktet. Findes det modsatte ? Overhovedet ikke.
Vi hører af og til moderne mænd udtale sig om omsorgsrollen overfor de helt små, som om de var mødre.
Hvis de inderst inde befinder sig godt med det, så helt i orden.
Men at ville sprede den mission til alle mænd, er ikke i orden.
Når så manden senere træder i karakter, særlig overfor drengene, er fanden løs.
Biologien er glemt. Den feminine kultur har overtaget.

Og det her er kun noget om børn. At brede debatten ud over det hele er fristende, men udenfor artiklens emne.

@Marie Jensen
"Når jeg læser om den påståede angst for at blive anklaget for pædofili..."
Påståede? Bare ET eksempel på konsekvenserne af at blive anklaget (ikke dømt) er tilstrækkelig til at meget få mænd toer bevæge sig ind på det område... bliver du anklaget, ret eller uret, så er dit liv ødelagt...
På det her område er man ikke 'uskyldig indtil andet er bevist', men 'skyldig når man bliver anklaget'...

Niels Duus Nielsen

Da min søn var lille, læste jeg godnathistorier for ham. En af hans yndlingsbøger var bogen om dyrene og deres unger. En af mine yndlingshistorier var fortællingen om pindsvinenes yngelpleje:

Pindsvin er trofaste dyr; når de har udset sig en sexualpartner, forbliver de i dette forhold resten af livet. Når pindsvinemor så en skøn forårsdag dag føder en flok små pindsvineunger (av, av, av ;-)), smutter farmand. Han drøner så rundt i skov og mark hen over sommeren, og om efteråret, når ungerne forlader den mødrene hjemstavn, opsøger han hende igen, hvorpå de fortsætter samlivet, som intet var hændt.

Og hvad lærte jeg enlige far af den historie? At mennesker ikke er pindsvin. Jeg ved ikke hvad ungen tog med sig fra historien.

@Ulrik Mortensen, ja, og det følger heraf, at 2/3 af de uretmæssigt anklagede er mænd. Eftersom vel aller-maksimalt 20% af medarbejderne er mænd, indebærer det, at mandlige pædagoger/medhjælperes risiko for at blive udsat for pædofilianklage er mangefold større end kvinders.

Er det ikke sjovt...

Når et fag ikke har så mange kvinder, så skal mændene tage sig sammen og sørge for at lave tingene om. Mandehørmen skal fjernes, og kvinderne skal inviteres & støttes op om så de forhåbentligt får lyst til at deltage.

Når et fag ikke har så mange mænd, så skal mændene tage sig sammen og sørge for at lave sig selv om. De skal lære at indordne sig i hønsegården og bevise at de har lyst til at deltage.

Jeg går ind for øremærket barsel - i hvert fald, hvad det statslige økonomiske tilskud angår: Far og mor bestemmer selv, hvem der tager hele barslen kalendermæssigt, men far får økonomisk støtte til 50% og mor får økonomisk støtte til 50%. Ønsker de at lave en anden kombination, betaler de selv for afvigelsen. Det gør jeg ud fra den præmis, at staten - selvfølgelig - ikke bør give økonomisk støtte til særbehandling af det ene køn, men at et forælderpar selvfølgelig selv skal bestemme på hjemmefronten den rent praktiske fordeling - og selvfølgelig kan det koste (alt koster).

Gør det mig til feminist? Tja, jeg er at betragte som en egalist, men ved det blive en svær kamel at sluge for den gamle patriark Leo Nygaard. But who cares.

Desuden synes jeg ikke moderne mænd skal ynkes, det har de slet ikke behov for.

Rikke - Min vinkel er, at de to ikke selv bestemmer fordelingen mellem sig af den samlede tilskudstid. Dette er kernen i "øremærkning", som jeg har forstået det.
Ønsker far/mor ikke ikke at udnytte sin ret, falder tiden bort !
Hvorfor skal staten udøve dette formynderi over forældrenes privatliv.