Kronik

Man kan altså godt være fornuftig at høre på, selv om man er psykisk syg

Vi psykisk syge trænger til at blive hørt, ikke på trods af vores sygdom og heller ikke på grund af den, men som de hele mennesker, vi er
Da jeg havde det allerværst, lovede jeg mig selv, at hvis jeg nogensinde fik det bedre, ville jeg bruge mine ressourcer på at få de psykisk syge frem i lyset og på den måde nedbryde fordommene og skabe omsorg og forståelse for denne udsatte gruppe, skriver Signe Madsen

Da jeg havde det allerværst, lovede jeg mig selv, at hvis jeg nogensinde fik det bedre, ville jeg bruge mine ressourcer på at få de psykisk syge frem i lyset og på den måde nedbryde fordommene og skabe omsorg og forståelse for denne udsatte gruppe, skriver Signe Madsen

Peter Nygaard Christensen

10. november 2018

For godt to år siden fik jeg bevilget fleksjob på baggrund af længerevarende psykiatriske problemer, indlæggelse og efterfølgende diagnosticering. Diagnosen er i mellemtiden lavet om, i dag er jeg diagnosticeret med skizotypisk sindslidelse, men symptomerne er de samme, om end væsentligt bedret ved konsekvent at være åben og ærlig om diagnosen, indadtil og udadtil.

Men på daværende tidspunkt var det stadig ret nyt for mig at sige højt: »Jeg er psykisk syg« – for jeg havde endnu et behov for at adskille mig selv fra sygdommen. Desuden havde jeg gennem mange år været vant til at holde al dårligdom skjult og kun vise de bedste sider af mig selv, så derfor var det også vanskeligt at skulle søge et fleksjob, da det jo selvfølgelig indebar, at min sygdom ville blive omtalt under en jobsamtale.

Heldigvis – eller måske handlede det ikke så meget om held som om åbenhed – fandt jeg en arbejdsplads, hvor der var plads til, at jeg kunne fortælle om min baggrund og udfordringer, uden at jeg følte mig anderledes eller holdt udenfor. Det var en kæmpe lettelse, at mine mørke hemmeligheder blev taget så godt imod, og det gav mig mod på mere.

Psykisk syge frem i lyset

Derfor har jeg i det seneste års tid gjort en hel masse for at øve mig i åbenhed. Både som et personligt projekt, eftersom jeg erfarer, at åbenhed baner vejen for et mere værdifuldt liv, men også fordi jeg, da jeg havde det allerværst, lovede mig selv, at hvis jeg nogensinde fik det bedre, ville jeg bruge mine ressourcer på at få de psykisk syge frem i lyset og på den måde nedbryde fordommene og skabe omsorg og forståelse for denne udsatte gruppe.

Altså har jeg ivrigt, så ivrig som en psykisk udfordret fleksjobber er i stand til at være, skrevet diverse indlæg til dagbladene, der fortæller historier om et liv, som på mange måder adskiller sig fra det, der for tiden bliver omtalt som ’den almindelige danskers hverdag’.

At gøre det har betydet, at der er blevet åbnet for nogle aspekter af mit liv, jeg tidligere har skammet mig over, og som kun meget få, og i nogle tilfælde slet ingen, har kendt til. Det har skabt nye samtaler blandt venner og familie, som interesseret har spurgt ind på baggrund af det, de har læst i aviserne, og jeg har fået mange tilkendegivelser på de sociale medier fra personer, der kan identificere sig med min situation, og som er glade for, at der er en, der står frem på deres vegne.

Det har altså givet mig selv og andre noget, at der bliver sat fokus på de psykisk syges liv og udfordringer med både ’systemet’ og samfundets fordomme. Men jeg er desværre løbet panden mod en mur, bedre kendt som medieverdenen.

Har fortiet en del af mig selv

Så længe jeg, den psykisk syge, udelukkende skriver om emner omhandlende min sygdom, er der ikke andet end støtte at spore blandt medierne. Men tillader jeg mig at begive mig ind på områder, som ikke direkte handler om sygdom, er jeg ved flere lejligheder blevet opfordret af medierne til at holde min diagnose for mig selv – vel at mærke mange af de samme medier, der har bragt de andre historier. Det har de gjort, for at diagnosen ikke har skullet ’skygge’ for pointerne – som om en psykiatrisk diagnose automatisk vil diskvalificere enhver holdning til verden, jeg ellers måtte have og argumentere for.

Jeg forstår godt, hvorfor de kommer med denne opfordring, og jeg har også fulgt deres råd indtil nu, da jeg har ønsket at blande mig i den offentlige debat om andre ting end kun psykisk sygdom. Men hver gang jeg er gået ind på præmissen, har jeg fået en dårlig smag i munden og er blevet sur på mig selv over, at jeg endnu en gang har fortiet en del af mig selv, der har været med til at forme den, jeg er i dag – en person, jeg endelig har lært at holde af, sygdom og det hele.

Det er umuligt at adskille mig selv fra sygdommen, muligvis er den indlejret i mit DNA, og så længe de syge og samfundet forsøger at skabe denne dikotomi mellem den syge person og sygdommen, så længe vil de syge forblive stigmatiserede og irrelevante for det øvrige samfund. For hvis vi tænker, at de syge kan helbredes ved at fjerne den syge del af dem, vil det uundgåeligt efterlade en masse mennesker i to dele, og på den måde bliver de jo aldrig værdifulde for dem selv og for andre.

Vær åben om diagnosen

Den eneste vej, som jeg ser det, er at anerkende, at de psykisk syge er en del af samfundet, og at de trænger til at blive hørt, ikke på trods af deres sygdom og heller ikke på grund af den, men som de hele mennesker, de er.

Det har ikke ligefrem været let at nå hertil, hvor jeg er i dag, og der er stadig mange dage, hvor jeg synker ned i selvmedlidenhed og har lyst til at smide håndklædet i ringen. For det er ikke altid let at være tapper og modig og gå forrest i skudlinjen, selv om jeg efterhånden er ret hårdhudet. Og der er stadig så meget, jeg ikke har fortalt om mig selv, og som jeg ved, de fleste vil have svært ved at høre.

Så der er lang vej endnu, og der er mange barrierer, der skal nedbrydes i mit indre, før jeg kan lægge alle kortene på bordet og være fri. Men for at det skal lykkes, er der nødt til at være et talerør, der er åbent og neutralt, så døren ikke bliver lukket i, når jeg nævner diagnosen.

Og siden det åbenbart er en længere proces – for ærligt talt bliver psykisk syge stadig betragtet som svage, mindre begavede stakler – vil jeg på det kraftigste opfordre medierne til at tilføje eventuelle psykiatriske diagnoser til beskrivelsen af skribenten, uanset hvad emnet i indlægget er.

En anden klarhed

Det lader nemlig til, at folk derude i det ganske land er klar til at høre de psykisk syge tale, både om sygdom og om samfund, og at de måske endda kan bidrage til at give et mere nuanceret billede af verden, som kan skabe værdi for mange.

Vi skal nemlig huske, at livets store udfordringer ofte er med til at skabe livets store indsigter, indsigter de fleste ikke opnår, og godt for dem, men derfor kan det vel ikke skade at dele lidt ud af disse hårdt tjente lærepenge?

Ville jeg ønske, at jeg ikke var syg, men ’bare’ ligesom alle andre? Ja, selvfølgelig.

Lad os ikke forsøge at narre nogen, det er ikke fedt at være kronisk syg. Men det er heller ikke udelukkende dårlig og i hvert fald er mit blik ikke længere sløret af sygdommen, og jeg ser verden ganske klart. Denne klarhed, som måske er særlig for psykisk syge som mig, bør komme andre til gavn ved, at vi skaber debat og giver stof til eftertanke om, hvordan de fleste lever deres liv.

Så måske er det på tide, at medierne pudser deres briller og bliver bevidste om, at det er deres syn, som er sløret, og at danskerne er mere end klar til at se verden, som den er, igennem øjnene på de forskelligartede og syge mennesker, der bebor den.

Jeg er i al fald hermed officielt stoppet med at tie, før jeg taler.

Signe Madsen, cand.it. i Oplevelsesdesign og tekstforfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Inge Wie Nielsen
  • Anker Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Torben Skov
  • Lise Lotte Rahbek
  • Annika Hermansen
  • Eva Schwanenflügel
Inge Wie Nielsen, Anker Nielsen, Estermarie Mandelquist, David Zennaro, Viggo Okholm, Torben Skov, Lise Lotte Rahbek, Annika Hermansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Annika

Med risiko for endnu engang at udvise manglende finfølelse overfor emnet, og absolut uden relation til skribenten: Der er en del som tyder på at du i dén grad har ret. Hvis en person afviger tilstrækkeligt meget fra gennemsnittet, så betragtes personen ofte som psykisk syg. Der findes videnskabeligt beviste fysiologiske tilstande af hjernen, som ligesom sukkersyge kan betragtes som en reel sygdom man kan behandle, men Men vi kender reelt ikke ret mange.

F.eks. er langt størstedelen af de diagnoser DSM manualerne indeholder, noget en mindre gruppe amerikanske, mandlige, psykiatere satte sig ned og besluttede sig for var unormalt, inkl. afstemninger når de var uenige. De har ingen fysiologisk forklaring, og en af de diagnoser, som var oppe og vende, blev droppet, fordi en af psykiaterne sagde at det gjorde han da også. Det har absolut intet med videnskab at gøre. Man tror det er løgn:

https://www.youtube.com/watch?v=6JPgpasgueQ

Jørn Andersen, Lars Steffensen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jeg elsker også at blande tingene sammen så her får du en historie næsten set gennem den svindel sigtede Britta Nielsens øjne :-)

Førhen var det som sædvanelig nok ikke småting men hundredevis og atter hundredevis af oplevelser med intolerance, nedladenhed og småracisme som Britta Nielsen og hendes afdøde Pakistanske mand med deres to børn har gennemgået fordi integrationen er død på operationsbordet.

Forleden kom Britta Nielsen så til Danmark og skal forklare sig men måske har hun allerede givet en slags forklaring men sine historier om sin rigdom, hvor den ene historie er at det er erstatning efter hendes mand er død på et operationsbord.

Den anden historie er at pengene kommer fra hendes afdøde mand der var læge som havde opfundet medicinsk udstyr og sådan har pengene fra social styrelsen måske også været et plaster på såret af retfærdig harme.

Den tredie historie er at pengene er arvet efter den rige Pakistanske familie men manden var bryggeriarbejder på Carlsberg til gengæld var familienavnet Hayat som betyder liv eller i live og så fik Danmark en fuckfinger.

Med heste der skulle rides i international klasse og ejendomme i et Sydafrika "uden" apartheid i mere end femten år som en anden Mandela i egen selvforståelse til fælden klappede som justitsministeren siger, selvom det måske mere er spejlet der er kommet hjem.

God bedring.

Lars Steffensen

"F.eks. er langt størstedelen af de diagnoser DSM manualerne indeholder, noget en mindre gruppe amerikanske, mandlige, psykiatere satte sig ned og besluttede sig for var unormalt, inkl. afstemninger når de var uenige."

Der er ekstremt gode grunde til at se kritisk på den nuværende praksis for psykatrisk diagnosticering , den sygdomsforståelse, der ligger bag og dernæst den behandlingsindsats, som er konsekvensen af begge.

Hans Aagaard, Jørn Andersen, Taina Berg og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Inge Wie Nielsen

Tak for din artikel!
Vi skal frem i lyset og anerkendes som ligeværdige mennesker, med de samme behov som alle andre. Lige nu er kun bunden dækket i Maslows behovspyramide. Vi overlever kun, - måske?
Men vi har også behov for tryghed, samhørighed, anderkendelse, udvikling og håb for fremtiden.
❤️

Jeg tænker du har ret i at langt største delen af beskrivelserne af psykisk sygdomme er afhængige af normative standarder til at holde op imod. Alligevel er der ingen tvivl om at forsøget med at afgrænse og kategorisere diagnostisk oprindeligt havde sin ophav i konstateringen af at mennesker led og pinedes slemt under disse tilstand, og mening var at finde en lindrende behandling for dem. DSM og deslige kunne godt se ud til at have kørt af sporet, og det kan ikke udelukkes helt synes jeg, at det er sket under indflydelse af den farmaceutiske industri, som ser gerne maks antal tilstand med anerkendt label på, der giver mulighed også for anerkendte farmaceutisk behandling.
Iøvrigt er en af de hele stor kanoner i psykiatri i US, Nancy Andreasen.