Klumme

Kong Gulerods minde

I anledning af et uopklaret drab
30. november 2018

Tullerulle tappenstreg
spiste gummibolde.
Tullerulle Tappenstreg
blev gift med Karl den Tolvte.

I dag 30. november for 300 år siden døde Sveriges 12. Karl. Kongen blev skudt gennem kraniet, mens han under Store Nordiske Krig tidligt om aftenen var ude og inspicere svenskernes løbegrave foran den dansk-norske fæstning Frederikssten i Halden nær Svinesund. Hvem der skød, er aldrig opklaret. Det eneste, man sådan set ved med sikkerhed, er, at Karl blev slået ihjel, at det ikke var selvmord og næsten 100 procent sikkert ikke et vådeskud.

Såfremt skuddet ikke var et tilfælde, må manden, der skød, have haft godt sigte. Kongen, der stod i løbegravens bund med hovedet frit og spejdede op mod fæstningen, blev ramt rent af en kaliber 2 cm musketkugle gennem begge tindinger med stort ind- og udgangshul.

Da kisten i 1917 blev åbnet for en forsvarlig retsmedicinsk undersøgelse, fremstod skudhullet, som om skytten har stået med kongen i profil foran sig og på kort afstand. Det var jo også mørkt. Det kan ifølge en nyere undersøgelse af kildematerialet have været en heldig norsk musketskytte, der blot ikke bagefter har pralet af bedriften, måske fordi han ikke var klar over, at han ramte, og slet ikke hvem han ramte.

Selvhævdende rå børste

Enkelte historikere har gættet på en fransk officer André Sicre, der af kongens svoger Fredrik af Hessen kan have bestilt drabet for som rette arvinger at bane vejen for sin kone og sig selv. Ikke så få ønskede at sætte en stopper for krigerkongen, der efter sine fiaskoer, tabet af utallige svenske soldater samt enorme summer stod i vejen for en længe ønsket fred i handel og fremgang. Dertil kom, at Karl var inderligt usympatisk, en selvhævdende rå børste, ikke glad ved kvinder snarere raske svende, hvad der ikke just var velset i de kredse.

Endelig, og den teori forekommer indlysende, kan det have været en ganske almindelig svensk soldat, der pludselig så en chance for at ændre sin egen næsten uundgåelige skæbne og udsigten til at komme af dage eller blive lemlæstet i kongens felttog, der blev ved og ved. Gerningsmanden, hvis krigstræthed som så mange andres var følelig, kan have befundet sig i samme løbegrav som kongen hin tidlige novemberaften i 1718 og har tænkt – på svensk: Der står den store skiderik, fanden tage mig, svenske folket og jeg har været i krig længe nok: Sigte, sigte, sigte: Bum!

Kongen var død som en surströmning. Det aflange kongelige hoved lagde sig på armene, uden at kadaveret faldt om i den snævre løbegrav.

Formentlig er der gået lidt tid, før nogen har opdaget, hvor galt – eller godt – det stod til. Selv om aftenen var der mange lyde under belejringen: knirken og raslen, råb og kommandoer, skud i mørket.

Og ét til.

Hvem hæftede sig ved dét …

Kongen var klædt tarveligt i militært soldateruld i blåt og gult, svære sortsværtede ridestøvler, trekantet hat. Ingen særlige kendetegn måske med undtagelse af sværdfæstet og stjernen på uniformsfrakken, men den kunne bare være anbragt på en og anden særligt udmærket adelig officer. Ellers ikke noget, der tydede på noget specielt den aften, én blandt så mange i den endeløse krig under Karls stadig mere vakkelvorne og trods Tullerulles antydede moderskab ugifte, barnløse ledelse.

Tullerulle Tappenstreg
spiste kaffebønner.
Tullerulle Tapppenstreg
fik fire brune sønner

Det korte af det lange: Sverige, Norden og Europa var befriet for en af de værste blodhunde i verdensdelens krigsliderlige historie.

Varme tanker til banemand

Ikke alene danskerne, men også russerne, især russerne har utvivlsomt sendt en venlig tanke til Karls banemand. Den svenske konges evigt aggressive ekspansionstrang førte til den første af de store vesteuropæiske invasioner af Moder Ruslands hellige jord og kostede kassen.

Men ved en russisk kraftanstrengelse, listig ledelse og Karls dumhed blev svenskerne standset i juni 1709 ved Poltava. Det russiske vejr havde mørnet svenskehæren, der lå i vinterkvarter før slaget. Karl kunne kun mønstre en meget lille snes tusinde halvduelige, udkørte soldater mod russernes godt 50.000 mand motiverede styrke. Poltava blev en svensk katastrofe, Karl tilmed hårdt såret i foden, så han måtte flygte.

Under det russiske felttog havde svenskeren allieret sig med den ukrainske kosakhøvding Mazepa, der dog ikke var meget værd på en slagmark.

Russerne glemte imidlertid ikke svenskernes forsøg på at erobre Moskva eller ukrainerens medvirken. I historiens lange stræk bør man i ligningen medregne mystiske ubåde på spionage i svenske farvande samt russisk annektering af Krim og opbringningen af ukrainske flådefartøjer i det Azovske Hav.

Siden gentog andre hære under andre overgeneraler mærkværdigt nok forsøget på at komme det enorme land i øst til livs. Fantasien til at forestille sig den russiske vinters forfærdende kraft rakte ikke til at tøjle ambitionen om en tilsyneladende nem erobring. Disse uendelige stepper befolket af så få stod jo åbne for indmarch. Sådan tænkte Napoleon. Sådan tænkte tyskerne i 1. verdenskrig. Og sådan tænkte Hitler. Invasionerne kostede hver eneste forbandede gang russerne alverden, om end de med vintervejret i ryggen i sidste ende altid vandt.

Tilbage i Rusland råder mistilliden til folk, der taler svensk, fransk, tysk og ukrainsk, samt den tankegang, der den dag i dag styrer ikke så lidt af den russiske let begribelige territoriale strategi.

Dette sagt skulle meget nødigt få denne skribent til at lyde som en anden Marie Krarups kammerat med Putin.

Indsigt og forståelse i historisk belysning er ikke det samme som nationalromantisk naivitet i misforstået kristenandægtig skysovs.

Tullerulle Tappenstreg
gav dem gummibolde.
Tullerulle Tappenstreg
fik klø af Karl den Tolvte.

(Halfdan Rasmussen i taknemmelighed)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Hans Larsen
  • Anders Graae
  • Palle Pendul
  • Niels Duus Nielsen
  • Trond Meiring
  • Grethe Preisler
  • Kurt Nielsen
  • Frede Jørgensen
  • Torben K L Jensen
Malan Helge, Hans Larsen, Anders Graae, Palle Pendul, Niels Duus Nielsen, Trond Meiring, Grethe Preisler, Kurt Nielsen, Frede Jørgensen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Med et rallende - ØV- overlod Kalle den tolvte sin kullede sjæl til djævelen for den sikre hånd på en hædersmand som de djærve danskere uden at rødme senere kaldte Gøngehøvdingen selv om han ikke var samtidig - men hvad fanden betyder det når det drejer sig om en jævla svensker der i forhold til en anden en af slagsen - Oluf Palme - var en forløber for andre krigeriske psykopater der har forpestet livet ind i døden for millioner af intetanende mennesker der ikke havde forstand til at se det komme. Og russerne - tjaah - de gør hvad de altid har gjort siden Ivan den Grusomme - skyder et par bjørne,pelser dem,sælger dem ikke,beholder dem selv og venter på at Fader Frost gør kål på dem der truer Moder Rusland,griner i skægget,drikker en vodka,ryster på hovedet i forundring over at idioterne aldrig bliver klogere. I øvrigt har Krim været russisk siden 1783.
Vuf.

Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Niels Duus Nielsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Georg Metz

Du ævler omkring 1. Verdenskrig.

Brest-Litovsk-freden imellem Sovjet & Tyskland i marts 1918 kan kun betegnes som et nederlag for Sovjet.

Niels Duus Nielsen

Det er ikke helt rigtigt, hvad du skriver, Torben Lindegaard, kampene på østfronten (russernes vestfront) var endt i et dødvande, hvor ingen af parterne kunne få overtaget over den anden. De røde bolsjevikker var samtidig involveret i en borgerkrig, og havde brug for tropperne og især pengene til at nedkæmpe de hvide kontrarevolutionære, så de valgte at indgå en ufordelagtig fredsaftale, i det håb, at den tyske revolution ville annullere denne aftale. Revolutionen kom da også, men den blev slået ned med hård hånd, men i mellemtiden havde tyskerne jo tabt krigen, hvorfor fredaftalen alligevel blev annulleret.

Dette førte så til at russerne førte en længere krig mod polakkerne, som de så tabte. I det samlede billede må man derfor sige, at den tysk-russiske krig var uafgjort, og at Rusland tabte krigen mod Polen.

Så hvad Metz skriver ikke noget ævl, tværtimod understøtter det hans argument: Tyskerne var klare over, at de ikke kunne gøre et halvhjertet forsøg på at invadere Rusland, det ville kræve hele den tyske krigsmagt. Men da felttoget i Vest slog fejl og blev til en skyttegravskrig, var krigen i Øst allerede tabt. Det vidste tyskerne sådan set godt, men da det er nemmere at starte en krig end det er at stoppe den igen - hvis man ikke sejrer overbevisende vil man miste både hæder, ære, anseelse og store landområder - fortsatte de med at kæmpe.

Russerne var lidt ligeglade med hæderen og de store landområder, landområder er en af de ting, russerne har til overflod, så de stoppede krigen mod tyskerne, for så meget mere effektivt at kunne udkæmpe deres egen borgerkrig. Og enden på det hele blev jo, at det russiske imperium, nu i skikkelse af en union af nationale sovjetter, faktisk var stort set intakt.

Jens Thaarup Nyberg, Hans Larsen, Anders Graae, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Tommy Clausen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Niels Duus Nielsen

Så Sovjet var ligeglad med tabet af Ukraine med den gigantiske kornproduktion og Azerbaijan med de rige oliekilder? - det er ren historieforfalskning baseret på fri fantasi og ønskedrømme !!

Niels Duus Nielsen

Torben Lindegaard, har du glemt, at Ukraine blev optaget i Sovjetunionen i 1922? Rusland måtte acceptere, at Finland, Polen og de baltiske lande blev selvstændige, hvilket russerne modvilligt affandt sig med efter at polakkerne storbankede dem i Warszawa i 1920. Så historieforfalskningen er helt på din side.

Trond Meiring, Hans Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Niels Duus Nielsen

Vi taler om Brest-Litovsk fredstraktaten fra marts 1918, som var et nederlag for Sovjet -
modsat Georg Metz' påstand.

Din snak om efterfølgende begivenheder i 1922 er uden relevans.

Jens Thaarup Nyberg

Torben Lindegaard
Sandt nok, men russerne fik hvad de ville, fred til borgerkrig og revolution - altså en sejer for dem.

Enhver, der leger med tanken om at angribe Rusland, bør læse Georg Brandes' skrift "St. Petersborg" fra 1895. Her refererer han en samtale med en tidligere russisk militærattache i Paris.

Denne skal have sagt til Brandes:
- "For Ruslands Vedkommende var han med Hensyn til Udfaldet af en Krig saare rolig. 'For det Første, sagde han, kan Fjenden ikke underholde, ikke ernære sine Tropper i vort fattige Land, hvor vi tilmed brænder Alting af.

For det Andet har vi den Styrke, at vi er Barbarer. Vore Soldater lever godt af en Føde, ved hvilken den tyske Soldat vilde sulte ihjel ... det er Et: Dernæst bliver Krigen hos os ikke Soldaterkrig, men Folkekrig, og den menige Mand følger Driften til at bide Struben over paa den Fjende, der sætter sine Fødder paa det hellige Ruslands Jord."

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Steen Sohn
Det var så ikke tilfældet i 1. verdenskrig; soldater bønder og andet godtfolk var trætte af Zarstyret og ville hellere bekæmpe dette.

Niels Duus Nielsen

Torben Lindegaard, du gør dig skyldig i at se virkeligheden som en ting, og ikke som en proces. Set fra vores overlegne perspektiv her i 2018, hvor vi ved meget mere om, hvordan tingene udspillede sig end de vidste i 1918, er fredsaftalen i Brest-Litovsk et midlertidigt tilbageslag, som få år senere ingen rolle spillede overhovedet. Historie handler om proces, og ikke om enkeltstående begivenheder. Krøniker oplister kendsgerninger i kronologisk rækkefølge, men en krønike er ikke et stykke historieskrivning, derimod udgør den et godt grundlag for en historisk analyse og en "connection of the dots", som kan munde ud i en egentlig historieskrivning.

Historien om Første Verdenskrig sluttede ikke i 1918, på mange måder er den ikke slut endnu. Men som mennesker med et begrænset perspektiv er vi nødt til at inddele den uendelige proces i en begyndelse, en midte og en slutning. Hvornår begivenhederne begynder og slutter er op til den enkelte historiker. Du har valgt at lade krigen slutte i 1918, det er din ret, jeg vakler mellem om den slutter i 1945, 1991 eller måske slet ikke er slut endnu?

Så vi begår begge historieforfalskning, blot er jeg, i modsætning til dig, bevidst om, at historieforfalskning er umulig at undgå, for så vidt vi er tvunget til at sætte arbitrære begyndelse- og slutpunkter for begivenhederne, hvis vi vil formulere dem i en sammenhæng som et narrativ. Historievidenskab er ikke en eksakt videnskab, som du synes at tro, men snarere en fortolkningskunst.

Jens Thaarup Nyberg

Niels Duus Nielsen; 01. 12, 2018 - 00:20
"Historien er en proces ..", ja, og en kumulativ proces, der undertiden udløser enkeltstående begivenheder, som 1.ww.

"Historien om Første Verdenskrig sluttede ikke i 1918 .. " sandt nok, men 1. ww sluttede i 1918, og dens virkning(skvant) spøger i vore sind.