Kronik

Kunststøtten er en perspektivløs pengeregn over de få

De store private fonde hævder at dele penge ud til almennyttige formål, men fungerer ofte som skattefritaget fidus til skjult reklame. Statens fonde er sat i verden for at støtte den fri kunst, men ofte ender midlerne som gaver, en lukket kreds af kunstnere forærer hinanden
Operaen set fra Amaliehaven. Begge landemærker er gaver fra A.P Møllers Fond, men hvor almennyttigt er det egentlig at forære den slags, når det ikke er et åbent og demokratisk spørgsmål, til hvad og hvem de skattetfritagede private fondes donationer går?

Operaen set fra Amaliehaven. Begge landemærker er gaver fra A.P Møllers Fond, men hvor almennyttigt er det egentlig at forære den slags, når det ikke er et åbent og demokratisk spørgsmål, til hvad og hvem de skattetfritagede private fondes donationer går?

Jacob Ehrbahn/ Ritzau Scanpix

9. november 2018

I mit arbejde som forfatter er fondsmidler ofte en vigtig del af min indtægt. Man skulle måske tro, at det var nemt at søge og få den type midler, men nej. Selv om de fleste fonde er kategoriseret som almennyttige, kan det være vanskelligt at få øje på det velgørende i de store fondes uddelingsprincipper.

Jeg vil vove den påstand, at de fleste almennyttige fonde slet ikke er almennyttige, og jeg savner og efterlyser et løbende, kritisk eftersyn af de enkelte fondes virke og uddelingsmetoder. Der er selvfølgelig en udgift forbundet hermed, men jeg tror, at gevinsten ved at afsløre en række rige fonde som meget lidt almennyttige ville sikre staten en solid skattegevinst. For så snart disse fonde bliver korrekt kategoriseret, ophører deres skattefritagelse også.

Derudover kunne man pålægge alle fonde en form for formueafgift. Den sædvanlige klagesang om, at man gør indhug i fondens midler, som ellers var gået til almennyttig godhed, kan roligt afvises. De store fonde bruger i forvejen store summer på administrationsbidrag til store advokathuse, som ofte ikke foretager sig det mindste.

I øvrigt er der talrige fonde, som de fleste slet ikke har mulighed for at søge. Hvor almennyttigt er dét? Det virker mest af alt som om, at fondenes administratorer eller grundlæggere vil sikre sig, at midlerne ikke går til nogle, som de af principielle årsager ikke ønsker at støtte. Formuleret på jævnt dansk virker det som om, at mange af fondene primært er gaveuddelinger til en lukket kreds.

Hvis fondene ikke optræder almennyttigt i uddelingsprincipperne, men agerer efter herremandens (administrators) forgodtbefindende, risikerer vi, at det almennyttige går tabt i personkredses indavl.

Det kan skade den sammenhængskraft, som i ét og alt er meningen med almennyttige fonde, så vi undgår ensidighed og én bestemt fremstilling af dette eller hint.

Reklame

De erhvervsdrivende fonde er på mange måder en fin konstruktion. Men i forbindelse med deres virke ses det alt for ofte, at uddelingen af fondsmidler nærmest har karakter af reklame for fondens virksomhed.

Gennem tiden har der været talrige skræmmeeksempler på, hvordan de store fonde har optrådt egennyttigt. Det gælder ikke mindst mastodonten A.P. Møller-fonden. Der var for eksempel sagen om Amaliehaven. Rederiet ejede et stykke ubrugeligt jord ved Amalienborg, som var dyrt at ligge inde med og umuligt at sælge. Så lod man sin egen fond overtage stedet og lave en ikke alt for køn lille park, der blev skænket til kommunen med deraf følgende vedligeholdelsesforpligtelser for det offentlige.

Den form for almennyttighed kan vi godt undvære! Det blev ikke bedre med Operahuset, hvor alle demokratiske processer blev fejet til side som noget, hverken mand eller myndighed skulle blande sig i.

Velux Fonden har også støttet mangt og meget, men når man for eksempel besøger det (noget ynkelige) industrimuseum Brede Værk nord for København, springer det i øjnene, at der undervejs i udstillingen er, hvad der ligner et reklameindslag for Velux-virksomheden.

Statens egne fonde ikke er et hak bedre. Tværtimod. Bare kig på kulturfondene. Tager man Ole Bornedals seneste film Så længe jeg lever, fremgår det, at den har fået støtte af den Vestdanske Filmpulje. Det har den, fordi én scene er optaget i Aarhus.

Scenen, hvor en af skuespillerne går sin vej, mens en anden falder i et vandbassin, kunne lige så godt være optaget alle mulige andre steder. Den har intet med Aarhus at gøre. Derimod er scenen, hvor John Mogensen-figuren er så beruset til en optræden, at han dårligt kan stå på benene, ikke optaget på Bornholm, hvor hændelsen mig bekendt fandt sted. Det havde den jo nok været, hvis der havde eksisteret en bornholmsk filmpulje.

I litteraturfondene består bestyrelserne af forfattere og forlagsfolk, der rundhåndet uddeler penge til venner og bekendte, ofte med tilknytning til særlige forlag. Groft sagt bytter de så rolle engang imellem, så den nye bestyrelse udgøres af dem, som senest fik tildelt midler, og dem som lige har siddet i bestyrelsen bliver nu dem, som får tildelt legater på kvarte, halve eller hele millioner kroner. 

Det sker i øvrigt uanset, om deres forlag reklamerer med enorme salgstal. Efter min opfattelse burde kunststøtte slet ikke gives som ekstra flødeskum på lagkagen til de supersælgende forfattere, der ofte lukrerer på bibliotekernes vældige, énsidige indkøb af aktuelt populære bøger.

Kun en

De nuværende uddelingsprincipper skyldes en ændring af kulturstøtten under Fogh Rasmussen-æraen. Over hele linjen tog man fra de små og gav til de store. En række fremtrædende forfattere, som blandt andre Peter Øvig Knudsen, hoppede med på tidens bølge om at rage mest muligt til sig på andres bekostning. Det er en farlig grådighedskultur. Kunstneren kommer for langt væk fra det levede liv og for tæt på magten, som det er kunstnerens pligt at sætte sig op imod.

Dengang den nuværende ordning blev vedtaget, og kulturministeren bød på kaffe og rigdom til de selvfede, var der kun én af de etablerede kunstnere, som protesterede. Det var forfatteren Anders Bodelsen, som satte sig på den trappe, hvor Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich årtier forinden havde siddet og røget hash og krævet bedre forhold for kunstnere. Der sad han skuffet og vrængede: »Jeg vil ikke ha' kaffe!« Dét er tidens kunstneroprør. Flot af ham, trist for kunsten!

Som kunststøtten er nu, er den en perspektivløs pengeregn over de få. Hvis der ikke er politisk mod til et fundamentalt opgør, burde den i det mindste ændres, så den i lighed med alle andre offentlige ydelser gøres indtægtsbestemt. På samme måde bør biblioteksstøtten tildeles efter udlån frem for antallet af støvede eksemplarer på bibliotekernes hylder. Det vil nok ændre på indkøbene og dermed frigøre store summer til mere alsidige indkøb.

Mere kontrol

I forhold til de private fonde er spørgsmålet, om kontrollen med deres uddelinger og procedurer er sparet væk? Noget tyder på det. Jeg erindrer, at jeg for efterhånden mange år siden modtog en forespørgsel fra Justitsministeriet i forbindelse med en konkret uddeling. Det står mig ikke klart, hvad jeg skulle svare på, men det lignede et tjek. Siden har jeg aldrig oplevet det, og det kan da sagtens være, at henvendelsen dengang gjaldt noget helt andet. Uanset efterlyser jeg en systematiseret kontrol.

Kontrollen behøver ikke at være indviklet. Fondene kan føre lister over ansøgere og tildelinger efter særlige retningslinjer. Efterfølgende kan man ved stikprøvekontrol tjekke, om retningslinjerne bliver overholdt.

Derudover er der et klart behov for en klar definition på, hvornår en fond er almennyttig eller ej. Efterhånden som fondene får mere magt og indflydelse som følge af offentlige besparelser, kan det alternativt resultere i en skævvridning på en række områder og dermed skade samspillet mellem menneske og magt. Og fondene kan til syvende og sidst lade være med at være fonde, hvis de ikke vil gå ind på spillets regler.

Allan Vendeldorf, forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars søgaard-jensen
  • Tommy Clausen
lars søgaard-jensen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer