Hans fingre var så langt nede i min hals, at de ramte min gane. Det var der, jeg vågnede. Hvis jeg selv havde åbnet munden, var jeg måske ikke blevet så overrasket over den pornoagtige gag-lyd, som fulgte.
Under andre omstændigheder, med en mand jeg rent faktisk ville bolle, havde jeg måske ovenikøbet nydt lyden, væskeophobningen i halsen og det kontroltab, man føler, når man er ved at blive kvalt af én, man stoler på.
Men under andre omstændigheder havde jeg været vågen, og jeg bilder mig selv ind, at man ikke skal stole på mænd, som kvæler én, når man sover.
Nok er min seksualitet utilregnelig og nogle gange i et omfang, så den overrasker både mig og den mand, jeg har sex med. Men den er altid vågen, og den ved altid, når den vil have mere. Den ved også, når den vil have overskredet grænser, men når det er tilfældet, bliver jeg liderlig og tryg, ikke angst og forvirret.
Jeg tænker, det er sådan, sex skal føles, uanset hvilke præferencer man har: liderligt og trygt.
Sådan var det ikke den vintermorgen.
Røven i vejret
Det fortsatte sådan i fire timer. Jeg sov, og så vågnede jeg. Sov og vågnede.
Jeg kan ikke huske, hvor mange gange det gentog sig, men det var lidt ligesom, når man vågner fra en drøm, som man ved vender tilbage, lige så snart man falder i søvn igen. Drømmen var bare en næsten fremmed mands uønskede hænder på og i min krop, og når jeg kunne mærke, mine øjenlåg var ved falde i, gjorde jeg mig mentalt klar til at skulle fjerne hans hænder igen.
Vi havde festet sammen aftenen inden, og det var ikke meningen, han skulle sove i min seng. Han lagde sig der, og jeg tænkte: Irriterende, men whatever. Klokken er otte om morgenen, og vi er stegte. Fair nok, han ikke kan overskue at tage hjem, fair nok at jeg ikke kan overskue en akavet situation.
Efter at have fjernet hans hænder fra cirka alle steder på min krop, gjorde jeg noget, som overraskede mig, men som alligevel føltes rigtigt. Jeg vendte røven i vejret. Jeg tror måske ovenikøbet, at jeg selv tog mine trusser af og placerede min røv sådan, som man nu gør, når man gerne vil tages bagfra.
Når man gerne vil.
Man kan også sige, at jeg lod ham tage mig. Jeg samtykkede, og i momentet var det helt simpel cost-benefit.
Jeg var glad. Det virkede befriende.
I hvert fald rarere end at skulle fortsætte med at falde i søvn med angsten for at skulle vågne op med hans fingre i min krop. Der var en vis tryghed i at vide, at det ville få en ende.
Jeg tror ovenikøbet, jeg fremtvang en form for støn, og jeg prøvede at få det til at virke ærligt, for han måtte da gerne tro, at han evnede at give mig en orgasme, hvis det betød, han blev færdig hurtigere. Bonussen ved stillingen var selvfølgelig, at jeg ikke behøvede se hans ansigt imens.
Når ting er forbi
Jeg ville gerne sige, at jeg led, eller at jeg var bange og skubbede ham væk. Det ville bare ikke passe.
Jeg lod ham, og imens gloede jeg ind i væggen og tænkte på praktiske ting. Fordi han havde holdt mig vågen alt for længe, kunne jeg nok ikke nå at bage en kage til min mors fødselsdag næste dag, som jeg havde lovet hende, og hvad ville hun mon sige til det. Hun ville nok blive lidt skuffet uden at ville indrømme det.
Jeg kan også huske, at jeg tænkte, at jeg i stedet måtte gå i Lagkagehuset og købe en af de der overpriced, fesne kager, og hvad mit minus på kontoen mon ville sige til det, og at jeg egentlig glædede mig til at mærke hans sperm oppe i mig – ikke fordi jeg ville have det i min krop, men fordi det ville være slutningen på noget, jeg godt ville have skulle ende, men som jeg selv lod begynde, da jeg vendte røven i vejret.
Og når ting er forbi, kan man få fred.
Se, dét var den ultimative fordel i min cost-benefit-analyse.
Hvilket mærkat passer her?
Jeg har mere end én gang overvejet, om den skam- og skyldfølelse, jeg har slæbt rundt på siden, har fået næring af, at det foregik på den måde. At jeg tænkte på min mors fødselsdag, mens jeg lod ham gøre sig færdig og bruge min krop. At jeg ikke var bange eller slog ham. At jeg ikke råbte eller sagde nej direkte.
Men jeg tænker, det er sådan, det føles at give op. Man har forsøgt, og nu orker man ikke længere. Og vigtigst af alt, i hvert fald i min cost-benefit-analyse: Man vurderer, at det ikke nytter noget. Det er dér, man lader ting ske. Og smerten er man i momentet overbevist om, man har kalkuleret med. Derfor kan man lettere omfavne den og lade, som om den er velkommen. Så længe det bare er for en stund.
Sådan var det for mig.
Og det er her, I måske kan hjælpe mig. For folk fortæller mig, at samtykke er simpelt, men hvorfor ved jeg så ikke, om det, der foregik den morgen, var voldtægt?
Jeg ved ikke, hvilket mærkat jeg skal sætte på det.
Mine veninder ved ikke, hvilket mærkat de skal sætte på det. Bevares, nogle siger, det klart var voldtægt, andre siger, det var en ubehagelig og dårlig sexoplevelse med massive misforståelser, men det har ikke gjort mig mindre forvirret.
Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet ved ikke, hvilket mærkat de skal sætte på det. Til samtalen sagde de, at han helt klart havde overskredet mine grænser, og at jeg kunne vælge at melde ham, hvis jeg ville – så skulle de nok gemme det materiale, de havde indsamlet til undersøgelserne.
Øh, ja, gud fanden er mine grænser blevet overskredet, og selvfølgelig kan jeg gribe knoglen og melde ham, hvis jeg vil, men fortæl mig, om jeg burde. Fortæl mig, om det er det her, folk kalder samtykke, eller om det er det, folk kalder voldtægt.
Jeg troede, at man altid ville vide, om man blev voldtaget. At man ikke ville være i tvivl.
Debatten om seksuelt samtykke, og hvorvidt vi skal have en samtykkebaseret voldtægtslovgivning, hviler for mig at se på en præmis om, at der ikke er noget mellem samtykke og voldtægt. På den måde virker samtykke som et enkelt koncept, både i teori og praksis: Enten foreligger der samtykke, eller også gør der ikke. Gør der ikke, er det ikke sex. Så er det voldtægt.
Et simpelt regnestykke. Men jeg kan ikke finde facit.
Det var ikke hans intention
Jeg sagde aldrig direkte nej, og jeg valgte selv at vende røven i vejret. Det ved jeg.
Jeg ved også, at jeg i stedet for at fejre min mors fødselsdags næste dag endte med at ligge udsplattet, grædende og uden ord i hendes arme på min alt for lille sofa. Den kradser på huden og endnu mere, når ens kinder er røde og ømme af gråd. Det er sådan, jeg vil huske mors fødselsdag. Og kagen, den blev selvfølgelig ikke til noget.
Nok har jeg intet sprog for, hvad der skete den morgen, men jeg ved, at det ikke er den følelse, jeg plejer at være efterladt med efter sex. Ikke næste dag, og ikke ni måneder efter. Det må ikke forfølge én.
Jeg ved bare ikke, om det gør det til en voldtægt.
Jeg har talt med ham, og han var sød. Det var vigtigt for mig, han ikke skulle føle det som en anklage, men at vi skulle have en dialog om, hvad der skete mellem os. Den indgik han i, og på en mere empatisk måde end jeg havde turdet håbe på. Han var chokeret over min oplevelse, men han underminerede ikke mine følelser eller det faktum, at mine grænser blev overskredet, og at han var motoren.
Han ville være der for mig, og jeg skulle aldrig tøve med at kontakte ham, hvis jeg havde brug for at snakke eller ønskede mere afklaring, sagde han. Og så sagde han noget andet vigtigt: Det var ikke hans intention.
Jeg meldte ham aldrig, for jeg var i tvivl.
Men måske kan I svare mig på, om jeg er blevet voldtaget, for jeg er stadig i tvivl.
Shani Pedersen, journalist
Hvorfor hidse sig op over noget, som andre siger, og som ovenikøbet mange finder væsentligt nok til at deltage i samtale om? Det er da kun godt, at ordet er så frit som muligt under de nuværende omstændigheder, hvor magtkampene med censur, overvågning, nudging, fake news mv nu også raser på de digitale platforme.
Men selvfølgelig helene brochmann er også du velkommen til at tilkendegive din mening her i det moderne gadekær.
Tolkien, vores alle sammens historiefortæller og profet :
"Gandalf: A palantir is a dangerous tool, Saruman.
Saruman: Why? Why should we fear to use it?
Gandalf: They are not all accounted for, the lost Seeing-stones. We do not know who else may be watching.
One software to rule them all, One software to find them,
One software to bring them all and in the darkness bind them
In the Land of Mordor where the Shadows lie."
.
I modsætning til Helene Brockmann så har jeg læst kronikken og tænkte : det her er et emne til en "venindefrokost", hvor man kan snakke lidt frem og tilbage om det og give gode råd men interessant er det egentlig ikke.
Faktisk stod jeg lidt af, da hun ikke bad bekendten om at flytte sig ud af hendes seng og i stedet sove på sofaen eller gulvet - eller selv lagde sig der. Hendes opførsel er ganske enkelt dum - hvilket ikke fratager fyren fra også at have opført sig dumt.
Om det er voldtægt? Voldtægt er et vidt begreb, ikke blot noget der foregår via brutale overfald. Masser af kvinder og mænd er i deres parhold næsten dagligt udsat for en form for mentale voldtægter, hvor den ene part nærmest styrer alt.
Jeg finder ikke Shani Pedersens overvejelser om, hvilket mærkat, hun skal sætte på oplevelsen, særlig vigtig for andre end hende selv.
"Jeg finder ikke Shani Pedersens overvejelser om, hvilket mærkat, hun skal sætte på oplevelsen, særlig vigtig for andre end hende selv."
Så tager du fejl. Alene mistanken om at man er voldtægtsforbryder kan få mænd fyret. En vag facebook updatering, et rygte startet i venindesnak netværket, et indlæg i Information. Og vupti, fyren er i en verden af vanskeligheder. Eller en anden fyr er, for når der skal gættes på præcis hvem der var den skyldige, og vi alle sammen i en fart skal bevise vores renhed med en rask udrensning, så kan det jo gå ud over den forkerte.
Mads Jacobsen -
du har ret, den vinkel på sagen var jeg ikke nået til. Mea culpa.
Om så mere end grund til, hun skulle have holdt sine overvejelser i en snæver kreds eller for sig selv.
Præcis Mads Jakobsen. Og i den forstand knytter denne kronik også an til hele #metoo-diskussionen, som, uanset berettigelse i øvrigt, har tildelt kvinder rollen som både anklager og dommer.
Shani Pedersen 'føler' sig voldtaget og derfor kunne hun, helt uden hensyn til omstændigheder i øvrigt, slutte sig til kadrene af forulempede kvinder under hashtaget #metoo.
Heldigvis valgte hun at skrive en kronik i stedet og dermed udstiller hun ikke bare sin egen psykologiske uformåenhed, men accentuerer også kompleksiteten i hele overgrebs- og voldtægts-diskussionen.
Og det skal hun da have tak for.
Shani Pedersen 'føler' sig ikke 'voldtaget'. Hun er i tvivl.
Den tvivl benytter hun til - i en form og et valg som i det mindste jeg finder 'tvivlsom' - at delagtiggøre alverden i sin tvivl.
Så langt så godt.
For mig personligt er der noget afskyvækkende ved selve hendes beskrivelse af de faktiske kendsgerninger: Jeg forundres over stodderen:
"Hans fingre var så langt nede i min hals, at de ramte min gane. Det var der, jeg vågnede"
Tager vi udsagnet for pålydende, er der tale om et sociopatisk individ: Selv i en rus 'kommer man ikke lige til' at stikke sine fingre i munden på et sovende menneske.
Jeg er sikkert ikke det eneste menneske, som har erfaring med at ligge i ske med et menneske, som måske/måske ikke har lyst til at dyrke sex: Små kram, visse bevægelser, små antydninger. Alle peger de i den ene eller den anden retning. Søvn burde være et betydeligt 'nej'. Som dog kan overkommes med visse 'søvnforstyrrende' kneb. Hvis man virkelig brænder for sin sag...
Disse kneb er ikke kønsspecifikke, ej heller er de udtryk for en 'voldtægtskultur'.
Jeg vil undre mig over mange ting, den dag jeg dør. Væsentlige ting: Min manglende evne til at elske hvert eneste øjeblik som blot endnu en gave fra universet. Hvert eneste blik fra et andet menneske som en mulighed for en fusion af to sjæle til ét. Min manglende evne til med taknemmelighed blot at lade tiden gå. Blindheden. Mine børns flygtighed og min rolle deri..
Og dog: i erkendelsen af alt det tabte, vil jeg forhåbentlig kigge tilbage med noget der minder om - hvis ikke stolthed - så dog en vis tilfredsstillelse ved tanken om, at jeg levede i et så veltilfreds samfund, at alt hvad alle mennesker sagde gav mening, og det på præcis samme tid..
Måske lidt af et overgreb i starten, altså en form for overgreb. Men så snart du stikker røven i vejret og tager trusserne af så er det et ja. Så nej du blev ikke voldtaget. I øvrigt ud fra dit forhold til sex så tror jeg at du har nogle problemer i øvrigt hvis du lader folk bolle dig så de lader dig i fred frem for at sige fra + din lyst til kvælning.
@Torsten Jacobsen
Javel hun bruger ordet 'tvivl', men for mig fremstår kronikken overvejende som en voldtægts-beretning.
Og ja, der er noget, der tyder på, at det var en ubehagelig karl hun havde 'inviteret' ned i sengen. Med mindre, der er noget, hun undlader at fortælle...
Jeg vil blot tilføje at for en beruset og træt mand kan det blive ekstra svært, når kvinden ved siden af er smuk. Du bør derfor passe mere på end så mange andre.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på at når I har holdt den gående til kl 8 kunne det skyldes andre stimuli end kun alkohol. En anden ting at huske på.
Og er der nogen der ved du også kan være til kinky sex, er det endnu en ting, du må have med i tankerne.
Tak for din velskrevne og tankevækkende kommentar.
Ekshibitionisme er en plagsom lidelse
- Ikke kun for 'patienten' selv, men også for de sagesløse tilskuere, hvis sympati han/hun/hen/hyn/etc. ad libitum appellerer til med sine indtrængende bønner om hjælp til at leve det uden at ændre adfærd ... ;o/
Dræbte i trafikken, er uacceptabelt. I begyndelsen af 70'erne, blev der dræbt ca. 1200 personer. Idag er tallet 150-200. Det tal er også stort, men nok svært at reducere til et 0.
Reduktion skyldes bl.a. ændret adfærd.
Tænker artiklen og Me Too også kan reducere antallet af voldtægter via adfærdsændring. For det er uanstændig adfærd, men undgås helt, næppe. Husk; civilisationens lak-lag, kan vaskes af med alkohol!
Det er piger som dig, der gør mænd røv-forvirrede. Husk vi er nogle uvidende skabninger skabninger styret af drifter.
Tak for at du deler. Ja, det var voldtægt, din reaktion viser det tydeligt for dig.
Hvorfor det skete sådan - det ved kun du, og andres vurdering er irrelevant for din bedring.
Om han kan dømmes: efter nuværende lov, nej, der skal være “tydelig tvang”. Efter “frivillig-lov” sikkert stadig nej. Jeg er personligt mere til “tydelig samtykke”.
Men - dit valg. Meld ham hvis du orker det, måske virker det som om han har gjort det før?
Tal om det. Med dine venner, ham, hans venner. Tal og tal og tal.
Lad ikke nogen gøre os tavse.
Alle der føler sig sikre nok skal melde det.
For mange slipper fri som det er nu.
Mit håb er at en bedre og mere moderne lov over tid vil gøre det nemmere for offeret at sige nej, og overgrebsmand (m/K) at fatte det nej.
I 99% er overgreb er der ikke tvivl; mænd der forgriber sig på kvinder de kender - de kender!!! De ved godt om der er sagt ja (ikke at de ikke har fået nej). Det er den virkelighed vi lever med. Og de ved det godt, mændene.
Når drengene vokser op med mere forståelse for samtykke, så bliver det langsomt bedre, for os alle, tror og håber jeg på.
Men vi er mange, mænd og kvinder, i “gråzone-overgrebszonen” så vi skal alle blive bedre til samtykke.
For der er mange med emotionelle ar, og pointen med sex er sjov, ikke psykiske skader. Derfor skal alle være mere vakse.
God bedring - tak for at du deler og giver usikre ofre en stemme.
Du er sej.
Hvorfor ikke bare indrømme at du er en meget uartig pervers kvinde som bare nød at blive brugt af en fremmed mand..og tro mig ville ønske det var mig som fik den chance for.så havde fanme suttede din fedtede numse da du vende den i vejret med trusser nede før jeg gennem bolle din fedtede pervers tissekone til jeg sperm en ordentlig udløsning dybt op i dig
Sider