»Når det progressive USA tager så store skridt fremad i disse år, for eksempel hvad angår kvinders og minoriteteres rettigheder, er det klart, at det også afføder en stor modstand fra det yderste højre. Jeg tror, at den polarisering, vi ser nu, er helt nødvendig for endelig at overvinde den gamle ordens uretfærdigheder.«
Så håbefuld lyder analysen under fire øjne fra min amerikanske kollega, der arbejder på et af USA’s liberale medier. Og som vi sidder der, i høj efterårssol i Washington Square Park på Manhattan, med udsigt til en interimistisk bod, der sælger anti-Trump-merchandise, er det svært ikke at lade sig rive med af tanken.
Mens studerende fra det nærliggende New York University og turister shopper badges med påskriften »Impeach Trump« og med karikaturtegninger af Donald Trump som klovn eller som et talende sæt testikler, forsøger jeg at begribe omfanget af min kollegas optimisme.
Stigende polarisering
Under midtvejsvalget har det igen og igen lydt, at amerikanerne er dybt splittede. »Et land i konflikt med sig selv,« skrev vi selv på Informations forside sidste fredag.
Og valgresultatet bekræfter da også på mange måder analysen. Forskning fra Pew Research Center over en periode fra 1994 til 2017 viser ligeledes, at splittelsen mellem de republikanske og demokratiske vælgere på en lang række sagsområder har nået rekordniveauer.
Parallellen til den politiske udvikling i flere europæiske lande er efterhånden banal. Partierne på fløjene vokser, mens de gamle partier på midten skrumper ind. Tyskland, Italien og Sverige er blot nogle af eksemplerne.
Ofte bliver udviklingen udlagt som et sygdomstegn. Som om der er noget ravruskende galt, når vælgerne stemmer på protestpartier, populister og ekstremister. Som om det er noget farligt, der bør bekæmpes. Men hvad nu, hvis min amerikanske kollega har ret? Hvad nu, hvis vi i virkeligheden skal forstå den stigende politiske polarisering som et tegn på, at verden faktisk er i bedring? Hvis den, ligesom feber, er en nyttig reaktion?
Ikke flere panodiler
Mange tror, at feber i sig selv er noget dårligt, men det er det faktisk ikke. Feber er en effektfuld og naturlig del af kroppens forsvar, når immunforsvaret skal nedkæmpe bakterier eller virus. Derfor skal man heller ikke tage Panodiler for at sænke temperaturen kunstigt ved moderat feber.
Måske, bare måske, forholder det sig med den forøgede polarisering, som det forholder sig med en forøget kropstemperatur. At den er produktiv og i sidste ende vil føre til et bedre slutresultat.
Når flere europæiske borgere forlader de gamle magtpartier på den politiske midte, og de amerikanske vælgere stemmer flere kandidater fra partiernes yderfløje ind i kongressen, så fravælger de samtidig de moderate politikeres panodiler.
De gider ikke status quo-politikernes febernedsættende medicin. Ikke flere halvhjertede, pragmatiske lappeløsninger, de vil hellere tage den rene og uforfærdede kamp om fremtiden.
Den gamle verden
Så måske skal vi ikke fortvivle over, at ekstreme typer som Trump og hans kammerat i Florida, den nyvalgte republikanske guvernør Ron DeSantis, vinder valg. Måske er det, fordi deres vælgere kan mærke, at deres gamle verden er truet.
Den verden, hvor hvide mennesker er mere værd end sorte og brune. Den verden, hvor rige mennesker er mere værd end fattige. Den verden, hvor mænd er mere værd end kvinder, som så igen er mere værd end seksuelle afvigere. Og hvor klimaforandringerne bare er et helt naturligt udsving.
Når disse dogmer blusser op igen nu, er det måske, fordi vi i disse år virkelig er vidner til den konservative verdensordens sidste krampetrækninger.
Fordi vi står på tærsklen til den endegyldige sejr for ethvert menneskes frihed til at skabe et liv ud fra egne drømme og evner, og for ligeværdet mellem alle mennesker uanset køn og baggrund. Fordi vi er snublende nær den destruktive kapitalismes totaludslettelse.
Man har da lov at håbe.
God klumme. Men om vi er på vej til en bedre verden, afhænger fuldstændig af klodens evne til rumme os.
Fordi vi er snublende nær den destruktive kapitalismes totaludslettelse. Man har da lov at håbe.
Forudsætningen for at se ekstrem højredrejningen som noget positivt, er, at det ses som en reaktion på en tendens eller udvikling. Men hvor den udvikling? Hvor er den ekstreme fløj, der rummer den nye verden, som den gamle verden ryster i bukserne over? Er det Alternativets vælgere?
Jo, vi er da nogen der køber økologisk letmælk, og hvis man opsøger det, kan man da også godt falde over en artikel skrevet af en feminist. Men hvor er viljen til 1000% afgifter på fossile brændstoffer? Til borgerløn, til nationalisering af bankerne, til kontrol med finansverdenen og de multinationale selskaber?
Den gamle verden er sgu' ikke i fare. Den skrider bare mere og mere til højre. Man skal da virkelig leve i et venstreorienteret ekkokammer, for at se positivt på udviklingen.
Verden har i alle tider været under konstant forandring i et stadigt tempo.
At et mennesker får øje på specifikke ting nu, betyder ikke verden er under plusselig forandring,
men kun et udtryk for det specifikke menneske nu er kommet til et punkt, har fået øje på "ting" det ikke før har lagt mærke til, men som der altid har været.
Ps.
Det kun et spørgsmål om, hvor man kigger fra og hvad man kigger på
Det positivistiske identitetspolitiske ævl som "Her går det godt - fru kammerherreinde" er i virkeligheden et udtryk for stilhed før stormen og at det kommer fra den såkaldte venstresnoede østkyst-presse er kun tegn på at demokraterne ikke har lært en skid af Trump´s ankomst på den politiske scene i USA som en højredrejet,populistisk disruptor der ikke er set siden Hitler og Mussolini tog Europa med storm. Nææh,nej - det er en ny Neville Chamberlain´s ord - "Peace in our time" en pacifisktisk strudsetaktik der blot forhalede det uafvendelige. Forstå det for fanden - Trump og hans medløbere er en trussel mod selve kloden og skal bekæmpes med ALLE midler.
Okay, lige en kommentar til min tidligere kommentar. Artiklen handler om forhold i USA. Jeg gør selvfølgelig den fejl at jeg overfører artiklens konklusion - at der måske er grund til optimisme - til danske forhold. Jeg er sådan set meget enig i artiklens analyse, men når jeg går rundt her i Horsens, så er det sgu' ikke en følelse af et progressivt danmark, der præger min hverdag. Jeg ser kun én tendens - en højredrejning. Og så en ikke-eksisterende (eller i bedste fald usynlig) venstrefløj. Virkeligheden - udenfor ekkokammeret - er, at Enhedslisten, SF og Alternativet har 31 mandater tilsammen, eller 17% af pladserne i folketinget. Det er ikke nu vi skal føle vi har sejret, og at højredrejningen er den gamle verdens sidste krampetrækninger.
Jeg hælder mest til Peter Knaps kommentar. Det er en god klumme, fordi den giver en anden vinkel på virkeligheden, som den beskrives dagligt af politiske kommentatorer i de mediestøttede dagblade mv.
Spørgsmålet, som hænger ved efter læsningen, er om de repræsentative folkevalgte i vore demokratier også er vore magthavere. Her tror jeg på at med den faldende tillid til det politiske system, at indlægget har en pointe.
Der er en dialektisk udvikling. Efter Nixon kom Carter, efter Carter Reagan, efter Reagan Clinton, efter Clinton Bush, efter Bush Obama, efter Obama Trump. Hver gang en demokrat er blevet præsident, har det lignet en vigtig sejr for de progressive, men derefter er der kommet et nyt svar fra reaktionen. Fremtiden kender vi ikke ...
USA’s udvikling kan måske tolkes positivt som en parallel til Danmarks udvikling 1849-1901 - med den frygtelige krig i 1864, Estrups reaktionære regeringer og den kulturelle pessimisme, der efter systemskiftet blev afløst af optimisme og fremgang.
Efter min mening skal USA svække grebet om Verden – det uformelle globale imperium, der har så mange aspekter - før USA kan opleve frigørelse indadtil. USA skal følge i Storbritanniens spor. Storbritannien slap dronning Victorias formelle imperium, hvor solen aldrig gik ned, og lod det afløse af et uformelt imperium, som delvist blev afstået til USA efter Anden Verdenskrig. USA bør slække på sin finansielle, militære, internet-, olie- og gasbaserede verdensmagt og koncentrere sig om social og økonomisk fornyelse indadtil. På den måde vil amerikanerne bidrage til demokratiseringen af Verden og demokratiseringen af USA.
"Håbet er en let, men nærende kost"
Honoré de Balzac
Det er meget vigtigt at tale håbet op. Uden håbet dør vi.
PS.At Demokraterne ikke fik en overvældende valgsejr, skyldes tildels at Republikanerne har siddet meget hårdt på mange valgdistrikter. Alligevel lykkedes det at få valgt 7 guvernører, der kan gøre deres indflydelse gældende ved næste års folketælling.
Og det er ihvertfald helt nyt, at socialisme er blevet in :-)