Læserbrev

Jo, der mangler kontrol med uddelingen af kunststøtte

De fine muligheder for, at enhver kan melde sit kandidatur i repræsentantskabet, er jo det klassiske pseudodemokrati – jeg ville eksempelvis aldrig have en chance
19. november 2018

Egon Clausen forsøger i Information 14. november at gå i rette med min kronik fra 9. november, som, han mener, indeholder »grove anklager«. Selvfølgelig klandrer han mig for ikke at dokumentere indholdet, hvilket er ret forudsigeligt.

Kronikken handler om meget andet end litteraturstøtten, som er en forædt vennekreds. Som Clausen selv nævner, kan enhver gå ind på kunstfondens hjemmeside og se, hvem der har fået hvor meget, og hvem der sidder i bestyrelsen hvornår. Her finder han dokumentationen for mine påstande, men med et velkendt kneb vælger han kun at citere min tilspidsning af den almindelige praksis, hvor »den nye bestyrelse udgøres af dem, som senest fik tildelt midler«.

Clausen undsiger mine betragtninger om en manglende kontrol med uddelingsprincipperne og fremhæver repræsentantskabet, men den kontrol giver jeg ikke meget for. Han sidder der selv, selv om han i realiteten er part i sagen. Ellers ville han kaste sig ud i at diskutere det generelle problem, jeg slår til lyd for i min kronik, men det skal han ikke nyde noget af. Og jeg giver faktisk gode eksempler, hvor man igen og igen slynger om sig med kvarte, halve og hele millioner til de samme forfattere.

De fine muligheder for, at enhver kan melde sit kandidatur, er jo det klassiske pseudodemokrati – jeg ville eksempelvis aldrig have en chance. Der burde i det konkrete tilfælde sidde folk uden faglig interesse i, hvem der er hvem, og hvilke forlag deres bøger udkommer på.

Clausen glemmer, at Danmark bag de fine ord og den nogenlunde flotte facade er et korrupt land. Vi kalder bare tingene noget andet og husker lige at sige demokrati og ytringsfrihed, når det ser værst ud – og så i øvrigt efterlyse dokumentation.

Allan Vendeldorf, journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu