Kommentar

Merete Riisager hundeopdrager unge mennesker til at være slaver af fraværsprocenten

Vi får ikke robuste og ansvarsparate medarbejdere ud af at stramme kontrolskruen over for gymnasieelever. Afskaf fraværsregimet og uddan unge til nutidens arbejdsmarked.
15. november 2018

Da jeg gik i gymnasiet, vågnede jeg om natten med hjertebanken og kunne mærke sveden løbe. Jeg havde mange mareridt om Lars, vores fraværsinspektor med den høje pande og de alvorlige rynker, om røde streger i diagrammer og om at blive smidt ud af gymnasiet.

I gymnasiet har eleverne ikke ret til sygedage. Og en ny bekendtgørelse fra Undervisningsministeriet indfører nu en ny regel, så de heller ikke har lov at komme fem minutter for sent. Man får 100 procents ulovligt fravær for hele timen, selv om man bare kommer et par minutter for sent.

Gymnasieeleverne står op hver morgen til en rød opadgående kurve i et diagram, der markerer fravær fra hele timer uanset årsag, og rammer den røde kurve stregen ved 10-procentsmærket, så bliver mareridtet til virkelighed.

Det er et uhyggeligt psykisk pres, vi som samfund har valgt at lægge på gymnasieelever, fordi vi vil opdrage dem til punktlighed og ’det virkelige liv’.

Riisager er ikke din chef

Men ude i det virkelige liv er din chef ikke undervisningsminister Merete Riisager. Fraværsregimets krav om punktlighed og fratagen af ansvar for eget liv har intet at gøre med den verden, man uddanner sig til at blive en del af efter gymnasiet. Det ved jeg, for det liv er mit liv i dag.

Når en gymnasieelev får studenterhue på og drager videre i uddannelsessystemet, forsvinder meget af det psykiske pres. Der er nemlig ikke registrering af fraværsprocenter på universitetet eller andre videregående uddannelser. Man melder sig syg på nogle uddannelser – særligt, hvis man er i praktik. Og på universitetet er der sjældent mødepligt. Der er intet 10-procentsmærke, der giver din uddannelse ret til at smide dig ud eller tage din SU.

Og ude på det rigtige arbejdsmarked, dér er der nærmest ingen krav om punktlighed. Der har man flekstid, hævesænke-bord, arbejdsmiljølovgivning, løn under sygdom og tillid og ansvar.

Afslappet arbejdsliv

Samfundet og vrede mænd på Facebook har gennem min gymnasietid og min studietid fortalt mig, at jeg var et forkælet curlingbarn, fordi jeg offentligt satte ord på mine frustrationer over det pres, unge udsættes for. De fortalte mig, at det hele blev meget hårdere, når jeg kom ud på den anden side.

Men sandheden er, at arbejdsmarkedet og arbejdslivet er meget mere afslappet og meget mindre stressende end studietiden. Det arbejdende folk har det godt, i hvert fald hvis man har en studentereksamen og en videregående uddannelse i bagagen.

Jeg kan stå op om morgenen og gå hen på jobbet og præstere til et syvtal eller et firtal, og det ødelægger ikke mine fremtidsmuligheder. Der er ingen fremdriftsreform, ingen perfektionskultur, og vigtigst af alt er der ingen røde tal og registrering af fraværsprocenter, der hænger over hovedet på mig. Jeg kan melde mig syg, hvis jeg er syg, og jeg kan sige pænt undskyld, hvis jeg kommer fem minutter for sent til fælles morgenmad om fredagen, fordi metroen holdt stille.

Jeg tager ansvar for mit arbejde og mine kolleger. Min chef har tillid til mig. Og selv om der kan være pres på i perioder, og jeg gerne vil gøre mit bedste, så har jeg ikke mareridt om natten.

Tillid skaber ansvarlige mennesker

Hele grunden til, at arbejdslivet er mindre stressende, er, at moderne arbejdspladser bygger på tillid frem for kontrol. Tillid og ansvar skaber hele mennesker, der vil deres studier og vil deres arbejde. Når man bliver vist tillid, tager man ansvar for sit og sine kollegers arbejde. Det ved enhver, der har taget ledelsesfag på deres videregående uddannelse.

Det ved Merete Riisager også godt. For i Undervisningsministeriet, hvor hun faktisk er chefen, er medarbejderne nemlig heller ikke underlagt fraværsregimet. De bliver som på alle andre moderne akademiske arbejdspladser vist tillid, og det er forventet, at de tager ansvar.

Gymnasierne uddanner ikke til den virkelighed, som medarbejderne i Undervisningsministeriet har, eller den virkelighed, der er på de videregående uddannelser og universiteterne. I stedet hundeopdrager gymnasiet unge mennesker til at være slaver af fraværsprocenten.

Det får man ikke gode ansvarsbevidste og videnshungrende studerende af. Og det får man bestemt ikke fleksible, robuste og ansvarsparate medarbejdere af.

Det eneste, man får ud af den type opdragelse, er unge mennesker, der er vant til at følge grafens kurve – uanset årsag. Man får unge mennesker, der får stress og depressioner og mareridt om deres fraværsinspektors rynkede høje pande.

Hvis vi vil have de bedst mulige studerende på de videregående uddannelser, og hvis vi vil have de bedst mulige fremtidige kolleger – så skal vi tage et voksent ansvar og fortælle Merete Riisager, at der er brug for tillid til gymnasieeleverne, ikke strammere regler.

debat@information.dk

Gitte Velling, kommunikationsmedarbejder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For lige at være Advocatus Diaboli: eller også opdrager man lige præcis, så man som færdiguddannet kan tage det selvstændige ansvar, fordi man har lært nogle gode vaner - og fordi man ikke længere er barn eller meget ung.
Det mener jeg nu ikke, i min tid var vi tæt på at få mødepligten afskaffet, fornemmede vi; men så blev Bertel Haarder undervisningsminister og den frihed passer ikke så godt med liberalisternes lid-og-tål-filosofi. Imidlertid tog man ikke altid mødepligten helt så alvorlig, i hvert fald ikke i alle timer. Den oprørstrang, der lå i pjæk eller sygdom grundet for meget fagligt pres, blev om ikke opmuntret, så set på med en vis velvillighed som tegn på oprørstrang.
Det er imidlertid med den forskruede måde, gymnasiet nu er organiseret på, temmelig svært at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at drage en fritænkende ungdom op. inden- og udenfor de rammer.
Det er heller ikke længere på universitetet sådan, at man ikke kontrolleres for fremmøde, man kan afløse visse eksaminer med høj deltagelsesprocent, men det er slet ikke muligt ikke at deltage i timerne på mange fag, fordi man nu ikke afslutter med enkelte større eksaminer, men med deleksaminer efter hvert semester i alle fag. Det i sig selv umuliggør en klassisk akademisk uddannelse.

jens peter hansen

Der er nemlig ikke registrering af fraværsprocenter på universitetet eller andre videregående uddannelser.
Skrives der. Nåh er der ikke, så ved jeg sgu ikke hvorfor der til visse kurser på KU var 80% mødepligt ellers inget bevis.. Enhver elev har selvfølgelig ret til at blive hjemme hvis man er syg og dårlig. Selvvalgt fravær er usolidarisk over for kammerater og kolleger.

Hans Aagaard, Bjarne Frederiksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Nej, Gitte...at bede folk møde til tiden er ikke et "uhyggeligt psykisk pres"...

Nej, Gitte...du kan ikke bare komme for sent til møder på din arbejdsplads og forvente at blive taget alvorligt...hvis du ikke tror, din arbejdsplads har en fraværsstatistik. så skal du nok tro om, og med mindre du er pædagog er 10% fravær temmelig meget fyringsgrund. En medarbejder, der bare lige tog en ekstra fridag hver anden uge ville ikke blive hyldet af hverken kolleger eller ledelse.

Nej, Gitte...du kan ikke præstere til et firtal og blive belønnet til et 12-tal mere end du kan solde dig gennem timerne og alligevel få en god evaluering, hvis du er god nok

Nej, Gitte....bare....NEJ.

Og stram lige op, Information. Jeres niveau må da være højere end det her?

Kjeld Jensen, Jens Falkenberg, jens christian jacobsen, Hans Aagaard og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar

Enten er det mental træthed eller simpel valghysteri hos politikerne, som giver sig til udtryk i mico-management af gymnasierners drift. Se på det KÆMPE ROD af overløninger og gyldne håndtryk i det offentlige, kvotekonger, havnekonger, fejlslagende edb kontrakter til miliarder, global opvarmning, faldende drikkevandskvalitet, nepotisme i forsvaret, skatte huller og hvidvask. Her er da virkeligt noget at tage fat på.

Næ, i stedet kaster man sig over gymnasier og vil bestemme at 1 minut er nok til at blive dømt ude. Vel og mærke gymnasier der i forvejen måler, har regler og håndterer fravær.

En eller anden må have tabt sin småkage.

Lise Lotte Rahbek, Gunilla Funder Brockdorff, Carsten Munk, Dorte Sørensen, Ellen Jeppesen, Rolf Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Katrine Damm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Som far til 3 piger, der enten frekventerer gymnasiale uddannelser p.t. el. fornylig færdiggjorde samme vil jeg lette på hatten for skribenten, som har helt ret. Vi skaber unge mennesker i det her samfund, der er presset helt op i en krog, vi skaber karakterryttere (men ikke unge der tør stille spørgsmål til tingene og række fingeren op - og slet ikke langemand....), vi underbygger sociale skel, vi frarøver dem rask væk drømme og håb (også i forhold til videregående uddannelser, bolig og det at have et liv, hvor der styr på det, og man ikke behøver at frygte fremtiden. Vi forfordeler unge med en sølvske i munden. Det er ikke i orden, Danmark, og det må den til enhver tid siddende regering drages til ansvar for.

Lise Lotte Rahbek, Anders Reinholdt, Karsten Aaen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

@Lars Madsen, du har fået min anbefaling, fordi jeg er enig i dine synspunkter ... pånær brugen af 'forfordele'. Jeg hader når unge mennesker pludselig vender betydningen af et udtryk 180 grader - ligesom med den herostratisk berømte 'bjørnetjeneste'. Måske har de pjækket i dansktimerne? ;)

https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=forfordeler

Martin Kristensen

Heh...Gitte indkaldte til en demonstration, men det gik ikke så godt...

http://rokokoposten.dk/2018/11/15/fravaer-paa-77-procent-til-gymnasie-de...

Derudover vil jeg da gerne spørge Lars Madsen m.fl. hvordan det undertrykker unges mulighed for at stille spørgsmålstegn ved tingene, frarøver dem deres drømme og underbygger sociale skel at bede dem komme til tiden, bare de fleste dage? Faktisk vil jeg mene - og det har jeg noget videnskabeligt at have i - at netop de svageste elever er bedst tjent med en ordentlig struktur i ungdommen og ungdomsuddannelserne, for de ressourcestærke elever kan lettere hives op hvis det er kørt af sporet med fravær etc.

Kjeld Jensen, jens peter hansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

LA fortæller ellers at folk skal have frihed - staten skal blande sig mindst muligt osv......
Hvorfor ønsker Merete Riisager (LA) så at ville blande sig i om eleverne kommer et par minutter forsendt - hvor er skolernes frihed til selv at ordne dette?
PS: hvor mange lønmodtagere trækkes i løn, hvis de kommer et par minutter forsendt - grunden kan være trafikken osv....

Arne Albatros Olsen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Da der for nogle år siden var strejke hos buschauffører var der ingen kære mor. Enten kom du på arbejde eller også blev du trukket i løn. Det ville jo også være rigtig smart at fx chaufførerne kom sådan lidt op ad dagen og underviserne dukkede op når det passede dem. Ikke ?

Bjarne Sinkjær

Det er sympatiske tanker Gitte Velling har, der måske trænger til et realitetscheck. Jeg er faglærer på en teknisk skole, og underviser i teori om morgenen, når både eleverne og jeg selv er mest friske. Jeg har oplevet at skulle fortælle eleverne vigtige informationer, f.eks. et oplæg om et projekt, 3 gange, fordi nogle af dem kommer for sent. Det er så tid der tages fra de andre elever, der godt kan finde ud af at møde til tiden. Det er mit ansvar at de elever vi sender ud til praktikværter har et vist niveau af faglighed - ellers tager de ikke elever en anden gang, og arbejdsgiverne har også en forventning om at eleverne passer deres arbejde. Elever der har fravær på 20, 30 eller 40 % kan bare ikke nå at lære det de skal.

Arne Albatros Olsen

Hele det borgelige Danmark har aldrig udviklet sig og sluppet fra det autoritære livssyn med straffesanktioner og kontrol, som fandtes i forrige årtusinde, før de glade tressere sætte ind og for en tid vendte op og ned på lige netop det.

jens peter hansen

Hvis man deltager i et fællesskab så er et minimum af præcision med hensyn til tid en nødvendig, men naturligvis ikke tilstrækkelig betingelse. Undervisning er i vore dage en ofte et fælles ansvar for studerende og undervisere. Hvis man ikke overholder simple aftaler bryder fællesskabet sammen. At komme til tiden er ikke nok. Er det det eneste man kan byde på er fællesskabet naturligvis ligegyldigt, men kan man ikke overholde aftaler, hvoraf mødetidspunktet kunne være en del heraf så giver jeg ikke fem flade ører for de dårlige undskyldningers stenede vej. Den syge moster har nok heller ikke lige læst eller har forberedt sig osv osv.

Måske burde nogen fortælle Gitte Velling, at der findes masser af arbejdspladser, hvor man skal møde til tiden og hvor man ikke står ved et hæve sænke bord dagen lang. Der findes en anden virkelighed end akedemiske kontorarbejdspladser.

Niels Duus Nielsen

Hedder det stadig sygefravær? Jeg troede at vi i disse newspeaktider satte et minus foran tallet og kaldte det "fremmødestabilitet". Tænk positivt, ikke sandt?

Hvorom alting er: I gamle dage fandtes der to socialiseringsmodeller: Arbejderne skulle lære at stå hele dagen ved en maskine, hvorfor de skulle lære at møde til tiden, undlade at melde sig syge og i det hele taget holde kæft, trit og retning. Funktionærerne derimod skulle lære en vis grad af selvstændig tænkning - ikke for meget og ikke for lidt - og det lærte de så i mellem- og realskolerne, og for et mindretals vedkommende i gymnasierne.

I vore dage skal alle gå i gymnasiet, siges det, og det er da også svært at få et ufaglært job, hvis ikke man har mindst en gymnasial uddannelse på cv-et. Så da en masse fremtidige arbejdere må formodes at gå i gymnasiet netop nu, skal de selvfølgelig lære kæft trit og retning, det er da logik for burhøns.

Så kan magthavere og ministre endda blære sig med, at de skam gør forskel mellem folk, men behandler alle ens - nemlig lige dårligt.