Meningsmålingerne op til sidste uges midtvejsvalg pegede på, at demokraterne ville vinde Repræsentanternes Hus, mens republikanerne ville fastholde flertallet i Senatet. Og det var det, der skete.
»A super good night for polling (en supergod aften for meningsmålinger, red.),« skrev talguru og chefredaktør for statistikmediet FiveThirtyEight, Nate Silver, på Twitter.
I enkelte valgkredse endte udfaldet med at være stik modsat målingernes spådom, men i mange tilfælde lå det endelige resultat inden for den statistiske usikkerhed. Eftersom de fleste målinger bliver lavet med et såkaldt konfidensinterval på 95 procent, ligger hver 20. måling desuden helt uden for den statistiske usikkerhed og tager simpelthen bare fejl. Sådan er det.
Det overordnede billede er, at midtvejsvalget bør ses som en genopretning for meningsmålingernes omdømme. Et omdømme, der særligt efter Trumps præsidentvalgsejr og briternes farvel til EU led et knæk i offentligheden. Men spørgsmålet er, om den hårde kritik af meningsmålingernes manglende pålidelighed efter Trump og Brexit overhovedet har været berettiget.
Urimelig kritik
Er det rimeligt, at meningsmålingerne har et dårligt ry?
Her er svaret ganske simpelt nej.
Ved det amerikanske præsidentvalg spåede de nationale målinger, at Hillary Clinton ville vinde det samlede stemmetal med cirka tre procent – og hun endte med at vinde med en toprocents margin.
FiveThirtyEight gav desuden Donald Trump omkring en tredjedel chance for at vinde inden valget, og selv om flere af delstatsmålingerne endte med at ramme forbi, var de samlede målinger ved præsidentvalget i 2016 ifølge FiveThirtyEight lige så præcise, som præsidentvalgsmålingerne i gennemsnit har været siden 1972.
Tilsvarende ved Brexit, hvor målingerne i tiden op til valget viste en klar mulighed for, at et flertal af de stemmende briter ville sætte kryds ved »Leave«, og at løbet var utrolig tæt. Her virkede børsmarkederne sikre på et »Remain«, men det er ikke noget, man med rimelighed kan drage meningsmålingerne til ansvar for.
Forbehold ignoreres
Fortællingen om, at meningsmålingernes pålidelighed er faldet, er altså i det store hele usand. Meningsmålinger var ikke fejlfri spåkoner før 2016, og de er samtidig ikke så slemme i dag, som de efterfølgende er blevet gjort til. I virkeligheden er der ikke meget, der har ændret sig.
Desuden er det sjældent meningsmålingerne i sig selv, der giver fejlagtige indtryk af tingenes faktiske tilstand, men derimod videreformidlingen af deres resultater, der ofte ignorerer de forbehold, antagelser og usikkerheder, som målingerne bygger på.
Det skyldes til dels, at statistik for mange mennesker er svær at få en intuitiv føling med. Overvej eksempelvis, om du synes, at 33 procent er meget eller lidt.
Det afhænger i den grad af konteksten, om man er villig til at satse på, at noget, der spås 33 procents sandsynlighed for at ske, faktisk vil indtræffe? Men en tredjedel er i hvert fald mere end nul. Alligevel blev den offentlige fortælling op til præsidentvalget i 2016, at Trump umuligt kunne vinde – selv om talknuserne altså vurderede, at der var 33 procents sandsynlighed for, at netop det ville ske.
Det bedste alternativ
Med andre ord stod den folkelige forventning i modsætning til den dokumentation, der forelå. Og hvis man skal bebrejde nogen den skævhed, skal man ikke kigge på statistikerne, men på den skare af mavefornemmelseskommentatorer, som udlægger teksten i mediernes snakkeklubber uden at have egentligt belæg for deres forudsigelser. Og i øvrigt kan man kritisere den sløsede videreformidling af målingsresultater, der vægter sensation højere end nøjagtighed ved eksempelvis at fremhæve en enkelt afvigende måling og vinkle hårdt på den.
Men det er ikke et argument for ikke at bruge meningsmålinger og statistiske analyser. Tværtimod. For modsat varmluftsfabrikkerne, der må siges at arbejde på højtryk i kongeriget, er den statistiske metode funderet i virkelighed. Og det er langt det bedste redskab, vi har til at lodde den offentlige stemning.
