Kommentar

Morten Østergaard: Danmark savner en voksen, der tør lade børn være børn

Jeg spørger mig selv, hvorfor vi som land er kommet dertil, at hjerteløshed er sat i system. Svaret er, at sådan går det, når Dansk Folkeparti bestemmer
3. december 2018

Kære Lars Løkke Rasmussen, kære Mette Frederiksen. Er vi enige om, at børn er børn?

Er vi så også enige om, at børn ikke skal vokse op i fattigdom? At børn ikke skal skilles fra deres familie?

Det troede jeg, at vi var. Men selv om jeg ikke har hørt nogen af jer argumentere for det modsatte, er vir­ke­ligheden en anden. Børn vokser op i fattigdom, og børn skilles fra deres familier. I Danmark. Ikke på trods af jeres anstrengelser fra Christiansborg, men på grund af dem. Sådan går det, når I lader Dansk Folkeparti bestemme.

Væk med fattigdomsydelserne

Med kontanthjælps­lof­tet og integrationsydelsen har regeringen og Dansk Folkeparti skubbet tusindvis af børn ud i fattigdom. Og da de samme partier gav hinanden håndslag på finansloven for 2019, blev den i forvejen laveste ydelse, integrations­ydelsen, sat endnu længere ned.

Kristian Thulesen Dahl insisterede, og han fik selvfølgelig sin vilje. Lars Løkke Rasmussen er statsminister, men det er ikke ham, der viser den politiske retning.

Jeg kan simpelthen ikke fatte, at en folk velbjergede mænd kan bruge dage og nætter i et mødelokale, for så at dukke ud af tågerne og stolt fortælle: Vi plukker nu enlige mødre, der i forvejen har mindst, for 2.000 kr. om måneden.

Det sker på et tidspunkt, hvor landets sociale organisationer melder om »rå fattigdom« i et uset omfang, hvor familier ikke har penge til helt fundamentale ting som mad og tøj.

Tidligere i denne måned advarede Rådet for Socialt Udsatte om, at vi i Danmark er på vej mod det, som formand Jann Sjursen kalder »et almissesamfund«, hvor udsatte borgere på samfundets laveste ydelser må tigge og søge hjælp hos blandt andet fødevarebanken.

Især integrationsydelsen er med til at fremme en ny fattig underklasse. Den giver hverken bedre integration eller markant flere i arbejde. Den skaber slet og ret flere fattige børn.

Ingen børn skal vokse op i fattigdom i Danmark. For Radikale Venstre er det ikke et spørgsmål om kroner og ører, det er et spørgsmål om værdier. Om hvilket samfund Danmark er og skal væ­re.

Traditionelt har vi sammen med Socialdemokratiet haft blik og hjerte for dem, der havde mindst i vores samfund. Men stoltheden over, at vi i SRSF-regeringen afskaffede fattigdomsydelserne, da vi kom til i 2011, er pist væk hos Mette Frederiksen. Sådan går det, når man lader Dansk Folkeparti bestemme.

Familier flået fra hinanden

Hele Danmark har lært den 13-årige Atcharapan Yaungyai eller bare Mint at kende.

Mint har begået den fejl, må man forstå, at hun er flyttet til Danmark fra Thailand, fordi hendes mor, Ratre, har fun­det kærligheden sammen med Frank fra Køge. Mint er blevet familiesammenført, fordi hendes mor i første omgang ikke ville rive hende op med rode, hvis nu det ikke gik med Frank i Danmark. Men det gjorde det.

Overalt i Danmark findes der tilsvarende sager om velfungerende familier med velintegrerede børn, som på grund af lovgivning om familiesammenføring af børn bliver flået fra hinanden.

Loven blev ændret i 2016 af Venstre, Liberal Alliance, Konservative, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Siden da er udenlandske børn over otte år blevet underlagt en vurdering af, om de kan integreres eller ej.

Udlændingestyrelsen, som står for integrationsvurderingerne, har i Mints sag afgjort, at der ikke er grund­lag for vellykket integration i Danmark – selv om hun allerede er velintegreret, har lært sig godt dansk og går i en helt almindelig dansk 7. klasse. Sådan går det, når Dansk Folkeparti bestemmer.

Vi radikale står fast på at lave loven om. Børn skal ikke splittes fra deres forældre.

En voksen til stede

Da jeg for nylig besøgte Udrejsecenter Sjælsmark, mødte jeg familier med børn, som enten ikke har fået asyl eller på anden vis har mistet deres opholdstilladelse. Sjælsmark er en gold og kold kaserne indhegnet i pigtråd. Rå stenmure, lange gange, små værelser, fælles bad og toilet på gangen. Man må ikke lave sin egen mad. Nogle er her i måneder. Andre i år.

Der er ikke rart at være på Sjælsmark. Og det er netop det, der er meningen.

Et flertal på Christiansborg har bestemt, at det skal være sådan. Jeg mødte Dua på mit besøg, hun gik i 4. klasse. Jeg spurgte hende, hvor hun boede før. »I Nykøbing Falster«, svarede hun på perfekt dansk og fortalte videre, at hun aldrig har gået i andet end dansk skole. I Nykøbing Falster var Dua bare et barn som alle andre børn. Det er hun ikke på Sjælsmark.

Jeg spørger mig selv, hvorfor vi som land er kommet dertil, at hjerteløshed er sat i system. Svaret er, at sådan går det, når Dansk Folkeparti bestemmer.

Radikale Venstre vil bringe Danmark i en ny retning. Dansk politik savner en voksen, der tør lade børn være børn.

Så kære Lars Løkke, kære Mette Frederiksen: Er der en statsminister til stede?

Morten Østergaard, politisk leder Radikale Venstre

Socialdemokratiet vil løse integrationsproblemerne ved at lave en ligelig fordeling af elever med ikkevestlig baggrund på gymnasierne, men det vil føre til, at alle ikkevestlige børn brændemærkes
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Lillian Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Steen Voigt
  • Marianne Stockmarr
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Hans Larsen, Lillian Larsen, Torsten Jacobsen, Steen Voigt, Marianne Stockmarr, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Godt skriv, Morten Østergaard.

AE- rådet har i en ny rapport opgjort den stigende børnefattigdom.
Den er på ét år i 2017 steget med 12.000, så vi nu er oppe på over 64.000 fattige børn.
Samlet set anslås det, at 260.000 personer lever med under halvdelen af en årlig medianindkomst, ifølge Danmarks Statistik.

Det kan vi ikke være bekendt i et så rigt samfund !!

Anders Lundkvist

Kunne Radikale, Enhedslisten, Alternativet og SF ikke lave en fælles front mod den alarmerende vækst i fremmedfjendskheden?
Fint indlæg fra Martin Østergaard, men ellers har jeg savnet et ramaskrig fra de humanistisk orienterede partier. Det er som om den brune politik er blevet hverdag.
Lav en fælles front, der kan organisere landsdækkende demonstrationer!

Grethe Preisler

Mor er gået fra dem det gør ikke spor, for hun holder af dem, gør deres kære mor

Kommer hendes højhed EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager ikke snart hjem fra Bruxelles med et nyt batteri til det jedi-sværd fra fætter fup, hun overrakte Morten sammen med 'nøglerne til værktøjskassen' i De Radikales folketingsgruppe, før hun hev teltpælene i sin tipi op og vinkede farvel til medlemmerne af sin egen lille 'børnebande' på Christiansborg? ..... *-*