Læserbrev

Nye Borgerliges økonomiske politik er et ultraliberalistisk frontalangreb på velfærdssamfundet

Hvis V og LA virker for glade for det frie marked, for ligeglade med miljø og kultur og for optaget af at skære i den offentlige sektor, så husk, at Nye Borgerlige altså ligger til højre for dem
Debat
14. november 2018

Efter ugers overeksponering er der ingen i tvivl om, at Nye Borgerlige ligger til højre for Dansk Folkeparti, når det kommer til en hård kurs over for flygtninge og immigranter.

Men hvad består deres politik ellers af? Det stærke fokus på udlændinge er næsten endt med at ligge som et røgslør, der dækker over en politik, som er et ultraliberalistisk frontalangreb på det danske velfærdssamfund.

Skattetrykket skal sænkes markant. Markedet og markedskræfterne skal have så stort frirum som muligt. Den offentlige sektor skal derfor gøres så lille som muligt. Danmark skal være et »lavskatteland«.

Ambitionen er at sænke personskatten til 37 procent, sløjfe en række afgifter og helt fjerne selskabsskatten. Den offentlige sektor vil derfor i højere grad skulle slankes og privatiseres. Fra vuggestuer til hospitaler til universiteter. Hjemmehjælpen skal f.eks. også privatiseres, og folkeskolen nedlægges. Skolerne skal være selvejende, og kommunerne skal ikke længere drive dem. Sammenhængskraften, der nu i generationer er vokset ud af folkeskolen, vil forsvinde.

Også kulturen skal i højere grad styres af markedskræfterne. Mediestøtten skal f.eks. afskaffes, og Det Kongelige Teater skal finansieres af private.

Miljøet skal nedprioriteres. Der skal skabes bedre muligheder for øget produktion ved, at miljø- og energiafgifter sænkes eller fjernes helt. Nye Borgerlige vil altså passe endnu mindre på miljøet end den nuværende regering, der ellers aldrig har haft nogen miljøminister af gavn.

Den grønne og offentlige transport har tilsyneladende heller ingen fremtid, hvis det står til Nye Borgerlige. Den private transport skal derimod styrkes. DSB skal privatiseres, og bil- og benzinafgifter skal udfases, imens vejnettet skal udbygges.

Når røgen efter den hårde kurs over for flygtninge og immigranter har lagt sig, toner der altså et voldsomt liberalistisk parti frem. Hvis V og LA virker for glade for det frie marked, for ligeglade med miljø og kultur og for optaget af at skære i den offentlige sektor, så husk, at Nye Borgerlige altså ligger til højre for dem.

Bo Heimann, journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alligevel står journalister i kø for at skrive om partiet og Gyldendal udgiver hyldestskrifter til forkvinden.