En sygdomsramt kontanthjælpsmodtager, Kim Madsen hedder han, er genstand for en del offentlig polemik. Det begyndte med en episode under hans deltagelse i DR2-programmet Debatten. Undervejs spørger beskæftigelsesordfører Laura Lindahl (LA): »Hvad er det egentlig, der forhindrer Kim i at gå ud og tage et helt almindeligt ordinært arbejde?«. Og fortsætter: »Du virker meget frisk, når du demonstrerer og orkestrerer demonstrationer, der virker du faktisk som en, der har en arbejdsevne.«
På sociale medier rejste der sig bølger af vrede, som under hashtagget #LauraSigUndskyld opfordrede LA-politikeren til at beklage sin fremturen. Modsat fulgte Berlingske netop dét spor, som politikeren lagde ud for dem, i artikler med overskrifter som »Kim Madsen mestrer kunsten at mobilisere 14.000 i en modstandsbevægelse og samtidig være for syg til at tage et arbejde«.
Det virkelig interessante spørgsmål er selvfølgelig ikke, om han kan arbejde eller ej. Det virkelig interessante spørgsmål er, hvad det egentlig siger om tidens bærende politiske rationalitet, at en enkelt sygdomsramt mands arbejdsevne kan blive genstand for offentlig debat i landsdækkende medier.
Fokus på potentiale, ikke problemer
Vi har jo en vis tradition for at lade tidens bærende socialpolitiske rationaler brænde tydeligt igennem i offentligheden i diskussioner af enkeltpersoner. Debatten om ’Fattig-Carina’ kom for en håndfuld år siden til at udtrykke ét bærende rationale, nemlig at arbejde skal kunne betale sig økonomisk, og at vi derfor ofte må kigge på, om social ydelser skal sættes ned. Den følgende debat om ’Dovne Robert’ tydeliggjorde et andet fremtrædende rationale, der handler om disciplinering og bearbejdning af udsattes arbejdsvillighed.
Debatten om Kim Madsen udtrykker en tredje, og meget væsentlig, grundpille for tidens herskende rationalitet: Kampen for at betragte så mange udsatte mennesker som muligt, som nogle, der godt kan arbejde, men af en anden grund alligevel ikke gør det.
En flodbølge af optimisme er over de seneste årtier skyllet ind over de sagsbehandlere, der møder kontanthjælpsmodtagere med klare opfordringer om at gå så positivt og optimistisk til borgeres arbejdsevne som muligt. Fokus, lyder det, skal ikke længere være på de problemer, man føler sig ramt af, men på ressourcer og potentialer. På alt det som borgeren kan.
Vi kan formulere det statistisk: Antallet af førtidspensioneringer er faldet markant. Sammenligner vi med tiden før den store reform på området trådte i kraft i 2013, førtidspensionerer vi i dag cirka halvt så mange som før.
I den samme periode er andelen af de kontanthjælpsmodtagere, der vurderes at tilhøre de stærkeste og mest jobklare kategorier, vokset. Blandt de, der henvender sig til landets kommuner og begynder at modtage en kontanthjælpsydelse, vurderes flere og flere at være parate til et påbegynde et job eller en uddannelse, mens færre og færre vurderes ikke at være det.
I 2017 blev tre fjerdedele af de, der påbegyndte et forløb med en kontanthjælpsydelse, vurderet at være parat til job eller til uddannelse. Det er den markant højeste andel for hele den periode, vi har tal på.
Du kan jo godt, ikke?
Samtidig er ordlyden af de kategorier, som kontanthjælpsmodtagere placeres i alt efter deres vurderede arbejdsevne, forandret til ukendelighed.
Udviklingen har her, siden årtusindeskiftet, trinvist elimineret ord og beskrivelser, der antyder problemer og stilstand eller vanskeligheder. Først skulle de mest udsatte klassificeres som »helbredsmæssigt eller socialt belastede«, senere som »uden match med arbejdsmarkedet« og endnu senere som »de midlertidigt passive«. I dag, ved rejsens foreløbige afslutning, beskrives de i stedet som »aktivitetsparate«.
De Radikales formand Morten Østergaard har ligefrem foreslået, at alle under 30 år fremadrettet slet og ret beskrives og behandles som »jobparate«. Ligesom regeringen for nylig har foreslået at omklassificere 22.000 kontanthjælpsmodtagere så de, modsat nu, regnes som jobparate.
Menneskerne i systemet forbliver nogenlunde de samme. Men under optimismens faner og hurraråb gøres beskrivelserne af dem mere og mere positive.
Ofte formuleres det som en humanistisk tro på at alle kan noget. Men resultatet er, at flere indlemmes i den voksende gruppe af de, der ’godt kan, men alligevel ikke gør’. Uværdigt trængende, som for deres egen og fællesskabets skyld mødes af kontante krav.
En tidstypisk dynamik der så fint blev udkrystalliseret i få øjeblikkes live-tv, hvor politikeren taler ned til borgeren ved at tale hans arbejdsevne op: Du kan jo godt arbejde, ikke?
Det tankevækkende er, at episoden – som for mange forekom grotesk – udtrykker noget, som er blevet grotesk almindeligt.
Mathias Herup Nielsen, postdoc, Institut for Statskundskab, AAU
Tak. Hvor er det godt at læse, at den bagvedliggende præmis bliver identificeret og sat på ord.
Gerne så ofte som muligt.
I P1's Shitstorm: Laura Lindahl og kællingebidslet Sendt første gang d. 17. nov. 2018 kl. 12:15 - blev der tegnet et billede af at det var synd for LL , hvad hun blev udsat for. Men intet om at hun selv nedgjorde nogle syge mennesker.
Det er jo set før---
Nedgørelse - umenneskeliggørelse --"arbejdslejr"
Helt typisk for den danske politikerstand generelt. Det er så nemt for dem at trøfle individer, som er i en sårbar situasion, og derfor befinder sig langt under politkernes egen "vægtklasse", og på den baggrund puste sig op, mens de nedgør de udsatte.
De ville klæde dem at tage kampen imod folk fra finanssektoren eller EU, som ligger langt tættere på deres egen "vægtklasse". Og vinder de kampene her, skal jeg nok stå og klappe ude på sidelinien.
Men det andet ! Det er sgu for ondt , for dumt og for grumt.
Glimrende - om end stærkt deprimerende - iagttagelser af den påtagede jubeloptimistiske dehumaniseringstendens man finder i udbredte kredse hos samfundets top.
Bare der var flere der indså, hvor Danmark er på vej hen. Efterhånden er landet uigenkendeligt :-(
Nu er det faktisk Kim Madsen selv, der via sine aktiviteter har gjort "at en enkelt sygdomsramt mands arbejdsevne kan blive genstand for offentlig debat i landsdækkende medier"!
"Det virkelig interessante spørgsmål er selvfølgelig ikke, om han kan arbejde eller ej", postuleres det i artiklen. Men det interessante spørgsmål er da netop, om Kim kan arbejde eller ej. Det er da helt forståeligt, at nogle undrer sig over, at Kim fint kan yde en indsats i mange timer, når det handler om at deltage i og arrangere demonstrationer, deltage i frivilligt arbejde osv., mens han tilsyneladende føler sig syg efter 1-2 timers arbejde.
Det interessante en netop: Kan og vil du bidrage til fællesskabet - eller ej? Vi har et socialt system til at tage sig af de, der ikke kan arbejde - det er vi alle glade for. Men hvis systemet benyttes af nogle, som godt kan, men ikke vil, arbejde, falder det sammen! Vi accepterer jo heller ikke, at mennesker, der kan betale skat, ikke vil det!
@Eva Schwanenflügel, der er sgu ikke noget "dehumaniserende" i at arbejde.
Jens Winther er problemet i denne "historie" ikke mere om samfundet har vilje til at tage hånd om de mennesker , der ikke kan "bidrage" til fællesskabet , som du så "smukt" skriver. Hvad mener du i øvrigt med at bidrage til fællesskabet? Er det i dine øjne KUN gennem arbejde et menneske kan bidrage til fællesskabet.
Det er nemt for Laura, at tale ned til Kim; hun sidder jo på Borgen/parnasset! Et tre ugers kursus til Laura i ydmyghed ville være på sin plads. Gad vide om hun også taler ned til "banditter i habitter". Arrogance af værste skuffe Laura! Føj.
@Dorte Sørensen, der tages hånd om adskillige hundred tusinder, ikke?
Man kan bidrage til det danske samfund - fællesskabet - på mange måder. Når Kim arrangerer demonstrationer bidrager han jo også til samfundet/samfundslivet. Men for at samfundet kan tage hånd om dem, der ikke kan klare sig selv, er det nødvendigt, at vi - så mange som muligt - bidrager ved at skabe værdier gennem vores arbejde, og derigennem betale skat. Ellers var der ikke nogen penge at dele ud til de, der ikke selv kan klare sig.
Så nej, det er ikke kun gennem arbejde, mennesker bidrager til samfundet. Men hvis vi alle helst ville yde vores bidrag på alle andre måder end at arbejde, så var der ingen penge til dem, der ikke kan arbejde, vel? Så det med at vise sin solidaritet gennem at arbejde og betale skat er en nødvendighed. Ellers er der ikke noget velfærdssamfund.
Kim kan bidrage med nok så mange demonstrationer, men det skaffer ham ikke brød på bordet eller penge til husleje. Det får han alene i kraft af andres arbejde og skattebetaling.
@Peter Beck-Lauritzen. Laura taler IKKE ned til Kim. Hun stiller et åbent spørgsmål i en voksen-til-voksen dialog. Det er sgu urimeligt, hvis man ikke kan stille det spørgsmål.
Jens Winther - mener du virkeligt at folk ,der har været ude for en arbejdsskade eller på anden måde ikke kan klare et arbejde - SKAL til den ene arbejdsprøvning efter den anden og endda hånes af politikere, når de forsøger at fortælle om deres forhold.
Der er mennesker , der er for svage, nedslidt skal de ikke have et godt liv i Danmark?
Hvis nej så har vi ikke længere et velfærdssamfund i Danmark.
@Dorte Sørensen, nej, det mener jeg ikke. Men med ref til Kim: hvis man kan arrangere demonstrationer og gå i demonstrationer i timevis, er det da underligt, at man ikke kan arbejde et par timer. Man får da nemt det indtryk, at det er viljen og ikke evnen, der mangler.
Jens Winther,
For mig at se begår mennesker som Laura Lindahl en kategorifejl, når de spørgende konstaterer(!), at "Du kan gøre A, så hvorfor kan du ikke gøre B?"
Jeg ved intet om Kim Madsens konkrete situation, men som en generel betragtning er det for mig ikke overraskende, at et menneske kan excellere i en 'produktiv' rolle præget af mening, meningsfulde forbindelser til andre mennesker, og en høj grad af medbestemmelse/autonomi i produktionen af et givent udkomme. Mens samme menneske helt bogstaveligt bliver syg af at finde sig selv i en situation præget af mangel på samme.
Det jeg vil frem til er, at vi nødvendigvis må bort fra denne forsimplede sammenrøring af æbler og pærer i samme grød.
Jeg ved ikke hvad du selv beskæftiger dig med, og det rager heller ikke mig. Men når du bastant hævder, at "der er sgu ikke noget dehumaniserende i at arbejde", så forleder det mig til at tro, at du i dit arbejdsliv har været så heldig at have et for dig meningsfuldt arbejde. Formentlig præget af en vis autonomi i udførslen af de foreliggende opgaver, og måske/måske ikke ligefrem med ledelsesansvar.
Det er i hvert fald tilfældet for Laura Lindahl, hvis CV er offentligt tilgængeligt.
Derfor er det for mig altid provokerende, når mennesker med fuld plade på 'engagementsfaktoren' i deres eget job, bedrevidende forsikrer andre mennesker - typisk i knap så 'engagerende' jobpositioner - om arbejdets implicit iboende værdi, og om ikke blot den praktiske, men også den moralske nødvendighed af, at besidderne af de lidet engagerende jobs bare 'holder kæft' og 'skrubber på arbejde'.
Lad os tage et eksempel:
Det kan sikkert godt være meningsfuldt at være buschauffør. Personligt er jeg overbevist om, at det kan det godt. Jeg kunne fint finde mening i det, i hvert fald: Der er tale om en nødvendig og vigtig funktion i samfundet, du kommer dagligt i kontakt med mange mennesker, og der foreligger muligheden for et meningsfuldt arbejdsfællesskab med kollegaer. Lønnen er måske ikke just prangende, men i og for sig er det kun i samfundets øvre lag, at besiddelsen af et meningsfuldt og engagerende job næsten altid ledsages af kravet om en lønkompensation langt over middel. Så det går nok. Et meningsfuldt job, i bund og grund, den der buskørsel.
Men så læser man en artikel som denne:
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/syd/800-buschauffoerer-til-protestmo...
Mange buschauffører kan ofte hverken nå at gå på toilettet eller spise deres madpakke, fordi deres konkrete arbejdssituation er indhegnet af urealistisk stramme køreplaner. Så mon ikke vi kan tale om et vis fald i den enkelte chaufførs følelse af 'autonomi' på jobbet? Og hvor meningsfuldt mon det egentlig føles, sådan dag for dag altid at være en smule bagefter? Så meget, at man må undlade at vente på forsinkede passagerer, som i deres frustration banker på bussens side og vinduer, mens den trækker ud fra buslommen? For ikke at tale om buspassagerernes stigende frustrationsniveau, i busser der dag for dag synes lidt mere overfyldte, og lidt mere sporadiske i deres afgangstider.
Mange buschauffører formår sikkert stadig - dag efter dag - at styre bussen sikkert hjem i garagen, og det med både følelsen af mening og sågar en vis arbejdsglæde i behold. Indtil den dag, hvor det - for nogle af dem - ikke lykkes længere. Nogle søger så væk, til andre - mere eller mindre udholdelige jobs - men nogle 'knækker' på jobbet. De må så at sige bæres væk. Med fysiske og psykiske skader - vidste du for øvrigt at der er en intim forbindelse mellem fysisk og psykisk velvære?.
De bæres væk, til sygeorlov, sygedagpenge. Og hvis de ikke i tide 'Tager sig sammen', så til kontanthjælp, ressourceforløb, og 'udredning'.
'Udredning'...! Smag en gang på det ord.
Oplevelsen af 'mening', 'kontrol over egen situation', og ganske ofte 'oplevelsen af mulighed for at påvirke sin situation i positiv retning', er formentlig ikke høj på dette tidspunkt.
Men det er gerne netop her, på dette tidspunkt i forløbet, at en 35årig lægedatter med fut i karrieren og hovedet fuld af forsimplede forestillinger om altings sammenhæng, viser sig på scenen med sine åh så 'berettigede' og 'uskyldigt/naive' spørgsmål:
"Hvorfor tager du dig ikke blot sammen?"
Det er sgu lige til at tude over, nogle gange....
*p.s. Jeg har aldrig været buschauffør - men jeg har en vis erfaring med motivationshæmmende arbejde...
Winther
Dit informationsniveau er under lavmål. Kim Madsen ønsker flexjob og 'går' ikke i demonstartioner i timevis. Det gør de fleste andre syge mennesker heller ikke.
Ligeledes som dit informationsniveau, er din trang til at nedgøre syge mennesker, du ikke har noget kendskab til, ud over hvad mainstreammedierne fodrer din svinehund med. Under lavmål.
@Lise Lotte Rahbek, var det godt for dig...?
Det offentlige lader jo ikke folk selv bestemme, hvor meget de har lyst til at betale i skat, vel? Hvorfor er det så fuldstændig urimeligt, at det offentlige forholder sig til, om det er berettiget, når nogen hævder, at de ikke kan arbejde, og derfor skal have udbetalt penge til deres underhold fra fællesskabet?
Jens Winther; - når Kim ikke kan arbejde, må der ligge en lægelig begrundelse for det! Når Laura ikke spørger ind til denne baggrund, forbliver hun uvidende om Kims situation. Uden denne info, er det insinuerende at spørge Kim om han kan/vil arbejde. Så derfor er hun arrogant, på lige fod med de retningslinier politikerne har udstukket for behandlingen af de svage, syge, arbejdsløse etc. af diverse statslige og kommunale institioner. Respekten for lægefaglige vurderinger eksistere ikke mere. Igen politikere er arrogant klogere end fagkundskaben, gælder også Laura.
Winther
Nej, en temmelig fesen oplevelse. En oplyst udveksling af synspunkter er langt at foretrække.
For visse mennesker er det ligegyldigt hvad end man siger og skriver.
Ens udsagn bliver opfattet som når en hvis herre læser Biblen.
Derfor kan man komme med en uendelighed af gode argumenter uden anden virkning, end at flere stråmænd og bedrevidende fordomme hobes op i den allerede vakkelvorne stabel.
Det er futilt at debattere på det niveau.
Jep, Eva S, men ikke desto mindre kommer her et link til Kim Madsens egne ord. Det giver lissom god mening at lade ham selv fortælle frem for at tale OM ham. https://www.bt.dk/debat/nej-laura-lindahl-jeg-kan-ikke-bare-tage-et-job?
Tak for linket, Lise Lotte :-)
Jeg tænker også, at hr. Winther kunne have gavn af faktisk at høre hvad Kim siger..
Ønsker vi et samfund, hvor en stor del af befolkningen er funktionelle slaver?
Når man får et tilbud om arbejde, som man ikke kan sige nej til, og som man ikke får løn for, udover det absolutte eksistensminimum, er man funktionelt set slave. I vore oplyste tider er det blot staten, der er slaveejeren, som velvilligt låner en del af sine slaver ud til det private erhvervsliv.
At LA ønsker at indføre slavesamfundet har vi vidst i mange år. De foregiver at være hyperliberalister, men friheden gælder kun for mennesker med formue; har du kun dig selv og dine hænder at bidrage med, skal du fratages den smule frihed, som socialsystemet trods alt giver dig.
Claus Hjort-Frederiksen pegede for snart mange år siden på en effektiv kampform, "elendiggørelse", som vi slaver kan anvende for at forsvare os mod overgreb: Når vi mistænkeliggøres, elendiggør vi os og melder os syge:
Vi kan ikke sige, at vi ikke vil, uden at blive ramt af sanktioner (= udsat for at skulle gå sultne i seng), men vi kan stadig sige, at vi ikke kan, og så melde os syge. Dette går kun så og så længe, før kommunen vil se en lægeattest, men så melder man sig rask i et par dage, for så igen at melde sig syg.
Hjorten ønskede at bekæmpe denne selv-elendiggørelse, men uforvarende lancerede han navnet på den eneste strategi, som faktisk virker i kampen mod sanktionshelvedet - i hvert fald så længe, det er tilladt at være syg. Så det bliver nok det næste, LA ønsker at forbyde.
@Lisse Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel - jeg har hørt, hvad Kim siger.
Det bidrager ikke til en meningsfuld debat at ubegrundet at beskylde andre for at ville nedgøre syge mennesker, at have en indre svinehund osv.
Kim er åbenlyst utilfreds med "systemet", kalder politikerne for røvhuller osv. Fint nok! Men når man vil kritisere "systemet", fordi "systemet" ikke giver én ret, og fordi "systemet" stiller spørgsmålstegn ved Kims oplevelse af virkeligheden - så må man altså finde sig i, at der også stilles spørgsmål den anden vej.
Hvem er det egentlig lige, der har betalt Kim penge hver måned i de sidste 6 år?
Det er "systemet" - men pengene kommer fra alle de mennesker, der hver dag står op og går på arbejde og betaler den skat, "systemet" tilbageholder. Når Kim kalder politikerne for røvhuller, så er det i virkeligheden alle os andre - os, der betaler hans udgifter, han råber røvhuller af!
Winther
Du behager at vrøvle.
Hvis Kim Madsen havde fået tilkendt sit flexjob tidligere, så havde han næppe råbt så højt og så længe. Hvis politikerne ikke havde haft så travlt med at mistænkeliggøre syge mennesker, så ville verden være et lidt rarere sted. Og hvis du vil vrøvle videre her med dine fritopfundne påstande, så bliver det uden min deltagelse.
@Lise Lotte Rahbek, ja, og hvis Kim var blevet tilkendt førtidspension, ville han sikkert heller ikke brokke sig. Der er ikke nødvendigvis tale om mistænkeliggørelse, blot fordi kommunen ikke uden videre tager alle Kims forklaringer for gode varer.
Ja, hvis alle mennesker altid bare fik deres vilje og deres ønsker opfyldt, så var der meget, der ville gå lettere. Men sådan er tilværelsen ikke for nogen af os.
Hvilke udtalelser er det, du mener, er frit opfundne påstande?
Kim Madsen:
“Jeg kan på grund af store udfordringer med slidgigt i nakken og ryggen, samt tyndslidte skuldre og led i arme og fingre, ikke håndtere et job ved en computer, og derfor foregår alle mine skriverier via mobiltelefonen på de tidspunkter af døgnet, hvor jeg ligger ned på grund af smerter.”
https://www.bt.dk/debat/nej-laura-lindahl-jeg-kan-ikke-bare-tage-et-job
Slidgigt er en af de store sorte pletter på Lars Løkkes og Claus Hjorts ministerperioder.
Claus Hjort Frederiksen, arbejdsminister 2001 – 09, fastlagde I denne periode en meget restriktiv
praksis for behandling af sager om slidgigt:
Kun arbejdsskader på en såkaldt “positivliste” blev anerkendt.
Derved blev adgangen til anerkendelse af arbejdsskader meget stærkt indskrænket.
Artikel fra 2010:
“Men fordi lidelsen ikke står på positivlisten over arbejdsbetingede lidelser, opfylder medlemmet ikke forsikringsbetingelserne.
“Over 93 procent med rygskader og skuldersygdomme afvises
Kun 6,5 procent får anerkendt eller erstatning for rygskader, der oftest kommer af mange års tunge løft og kun sølle 3,5 procent får anerkendt eller erstatning for skuldersygdomme”
https://www.nnf.dk/nyheder/2010/maj/ingen-erstatning-til-nedslidte-og-gi...
Det var I samme periode, at Jesper Tynell påviste, at Claus Hjort Frederiksen bl. a. havde undtaget udenlandske arbejdere fra arbejdssikkerhedsbestemmelserne.
Sag fra 2007, rejst af murere og murerarbejdsmænd:
http://www.rejsearbejdere.dk/folketinget_breve.php?subaction=showfull&id...
“Hvorfor anerkendes så ikke disse erhvervssygdomme/arbejdsskader pr automatik når arbejdet har forgået efter denne metode ved konstateret slidgigt i lænd ryg, hofter, knæ, skulder og nakke af Arbejdsskade –styrelsen Men de skadelidte skal gennem årelange slagsmål med styrelsen ?…”
Hvorfor anerkendes de ikke?
Uden tvivl på grund af det store antal – skadessagerne gjordes - under Claus Hjort som arbejdsminister -I spareøjemed til et bureaukratisk forhindringsløb.
Slidgigt fremkommer alle steder, hvor tungt arbejde udføres flere år I træk.
Ca. 800.000 danskere døjer med slidgigt,
Artikler fra 2016:
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/nye-chok-tal-saa-ma...
https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/noedraab-fra-slidte...
http://nyheder.tv2.dk/politik/2016-07-11-udsigt-til-senere-pension-nicla...
BTs artikel:
“Kim Madsen, 58 år. Sygdomsramt siden 2012 med udtalt slidgigt i ryg og nakke.
Kim Madsen har både været bus-, taxa- og lastvognschauffør, inden ryggen sagde stop.
Er af Jobcenter erklæret for syg til fleksjob og for rask til førtidspension.”
@Karsten Olesen, det er langt mere belastende at skrive tekst på en mobiltelefon end på en PC - derfor lidt underligt, at Kim bruger den metode...
Men i det hele taget gentager du bare det Kim tidligere har sagt - det bringer os ikke videre, vel?
@ Karsten Olesen
Mange tak for links.
Det er skræmmende, som dehumaniseringen er sat i system fra den politiske top.
Hvilket enhver jo kan forvisse sig om, hvis de gider.