Klumme

Populistiske varianter

Samt en politikers foragt for politikere
2. november 2018

I den amerikanske myte er temaet velkendt: Manden, der bryder op fra en jævn og tryg hverdag i det lille samfund, hvor manden har sin dont og gør sin pligt og svarer enhver sit. Men noget er ikke, som det bør være, noget ondt ovenfra og udefra. Dette onde stammer fra byen langt derfra, fra de høje magtfulde politikere i røgfyldte baglokaler.

Optændt af den hellige ild, pligtfølelse og tillid til forfatningen, sadler manden sit æsel, stiger på toget, starter bilen, tager flyet og drager til hovedstaden for at bringe retsind, moral, kristentro og fædrelandskærlighed tilbage på sporet. America great again.

I denne tradition – ukrænkelig som striberne og stjernerne i flaget – brød ærlige Abe Lincoln uskyldsren op fra Springfield, Illinois og blev – trods et mere bramfrit prædikat af beregnende bonderøv – amerikansk nationalhelgen.

Jefferson Smith alias James Stewart i Frank Capras filmklassiker fra 1939 Mr. Smith goes to Washington bryder ligeledes op fra staten x i byen y. Takket være sin retskafne ihærdighed og ubestikkeligt folkelige, politiske uafhængighed, sætter han i folkets navn senatet på den anden ende. I nutiden kan hverken Mr. Smith eller for den sags skyld Lincoln-myten betragtes uden indtagelse af noget stærkt med en brækspand under kakkelbordet.

Han dræner sumpen

Men forestillingen lever videre om den uplettede, uspolerede næsten wagnerske uskyldsrene senromantiske dåre, der ved skæbnens gunst og egen kraft modvilligt erobrer magtens midler, retter skuden op, redder landet og ultimativt vender tilbage til lokalsamfundet, hvor han som den sande republikaner – og romerrigets Cincinnatus – atter griber ploven, der står på marken, hvor han forlod den før den store gode gerning.

Fortællingen i denne populismens amerikanske grundforestilling er så at sige altid den samme. Tillige den, som Trump benyttede og benytter: den politisk ubelastede, personificerede ærlighed – uanset at manden er konsekvent løgnagtig – båret ind på folkets skuldre.

Han dræner sumpen, som kun den uselviske repræsentant for de djærve, sande amerikanere kan gøre det. At populisten til overmål tilføjer sumpen sit eget slam, som forpester Washington og resten af landet/verden, og fortsat lyver som alverdens heste kan rende, er åbenbart en anden sag.

At rydde ud, rydde op, gøre rent bord, bortskære det syge væv påkalder revolutionære omvæltninger. Det samfund, det land, den nation, som den pågældende redningsmand hævder står for fald og skal reddes, må indstille sig på drastiske forholdsregler.

Nationalromantikkens ahistoriske drøm om den lovlydige moralsk uangribelige henholdsvis Mr. Lincoln og Mr. Smith er ikke af denne verden. Nu lader Trump forstå, at hans, præsidentens ord, er lov, og præsidentens autoritet ubegrænset. Det har man folk til at håndhæve.

Før Mussolini gjorde sin entré i 1922, marcherede sortskjorterne mod Rom.

SA’s stormtropper blev sluppet løs i 1930’ernes Berlin og beredte vejen for Hitler og tusindårsriget.

Populismens liturgi

Trump mobiliserer pøblen på sine berygtede vælgermøder, hvor trusler om vold mod presse og modstandere er trosbekendelsen, og bevæbningen et faktum.

Brexit-folkene varsler oprivende konsekvenser, såfremt deres monopol på fremtiden anfægtes.

De uvidende fremstilles i denne populismens liturgi som særligt demokratisk legitime i modsætning til dem, der under hånsord om politisk korrekthed insisterer på det oplyste standpunkt.

Barack Obama skelnede forleden i en stor kampagnetale mellem skæg og snot og mindede ved sin blotte fremtoning om en ikke så fjern amerikansk fortid, der nu synes som fortabte evigheder: Dengang en præsident målte sig selv på egne (relativt) sanddru udsagn.

Obama kom oprindeligt i egen høje person til Washington som manden udefra, men med baggrund i et dokumenteret socialpolitisk arbejde i Chicagos græsrodsbevægelser. Dén populisme, der gror i et sådant bed, er til at leve med.

Den trumpske kvinde

Herhjemme vil Pernille Vermund ikke kaldes politiker, men fremstiller sig som den udefra-kommende trumpske kvinde af folket: kompromisløs med enkle svar på enkle spørgsmål. Politiker? Aldrig i livet, skønt hun før har aspireret til Folketinget og siddet i byråd.

Ikke at denne nye partipolitiker har opfundet den apolitiske folkefrelser. I nyere tid insisterede Søren Krarup på, at hans politiske raptus var en national værnepligt som jævnhedens repræsentant i modsætning til levebrødspolitikerne. Krarup sad på tinge i ti år, hvilket må siges at være længe for en værnepligtig.

Forkastelse af andres politiske hensigt, grundlag og gerning, udradering af andre synspunkters ret til respekt og historie, kendetegner autoritære personer og systemer som i Trumps evindelige krænkelser af sandhed og virkelighed.

Foragten for det dokumenterede i historiske forløb, som man ovenikøbet selv er del af, udstilles til fulde af DF’s Søren Espersen, når næstformanden hånligt afviser debat om det betænkelige i, at DF ikke fører protokol over egne møder og slet ikke udleverer materiale til professionel granskning. Historieforskningen rager efter eget udsagn den selverklærede historieløse næstformand en fjer. I en tid, hvor kravet om, at nye borgere bare har at adoptere nationens værdier, er det påfaldende, at forudsætningen for god historieskrivning – en klar dansk værdi – forkastes af en fremtrædende dansk politiker. Trump sætter sig skam sine spor.

Kendetegnende for højrepopulismen, hvis nære slægtskab med fascismen anskueliggøres for tiden, er afskyen for historisk kritik. En sådan ville jo også dementere disse bevægelser og populismens selvpåhæftede hædersbetegnelser samt den påståede folkelige ufordærvede uskyld, der udgør partifunktionærernes selve fundering.

De er folket i skærende kontrast til kritikerne.

Og folket tager ikke fejl. Så længe folket følger.

Serie

Intermetzo

Den ugentlige klumme af Georg Metz

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Andreæ
  • Anders Reinholdt
  • Marianne Borgvardt
  • Frede Jørgensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Malan Helge
  • Tino Rozzo
  • Hans Larsen
  • Kurt Svennevig Christensen
  • lars søgaard-jensen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Tommy Clausen
  • Kurt Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Grethe Preisler
Tom Andreæ, Anders Reinholdt, Marianne Borgvardt, Frede Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Malan Helge, Tino Rozzo, Hans Larsen, Kurt Svennevig Christensen, lars søgaard-jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Tommy Clausen, Kurt Nielsen, Torben K L Jensen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så sandt.
Og løsningen anvises også:

"At rydde ud, rydde op, gøre rent bord, bortskære det syge væv påkalder revolutionære omvæltninger. Det samfund, det land, den nation, som den pågældende redningsmand hævder står for fald og skal reddes, må indstille sig på drastiske forholdsregler."

Kurt Svennevig Christensen

Ja og recepten mod den politiske populisme er, og bliver, politikere med integreret (Den store danske: "en persons evne og vilje til at handle selvstændigt, ærligt og redeligt uden uvedkommende eller upassende hensyntagen til nogen eller noget"), sagt på en anden måde: politikere der opfatter deres politiske virke som et offentligt ombud, dvs. et ansvar de tager på sig og VED de skal give fra sig igen efter et max. to valg.

Har vi ikke sådanne politikere får vi, med en politisk naturlovs nødvendighed, også disse populistiske demagoger, som ex. Pernille Vermund og alle de alt for mange andre vi har i dansk politik i dag.

Populisterne er ikke et politisk problem, de er en politisk sygdom og medicinen er ovennævnte politikere.

Torsten Jacobsen

Om man oplever ugens klumme fra Metz som stående i forbindelse med 'sandheden', afhænger vist i ikke ubetydelig grad af, hvorvidt man har del i det 'oplyste standpunkt', som Metz stiller op på brættet over for og i opposition til 'De uvidende'.

Lykkeligvis er mine holdninger og mine perspektiver uafhjælpeligt præget af socialistisk-humanistiske idealer og tænkning, og følgelig kildres jeg velbehageligt af Georg Metz' oplyste kamin-passiar.

Sådan føles det at være en del af koret, der prædikes til.

Dog råber en lille, indre stemme vagt i gevær: Er al denne velbehagelighed alene af det gode? Den føles god, ingen tvivl om det, men er den i mere praktisk forstand af det gode, konfronteret som vi er med tidens politiske strømninger?

Et kig tilbage i historien synes at bringe ildevarslende svar - i det mindste for en lægmand: Fascismen opstod jo ikke just i et vakuum, lige som vore dages populistiske strømninger ikke kan forstås som et fænomen løsrevet fra historien. Begge er komplekse fænomener, som dog har mindst ét fællestræk: De er begge produkter - tør man sige konsekvenser - af politiske valg truffet i de oplyste samfund, som kom før.

Hvad menes der med populisme, i det hele taget? Skal man forsøge at imødekomme Metz i hans forståelse af fænomenet, og samtidig forsøge at komme med en overordnet definition, så kan man beskrive 'populisme' som 'en hævdelse af 'stammens' særegenhed og forrang som politisk strategi, ledsaget af en for denne strategi nødvendig moralsk afkobling fra forestillinger om universelt gældende principper'.

Tribalisme som politisk program, med andre ord.

Dog kan man med en vis rimelighed diskutere, om etikken 'uvidende' er den rette at klistre på et i og for sig velbeskrevet og såmænd også forståeligt fænomen som tribalisme? For hvem er i så fald 'De uvidende'?

Den 'bevidste populist' - Metz synes her at indregne både Trump, Vermund, Krarup og Espersen - ved jo nok, hvad de har gang i? Sådan insisterer teksten på at blive læst. Så hvem er 'De uvidende'? Svaret synes indlysende: 'Pøblen' [sic]. De mange, som - ganske uden at være klar over det - er blinde for 'Det oplyste perspektivs' sanddruelige lys, og som derfor er til fals for de 'bevidste populisters' effektive markedsføring af slangeolie og tudsespyt.

Det er ved nærmere eftersyn svært helt at få greb om, hvem det er Georg Metz klandrer for de uheldige politiske tendenser i samfundet. Måske fordi analysen i sidste ende svækkes af en til tider letkøbt - men velbehagelig, bestemt - forargelse over både de bevidste populister, og såmænd også det 'uvidende' stemmekvæg, som de 'bevidste' med deprimerende held lykkes med at genne sammen?

Men det nytter jo ikke rigtig noget at bebrejde fårene deres 'uvidenhed', ligesom man nok ikke får de 'bevidste populister' på andre tanker, blot ved at påpege præcedens i form af visse historiske begivenheders tragiske forløb.

Snarere bør man måske spørge sig selv, om fårene er så 'uvidende' endda, og om deres forhåndeværende vildfarelser ikke er et symptom på politiske valg truffet gennem årtier i 'de oplystes' haller, snarere end resultatet af nogle få opportunistiske populisters anstrengelser?

Hvis det som politisk strategi er opportunt at præsentere sig selv som 'apolitisk' og 'af folket', som Georg Metz påpeger, så har vi måske her fundet mere værdige kandidater at lade galden strømme ud over?

På den anden side vil det kræve en gentænkning af begreber som 'oplyst', 'uvidende', og ikke mindst en måske tiltrængt, af egne idiosynkrasier frigjort, revurdering af hvorledes et 'oplyst demokrati' over tid kan producere så megen forbitrelse...

Men nemmere er det selvfølgelig at prædike for koret. Så ganske velbehageligt..

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der er vel kun et svar på denne udfordring: At sætte fuld turbo på venstrepopulismen. Det gør de progressive i USA, og om ganske få dage får vi svaret på, om amerikansk venstrepopulisme (hvad vi herhjemme ville kalde socialdemokratisme) kan slå højrepopulismen.

Niels Duus Nielsen

Torsten Jakobsen, jeg opfatter mig selv som populist, for så vidt jeg postulere et "de", som undertrykker og udbytter et "os". Blot er min foretrukne primærgruppe ikke stammen, men derimod klassen. Jeg har flere interesser til fælles med min tyrkisk fødte gårdmand og hans familie end jeg har med min danske statsminister og hans sponsorer i erhvervslivet.

Du har helt ret i din kritik/selvkritik af vores allesammens hang til at føle "forargelse", som jo i sidste instans blot er en måde at pudse glorie på. Men Metz har magt over retorikken, så det er altid fornøjeligt at læse hans velformulerede brok. En gang i mellem er det okay at prædike for koret, det er jo sundt at grine, og det er i hvert fald bedre end at tabe modet, fordi man brænder inde med sin afmagt. frustration og vrede.

Jeg går ikke i kirke, i stedet læser jeg Metz en gang om ugen, og finder både trøst og skadefryd når hans skarpe pen hudfletter mine yndlingshadepolitikere.

Anders Reinholdt, Egon Stich, Eva Schwanenflügel, Olav Bo Hessellund og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Tillad mig at anbefale et socioøkonomisk modsvar til denne forestilling om, at populismens 'uvidende ofre', er helt så uvidende endda..

'Mark Blyth - Why People Vote for Those Who Work Against Their Best Interests'
Mark Blyth is a British political scientist from Scotland and a professor of international political economy at Brown University.

https://www.youtube.com/watch?v=BsqGITb0W4A

jørgen djørup, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Niels Nielsen,

Det er ikke den 'befriende latter', ej heller den 'selvgode forargelse', som bekymrer mig. Den slags laster vil jeg ikke drømme om selv at opgive, ej heller forlange så ophøjet askese.

Nej, det er den medfølgende blindhed, som skræmmer mig. Og det i stadig stigende grad:

Tillad mig at påpege, at Georg Metz ikke tilhører din 'klasse', ej heller gør langt størstedelen af de øvrige indholdsproducenter til denne avis, til landets øvrige aviser, og til de etablerede radio- og TV-kanaler. Med mindre du da på postmodernistisk vis betragter 'klasser' som adskillelsen mellem forskellige 'diskurser', snarere end socioøkonomiske fænomener.

Her er en kontroversiel tanke:

Måske kontrolleres samfundet i sidste ende af de øverste socioøkonomiske klasser i samfundet - som på enestående vis er lykkedes med en 'del-og-hersk'-strategi rettet mod de nedre lag i samfundet? Samlet set er samfundets funktion at fastholde et status quo, hvor de øvre klassers interesser - ikke mindst deres økonomiske interesser - varetages bedst muligt?

Betragter man fremtiden som en mulighedshorisont, i bredest mulige forstand - så vil man indse, at de mulighedsrum som defineres som valide og dermed f.eks. 'ikke-utopiske' i den offentlige debat, har et vist fælles ophav. Et fælles udspring: De øvre klasser, som ikke tilfældigt drager primær fordel af at kun en snæver båndbredde af den samlede mulighedshorisont beskrives og reproduceres med nogen form for seriøsitet. Dette er det 'oplyste perspektiv', hvis du skulle være i tvivl ;).

Måske er det ikke hensigtsmæssigt, at de øvre klasser har monopol på ikke blot vidensproduktion men især også på formidlingen af denne viden? I det mindste ikke hvis man for alvor ønsker et 'oplyst samfund'.

Eva Schwanenflügel, Trond Meiring, Egon Stich, Niels Duus Nielsen og Olav Bo Hessellund anbefalede denne kommentar
Frede Jørgensen

Den eneste ene - Metz er en af dem - bare der var flere

Et tidsbillede på syndebuks politikken; som en kronisk forgetfulness
fra højre, om historiens rædsler - tiden læger åbenbart alle sår

Torsten Jacobsen

I forlængelse af Goerg Metz' klumme, kan man i dagens avis med fordel læse Niels Ivar Larsens interview med Timothy Snyder:

https://www.information.dk/kultur/2018/10/timothy-snyder-ser-forbandelse...?

Indledningsvis opmuntres man af Timothy Snyders analyse:

"»Mit projekt i bogen er sådan set ret gammeldags. Jeg prøver at beskrive, hvorfor ideer har betydning, hvorfor de kan gøre en forskel. Jeg ser det som en forbandelse i vores tid, at vi har glemt, hvorfor ideer er vigtige. Vi vil ikke vide af dem, og derfor kan vi heller erkende, hvordan de virker på os. Det er den holdning – det fænomen, jeg i min bog kalder for ’det uundgåeliges politik’. Altså det forhold, at vi ikke kan få øje på alternativer til de dominerende tankesæt, gør, at vi opfatter den givne retning som ufravigelig.«

Snyder præciserer, at uundgåelighedstænkning typisk giver sig udslag i sådanne vedtagne sandheder som, at kapitalisme og frie markeder uvægerligt fører til mere demokrati, at ny teknologi altid er menneskeligt fristættende, og at politik bare er del af økonomisk administration.".

Og det bliver såmænd skarpere endnu. For uundgåelighedstænkningens tid er ifølge Snyder forbi, og bliver nu erstattet af noget (endnu) værre - 'Evighedstænkningen':

"Evighedspolitikken siger: ’Vi’ har altid været her. ’Vi’ har altid været gode, altid været uskyldige. Og ’de’ bliver ved med at komme efter os. Og ikke af andre grunde end, at de vil krænke vores grænser og livsform. For at skade os."

Se, dette kunne man jo vælge at betragte som en tordnende kritik af den/de klasser, som har siddet tungt på magten siden 70'erne, og som nu vrider sig i lyset fra et nyt politisk landskab, hvor status quo synes presset fra flere sider. Men skulle man nære så stor tillid til Timothy Snyders analytiske evner og selvindsigt, skuffer han slemt. For det er naturligvis 'De Andre', som har fejlet:

"Evighedspolitikkens eksponenter er vor tids demagogiske populister og deres fake news-manipulerende trollehære, siger Snyder [...].

Igen forveksles symptom med årsag, og analysen konkluderer i et forarget og 'status quo'-bevarende selvforsvar, hvor alle andre end netop den mest forkælede del af de vestlige samfund gennem de sidste 20-30 år holdes til ansvar. Og det ganske upåagtet, at det netop er denne forsamling af oplyste hoveder, som har været dybt involveret i udformningen af de omstændigheder, som har bragt os hertil. Og som har tilmed har taget sig relativt dyrt betalt for besværet.

Blindheden hersker.

Måske er det vitterligt utopisk at forlange, at den velbjærgede klasse skal erkende en egentlig (med)skyld i tidens misérer. En sådan selvransagelse og ansvarspådragelse ligger typisk ikke lige for, for os mennesker.

Så de vil fortsætte med at re(a)gere, fortsætte med at finde syndebukke i 'de andres' rækker. Minder det os ikke om adfærden, hos nogen vi kender?

Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar