Kronik

Det er ikke psykiatriens fortjeneste, at min depressive søn stadig er i live

Da min autistiske søn begyndte at udvise selvmordsadfærd, søgte jeg hjælp i behandlingssystemet. Men hans autisme bliver totalt misforstået af psykiatrien
Da Maria Kristian Kruses autistiske søn begyndte at udvise selvmordsadfærd, søgte hun hjælp i behandlingssystemet. Men hans autisme bliver totalt misforstået af psykiatrien

Da Maria Kristian Kruses autistiske søn begyndte at udvise selvmordsadfærd, søgte hun hjælp i behandlingssystemet. Men hans autisme bliver totalt misforstået af psykiatrien

Sigrid Nygaard

24. november 2018

Der må da være noget, nogen kan gøre!? Det har jeg hørt mange gange i løbet af de sidste par år. Men jeg ved ikke, hvem ’nogen’ er. Hvor går man hen, når man er pårørende til en, der truer med selvmord? Hvem kan og vil hjælpe?

Første gang min søn udviste selvmordsadfærd var som 12-årig: Nogle børn havde tirret ham så meget, at han prøvede at løbe ud foran både en bil og et tog.

Det er skønt at være autist. Man har en suveræn hukommelse, hyperfokus og sans for detaljer. Men der er også ulemper. Mødet med andre mennesker kan være svært og sårende. Når man har prøvet det tilstrækkelig mange gange – og følt sig forkert og udenfor, så bliver man deprimeret.

40 procent af autister oplever at få en form for depression mindst en gang og ofte flere. Når man er depressiv, føler man sig værdiløs, og kan ikke se pointen med at leve. Så man får selvmordstanker, eller værre endnu: planlægger, forsøger eller begår selvmord.

Depression og selvmordsadfærd er hæsligt, uanset om det skyldes autisme eller andre årsager. Ofte er selvmordsadfærden et råb om hjælp – et udtryk for et ønske om at blive taget alvorligt. Men selvværdet er i bund, og man føler ikke, man fortjener det.

En påstået psykose

Da min søn var 15 år, begyndte det igen. Han udviste mange tegn på depression: manglende livslyst, systematisk nedvurdering af sig selv, søvnproblemer og en enorm sårbarhed over for andres mening om ham. Og særligt teenagere er hårde, især over for dem, der er anderledes. Så han begyndte at tale om selvmord. Lærere og pædagoger kontaktede mig og kommunen.

Psykiatrisk skadestue var dem, der kunne hjælpe, fik jeg at vide. Så tog vi derud og fik nummeret til Livslinjen. Det er rart som pårørende at snakke med Livslinjen. Men er det akut, henviser de til psykiatrisk skadestue.

Andre mente, at børnepsykiatrisk afdeling var svaret. Det mente de også selv. Det var ikke helt løgn, for vi havde fornøjelsen af at møde en empatisk reservelæge, som gjorde en forskel, fordi hun interesserede sig for, hvordan min søn havde det. Psykiaterne mente i øvrigt, at han skulle indlægges.

Under indlæggelsen mødte han hverken psykologer eller den søde læge. Han mødte den såkaldte miljøterapi, hvilket lyder fint, men ikke er meget andet end ’normale’ faste rammer: måltider, tv, måske et slag bordtennis eller en gåtur. Så hvis man er vant til trygge faste rammer hjemme hos sin mor, er der ikke meget terapi over det.

Behandlerne var pædagoger, sygeplejersker og SOSU’er. En enkelt sygeplejerske var fantastisk. Hun havde nogen gode snakke med min søn og spurgte – som den eneste i hele forløbet – mig, hvordan jeg havde det. Jeg er hende så taknemmelig.

Flere andre kom ofte til at sige ting, der gjorde min søn ked af det. Når han så sagde fra, forsvarede de sig selv og udviste ingen omsorg.

Få dage før det planlagte selvmord havde min søn sin første samtale med lægen. Samtalen handlede hverken om depression eller selvmord, på trods af at det var årsagen til indlæggelsen. Den 45 minutter lange samtale, som baserede sig på et skema om psykose, var tilsyneladende tilstrækkeligt for lægen til at konkludere, at min søn var psykotisk. Hun mente at have forstået, at han hørte stemmer, hallucinerede og forestillede sig ting, der ikke var der. F.eks. havde han under samtalen nævnt illuminati, som er en internetjoke. Måske kendte lægen ikke joken. Måske hørte hun ikke, at han sagde, det var en joke. Eller måske var det bare mere interessant at have en psykotisk patient end en depressiv autist.

Senere mødte jeg den administrerende overlæge, der trak mig til side og informerede mig om den påståede psykose. Hun lagde pres på mig for, at min søn skulle tage antipsykotisk medicin. Jeg spurgte, om der var bivirkninger ved medicinen. »Ikke andet end lidt vægtøgning,« sagde hun.

Resten af forløbet handlede om psykoser. Ingen talte om depression eller selvmord, eller om autisme for den sags skyld.

Blev misforstået

Min søn og jeg lavede nogle aftaler i forhold til hans selvmordsplaner. For ham var selvmordstankerne en flugtvej, når problemerne blev for uoverkommelige. Når han talte om selvmord, skete der desværre det, at det var det eneste, jeg og andre fokuserede på. Så vi aftalte, at jeg skulle fokusere på at støtte og forstå, mens en psykolog skulle hjælpe med at løse problemerne, før det endte i en sidste udvej.

På grund af disse aftaler, stressreduktion og psykologhjælp er han stadig i live. Det er ikke behandlingspsykiatriens fortjeneste, tværtimod.

Ifølge promedicin.dk, der leverer information om lægemidler til sundhedsfaglige, frarådes præparatet, som psykiaterne pressede på for, at han skulle tage, til unge under 18 og til personer med tidligere suicidaladfærd på grund af øget selvmordsrisiko.

En ny overlæge virkede mest optaget af at overbevise os om psykose og antipsykotisk medicin. Da jeg nævnte selvmordsrisikoen ved at give antipsykotika til unge, sagde hun: »Men det er bare så godt!« Så en speciallæge i børnepsykiatri sætter tro og erfaring over evidens.

Det er utrygt, når man forventer at møde et evidensbaseret sundhedsvæsen. Denne læge, som jeg skændtes med så det bragede, fokuserede ikke på, hvordan min søn havde det. Det handlede primært om, at de skulle have ret i det med psykosen.

Det lykkedes efter flere måneders skænderi at få dem til at udrede ham for autisme. Og så ville de gerne gentage psykoseinterviewet for at ’rense’ ham. Sagde de. Men de har ikke undersøgt ham for depression.

Det var en kafkask situation. De sagde, de ville hjælpe ham, men tog ikke hans depressive adfærd, selvmordstanker og lave selvværd alvorligt. Faktisk sagde de flere gange, at han ikke var depressiv, hvilket ikke ligefrem fik ham til at føle sig forstået. I stedet blev han, hver gang han mødte op, mistænkt for nye typer af psykoser.

Brug for forståelse

Jeg er hans eneste omsorgsperson. Det har været hårdt og ensomt. Og det var ikke nogen hjælp, at jeg også skulle kæmpe imod psykiatrien og deres anklager. Tværtimod. På et af vores møder prøvede jeg at appellere til lægernes empati og fortalte, hvordan jeg havde det. At jeg havde brug for at samarbejde med dem om min søns depressive adfærd, selvmordstanker og skrøbelighed. Men de forstod tilsyneladende ikke deres egen rolle i det, for de fortsatte deres anklager.

Jeg ved godt, at min søn er særlig. Han passer ikke ind i skemaerne og siger nogle ting, der opfattes anderledes, end de er ment. Meget kan forklares af hans autisme. At han f.eks. finder på sine egne ord. At han opfatter ting anderledes, end de er ment. Og at han ruminerer – det betyder, at tankerne kører i ring. Børne- og ungdomspsykiaterne burde vide, at dette er et hyppigt forekommende træk hos autister. Men de indretter ikke deres skematiske verden efter det.

F.eks. rummer psykoseinterviewet et spørgsmål om tankekaos. Min søn sagde, at det havde han, og forklarede så, hvordan han ruminerer. Men i psykiatrien er tankekaos tegn på psykose – ikke en autist, der har det skidt.

Selv om min søn er særlig, er han bestemt ikke den eneste, der har det skidt. Mange unge, og mange autister, møder depressionen en eller flere gange i løbet af livet. Og med depression følger ofte selvmordstanker.

Det er meget svært for de depressive og deres pårørende. Vi har brug for støtte, hjælp og forståelse. Og hvis en selvmordsadfærd forstærkes af, at man ikke møder forståelse, skal man ikke søge hjælp i psykiatrien.

Måske er der nogen, der kan gøre noget. Bare jeg dog vidste, hvor de er.

Marie Kristina Kruse, økonom

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Anne Schøtt
  • Hanne Pedersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Ole Thofte
  • Anne Eriksen
  • Anker Nielsen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Gunilla Funder Brockdorff
Eva Schwanenflügel, Anne Schøtt, Hanne Pedersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Ole Thofte, Anne Eriksen, Anker Nielsen, Hans Ditlev Nissen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Steffensen

Psykiatrien er af mange grunde i dyb dyb krise. Og der er ikke udsigt til at det bliver bedre. Den megen snak om økonomi og bevillingen til psykiatrien skygger for, at der er mange andre problemer.

Søren Andersen, Eva Schwanenflügel, Anne Mette Jørgensen, Birgitte Johansen, Hans Aagaard og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Anders Sørensen du spørger, "hvem har diagnosticeret din søn som autist?"

Hvordan har du tænkt dig at den information skal hjælpe på noget som helst i den beskrevne situation?

Svaret, på dit spørgsmål, er dog allerede givet sammen med symptomerne på autisme. Der står:

"Første gang min søn udviste selvmordsadfærd var som 12-årig: Nogle børn havde tirret ham så meget, at han prøvede at løbe ud foran både en bil og et tog.

Det er skønt at være autist. Man har en suveræn hukommelse, hyperfokus og sans for detaljer. Men der er også ulemper. Mødet med andre mennesker kan være svært og sårende. Når man har prøvet det tilstrækkelig mange gange – og følt sig forkert og udenfor, så bliver man deprimeret".

Det indikeres altså i kronikken at en skolepsykolog har diagnosticeret sønnen. Det kom du bare til at overse muligheden for, fordi du havde travlt med at stille spørgsmål i forsvaret af det det syge sundhedssystem, der vil behandle sygdommen med medicin, der er direkte skadelig og unyttig.

Moderen skriver:

"Jeg er hans eneste omsorgsperson. Det har været hårdt og ensomt. Og det var ikke nogen hjælp, at jeg også skulle kæmpe imod psykiatrien og deres anklager. Tværtimod. På et af vores møder prøvede jeg at appellere til lægernes empati og fortalte, hvordan jeg havde det. At jeg havde brug for at samarbejde med dem om min søns depressive adfærd, selvmordstanker og skrøbelighed. Men de forstod tilsyneladende ikke deres egen rolle i det, for de fortsatte deres anklager",

Spørgsmålet fra dig er også en slags anklage, som ikke hjælper. Nu vil jeg spørge dig, hvordan en information om, hvem der har diagnosticeret, samt medicin mod en tilstand, der ikke er, skal kunne afhjælpe den tilstand, der er?

Til Marie Kristina Kruse vil jeg udtrykke følgende:

Det er sejt kæmpet af dig og det er endnu mere sejt at du tør stå frem med dette skriveri. Jeg har allerede konstateret, at du har mødt mere modstand her.

Dernæst vil jeg påpege fakta, der gælder for alle med psykiatriske diagnoser:

Det er ikke kemi, der fører til depression (eller psykose for den sags skyld). Derfor kan kemi (i form af medicin) heller ikke gøre din søn livsglad igen. Det eneste, der kan det, er nogle gode livsoplevelser, der kan opveje de negative oplevelser, der har været. Afbalancering.

Et fokus på at man selv skal opsøge "det gode liv", på trods af de vilkår, der er, kan også hjælpe ud af depressionen. Det ved jeg fra mit eget liv.

Anne Mette Jørgensen, Ole Thofte, Birgitte Johansen, Ida Faurholt Galle, Emina Zukanovic og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Har en skolepsykolog autorisation til at diagnostisere et barn som autistisk med deraf følgende ret for den af forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, til at beslutte, hvilken behandling, der skal iværksættes af socialforvaltningen i hjemkommunen for at råde bod på de problemer, der antages at bunde i denne diagnose?

Grethe Preisler

Har skolepsykologen autorisation til at diagnostisere et barn som autistisk med deraf følgende ret for den af forældrene, som har forældremyndigheden over barnet, til at bestemme, hvilke foranstaltninger, der bør iværksættes af socialforvaltningen i hjemkommunen for at råde bod på de sociale, praktiske og økonomiske problemer, der formodes at følge af skolepsykolgens udredning af barnets symptomer på mistrivsel?

Jeg oprettede denne her konto for at sige, at jeg er meget ked af at høre om jeres oplevelse med psykiatrien. Jeg er selv bruger i psykiatrien og har oplevet at det oftest er enkeltpersonerne, der kan være hjælpende, og ikke systemet som helhed. Det nævner du også mht. sygeplejersken, der snakkede med din søn. Sådan var jeg også.

Hvis i bor i København vil jeg gerne være besøgsven for din søn. Jeg har selv haft en autisme diagnose, inden den blev erstattet, og været bruger i psykiatrien i mange år.

Martin Dahl, Lasse Mikkelsen, Anne Mette Jørgensen, Christian Larsen og Lærke Ellegaard Kruse anbefalede denne kommentar

Det lyder virkelig sært det hele.
Specielt påfaldende, at ingen ville tale om din søns depression. Ruminationer er jo også et typisk symptom på depression. Hvis din historie er repræsentativ for psykiatrien, står det sandelig skidt til.

Lærke Ellegaard Kruse

Kære Marie
Jeg er selv sen diagnostiseret med aspergers ( på autisme spektrumet) og ADHD. Jeg føler dybt med dig og din søn.
Jeg har ikke ud over min udredning været i kontakt med systemet. Men Jeg kender alt til oplevelsen af at stå alene.
I håbet om at det vil kunne hælpe.. vil jeg gerne give noget af min egen erfaring videre.

Hvis du ikke allerede kender til det er der grupper for autister på facebook som støtter og mødes med hinanden. Jeg er selv medlem af Nauk ( kun for kvindelige autister ) men det findes andre grupper også for forælder med autistiske børn. Måske både du og ham kan finde støtte og fælleskab der. For mig var det først da jeg begyndte at skrive og mødes med andre på autisme spektret at jeg kune genkende mig selv i andre. Opleve mig set og hørt for den jeg er. Noget jeg ikke havde i min ungdom.
Der er også mulighed fir ar kontakte viso (inden for sosial styrelsen ) for at høre om mulighederne for et special rettet forløb omkring autisme. Måske et selvforståelses forløb kan sætte ord på de problematikker din søn støder oplever.
Det jeg selv har oplevet er at det er så utroligt vigtigt at finde de rigtige fagpersoner der har den rette viden ( i jeres tilfælde autisme speciale ) og aller vigtigst indlevelse.
Mange af de fær omtalte formuer anbefaler både psykiatere, terapeuter og konsulenter med autisme speciale.
Til sidst vil jeg dele noget af det der har hjulpet mig personligt. Yoga til kropsforståelse og at stoppe tanke myleret, og aller vigtigst bogen nuets kraft af eckhart tolle, der har ændrer min måde at se verden og livet på.. ( den kommer også med andre vinkler på hvordan depression kan takles)
Håber alt det bedste for jer!! Lærke

Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Birgitte Johansen, Lasse Mikkelsen og Ida Faurholt Galle anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Psykiatrien har nærmest kun et svar og det er medicin. Meget af det er der ikke evidens for, men der er ikke ordentlige alternativer. Hjernen er uudforsket og trods det påfører man mennesker kemi, som man ikke kender de vidtrækkende konsekvenser af.
Livslinien er i mange tilfælde blålys. Hvorfor der i vor tider så mange med store psykiske problemer burde man i stedet forske i. Er vores gener virkelig blevet så elendige, at vi alle snart skal tage piller.
Der må være noget andet ravruskende galt i den måde vi lever på. Hvem forsker i det?

Lasse Mikkelsen

Lærke: Tak for din boganbefaling! Den har jeg fluks hjembestilt fra biblioteket.

Min egen erfaring i psykiatrien er desværre lig mange andres: de forskellige behandlingstilbud hænger ikke sammen, og der bliver ikke lyttet til patienten, men kigget mere på diagnoser og kasser man kan proppes i.

Mvh. Endnu en sendiagnosticeret (som 26-årig i 2015) autist (Aspergers), med komorbiditet i form af ADD.