Klumme

Rengøring er ikke selvomsorg, men et stykke arbejde kvinder altid har udført

Åsa Linderborgs kritik af privat rengøringshjælp afspejler en overvintret forestilling om kvindens traditionelle arbejde i hjemmet. Nemlig at det ikke er arbejde
Debat
16. november 2018

Hver anden fredag ankommer tre unge kvinder til mit hjem, skruer op for Pop FM og griner på polsk. Måske ad mig og mit kaos, og de skal være velkomne. Jeg har hyret et etableret rengøringsfirma, der betaler skat og sine medarbejderes løn under sygdom. De er der for at udføre et stykke arbejde. Og så siger vi god weekend.

I mandags kunne man på denne plads læse kulturredaktør på Aftonbladet Åsa Linderborgs mening om den transaktion. Det er »udbytning«, da størstedelen af de ansatte i rengøringsbranchen er kvinder af udenlandsk herkomst. Jeg har et søstersolidarisk forklaringsproblem, da »middelklassefeministen« undskylder sig med, »at man har ’et kreativt job’ og har brug for at kunne vie al sin energi på vigtig tankevirksomhed.« Ja, jeg har endda mit eget lille udviklingsprojekt: »Ikke at rydde op efter sig selv er blevet vor tids filantropi. Jeg udnytter ikke nogen, tænker den, som ansætter en fattig kvinde fra Colombia – jeg giver hende en chance, så hun bør være taknemmelig.«

Jeg skal ikke kunne sige, hvor analysesvage »middelklassefeminister« i Linderborgs omgangskreds er. Kender hun en, der mener, at hun gør brune kvinder en tjeneste ved at købe rengøring, synes jeg bestemt et par borgerlige ord er på sin plads.

Jeg får såmænd bare min søn passet i daginstitution, mine vægge malet, mine dagligvarer leveret og mine gulve vasket, fordi jeg går på arbejde og laver noget helt femte. 

Usynligt arbejde

Jeg er enig i Linderborgs beskrivelse af de kummerlige forhold, der eksisterer i en stor del af rengøringsbranchen. Svaret er bare ikke at undlade at købe rengøring, men derimod at arbejde for regulerede forhold i alle prekære brancher.

For uanset om mutter selv kommer med kost og spand, er vi daglige brugere af rengøringshjælp, når vi afleverer vores børn i rene institutioner og møder ind på velfriserede arbejdspladser. Det kan vi gøre, fordi tusindvis af kvinder (og mænd) har gjort dem rent. 

Men det forholder Linderborg sig ikke til. Det er hjemmet, der er kodeordet her. Og der har der altid gjaldt andre regler. For bag Linderborgs kritik ligger en manglende anerkendelse af kvindens traditionelle arbejde som netop … ja, er arbejde. En forestilling om, at det, der sker i hjemmene, ikke er en del af vores fælles økonomi.

Det er interessant nok den forestilling, som de tidligere faglige frontkæmpere kæmpede imod i hjemmene og i landbruget. Tyende var del af hustanden og nød derfor ikke samme beskyttelse som andre ansatte.

Det var det usynlige arbejde, der blev tydeligt, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Og det, der gør, at kvinder stadig tjener mindre end mænd, fordi de går på barsel for at passe børn og på deltid for at holde hjem.

Linderborg ville næppe konkludere det samme om det ’mandearbejde’, som vi får udført. Svaret på elendige forhold i byggebranchen er jo ikke, at vi selv griber skovlen, når der skal graves ud til carport. Det er, at vi kæmper for bedre løn- og arbejdsvilkår.

»Migranter er lettere at udnytte og kontrollere,« skriver hun og har så ret. For få år siden overgik antallet af kvindelige migranter antallet af mænd. Aldrig har det derfor været mere påkrævet, at vi vender fokus mod deres vilkår på arbejdsmarkedet. Også i hjemmene. 

Lidt terapi

Linderborg slutter med at kalde rengøring for »selvomsorg«: »Hvis man er deprimeret over noget, skal man tage arbejde med hænderne, lærte min mormor mig. Ryd op i nogle skuffer, sortér en garderobe, puds en rude.«

Jeg har en anden idé: Vask badeværelsesspejlet (vand, en slat sprit, og en dråbe sulfo). Se dig selv i det og lov, at du aldrig vil bruge sort arbejdskraft, altid vil betale dit fagforeningsgebyr, og næste gang sætter dit kryds ved et parti, der vil arbejde for bedre vilkår på det prekære arbejdsmarked (de kunne jo starte med at afskaffe den skammelige au pair-ordning). 

Og: At du altid vil huske på, at kvinder, der udfører traditionelle kvindejob, fortjener respekt for det arbejde, de udfører. Ikke hattedameomsorg – uanset hvilken fløj, der vil yde den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Rengøring er ikke selvomsorg, men et stykke arbejde kvinder altid har udført".
Hvor åndsvagt er det udsagn lige?

Ja, kvinder har altid udført omsorgsarbejdet.
Hvorfor skal det udføres i hjemmene til løn der er under minimumslønnen.

Bjørn Pedersen

Jeg synes nu Linderborgs artikel fokuserede noget mere på det at de udenlandske kvinder var underbetalte og lettere at kontrollere. Citat fra Linderborgs artikel her i Information:

"Magnus E. Marsdal beskriver dette i sit essay om Frihedens mødre. I hans gribende portræt af en tilfældig rengøringskone, Ileana fra Rumænien, falder klasse, køn og etnicitet sammen i en prisme for globalisering og prækariat. Migranter er lettere at udnytte og kontrollere end dem, som har tilkæmpet sig faglige rettigheder og kollektive overenskomster.

Det er kun derfor, at rumænere er så efterspurgt – ikke, fordi de er et særligt folkefærd, der ’ikke er bange for at tage fat’. "

Var det ikke snarere ovenstående, der var det centrale - snarere end hvorvidt man personligt gør rent, eller ej?

von Sperling vinkler sit svar til Linderborg med et fokus på "kvindearbejde" kontra "mandearbejde". Som om at det var dét artiklen hun svarer på "egentlig" handlede om. Det tror jeg er forkert læst af von Sperling. Helt fint at man ikke har tid til rengøringen - men at det "at rydde op efter sig selv er vor tids filantropi", som Linderborg skriver, tolker jeg snarere som et angreb på at det (i de kredse) bliver set som filantropi, end en problematisering af at man ikke selv rydder op.

Tak Anna!
Jeg vil pudse spejlet selv og med god samvittighed se kvinden i øjnene.

"Jeg har hyret et etableret rengøringsfirma, der betaler skat og sine medarbejderes løn under sygdom."

Du kender ikke dine polske rengøringshjælpers løn og arbejdsforhold, når du ikke selv kan tale med dem.

Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

En god samvittighed er den bedste hovedpude

Jeg kunne også godt tænke mig at kende navnet på det vikarbureau, de tre polske husalfer er rekrutteret fra, før jeg råber hurra for denne løsning på ligelønsproblemet frem for at ansætte 'en au-pair fra de varme lande' udenfor EU og Schengen området eller overlade det til en 'bortrationaliseret' kommunal sosu-assistent som 'sort arbejde' for en timeløn svarende til den, som 3F og Horesta har aftalt med hinanden som passende for ufaglært kvindelig arbejdskraft på det danske marked.

Det giver god viden at høre to feminister krydse klinger, men kan I ikke pudse formen af, især hvis I vil være med iblandt de store?

At kalde hinanden for "hattedamer" og "middelklassefeminister" er dårlig stil, selvom det sælger aviser.

Henrik Brøndum, Småborger med Kapitalistambitioner

Eva Schwanenflügel

@ Henrik Brøndum

Mandlige egoer kunne blive kaldt værre ting end hattemagere eller middelklassepikke. Med hår på.
In gold..

Frede Jørgensen

Friskt, Eva :)

Eva Schwanenflügel

@ Frede
Jeg elsker rigtige mænd.
Ikke pseudoidioter ;-)

Eva Schwanenflügel

Du er selvfølgelig ikke inkluderet, Frede ;-)

Eva Schwanenflügel

I pseudoidioternes selskab :-)

Frede Jørgensen

@ Eva

;-)