Kronik

Ring nu til kvinderne med ikkevestlig baggrund, journalister

Kvinder med ikkevestlig baggrund er næsten usynlige i de danske medier. De udgør ifølge vores undersøgelse kun en procent af kilderne i de danske dagblade, og det er et demokratisk problem
Muneeza Rosendahl er en af de seks danske kvinder med ikkevestlig baggrund, som dagens to kronikører har interviewet.

Muneeza Rosendahl er en af de seks danske kvinder med ikkevestlig baggrund, som dagens to kronikører har interviewet.

Louise Herrche Serup

27. november 2018

»Se mig som menneske og som faglig person.«

Sådan lyder rådet fra jordemoder Noura Chehabi Bendali til landets journaliststand. Hun er en af seks danske kvinder med ikkevestlig baggrund, vi har interviewet i forbindelse med vores speciale i journalistik på Syddansk Universitet. De øvrige kvinder er Muneeza Rosendahl, Moeisha A. Aden, Irena Lukić, Alina Protsyk og Bernarda Radoncic.

Kvinderne undrer sig over, hvad journalisterne egentlig ser, når de interviewer kvinder med ikkevestlig baggrund. En sygeplejerske med lang erfaring og høj faglighed eller en kvinde med tørklæde og brun hud?

Resultaterne i vores speciale tyder på, at journalisterne kun har øje for tørklædet og den brune hud. Hvis de overhovedet ser kvinden. Det viser nemlig, at kvinder med ikkevestlig baggrund er næsten usynlige i de danske medier.

Demokratisk problem

Kun en procent af kilderne i de dagblade, vi har undersøgt – herunder Dagbladet Information – er kvinder med ikkevestlig baggrund. Den samme gruppe udgjorde i 2017 fire procent af den danske befolkning. At dette er et demokratisk problem burde være tydeligt for enhver, journalist som avislæser.

Hvis vores medier bryster sig af at værne om demokratiet, er det ikke nok at agere vagthund over for magthaverne og lade den danske – og hvide og mandlige – elite komme til orde. I et sundt demokrati bør medierne også nære demokratiet nedefra ved at lade befolkningen ytre sig i al dens mangfoldighed. Når en hel gruppe af mennesker, her kvinder med ikkevestlig baggrund, er afskåret fra taletid, så mister de ikke bare troen på, at de er en velkomne i det danske demokrati. Som samfund mister vi også forståelsen for, hvem de er, og hvad de kan.

Den tydelige underrepræsentation af kvinder med ikkevestlig baggrund er dog blot en del af problemet. Når kvinderne medvirker, altså i den ene procent af historierne, så får de primært lov til at tale om udlændinge og islam. Der er selvfølgelig ikke noget galt i, at en muslim udtaler sig om ramadanen, men når det er det eneste, den muslimske kvinde bliver spurgt om, så giver det et ensidigt og stereotypt billede af en hel befolkningsgruppe.

Det er et problem, mener de kvinder, vi har talt med, fordi medierne har et etisk ansvar for at repræsentere forskellige befolkningsgrupper korrekt og respektfuldt. Efter vi har undersøgt fem danske dagblades repræsentation af kvinder med ikkevestlig baggrund, kan vi kun erklære os enige.

Tørklædekvinder og mønsterbryderkvinder

Vi har optalt og analyseret 1.635 artikler fra Politiken, Berlingske, Kristeligt Dagblad, Ekstra Bladet og Information på 35 tilfældigt udvalgte dage i 2017. Ud af i alt 3.396 kilder udgjorde kvinder med ikkevestlig baggrund en procent i de optalte artikler.

I undersøgelsen har vi set flere eksempler, hvor kvinderne primært fremstilles i kraft af deres etnicitet og religion, sekundært i kraft af deres virke som f.eks. sygeplejersker, selvstændigt erhvervsdrivende eller nyuddannede cand.merc.’ere. Der optrådte ingen kvindelige ekspertkilder med ikkevestlig baggrund i de registrerede artikler.

Kvinder med ikkevestlig baggrund er, når de optræder i medierne, altså ikke bare kvinder. De er tørklædekvinder, indvandrerkvinder, minoritetskvinder, og når de optræder på en måde, der bryder med herskende fordomme om, at de burde være en byrde, ja, så er de mønsterbryderkvinder.

Frustrationen for den enkelte ved, at journalister ser etniciteten før mennesket bag, er sikkert svær for mange etniske danskere at leve sig ind i. Men det er virkeligheden for de kvinder, vi har talt med.

De fortæller, hvordan de skal forholde sig til deres religion og etnicitet i en sådan grad, at det faktisk forhindrer dem i at tale om deres arbejde eller, for de af dem der er politisk aktive, om deres politiske visioner og mærkesager.

For en af dem, Muneeza Rosendahl, der arbejder ved Frederiksborg Brand og Redning og i 2016 stillede op ved regionsrådsvalget i Region Sjælland, har mediernes fokus på hendes etnicitet og religion fået hende til at tvivle på sin egen identitet som dansker.

»Det er jo ikke, fordi jeg ikke længere elsker Danmark, men jeg vil egentlig hellere opfattes som en verdensborger end en dansker«, siger hun.

Når danske statsborgere som Muneeza Rosendahl ikke længere vil kaldes danske, så har vi et demokratisk problem.

Se fagligheden fremfor farvet hud

Forklaringen fra journalister og redaktører på, hvorfor der ikke optræder flere kilder med ikkevestlig baggrund i deres historier, lyder ofte, at kilderne ikke findes. At der ikke findes en sygeplejerske, skolelærer eller universitetsstuderende med ikkevestlig baggrund, som vil udtale sig til deres artikel. Men selvfølgelig gør der det.

At kvinder med ikkevestlig baggrund i stigende grad tager både mellemlange og lange videregående uddannelser og kommer i arbejde, er efterhånden en gammel nyhed. Journalisterne skal bare få øje på dem. Og tale med dem om faglighed og ekspertise, fremfor hudfarve og etnicitet.

Informations debatredaktør efterspurgte for nylig flere kvinder på avisens debatsider. Resten af avisens – og landets – redaktører burde gøre det samme. Og de kunne passende begynde nederst i kildehierarkiet med de kvinder, der har ikkevestlig baggrund.

Muneeza Rosendahl forklarer problemet ret præcist:

»Min fordom er, at den typiske journalist vil gå til Lise, når de skal bruge en jordemoder, og så vil de gå til Noura, når det handler om, om hun viser sin religion, når hun arbejder.«

Øvelsen, som mange journalister derfor kunne forsøge sig med, er at bruge kvinder med ikkevestlig baggrund i historier, der ikke handler om religion og udlændinge.

For at hjælpe dem lidt på vej har vi i samarbejde med de seks kvinder, vi har talt med, udarbejdet ti gode råd til landets journalister og redaktører. De lyder:

  1. Se på mig som menneske og som faglig person.
  2. Stil spørgsmål efter kompetencer, faglighed og ekspertise – og kun om mine private forhold, hvis det er relevant.
  3. Brug min viden korrekt.
  4. Skab et større netværk og kom ud af dit vante miljø.
  5. Ansæt medarbejdere med etnisk minoritetsbaggrund på redaktionerne.
  6. Inviter os gerne til debat – vi må godt, vi tør godt.
  7. Vælg ikke den første hvide mand på listen.
  8. Fokusér på nuancer frem for stereotyper.
  9. Gør journaliststuderende opmærksom på personlige bias og fordomme.
  10. Tag jeres ansvar alvorligt.

»Vi må godt, vi tør godt, spørg os nu!«, som jordemoderen og politikeren Noura Chehabi Bendali formulerer det. Opfordringen er hermed givet videre.

Astrid Sandvad Kudahl og Ditte Damsgaard er kandidater i journalistik fra SDU

Spillestedet Forbrændingen i Albertslund har besluttet kun at booke kvinder i musikåret 2019. Den 15. marts 2019 spiller Katinka på spillestedet.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den her kritik går begge veje.

Jeg undrer mig f.eks. over, at der etniske hellere vil diskutere halal end økologi. Ghettoer end udkant og det skæve Danmark.

Et eksempel: Da Imran Rashid skrev bogen "Sluk " blev han, heldigvis, en prominent stemme i kritikken af vores teknologi-jubel. Havde forfatteren heddet Rushy havde reaktionen været nogenlunde den samme - det er jeg stensikker på.

Tak for en god og handlingsorienteret kronik; jeg tror bestemt, at listen med de 10 gode råd kan flytte noget.

Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar