Klumme

Jeg blev sendt i skammekrogen til min egen fars begravelse

Ifølge de islamiske traditioner er det udelukkende mænd, der følger den afdøde til graven. Tør vi muslimske kvinder gøre op med det som en del af vores frihedskamp?
Muslimske gravsteder på Vestre Kirkegård i Københavns sydvestkvarter.

Muslimske gravsteder på Vestre Kirkegård i Københavns sydvestkvarter.

Anders Tvevad

27. november 2018

At begrave min far er noget af det sværeste, jeg har været igennem. For mig var oplevelsen helt uvirkelig og smertefuld.

Allerede da rustvognen ankom til kirkegården, brød jeg sammen i gråd. En kvindelig bekendt fik øje på mine tårer, kom tæt på og råbte lige op i ansigtet på mig: »Du skal tage dig sammen, det er ikke i orden at sørge lige nu!«

Jeg gik nærmest i chok og reagerede ikke.

Ifølge de islamiske traditioner er det udelukkende mænd, der følger den afdøde til graven og er til stede ved selve begravelsen. Vi kvinder gik derfor stille og roligt bag mændene hen til gravstedet, da en ung mand henvendte sig til min svigerinde og mig:

»Jeg vil ikke være et dumt svin, men skulle jeg bestemme, skulle I kvinder ikke have lov at være med til begravelsen.«

Da mændene stoppede ved gravstedet, så jeg, at kvinderne trak sig væk og holdt sig diskret i baggrunden.

Der gik mere og mere i panik i mig. Var min sorg forkert, eller sørgede jeg ikke på den rigtige måde? Den afstand, der var mellem min fars gravsted og mig som datter, det at skulle acceptere at stå så langt fra ham, fremmedgjorde mig, og jeg følte skam over min sorg.

Forkert sorg

Ifølge de islamiske traditioner tager man afstand fra sorg ved dødsfald. Man har en forestilling om, at kvinder har svært ved at beherske deres følelser ved sorg, og derfor bliver deres deltagelse ved en begravelse begrænset.

Jeg har under min opvækst i Libanon set sortklædte kvinder sidde omkring den afdøde, slå sig på kinderne og rive deres klæder itu, mens de råbte den afdødes navn. Og det var også almindeligt at se kvinder gå klædt i sort i et år efter dødsfald i nærmeste familie. I nogle muslimske lande er der kutyme for, at man hyrer grædekoner, der har til opgave at græde over en afdød person i flere dage. Det er en måde at vise, at man bærer sorg.

Tiden lige efter min fars dødsfald var ubeskriveligt svær. Jeg blev ramt af stor tomhed. Når jeg græd eller sørgede, pegede man fingre ad mig, og sagde, at jeg ikke var muslim.

Det bunder i, at man som troende muslim håndterer døden på en helt anden måde end ikke-troende. Den gode, troende muslim, græder og sørger ikke – for døden er ikke den endegyldige afslutning og et smukkere forløb venter en på den anden side.

Sendt i skammekrogen

Er det på tide at bryde med de begravelsestraditioner, som skubber kvinderne væk fra fællesskabet og fratager dem retten til at sige farvel til deres kære?

Jeg ved med sikkerhed, at min far ville have ønsket, at jeg sendte ham af sted på hans sidste rejse. Jeg er trods alt den datter, der har vasket ham, madet ham og taget mig af ham de sidste ti år, også gennem hele det smertefulde forløb under hans sygdom.

Jeg følte mig som en byrde for de andre. Det at skulle stå langt væk fra min fars kiste føltes som at blive sendt i skammekrogen. For hvad? Jeg har intet at skamme mig over.

Da min far levede, skulle jeg ikke gøre mig fortjent til hans kærlighed, den blev givet mig i overflod. Men til gengæld blev min ret til som datter at vise ham den sidste kærlighed ved graven taget fra mig af fremmede mænd under hans begravelse. Hvis min far kunne have valgt, ville han på ingen måde have accepteret, at jeg skulle stå langt fra hans kiste.

Jeg er opvokset med viden om, at kvinder ikke må deltage i muslimske begravelser, så det kom ikke som en overraskelse. Men først da jeg mærkede, at man fratog mig retten til at være tæt på min far, gik det op for mig, at disse kulturelle normer og forventninger til muslimske kvinder ikke er forenelige med min tilværelse i Danmark.

Men tør vi som muslimske kvinder at sætte den sag på dagsordenen som en del af vores frihedskamp? Tør vi løbe risikoen for at blive udskammet og kaldt syndere i vores lokalsamfund?

I den altopslugende sorg kan jeg mødes med min far. Sorgen kan ingen tage fra mig. Den er blevet min følgesvend, og når min sorg er størst, ved jeg, at jeg er tættest på min far. Den forbindelse forsvinder aldrig.

Silvana Mouazan, jurist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Thomas Tanghus
  • Katrine Damm
  • Hans Aagaard
  • Britta Hansen
  • Erik Karlsen
  • Torsten Jacobsen
  • Jørn Andersen
  • lars søgaard-jensen
Viggo Okholm, Thomas Tanghus, Katrine Damm, Hans Aagaard, Britta Hansen, Erik Karlsen, Torsten Jacobsen, Jørn Andersen og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

@Leo Nygaard

Nu er den beskrevne muslimske begravelsestradition vel ikke speciel fundamentalistisk? Det er nyt for mig, at der også er denne kønsdiskrimination indenfor Islam.

Det interessante er, at den er velargumenteret. Den liberale vestlige pointe er for mig, at uanset objetive forskelle i kvalifikationer, skal alle kvinder og mænd have lige muligheder. Mænd er dårligere til at køre bil end kvinder, men forsikringspræmien skal alligevel være den samme uanset køn. Kvinder er dårligere til at tjene penge end mænd, men derfor skal de alligevel have mulighed for at lave forretninger.

Hvordan man som muslim kan have den ene livsverden med sig i private, kulturelle og religiøse forhold og den anden i sociale, politiske og markedsmæssige er ganske imponerende.

Jørn Andersen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Det er første gang jeg hører om at der er kønsadskillese ved muslimske begravelser. Ikke noget jeg har tænkt over før, men som det er beskrevet i artiklen er det ikke blot umådeligt trist og respektløst overfor den voksne datter - men hvad med den døde far?

Og hvordan i alverden kan det give teologisk mening at man ikke "bør sørge fordi den afdøde jo befinder sig i himlen"? Ja, hendes far er i himlen, ok, men så er hun og faderen jo adskilt fra hinanden, og skulle det være særligt umuslimsk at være ked at man er blevet forladt af dem man elsker? Uanset om de så lever i et paradisisk efterliv er det jo et paradis væk fra de efterladte. Hvordan kan ens kærlighed til den afdøde være en skam overfor den afdøde, overfor Gud, overfor familien, og overfor en selv? Det er savnet man sørger over.

Der er virkelig noget jammerligt puritansk, selvundertrykkende, jantelovs-småborgerligt over den beskrevne måde at se sorg på.

Alex Hertz, Jørn Andersen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Flemming Berger, Carsten Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Hvem har bestemt at kvinder ikke må være tæt på en afdød, er det brødre eller er det anden familie eller venner/bekendte der ligefrem har "kidnappet" den afdøde.
Desværre er det sådan, at hvis man vil omgås mennesker der dominers af forældede traditioner, så kan man blive nødt til at lide under det, alternativt må man holde den slags mennesker fra livet.

P.G. Olsen, Alex Hertz, Jørn Andersen, Karsten Aaen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Nu forstå jeg bedre hvorfor tv. fotos af især palæstinenseres begravelser kun ses mænd i optoget. Også ved den nylige myrdede Nedim ligeså.
Det er dog et modbydelig religiøst ritual, som jeg ikke anede.
Gad vide hvad den eneste danske kvindelige imam siger til det, og hvorfor har vi ikke hørt Naser Khader italesætte dette. Han er jo ellers ofte på banen når det gælder ligestilling for kvinder.
Det bliver for mig mere og mere en gåde, at kalde sig muslim, indre mission og jehovas vidne.

Henning Kjær, Alex Hertz, Jørn Andersen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Carsten Hansen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Integration eller assimilation?

Gad vide hvem deri 1985, da cand. jur. Silvana Mouazan som 11 årigt flygtningebarn fra borgerkrigen i Libanon ankom til Kongeriget Danmark, har bildt hende ind, at Danmark var et land, hvor børn og unge fra alle trossamfund - de være sig kristne, muslimske, buddhistiske eller jødiske etcetera - frit kunne vælge, hvem de ville omgås, og at 'Velfærdsstaten' i modsat fald stod til rådighed med hjælp til alt, hvad man som barn og ung kunne ønske sig af assistance, hvis man kom på kant med sine forældre, onkler, tanter, fætre, kusiner, søskende og andre medlemmer af familien og dens omgangskreds om, hvem man måtte omgås på hvilke måder både i og udenfor rammerne af den 'kultur', som ens forfædre og -mødre i tusind led havde medbragt fra deres 'oprindelseslande'.

Indtil videre er Folkekirken det største 'trossamfund' i Danmark, mens det står enhver frit for at melde sig ud af det og ind i et andet. Og når tilstrækkeligt mange har gjort det, vil Folkekirkens særstatus i h.t. bestemmelserne i Junigrundloven af 1849 (senest ændret i 1953) formentlig også blive ophævet, og Kongeriget Danmark være erstattet af Republikken Danmark eller have status som delstat i 'Unionen af Forenede Europæiske Stater'.

.

Henrik Brøndum

@Anne Mette Jørgensen

Fundamentalisme opfatter jeg som modstand overfor reformation. At læse i Bibelen at homosexualitet er syndigt eller at der ikke bør fejres fødselsdage. At forlange at jødiske kvinder skal barberes skaldede, at Gud har givet en bestemt befolkningsgruppe en særlig ret til et stykke jord. Eller for muslimerne at verden består af islams land og "sværdets" land og at der ikke kan indføres demokrati. Iblandt marxister, at børneopdragelse skal foretages af staten fordi det står i det kommunistiske manifest.

Birgitte Johansen, Jørn Andersen, E Z og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Den Danske Reformation

"Den dag, de stolte bisper i fængsel blev bragt,
Guds ord var på Guds alter af bondehånd lagt.
Da folket var frelst og udslukt det bitre had
Hans Tausen i Ribe på bispestolen sad."
(B.S. Ingemann 1843)

Efter vi (de fleste) er begyndt at få brød på bordet dagligt, har vi løftet hovederne og fået øje på de mange samfund i verden.
Desværre viser historien, at observation af andre samfunds anderledes opfattelse af livet, har ført til masseudryddelser og forfølgelse af anderledes tænkende.
(Korstogene! Koncentrationslejrene!)
Efter vores rejselyst også har bredt sig til muslimske lande og de er kommet til os, har vi fundet ud af, at de lever anderledes. Muhammed ca. 570 – 8. juni 632 har grundlagt bevægelsen og koranen udstikker retningslinjerne.
Vi sidde nu på vores lille tue og fordømmer en kultur, der har levet i 1418 år regnet fra år 600.
Vi sidder på vores lille tue og forlanger, at denne kultur øjeblikkelig skal ophøre med at leve anderledes end os!
Hvad er det så, der gør vores kultur superb i forhold til andre kulturer, nej vel!
Vores nabo lever et helt andet liv end vi gør. Vi blander os ikke vel?
Vi bør ikke blande os i andre kulturers levevis ved at forlange, at den skal omstilles til danske normer her og nu af den generation af muslimer, der er her nu.
Der er forhold hos os og hos muslimerne, der trænger til at efterses og 'moderniseres'. Det kan vi belære dem og os selv om løbende uden mentalt at skære halsen over på nogen.
Vi kunne f.eks. se på vores passivitet, når det gælder en masse især ældre, der lever et ensomt liv.
Vi kunne se på vores misbrug af Jesus fødsel, der nu starter i begyndelsen af november, således at nye julekalendere skal have 54 låger istedet for 24.
Vi kunne se på livets nuværende indhold: op,morgenmad, mobiltelefon,trafik til arbejdet,arbejdet foran skærmen, trafik, moblitelefon, aftensmad, mobiltelefon, lægning af børn, sove m.m. et forbrug af timer på 10 -16 af de 10-12 der er til rådighed.
Muslimerne kunne med rette skaffe plads til kvinders liv blandt andre. Kunne måske på sigt rationalisere deres bedekultur, så den går bedre i spænd med det samfund, de er rejst til.
Kunne arbejde for en aktiv integration, der tillader et liv som 'dansker' uden at tilsidesætte livet som muslim.
Tag andre briller på og vær med til at støtte et liv sammen med de 'andre'

Torsten Jacobsen

Silvana Mouazan,

på tragisk baggrund beskriver du levende det skisma, der til stadighed opstår for os mennesker, når vores personlige oplevelse kolliderer med kulturens forventninger.

Med din dybtfølte sorg er du en paria i kulturen. Du ringeagtes, fordi du ikke lever op til dekorum i den pågældende kultur.

I min kultur, den 'danske kultur', har vi et næsten modsatrettet problem: Vi er så 'frigjorte', at vi end ikke anerkender et begreb som 'dekorum'. Vi er alle så frigjorte, at enhver adfærd - så længe den ikke er direkte kriminel - accepteres som normativ(e).

Det anker, som de latterlige mænd i din kultur fæstner deres lid til, er bankerot. Det kommer de til at indse, eller også kommer de til at dø som uvidende, ynkelige og sølle mænd.

Det (kvindelige) oprør mod tåbelighederne som du efterlyser, well, det er du så i gang med...

Men konservative muslimer læser ikke Dagbladet Information. De læser 'Allah-tidende' eller lignende 'opbyggelige skrifter'

Måske er du ikke først og fremmest 'muslim', Silvana Mouazan? Måske er det blot en lille del af dig, i den endelige, alt for menneskelige mosaik?

Birgitte Johansen og Torben Bruhn Andersen anbefalede denne kommentar

'Ifølge de islamiske traditioner er det udelukkende mænd, der følger den afdøde til graven. Tør vi muslimske kvinder gøre op med det som en del af vores frihedskamp?'

Det håber jeg virkelig, at I tør Silvana Mouazan, og jeg håber også, at I kan få støtte - opbakning fra alle andre, end meget bagstræberiske mennesker.
Det forekommer mig, som værende værende en skik, som ikke hører hjemme i det 21. århundrede - relativt moderne tid.
At der kunne være bred opbakning indenfor nutidssvarende tolkning af islam, om at denne forældede(?) praksis ikke er i orden, og man 'lige' kunne se at få det lavet om?
Ud fra ganske almindelige ligestillingstanker, er det ganske enkelt ikke i orden.

I har min fulde støtte og sympati.

Birgitte Johansen, Jørn Andersen, Torben Bruhn Andersen, Karsten Aaen, Viggo Okholm og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Vi danskere er verdens mest beskedne lille folk
- også deri overgår vi alle andre."
(Piet Hein - dansk matematiker, kosmopolit, digter og opfinder af superellipsen m.m)

Et hvert demokratisk sindet menneske bør støtte op om lighed mellem kønnene.

Vi kan ikke stiltiende se på at kvinder diskrimineres/undertrykket eller behandles som mindreværdige; Dette uanset hvem der gør dette.
Religion eller kultur er ikke gyldige grunde til at behandle kvinder anderledes end mænd.
At tingene ikke ændres over natten må ikke få samfundet til at agere verbalt ,
Samfundet skal ikke fordømme, men oplyse, handle og forvente at de demokratiske rettigheder overholdes,

Viggo Okholm, Birgitte Johansen og Alex Hertz anbefalede denne kommentar