Kronik

De seneste to år har vi behandlet 50.000 flere patienter, men der er grænser for vores fysiske formåen

Når jeg som sygeplejerske står sammen med Hannes familie og skal sige farvel, så bør vores velfærdssamfund kunne bære, at familien kan tage afsked på deres egen måde
Når jeg som sygeplejerske står sammen med Hannes familie og skal sige farvel, så bør vores velfærdssamfund kunne bære, at familien kan tage afsked på deres egen måde
2. november 2018

For snart ti år siden stod jeg på Rhodos i min guideuniform og forsøgte det bedste, jeg havde lært, at trøste en kvinde, som få øjeblikke forinden havde mistet sin far. Hele familien, børn, børnebørn, mænd og koner skulle sammen fejre patriarkens 70-års fødselsdag. Desværre blev det, som skulle have været en hyldest til livet, en tragisk begivenhed, da fødselaren faldt død om på stranden med en blodprop i hjertet.

Jeg var på daværende tidspunkt en 22-årig knægt, som på ingen måde havde nogen forudsætninger for at hjælpe familien igennem den forfærdelige situation. Jeg havde selv bedt om at passe nødtelefonen, fordi det var spændende, når alting brændte på. Denne situation var jeg dog slet ikke forberedt på.

At hjælpe mennesker i så voldsom krise kræver kompetencer, som jeg på ingen måde besad, men jeg kunne heller ikke bare stå på sidelinjen og se sorgen fortære familien. Jeg kunne ikke fjerne deres smerte, men jeg kunne gøre alt, hvad der stod i min magt for at gøre livet lidt nemmere for dem. Gøre situationen bare en smule mindre uudholdelig.

De næste par dage brugte jeg de fleste vågne timer sammen med familien. Jeg så efter børnene, hjalp med koordinering og planlægning af hjemtransporten, var chauffør, tolk, indkøber, men mest af alt var jeg der bare. Mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg ellers skulle gøre af mig selv.

Da vi langt om længe nåede til afskeden i lufthavnen, takkede datteren os for at have skabt plads til deres sorg. Det har jeg båret med mig lige siden.

Plads til sorgen

Mange år senere kom jeg til at arbejde på en intensivafdeling på Rigshospitalet i København.

Igennem de sidste mange uger havde jeg passet Hanne og derfor lært både hende og hendes familie at kende. Hanne havde haft en stor blødning i hjernen og var ikke ved bevidsthed, men det fik ikke hendes pårørende til at vige fra hendes side. Vi kæmpede hårdt, men til sidst måtte vi dog sande, at hendes hjerne ikke stod til at redde.

Som sundhedsfagligt personale havde vi nok forudset, hvor kvindens tilstand bar hen, men alligevel er det hårdt at skulle indstille behandlingen. Vores beslutning ville jo komme til at have store konsekvenser. Det krævede mange lange samtaler med familien for at få dem til at forstå situationen.

Som læger og sygeplejersker på hospitalet er vores kerneopgave at hjælpe patienten igennem sygdommen, præcis sådan som vi gjorde, mens vi kæmpede for Hannes liv.

Men behandling er ikke vores eneste opgave. For selv om Hannes liv er slut, skal hendes familie leve videre. Det betyder i min optik, at den måde, hvorpå familien får sagt farvel til Hanne, er en vigtig og grundlæggende del af deres sorgproces. Og derfor er det vigtigt, at vi får skabt plads til deres sorg.

Hanne var heldigvis indlagt på intensiv på en god dag. Det betød, at jeg havde god tid til at være sammen med familien. Det blev et farvel, som strakte sig over flere timer. Der blev grint og grædt, fortalt historier, og til tider var vi bare stille. Ligesom med familien på Rhodos kunne jeg ikke fjerne deres smerte, men jeg har nu lært, at det heller ikke er meningen.

Derimod er det vigtigt at have omsorg og medmenneskelig kærlighed for mennesker, som står i en så svær situation. Det kunne jeg med de ressourcer, vi havde på intensiv den dag, og de kompetencer jeg har erhvervet mig som sygeplejerske. Sådan en afslutning på livet fortjener alle – men desværre er det de færreste, som får det.

Vi vil gerne være effektive

Igennem de seneste mange år har sundhedsvæsnet været underlagt et produktivitetskrav, som har betydet, at vi hvert år skal arbejde to procent hurtigere, end vi gjorde året forinden. Det lyder ikke af meget, men når det har stået på i 15 år, kommer det til at have vidtrækkende konsekvenser for kvaliteten af den pleje og behandling, som vi kan tilbyde vores patienter.

En del af de besparelser har vi kunnet finde ved bl.a. at bruge nyere teknologi og mere effektive behandlingsformer, men en stor del af besparelserne er også blevet fundet ved at skære i den største udgiftspost, nemlig personalet.

Alle os, som arbejder i sundhedsvæsnet, vil gerne hjælpe så mange som muligt, og derfor er vi også store tilhængere af at bruge vores skattekroner mest effektivt.

Besparelserne og den evindelige effektivisering betyder dog, at vi ikke længere har mulighed for at passe vores arbejde ordenligt. Muligvis kan vi operere to procent flere eller finde en behandling, som er to procent mere effektiv, men der er opgaver, som vi ikke kan eller bør udføre hurtigere.

Når jeg står sammen med Hannes familie og skal sige farvel, så bør vores velfærdssamfund kunne bære, at familien kan tage afsked på deres egen måde.

Går ud over patienterne

For et par år siden var der en sag på intensivafdelingen i Køge, hvor en sygeplejerske afslørede, at personalet bedøvede patienterne mere end nødvendigt. Der var simpelthen ikke nok personale på arbejde til at kunne passe patienterne på den mest optimale måde, og derfor følte sygeplejerskerne sig nødsaget til at bedøve patienterne dybere for patientens egen skyld.

Det kan være svært at forstå, hvis man ikke har sin daglige gang på en sådan afdeling, men mange af patienterne er meget dårlige og ustabile, derfor kræver de kontinuerlig og minutiøs overvågning.

Da Køge-sagen kom frem i medierne, fik det både formanden for Danske Patienter, Camilla Hersom, og formanden for Folketingets Sundhedsudvalg til at reagere kraftigt, og det resulterede bl.a. i et samråd, hvor Sundhedsministeren skulle redegøre for situationen.

Sagen er bare den, at situationen i Køge langtfra er enestående.

Jeg kender til masser af historier, hvor den reducerede normering har betydet en væsentlig forringelse i patientbehandlingen.

Så ikke nok med at jeg ikke længere kan give mine patienter den tid, omsorg og respekt, de fortjener. Nu handler det om, at vi ikke engang kan garantere patienterne den bedste behandling længere, fordi vi simpelthen ikke er ansatte nok.

Grænser for fysisk formåen

Hvad hjælper det med højteknologisk udstyr og avancerede behandlingsformer til mange tusinde kroner, når vi helt grundlæggende mangler hænder?

Vi er mange, som har råbt op om denne problematik længe, men det er som at råbe under vand.

Det er, som om der er vandtætte skodder mellem de faglige eksperter, der står med benene plantet solidt i virkeligheden, og så de politiske magthavere, som skal sætte rammerne for vores fælles velfærd.

I år har vi fejret afskaffelsen af det evindelige årlige produktivitetskrav på to procent, men der var ikke gået mange øjeblikke, før vi fik besked om, at der selvfølgelig og nødvendigvis vil komme et andet styringsredskab. Sundhedsvæsnet ville jo løbe løbsk, hvis ikke der var nogen, som holdt os i ørerne, var budskabet.

Jeg forstår udmærket behovet for styring, men kunne vi ikke blive styret af nogen, som kender til den hverdag, vi kæmper os igennem hver eneste dag?

Det kan ikke passe, at vi dagligt er nødt til at gå på kompromis med vores faglighed og patienternes sikkerhed for at få hverdagen til at hænge sammen.

På de sidste to år har vi behandlet 50.000 flere patienter, og det har vi gjort med kun fire ekstra ansatte, viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen.

Vi er gode til at løbe stærkt, men der er en grænse for vores menneskelige fysiske formåen. Hvor mange patienter skal dø som produkt af disse besparelser, før vi får øjnene op for de alvorlige konsekvenser, som denne demontering af vores velfærdssystem har?

Theis Liebach Smedegaard, sygeplejerske og kredsbestyrelsesmedlem i DSR

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Henrik Klausen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Torben K L Jensen
  • ingemaje lange
  • Anne Eriksen
  • Eva Schwanenflügel
  • Stig Larsen
  • Tommy Clausen
Bjarne Bisgaard Jensen, Henrik Klausen, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben K L Jensen, ingemaje lange, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel, Stig Larsen og Tommy Clausen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er med sorg i sindet at kunde se den danske folkesundhed falde år efter år, den inkompetente
beslutning efter den anden, er vedtaget. Den seneste er sundhedsplatformen, en syg beslutning.
Man for den tanke at der er en bevist tanke bagom alle disse nedskæringer, at afskaffe Sundheden,
Skat, Skolerne at gøre hele samfundet mere sygt, samtidigt som skatte pengerne rinder ud af kassen,
til lysky elementer.

Ole Kristensen, Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Demontering af velfærdssystemet. Helt præcist udtryk for hvad der sker i DK i disse tider. Skammeligt.

Carsten Munk, Eva Schwanenflügel, Ole Kristensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Det er næppe en bevidst tanke bag disse handlinger, snarere inkompetence og selvovervurdering. For sandheden er jo, som der skrives her - den fysiske og psykiske formåen neddrosles - det er farligt at brænde for sit arbejde og klager over dette falder ikke tilbage på de virkelig skyldige...

Velfærd, værdighed i ældreplejen? - mærkelige formuleringer - nu vil man igen afskedige personale i region Sjælland, så fyr dog nogle af skrivebordsaspiranterne i stedet! - Eller endnu bedre - nogle politikere, der ikke kan styre deres magtsyge.
I stedet for at prise nogle usandsynligt dyre strålekanoner, så skulle man tillægge sig en humanistisk holdning i stedet for dette plagiat. Måske vil kun en nedlæggelse af arbejdet, en nægtelse af disse vilkår, kunne stoppe det?

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Nej, alle vil ikke gøre deres bedste. De fleste vil. Der eksisterer både sygeplejersker og læger, som er sig selv nærmest. Mere senere!

Ansatte i velfærdsstatens "det offentlige" må hverdag tåle denne uholdbare arbejdssituation, betale næsten halvdelen af deres løn i skat. Få at vide at besparelser er nødvendige i deres arbejde for at skattekronerne bliver brugt mest hensigtsmæssigt. Samtidigt ser man til at; Danske Bank, Skat og store banker generelt skummer den fløde der skulle have givet landets patienter og pårørende en tålelig behandling. Gad vide, hvor længe opbakningen til dette system og disse Samvittighedsfulde offentlige ansatte holder den model ud, at den ene del af befolkningen skal øse ud af deres menneskelighed og offervilje, mens andre kyniske magtfulde skider på det hele.
Nok er offentligt ansatte stålsatte i forholdet til at give deres patienter det bedste, men når kontrakten om at alle skal holde styr på deres del briste hvad så? - Hvis nogen i den kommende valgkamp siger de berømte ord - hvor skal pengene komme fra? , så kunne man med rette foreslå der hvor de er blevet af, dem vi HAR betalt i skat en gang. Få nu styr på skattevæsnet og bankerne og de steder man uddanner økonomer, det må klart kunne vægtes højere med mere samfundssyn.
Endeligt så burde Danske Bank aflevere navnet, De kunne f.eks. i stedet kalde sig Ørstedbanken.

Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen, Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Anne Mette Jørgensen - nej, intet er enkelt og gennemskueligt...
Eller sort/ hvidt - for den sags skyld. - I alle fag og især måske, når man arbejder med mennesker, kommer der mange personlige følelser i spil, holdninger og fordomme osv.
Dertil kommer så de vilkår, man arbejder under, der er ingen tvivl om at kulturen ændres i takt med samfundet og nu såkaldte reformer og effektiviseringer, som følge af rædselsfulde NPM.
Det er så sket.

Dem, der umiddelbart bedst klarer sig, er de lettere følelseskolde, uden af den grund er forkert.
Der har altid været "dem og os" i branchen - udtrykt på mange måder i flere tidsaldre. Det negative udtryk i dag kan være en upersonlig, forhastet handlemåde osv.osv. - nedladenhed og "at være morsom" på patienternes vegne.
Vi har alle stødt på dårlige eksempler. Men man skal ikke slå hinanden i hovedet og huske, at alle kan blive syge, det skal ikke være nødvendigt med "værdighedspakker" og lign.
Men det må være de mennesker, som "regerer" samfundet, der skal op på disken - er det en evighedsplads, når man sidder i Folketinget? - Man kan jo altid skifte parti og få en anden frisure - der er for mange, der har glemt, at de er ganske alm. mennesker - endda meget!

Anne Mette Jørgensen

Ja, jeg har desværre mødt en del, som misbrugte deres magt. Når man er i kløerne på en læge/sygeplejerske m.v er man den lille. Også mødt mange samvittighedsfulde og anstændige i branchen, heldigvis. Hvis man, som patient stiller spørgsmål om en behandling og oplever nedladende og arrogant facon får man ikke medhold. Mange går rundt og er bange.
De har også svært ved at fatte, at de ikke ved alt. Det værste er dog, når der efterfølg. skrives direkte fejloplysninger i patientens journal. Prøv at få rettet det! Håbløst.
Som jeg ser det er der rig mulighed for at misbruge sin magt, da systemet er kreeret i et hierarki og arbejdsgange på hospitaler er direkte ødelæggende. Og, ja se på de andre systemer, hvor jurister styrer.
I styrelser har de magt også der hvor man burde indhente lægelig og uvildig ekspertise.
Uden at kunne bevise det beror meget på nepotisme. Vi er for lille et land og de samme folk med magt cirkulerer rundt.
Den danske model med privatpraktiserende læge har mange fordele, men de pålægges for meget arbejde. For visse lidelser er det no go, da de i sagens natur ikke kan være specialister i alt. Det er indlysende, at så få vælger privat praksis. De der er tilbage er stressede og det er ikke godt for hverken læge eller patient.
Jeg har en drøm om, at alle med magt burde testes i en personlighedstest. Det kommer ikke til at ske af indlysende årsager.
Som indlagt adskillige gange er det nemt at se, hvor man kunne ændre systemet. De demente er hårdest ramt. I Danmark er lappeløsninger den model der bruges, men nogen gange kræver cyklen et nyt hjul.

Ja, det er jo sandt, at forholdene er anderledes nu end før i tiden. Der var ordentlig tid, færre overflødige regler lavet af folk uden kontakt til dem, der skal udføre den.
Man kan ikke klandre personalet, slet ikke. Det er bare svært at formulere det ordentligt. - For der er sager på avisernes forsider, der aldrig burde have set dagens lys.
Og jeg kender flere sygeplejersker, som har måttet trække stikket gr. helbredet.

Det er de mange "styrelser" og nu fortsætter man igen med at smadre sundhedsvæsenet.
Er man uheldig at få skrevet negative (forkerte) ting, så følger det én og bliver blæst op - Der er ingen chancer for at få revideret det. Somatiske forhold bliver gjort psykiske så som funktionelle lidelser - så ophører al videre granskning af problemet.