Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har for tredje år i træk deklareret, at Danmark har behov for et såkaldt ’pusterum’ – regeringens kodesprog for at sige, at vi ikke længere bør tage imod 500 af verdens mest udsatte flygtninge årligt.
Den holder bare ikke længere.
Antallet af flygtninge, der søger asyl i Danmark, er lavere, end det har været i mange år. Men på trods af det fastholder regeringen trykket på Danmarks lunger, og vi puster fortsat ud, mens verden brænder.
Danmarks fedtspilleri er undergravende for den internationale solidaritet, og det skader ikke kun de flygtninge, der sidder i overfyldte lejre i nærområderne. Vores beslutning er med til at svække troværdigheden for en af de eneste dele af asylsystemet, der rent faktisk virker, som den skal: FN’s kvoteflygtningesystem.
FN’s kvoteflygtningesystem er det eneste reelle alternativ til resten af det skæve og uretfærdige asylregime, som tusindvis af mennesker lider under – og drukner i – i dag. Sammen med danske embedsmænd vurderer FN’s udsendte, hvem der har størst behov for akut hjælp. Disse mennesker bliver en del af ordningen og kommer til Danmark.
Det står i skærende kontrast til et spontant asylsystem som kræver af flygtninge, at de sætter liv, lemmer og deres børns sikkerhed på spil. Hvor de skal krydse ørkener, dele af Afrika hvor lovløshed og kaos hersker og forræderiske have i en alt for lille gummibåd, mens de, der ikke er i stand til det, efterlades i kummerlige lejre.
En løsning
For hver dag, vi ikke tager kvoteflygtninge, er vi med til at blåstemple landenes enegang i flygtningespørgsmålet. For hver dag, vi ikke tager kvoteflygtninge, er vi med til at underminere et internationalt fællesskab, som er uundværligt, hvis vi skal skabe en stabil fremtid.
Derfor stiller SF torsdag – som vi har gjort før – forslag om, at Danmark skal tage kvoteflygtninge. Fordi vi har et internationalt ansvar. Fordi kvoteflygtningesystemet ikke er et problem for Danmark, men en løsning for verden.
Det er decideret tragisk, at Danmark har stillet sig i spidsen for at destabilisere en ordning, der skal danne grundlag for en omkalfatring af et asylsystem, der har hårdt brug for renovering.
Mens flygtningekrisen har gjort det tydeligt for langt de fleste af os, at vi har brug for et helt andet asylsystem end det, vi har i dag, så kan alle nok blive enige om, at vejen dertil er kompliceret.
Vi kan selvfølgelig ikke hjælpe hele verden ved at genbosætte alle verdens flygtninge i Danmark. Her er vi helt enige fra højre til venstre. Enigheden skyldes ikke mindst, at verden har ændret sig, og at globaliseringen gør det markant nemmere for folk at bevæge sig.
Antallet af mennesker, der flygter fra krig, ødelæggelse, klimaforandringer og fattigdom er højt, men antallet af mennesker, der krydser grænser i deres søgen efter et bedre liv, er endnu højere. Derfor er det en bunden opgave at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe flere, bedre – i stedet for kun at hjælpe de få, der fysisk får slæbt sig til Europas grænser.
Det handler både om at sikre, at vi kan få integrationen til at fungere herhjemme, men det handler især om, at vi i dag hjælper en meget lille del af det samlede antal flygtninge i verden, alt for dårligt.
Gennemgribende reform
Derfor har SF foreslået en gennemgribende reform af asylsystemet, som skal mangedoble hjælpen i nærområderne, omlægge asyl gradvist fra spontane flygtninge til kvoteflygtninge, få migrationen under kontrol og i sidste ende sørge for, at vi hjælper der, hvor det virkelig batter.
Sagen er bare, at en udvidelse af kvoteflygtningeordningen er en lige så naturlig del af et asylsystem i balance, som kontrol med migration og spontan asyl. Det er præcist lige så tåbeligt at tro, at man bare kan forsegle grænserne hermetisk, som det er at påstå, at vi løser flygtningekrisen ved at genbosætte alle verdenens flygtninge i Europa.
Da integrationsminister Inger Støjberg for nylig var i Østrig, talte hun godt nok om behovet for et mere humant asylsystem, hvor dem med det største behov kom foran i køen. Men vi, der kender hende, ved godt, at hvis det stod til hende, så fandtes der ingen kø, men blot et stort, rødt ADGANG FORBUDT-skilt ved den danske grænse.
Når SF stiller forslag om, at Danmark igen skal tage kvoteflygtninge, er det altså ikke, fordi vi ikke anerkender problemerne med det nuværende asylsystem. Vi er tværtimod fuldstændigt parate til at tage livtag med de ufatteligt store dilemmaer, flygtningekrisen præsenterer os for – men uden at fornægte den humanisme, der gør vores lille nation så stor.
Pia Olsen Dyhr, formand for SF
Nemlig !
@ Pia Olsen
Oppositionen skal samles og eliminere regeringen.
Men Pia Olsen Dyhr, hvor skal de bo ?
Du vil jo rive tusind almene boliger ned !
Det er fint og godt Pia Olsen Dyhr, det er ikke det SF mener i artiklen, der er problemet, det er det SF gør i den virkelige verden, der er problemet, SF fører en blå økonomisk politik og SF kan ikke både blæse og have mel i munden.
De ‘svageste’ læs mest udsatte flygtninge, er ikke arbejdsdygtige, de svagest flygtninge passer ikke ind i arbejdsudbud politiken, de svage i den blå økonomiske politik, ‘skal’ disciplineres og tvinges syge på arbejde ellers må forsvinde helt ud af systemet, det er den blå økonomiske politik, nødvendighedens politik, konkurencestaten og globaliseret deregulering af lønvilkår og arbejdsvilkår politik.
Kvoteflygtninge vil blive en rød klud i den førte dem og os politiske virkelighed, hvor den politiske blå ulighedsskabende politik, skaber stadigt flere fattige i Danmark og globalt.
De senest tal om fattigdom i EU fra Eurostat website.
‘People at risk of poverty or social exclusion’
16,7% af borgerne i Danmark.
23,5% af EU borgerne.
Kære Pia Olsen Dyhr
Det er ‘nu’, at reglerne for bæredygtig omstilling iværksættes, når folkevandringen for alvor begynder, bør så meget, som muligt være helt klart.
Enrich Not Exploit
Som det påpeges ovenfor af Poul Anker Sørensen og Philip B. Johnsen, så klinger de gode intentioner ret hult i betragtning af at SF idag netop har været med til at vedtage regeringens såkaldte 'ghettoplan' med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
DR skriver, at der i løbet af de kommende 12 år skal findes nye boliger til over 11.000 familier, der skønnes at måtte fraflytte deres boliger (bliver smidt ud af deres lejligheder), og skal genhuses andre steder, HVOR DE HAR RÅD TIL AT BETALE HUSLEJE.
Forskning fra bl.a. Holland, hvor man i årevis har forsøgt sig med at afskaffe udsatte boligområder ved at tvangsfjerne beboere viser, at det har en "vandsengseffekt". Dvs at problemerne så at sige bare skvulper et andet sted hen, og de forflyttede udsatte samles og skaber nye 'ghettoer' et andet sted, FORDI DET ER DER DE HAR RÅD TIL AT BO.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/ghettoplan-i-skudlinjen-sociale-proble...
Det burde være logik for selv blinde perlehøns, at man ikke fjerner sociale problemer ved at hetze udsatte mennesker.
Det er jo ikke alle der dør af det. Nogen overlever og kommer i medierne, hvor deres historier udstiller de politikere der vedtager hovsa-reformer og symbollovgivning.
Skulle SF ikke tage sig selv og sin egen politik alvorligt i fremtiden?
Læs også hvordan man i Sundparken i Horsens hver dag spørger, hvornår buldozerne kommer:
“Med ghettoens vicevært på arbejde: Folk spørger hver dag, hvornår bulldozerne kommer”
https://www.dr.dk/nyheder/indland/med-ghettoens-vicevaert-paa-arbejde-fo...
“Bestyrelsesformand i boligforening: Ghettoplan nulstiller os”
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/hovedstadsomraadet/bestyrelsesforman...
Dette har SF sikret:
- Alle planer om renovering fortsættes
- Det boligsociale arbejde står centralt
- Lejerne kommer ikke til at betale
- Borgere der mangler lejlighed skal genhuses, så alle får et sted at bo
- Alle forandringer skal planlægges i samarbejde mellem boligforening og kommune
- Penge fra salg af almene boliger kan bruges til at bygge nye almene boliger
- I stedet for at rive ned kan boliger konverteres til unge- og ældreboliger eller erhvervslejemål
- Landsbyggefondens økonomi er 100% sikret
- Kontanthjælpmodtagere skal ikke skæres i ydelse
- Mindre boligområder hvor nedrivning ville være hul i hovedet kan få dispensation
- Vi har stillet ændringsforslag om, at at forandringer af boligområderne kan sættes i bero
Lidt længere version:
Først og fremmest skal man passe på med at tro på dem, der påstår, at nu kommer der massenedrivninger. Det gælder især Pelle Dragsted som altså virkelig går ren populisme på denne her. Det er altså ikke rigtigt. Før det overhovedet kommer ind i samtalen kan man frasælge (og bruge pengene til at bygge nye almene boliger andre steder, f.eks. i områder hvor der ikke er nogen), eller omdanne til unge- eller ældreboliger.
Loven skal grundlæggende sikre at vi stopper den udvikling vi har set indenfor de seneste 10-15 år med at vi bor mere og mere opdelt efter indtægt og etnicitet. Når det kommer specifikt til SFs rolle, så synes jeg det her er de stærkeste argumenter:
- Aftalen sætter to streger under fortsat renovering og boligsocialt arbejde i boligforeningerne. Regeringen havde ellers lagt op til det akkurat modsatte: totalt renoveringsstop. Det er virkelig vigtigt for sektoren, fordi det skaber ro om rammerne for den renovering, der er nødvendig.
- Landsbyggefonden stod til at skulle blive fuldstændig afmonteret. Det skulle ske gennem en fuld og øjeblikkelig tilbagebetaling af fondens ydelsesstøtte, hvilket på sigt kunne løbe op i imellem 13 (regeringens beregning) og 20 (BLs beregning) milliarder. Det blevet takket være pres fra SF og S droppet fuldkommen.
- Et af kernepunkterne i aftalen var, at alle kontanthjælpsmodtagere i bestemte områder skulle skæres markant i ydelse. Det blev taget helt af bordet takket være SF og S.
- SF har fået indført mulighed for at bruge overskuddet fra frasalg af almene boliger i ét område til at bygge nye, almene boliger i andre områder. Så groft sat op: Tingbjerg (Brønshøj) sælger almene boliger, kan pengene bruges til at bygge almene boliger i Nordhavn (Østerbro).
- Der er indført en dispensationsordning for de mindre områder såsom Finlandsparken (Vejle), Sundparken (Horsens) mv., som gør det muligt at undgå nedrivning af boliger. Der står faktisk specifikt i aftalen, at man forventer de her dispensationer bliver udmøntet. Vi kommer til at følge de her ansøgninger tæt.
- SF har allerede stillet ændringsforslag om, at udviklingsplaner kan sættes i bero, hvis de ikke er hensigtsmæssige og vi holder hele tiden møder med organisationerne på det her områder, for at tage deres ønsker med direkte ind i aftalekredsen.