Kronik

Vi skal sikre, at alle kan trække sig tilbage fra arbejdslivet med værdighed

Man kan ikke forhøje pensionsalderen uden samtidig at give en hånd til de mennesker, der har svært ved at gennemføre et helt arbejdsliv uden at blive nedslidt i en grad, der koster dem både livskvalitet og levetid
Hvis vi i fremtiden skal kunne arbejde endnu længere, end vi gør i dag, forudsætter det, at politikerne også skruer på andre knapper, skriver dagens kronikører.

Hvis vi i fremtiden skal kunne arbejde endnu længere, end vi gør i dag, forudsætter det, at politikerne også skruer på andre knapper, skriver dagens kronikører.

Jakob Dall

28. november 2018

Spørgsmålet om pensionsalder og tilbagetrækningsmuligheder for nedslidte seniorer er igen dukket op på den politiske dagsorden.

Senest har både Dansk Folkeparti, Martin Lidegaard (R) og en række af medlemmerne af den tidligere velfærdskommission pustet nyt liv i debatten.

Fakta er, at demografiske forskydninger og en stigning i gennemsnitslevealderen betyder, at vi med de nuværende tilbagetrækningsregler skal være længere på arbejdsmarkedet. Dermed er en forlængelse af vores arbejdsliv med til at dække de fremtidige offentlige udgifter.

Det giver alt sammen mening. Men vi må ikke lukke øjnene for, at en betydelig andel af LO-lønmodtagerne nedslides og må trække sig fra arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen.

De lønmodtagere fortjener en værdig tilbagetrækning og en mulighed for at etablere en meningsfuld tilværelse uden for arbejdsmarkedet. Den mulighed må mange desværre se langt efter i dag.

Hullet sikkerhedsnet

Det skyldes, at efterlønsordningen, der tidligere har været et sikkerhedsnet for mange nedslidte lønmodtagere, med tilbagetrækningsreformen fra 2011 er ved at blive afviklet.

Mens der i 2008 var 139.000 efterlønsmodtagere i Danmark, var antallet i andet kvartal 2018 nede på 51.000, og ifølge Finansministeriets beregninger vil antallet på længere sigt falde helt ned til 10-15.000 efterlønsmodtagere.

Heller ikke seniorførtidspensionen, der skulle tjene som et sikkerhedsnet under nedslidte lønmodtagere med højst fem år til folkepensionsalderen, fungerer efter hensigten. Da lovforslaget om seniorpensionsordningen blev fremsat i forbindelse med Tilbagetrækningsreformen i 2011, skønnede ministeriet, at antallet af modtagere af seniorførtidspension ville blive knap 2.700 alene i 2015. Til og med første halvår 2018 var det imidlertid kun 1.285 personer i alt, som havde fået tilkendt seniorførtidspension.

At ordningen ikke fungerer som tiltænkt, betyder, at mange nu i stedet må klare arbejdsdagen med brug af smertestillende medicin de sidste år frem til pensionsalderen eller indstille sig på at tilbringe den sidste del af arbejdslivet på midlertidig offentlig forsørgelse.

Sådan kan vi ikke være bekendt at behandle mennesker, som har passet deres arbejde hele livet, betalt deres skat og bidraget til fællesskabet. Vi står derfor med et stort hul i vores sikkerhedsnet, der skal lappes for at sikre den folkelige opbakning til en fortsat stigende pensionsalder.

Så kære politikere – hvad med at udvise rettidig omhu?

Arbejdsmiljø tilbage på dagsordenen

Hvis vi i fremtiden skal kunne arbejde endnu længere, end vi gør i dag, forudsætter det, at politikerne også skruer på andre knapper. Vi skal iværksætte en seriøs forebyggende indsats, hvor bedre arbejdsmiljø og efteruddannelse går hånd i hånd med et arbejdsmarked, der rent faktisk kan rumme de mange nye seniorers behov. Målet må være, at ingen slides op på det danske arbejdsmarked – hverken inden pensionsalderen eller når pensionsalderen nås. Der skal så at sige stadig være energi tilbage på batteriet – gode leveår – når arbejdslivet afsluttes.

Desværre må vi konstatere, at der er lang vej til mål. Arbejdstilsynets bevillinger til tilsynsaktiviteter er reduceret med mere end 180 millioner kroner siden 2007. På trods af, at alle statistikker indikerer, at det går den forkerte vej med arbejdsmiljøet i Danmark, lægger regeringen op til at fortsætte besparelserne med finanslovsudspillet for 2019.

Det harmonerer mildest talt dårligt med forståelsen i den politiske aftale fra 2006, hvor et bredt flertal i Folketinget besluttede, at forhøjelsen af pensionsalderen skulle kombineres med investeringer i arbejdsmiljø. Man gør det stik modsatte.

Et lille lyspunkt er dog de 18 anbefalinger til, hvordan vi får et bedre arbejdsmiljø i Danmark, som Ekspertudvalget for Arbejdsmiljø fremlagde i sidste måned. Anbefalingerne behandles nu i Folketingets beskæftigelsesudvalg og vil forhåbentlig resultere i en række konkrete tiltag, som kan mindske nedslidningen. Men det kræver mere end snak. Det er tid til handling. Tid til at holde det, man har lovet.

Mulighed for sporskifte

Også på uddannelsesområdet handler regeringen mod intentionen om gode muligheder for uddannelse hele livet. Grønthøsteren skærer år efter år millioner af kroner væk fra uddannelsesområdet. Det giver slet ikke mening.

Med trepartsaftalerne har vi sat initiativer i søen for at sikre mere voksen-, efter- og videreuddannelse, sporskifte og kompetenceløft, og her har vi i fagbevægelsen et ansvar for at informere og motivere medlemmer til at benytte de nye muligheder, mens arbejdsgiverne har et ansvar i forhold til at muliggøre uddannelsesforløbene og indtænke efteruddannelse som en naturlig del af planlægningen på alle danske virksomheder. Det skal vi blive meget bedre til.

Den nyoprettede Seniortænketank, hvis arbejde skal munde ud i anbefalinger til, hvordan vi skaber et bedre og længere arbejdsliv for seniorer, er også et udmærket initiativ. Tænketanken vil forhåbentlig medvirke til at skabe debat og fremsætte anbefalinger, der kan være med til at gøre arbejdspladserne opmærksomme på at give seniorerne de rette rammer for et langt og godt arbejdsliv.

Men til syvende og sidst er det meget enkelt: Virksomhederne er nødt til at sadle om. Seniorer er i mange år blevet værdsat alt for lidt, og i en del tilfælde er de ligefrem blevet vraget som arbejdskraft.

Et langt arbejdsliv fordrer, at vi investerer i mennesker, at vi påskønner dem – også når de har rundet de 55 år. Problemet er bare, at vi ikke har fulgt den opskrift, og indtil vi gør, er der behov for at spænde et mere fintmasket sikkerhedsnet ud under de lønmodtagere, som nedslides inden pensionsalderen.

Det handler om anstændighed

For os i LO-fagbevægelsen er det helt afgørende, at alle danske lønmodtagere, nedslidte som ikke-nedslidte, kortuddannede som langtuddannede, kan forlade arbejdsmarkedet med værdighed og helbred i behold. Det er derimod ikke afgørende for os, hvilken model der strikkes sammen for at sikre denne udvikling.

En værdig tilbagetrækning er den respekt, som samfundet bør udvise enhver borger, der har knoklet for fællesskabet igennem et langt arbejdsliv. En værdig tilbagetrækning bør være en selvfølge for alle borgere i et velfærdssamfund som det danske. En værdig tilbagetrækning er en del af et værdigt liv – det skal alle have ret til. Det handler ganske enkelt om anstændighed.

Hvis regering og Folketing vil sikre folkelig opbakning til, at vi i fremtiden skal arbejde længere, er det afgørende, at der skabes en bred politisk forståelse af, at man ikke kan forhøje pensionsalderen uden samtidig at sætte ind med initiativer, der forebygger nedslidning. At man ikke kan forhøje pensionsalderen uden at give en hånd til de mennesker, der har svært ved at gennemføre et helt arbejdsliv uden at blive nedslidt i en grad, der koster dem både livskvalitet og levetid.

Det kræver altså både investering i arbejdsmiljø, uddannelse og livslang læring, som for alvor giver afkast på den lange bane, og handling her og nu for de lønmodtagere, der nedslides, inden de når pensionsalderen. Sådan sikrer vi en værdig tilbagetrækning for alle.

Lizette Risgaard, formand LO, Per Christensen, forbundsformand 3F, Claus Jensen, forbundsformand Dansk Metal, Mona Striib, forbundsformand FOA og Kim Simonsen, forbundsformand HK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Espen Bøgh
  • Henning Kjær
  • Ellen Jeppesen
  • Ervin Lazar
  • Torben K L Jensen
Alvin Jensen, Espen Bøgh, Henning Kjær, Ellen Jeppesen, Ervin Lazar og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg syntes arbejdstiden for dem med hårdt fysisk arbejde skal sættes ned med dette samme til 30 timer. De fleste mærker nedslidning mellem 30-40 års alderen . Det burde jo give 6 år mere på arbejds markedet statistisk set. Men nu er der forskel på nedslidning og det burde være obligatorisk,at man kunne tage en side løbenden uddannelse,hvis man mærker nedslidning. Der hvor kæden hopper af inde på borgen er de fleste er vant til at sidde med en kuglepen og den vejer jo ikke rigtigt noget. Hvorfor er der ikke undersøgt, hvad nedslidning betyder ! hvorfor er der ikke lavet undersøgelser af, hvad alder betyder kontra svindende muskelmasse. Embedsværket vil jo så gerne have diagrammer og undersøgelser af alt bare ikke de arbejderen folk . AE - Arbejderbevægelsens Erhvervsråd #AES #ankestyrelsen afviser f.eks alle knæskader på en undersøgelse lavet af en læge fra Viborg for gulvlæggere, som så skal have lagt på knæ i 2 timer pr dag. men hallo der er masser af andre ting der op slider led og muskler Så sæt i gerne #NFA igang med at undersøge hvornår man er slidt op og hvad det betyder for livskvaliteten.-det er et kæmpe ønske!!.

Alvin Jensen, Palle Bendsen, Hanne Koplev og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Det er regnearkspolitik.... jeg kunne godt tænke mig en politik med mennesket i fokus!

Sænk pensionsalderen til 65 år for ALLE igen, men gør det så samtidigt attraktivt at blive på arbejdsmarkedet!

Hvis folk trives, har et godt arbejdsmiljø og en løn der står mål med arbejdsbyrden og opgaverne, så er jeg sikker på, at man med ganske få incitamenter kan få folk til, at blive længere på arbejdsmarkedet, og det helt frivilligt.

Jeg kender mange, inkl. min egen far der nu er 74 år, som er blevet rastløs efter, at han gik på tvunget pension, som 70 årig, han mangler simpelthen noget at rive i, og er blevet rastløs, selvom han har haft mindre småjobs i mellemtiden. Nu leder han efter arbejde måske 3-4 timer om dagen, 3-4 dage om ugen.

Encitamenter kan være nedsat arbejdstimer, mindre skat, mere ferie, højere pension når man går på person eller helt andre ting efter individuelle ønsker.

Her i landet har vi fået en helt forkert kultur og måde at anskue tingene på. Der er ligesom kommet en rød tråd i alt politik, som handler om, at man skal tvinge mennesker, og på den måde umyndiggøre dem, og for manges vedkommende, gøre livet surt for dem, kunne man måske ikke prøve, at tænke helt anderledes, og så positivt nudge folk til frivilligt, og ud fra en forståelse og lyst, at gøre tingene?

Christa Hauser, Alvin Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Mortensen, Jørgen Clausen, Sven Elming, Gert Romme og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Vi er længere på arbejdsmarkedet allerede. En start som 17 årig og slut som 60 årig giver jo som bekendt 43. Læg 43 til slut tyverne, som de fleste akademikere starter på. At underklassen skal trælle længere end alle andre, er ikke noget nyt!

Vibeke Lawrie, Per Torbensen, Peter Hansen og Michael Friis anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Tvungen pensionsopsparing.

Skal man hjælpe dem der har reelle behov, i øvrigt på alle sociale fronter, så må vi indse, at alle ikke kan få ”gratis pension”. Et kollektivt system som folkepensionen, kan sammenlignes med en forsikringsordning. Alle indser vist at kassen tømmes, hvis et forsikringsselskab, udover at udbetale erstatning til skadelidte også, for ”lighedens” skyld, skal kompensere alle andre forsikringstagere. På samme måde med folkepension, skal alle have bliver behovet for skatteindægter voldsommere end hvis det alene er "behøvende" der skal modtage offentlig pension. Vi bør derfor snarest indføre tvungen pensionsopsparing som vi kender det fra ATP, for alle der arbejder - med et eller andet minimum af indkomsten, der dækker bortfaldet af indkomst i pensionistlivet. Herefter kan kun borgere der ikke har arbejdet eller arbejdet med mindre styrke, på grund af særlige begrænsninger, få pensionshjælp fra staten.

Vi skal desuden lægge pensionsbeskatningen tilrette på en anden måde. Skat skal ikke kunne gøres til genstand for spekulation, den skal være ens for alle og bygge på et retfærdighedsprincip. Vi skal derfor ikke have fradrag for noget som helst og pensionsopsparing skal derfor heller ikke være fradragsberettiget men derimod skattefri, når man løfter den. Forstået sådan; skattefri for den opsparede del, den har man allerede betalt skat af. Derimod ikke skattefri for rentetilskrivningen, som dog først skal beskattes når man realiserer pensionen. Det er jo ganske urimeligt at nogle kan mindske deres indkomstskat ved at investere i pensionsopsparing. Det der plager er, at de derved ikke bidrager med fuld skattestyrke til her-og-nu-samfundet i deres arbejdsliv. Med en sådan omlægning vil statens udgifter til folkepension mindske kraftigt og indkomstskatterne vil vokse med provenuet fra den bortfaldne rentefradragsret.

Kronikørerne gør sig skyldig i nogle væsentlige fordrejninger!

De skriver: "..efterlønsordningen, der tidligere har været et sikkerhedsnet for mange nedslidte lønmodtagere.." - men det har aldrig været intentionen med efterlønsordningen. Årsagen til at efterlønsordningen blev indført var, at vi dengang havde høj ungdomsledighed, og hensigten var, at raske mennesker, der var op til 5 år fra pensionsalderen, skulle inspireres til forlade arbejdsmarkedet før tid for at skabe plads til yngre ledige.

Situationen er som bekendt totalt anderledes i dag. Nu skal vi i stedet motivere ældre til at fortsætte med at arbejde selv efter pensionsalderen, fordi der er arbejdskraftmangel.

De fortsætter: "..Heller ikke seniorførtidspensionen, der skulle tjene som et sikkerhedsnet under nedslidte lønmodtagere med højst fem år til folkepensionsalderen, fungerer efter hensigten" Men det eneste "argument", de fremfører til støtte for denne udtalelse, er, at færre end tidligere skønnet har modtaget denne ydelse. Det er imidlertid et pseudoargument, for ingen anede noget om, hvor mange der ville vise sig at være i en situation, der gjorde dem berettiget til seniorførtidspension. Og det er jo ikke fordi kravene er strammet undervejs.

Herefter påstås det, at "..det går den forkerte vej med arbejdsmiljøet i Danmark.." og der henvises til at ikke nærmere specificerede "statistikker" skulle understøtte påstanden. Den almindelige iagttagelse er imidlertid derimod, at arbejdsmiljøet aldrig har været mere sikkert end nu - uanset at alt naturligvis kan forbedres.

Sluttelig tages det faktum, at der er skåret i bevillingerne til Arbejdstilsynet, til indtægt for en påstand om at der ikke investeres i arbejdsmiljø! Realiteten er, at der i virksomhederne afholdes betydelige og stigende investeringer i et bedre arbejdsmiljø. Og og det giver jo da mere mening, at investere i arbejdsmiljø end at bruge flere penge på Arbejdstilsynets funktionærer.

Minna Rasmussen, Thomas Andersen og Michael Friis anbefalede denne kommentar

"alle" er for ambitiøst.
Sammenligning over tid er svær, da traditionelle fysisk krævende jobs idag har mange hjælpemidler. Hvilket igen betyder, at der er mindre behov for Arbejdstilsynet.
Vores skrappe krav betyderendvidere, at den farligste produktion flyttes til fattigere lande med lavere standarder. Det er en problemstilling, der burde tænkes over. For vi vil stadig gerne have billige og nødvendige produkter, bare vi ikke selv skal producere dem. Og vi er lidt ligeglade med de lavere standarder skader miljøet i andre lande trods vi deler den samme kloden..

"Man kan ikke forhøje pensionsalderen uden samtidig at give en hånd til de mennesker, der har svært ved at gennemføre et helt arbejdsliv uden at blive nedslidt i en grad, der koster dem både livskvalitet og levetid"

Det er heldigvis ganske få der er nedslidte, og dem skal der selvfølgelig tages særligt hånd om.

De 99,9% andre på arbejdsmarkedet må spare flere penge op hvis de vil tidligere på pension en folkepensionens aldersgrænser.

Pensionsalderen nedsættes til 60 år den daglig arbejdstid til 30 t ugenligt. Derudover er det frivillige aftaler, som vil blive indgået af rigtig mange.(Uha for at gå derhjemme og trille tommelfingre).
Nedslidning er ikke som før fysisk, da maskiner og robotterstort set har overtaget de nedslidende opgaver. Nedslidningen er psykisk. 40 timers arbejdsuge (oftest foran skærme) og i mange tilfælde flere, transport 10 timer ugentlig, mobilsnak, i det hele taget et underskud af timer i forhold til de til et rimeligt privatliv værende til rådighed. Psykisk invaliderende.
Hvem skal egentlig afgøre, læger der er katastrofalt mangel på, psykologer??
I det hele taget er der brug for dramatisk nytænkning for nedsættelse af den tid vi helt overflødigt tilbringer som gidsler for 'de rige' på arbejdsmarkedet.
,

@Torben Knudsen, hvad bliver konsekvensen så af dit forslag "Pensionsalderen nedsættes til 60 år den daglig arbejdstid til 30 t ugentligt"?

Det bliver noget i stil med en indkomstnedgang på 25% (målt på månedlig indkomst) og et behov for at reducere de offentlige udgifter med ca. 25% - fede tider?

"Pensionsalderen nedsættes til 60 år den daglig arbejdstid til 30 t ugenligt. Derudover er det frivillige aftaler, som vil blive indgået af rigtig mange.(Uha for at gå derhjemme og trille tommelfingre).!"

Pensionen fastsættes til 120 kroner om måneden.