Kronik

Det skaber ulighed i sundhed, at folk selv skal betale tandlægeregningen

Dårlige tænder udgør en alvorlig sundhedsrisiko. Men det offentlige tilskud til tandlægeregningen er i al stilhed blevet reduceret til næsten ingenting, og det skaber en social slagside
Dårlige tænder udgør en alvorlig sundhedsrisiko. Men det offentlige tilskud til tandlægeregningen er i al stilhed blevet reduceret til næsten ingenting, og det skaber en social slagside

Ditte Ahlgren

Debat
14. november 2018

Det er svært at forestille sig, at det offentlige sundhedsvæsen ville udskrive en regning til en person, der har fået livreddende behandling. For eksempel fru Jensen, der er blevet behandlet for en blodprop i hjertet, eller hr. Pedersen, der har fået amputeret benet, fordi det var ramt af koldbrand som en senfølge af diabetes.

Men det er faktisk tilfældet i Danmark, når man taler om tand- og mundsygdomme. Vi skal selv betale ved kasse et, selv om skader og sygdom i mund og tænder ikke bare har kosmetisk og social betydning.

Det er forbundet med risiko for alvorlige lidelser som kræft, hjertesygdom og diabetes, hvis man har kronisk betændelsestilstand i tænderne, som ikke bliver forebygget eller behandlet. Omvendt kan bl.a. kræft og diabetes også give skader i form af huller i tænderne eller parodontose, men mens udgifterne til strålebehandling, hjerteoperation eller amputation er dækket af de offentlige sundhedsydelser, er behandlingen hos tandlægen for egen regning.

Denne dybt ulogiske og bekymrende finansieringsmodel for betaling af tandbehandling giver en social slagside.

Tandsygdomme særbehandles

I øjeblikket arbejder en gruppe under Danske Regioner med at tilrettelægge rammerne for fremtidens voksentandpleje. Målene er blandt andet at understøtte den tværfaglige forebyggelsesindsats, bidrage til social lighed og lette overgangen mellem børne- og voksentandplejen. Det er gode mål, men problemet er imidlertid, at det skal ske inden for den afstukne økonomiske ramme. Det svarer til at bede arbejdsgruppen om at binde en gordisk knude op.

Det kræver en omkalfatring af sundhedssektoren, hvis vi skal nå målene, men først kræver det et fornyet syn på sygdomme i mund og tænder i forhold til sygdomme i resten af kroppen.

Ikke fra de sundhedsprofessionelles perspektiv dog. Forskning i tand- og mundsygdomme er for længst indlemmet i sundhedsvidenskaben, og de tandprofessionelle fagpersoner bliver dygtigere, men der hersker fra politisk hold en idé om, at tænder er en personlig sag, som man selv er ansvarlig for at vedligeholde og behandle. Også selv om tandskaden skyldes diabetes eller kræft.

Og skulle man forsømme tandbørstningen eller dyrke en livsstil, der disponerer til tand- og mundsygdomme, må man selv betale for dårligdommene – alt imens behandling af andre livsstilsudløste sygdomme dækkes af det offentlige sundhedsvæsen. Dette dogme ligger til grund for den danske organisering af tandpleje og -behandling og adskiller sig markant fra vores nabolande.

For høj brugerbetaling

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) opgjorde for nylig, at mens de fleste voksne borgere i Europa betaler for at gå til tandlægen, varierer størrelsen af brugerbetalingen. I Tyskland er et tandlægebesøg eksempelvis nærmest gratis for borgeren. I Holland er voksenbefolkningen dækket ind via forsikringsordninger, så egenbetalingen er meget lav. I Danmark har vi den højeste brugerbetaling sammenlignet med hovedparten af de europæiske lande.

Skiftende regeringer har systematisk reduceret det offentliges tilskud fra 45 procent i 1980’erne til 18,3 procent af de samlede udgifter til voksentandplejen. I 2013 fjernede regeringen ydermere først 180 mio. kroner, herefter 120 mio. kroner i tilskud til henholdsvis tandrensninger og kontrol. De sparede penge skulle bruges til særlige tilskud til udsatte gruppers tandsundhed. At det så ikke er sket, er en anden – og ganske alvorlig – problematik.

I dag betaler vi 82 procent af tandlægeregningen selv. Det kommer bag på de fleste, at egenbetalingen er så stor. Det kunne Tandlægeforeningen fortælle efter en rundspørge tidligere på året, og selv tandlægernes fagforeningsformand, som ellers hylder brugerbetaling som et pædagogisk princip, fordi det angiveligt giver borgerne en følelse af medansvar for deres sundhed, udtalte, at graden af brugerbetaling ganske enkelt er blevet for høj.

Unge bliver tabt i systemet

Konsekvensen af en høj tandlægeregning er til at tage og føle på. Når vi udsætter tandlægebesøgene, er der større sandsynlighed for, at tandsygdomme ikke forebygges eller behandles i tide. Et eksempel er paradontose, som op mod halvdelen af danskerne lider af. Sygdommen kaldes også ’de løse tænders sygdom’, da vævet omkring tandroden bliver angrebet og nedbrudt, så tænderne ender med at falde ud, hvis ikke man bliver behandlet.

Det er et meget uhensigtsmæssigt system, som i lyset af modellen for det danske sundhedsvæsen i øvrigt øger risikoen for social ulighed i sundhed.

Vi bryster os ofte af vores velfungerende børnetandpleje, som har sikret mange nul-huller-generationer. Men det viser sig desværre, at når de unge fylder 18 og er overladt til selv at søge tandlæge, sker det ikke.

En undersøgelse fra Danske Regioner fra 2016 afslørede, at 44 procent af de unge, som blev født i 1996, ikke havde været forbi en tandlægestol, siden de blev afsluttet i børnetandplejen. I alt 32.000 unge mennesker. Statistisk set vil nogle af disse unge udvikle sygdomme i tænderne, som måske kunne forebygges, hvis de gik til regelmæssige eftersyn hos tandlægen.

Måske kommer de ikke afsted på grund af dårlig økonomi. Unge under uddannelse er blandt de grupper i samfundet med lave indkomster, som ikke kan finde luft i budgettet til at få vedligeholdt deres tænder og få behandlinger, som gør, at de bevarer tænderne resten af livet.

Hjælp til det hele menneske

Det er i modsætning til, hvad mange politikere tror, nemlig ikke bare svært udsatte grupper som hjemløse og kontanthjælpsmodtagere, som ikke kommer til tandlæge. Et tandlægebesøg, som indbefatter en klinisk set simpel rodbehandling, kan være så stor en udgift, at behandlingen er urealistisk for lavtlønnede, enlige forsørgere, studerende og personer på overførselsindkomster. En billigere løsning er så at trække en ellers bevaringsværdig tand ud.

Personer med diabetes er en særligt udsat gruppe, som ikke alene er i større risiko for at få parodontose. Den kan også udvikle sig i hurtigt, når den først er opstået. Personer med diabetes risikerer, at parodontosen ødelægger knoglestrukturen i kæberne. Er skaden først sket, er der eksempler på tandlægeregninger på mere end 50.000 kr.

Derfor bør parodontose betragtes som enhver anden følgesygdom til diabetes, som helt naturligt behandles i og af det offentlige sundhedsvæsen.

På verdensplan bliver sygdomme i mund og tænder betragtet som lige så alvorlige for befolkningens sundhedstilstand og landenes sundhedsøkonomi som diabetes, hjertekarsygdomme, bevægeapparatsygdomme og kronisk lungesygdom. I Danmark går vi i den stik modsatte retning og overlader tandsundheden til borgerne selv. Det koster livskvalitet, det koster penge og kan i værste fald koste menneskeliv.

For personer med diabetes og for alle andre borgere med én eller flere kroniske sygdomme er det uacceptabelt overhovedet at påføre dem en brugerbetaling på grund af somatisk sygdom i et enkelt organ i kroppen, nemlig munden, hvorimod sygdomme i alle andre organer dækkes af det offentlige. Det er ulighed i sundhed, der vil noget, og det løser vi ikke inden for den nuværende organisering og økonomiske ramme.

I Folketingets åbningstale sagde statsministeren, at sundhed først og sidst handler om at hjælpe mennesker. Lad os blive enige om, at det gælder det hele menneske.

Allan Flyvbjerg, direktør og professor ved Steno Diabetes Center Copenhagen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

kiropraktor :-)

Jeg kendte engang en tandprotetiker der måtte lukke sin klinik fordi de lokale tandlægere fandt ud af de kunne få deres reservedele billigt i kina. De begyndte i det små med at forlange at prisen blev sat lidt ned, så lidt mere og lidt mere endnu, og til sidst kunne det jo ikke løbe rundt for tandprotetikeren. Man skal bare lige huske at de "reservedele" tandlægerne krævede at få billigere, kostede i mellem 15 - 70 kr hos den danske tandprotetiker, men når tandlægerne solgte dem til sine kunder tpg de i mellem 200 - 900 kr. De dansk produceret reservedele skulle ikke fragtes herop fra den anden side af verden, og det gav arbejde og skat i danmark.
Jeg ved godt at det er dyrt udstyr de har de tandlæger, men der er da ingen grund til at der står 18 røntgenapparater i en middelstor dansk provinsby.
Det ligger 11-12 år tilbage i tiden, og jeg har ikke været ved en tandlæge eller talt med en tandprotetiker siden da, så hvordan det står til i dag ved ikke.

Når Grønland kan finde ud af at inkludere tandbehandling i sundhedssystemet, så burde Danmark vel også?
Nærværende diskussion er den sædvanlige; man prøver at måle kvalitet i kroner og ører.

Lise Lotte Rahbek

årh for helveg hvor er jeg træt af smålighed og bavl..
"Nu har jeg børstet mine tænder to gange om dagen i alle mine 22 leveår, og så skal naboen ikke komme og ha' tandbehandling, for jeg ved, han kun har børstet tænder om søndagen".
Ikke EN enste tanke på det smertehelvede eller de følgesygdomme der opstår, når folk får mundsygdomme.
Vorherrebevars for en nidkærhed af individer, som ikke tænker nøjere over, hvem der har betalt deres børneinstitutioner, fortovene de går på eller tilskuddene til deres forældres medicin.
(Årh, ja, jeg ved godt der er tale om trolleri, men nogle gange MÅ jeg have luft: Aaaaaaaarrrgghh!)

Katrine Damm, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Michael Andresen , Ebbe Overbye og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er sgu lidt morsomt, det er den helt samme diskussion vi har her, som de har i USA om almen sygesikring. De samme hjernedøde argumenter imod, og de samme rationelle og solidariske løsninger for at det offentlige skal overtage tandlægeudgifterne.

Hvad jeg ikke fatter er, at folk ikke kan forstå, er at det ikke koster en krone ekstra - det er kun et spørgsmål om fordeling af udgifterne. Hvis tandbehandling blev en del af den almene tandbehandling ville det netto komme til at koste stort set det samme som nu.

Måske bliver det lidt dyrere i starten, fordi alle os fattigrøve, som ikke går til tandlægen fordi det er for dyrt, skal have ordnet vore negliserede tænder, men på lidt længere sigt vil det blive billigere, da en masse tandsygdomme vil blive behandlet før de bliver så alvorlige, at tænderne falder ud.

Det er alt sammen et spørgsmål om, at de mere velhavende ikke vil være solidariske med de mindre velhavende. Der er ingen rationelle argumenter for at opretholde det nuværende system.

I sin tid blev tandpleje valgt fra af politikerne, fordi det var for dyrt; Danmark var på vej til at blive en velfærdsstat, men var endnu ikke så velpolstret, at vi kunne betale for alt. Sådan er det ikke mere, vi er i dag en af de rigeste nationer i verden, så vi kan sagtens betale for fattigrøvenes dårlige tænder - især fordi det jo samlet set vil koste det samme som nu, måske endda mindre?

Katrine Damm, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Trond Meiring, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Flere af ovenstående synspunkter kunne i princippet anlægges på sundhedssystemet generelt:
Hvorfor skal jeg være med til at betale for andre menneskers - uansvarlige - livsførelse, deres nedarvede dårligdomme og deres manglende omtanke? Hvis ikke de selv kan betale, må de lide og dø som de nu bedst kan. Jeg er jo selv sund, rask og ansvarlig, så hvad rager det mig og min pengepung?
Jeg er omgivet af dummernikker, slendrianer og nasserøve, som kun er ude på at begrænse mit råderum og dermed også min stræben efter egen lykke...

Katrine Damm, Anne Eriksen, Carsten Munk, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

@René Arestrup
@Niels Duus Nielsen
@Lise Lotte Rahbek
Hvorfor skal fællesskabet være med til at betale for andre menneskers uansvarlige livsførelse og deres manglende omtanke, når det gælder den personlige tandpleje ? Jeg lytter meget gerne til jeres lødige og saglige argumenter !

Niels Duus Nielsen

Erik Fuglsang: "Hvorfor skal fællesskabet være med til at betale for andre menneskers uansvarlige livsførelse og deres manglende omtanke, når det gælder den personlige tandpleje?"

Netop fordi vi er et fællesskab, hvor vi passer på hinanden, selv om nogle af os ikke er så gode til at passe på sig selv. Jeg ser personlig tingen grund til at jeg skal være med til at betale til middelklasseidioten, der er så dum, at han brækker benet på sin skiferie. Men jeg betaler alligevel hans hospitalsregning, fordi han samtidig er med til at betale for mig og mine sygdomme, som jeg - forskyldt eller uforskyldt - har pådraget mig.

Hvad du plæderer for er i virkeligheden at vi opretter en domstol, der afgør, hvornår et menneske er værdigt trængende eller ej. Men denne fremgangsmåde er vi altså gået bort fra for mange år siden, både fordi det er for dyrt - det er faktisk billigere bare at kurere folk, når de er syge; stordriftfordelen, du ved - og fordi det er svært at finde kriterier, som uden slinger i valsen kan afgære, hvad der er uforskyldt og hvad ikke.

Hvem skal fx være dommer i en sådan ret? Dig? - eller mig? Hvor er det fælles retsgrundlag, hvor vi to kan mødes, så vore domme kan udvise en vis konsistens?

Morten Fals, Katrine Damm, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, René Arestrup, Ebbe Overbye og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

Niels Duus Nielsen : Tak for dine velovervejede refleksioner. Jeg plæderer ikke for noget domstolslignende organ, der kan afgøre, hvem der har ret til ret til gratis tandbehandling.
Jeg vll derimod gerne argumentere for, at vi overvejer, om ikke brugerbetaling og økonomiske incitamenter kan hjælpe med at ansvarliggøre borgerne. Hvis tandlægeydelserne var gratis, ville borgerne intet incitament have til hverken at begrænse deres efterspørgsel eller til at være omhyggelig med at passe på deres tænder. På disse kanter er det dybt kontroversielt at forsvare brugerbetaling og økonomiske incitamenter, men jeg har det helt fint med at diskutere og analysere om brugerbetaling, private sundhedsforsikringer mm. bør anvendes noget mere. Du har da fuldstændig ret, det er helt legitimt at spørge: Hvorfor skal vi være med til at betale for den borger, der med åbne øjne vælger at tage på en risikabel skiferie, hvor han måske brækker benet ? Er det rimeligt, og er det en opgave for fællesskabet ?

@Erik Fuglsang
I tilgift til Niels Duus Nielsens udmærkede svar, vil jeg gerne supplere med det faktum, at tand- og mundlidelser ikke kun er en konsekvens af manglende tandbørstning. Det er fx velkendt, at parodontose er arvelig, ligesom nogle mennesker er mere disponerede for caries end andre. Begge kan være svært lidelsesfulde og nedbrydende for både kæbe og tænder.
Du er på en håbløs mission med din nidkære revisor-filosofi.
Hvordan skal vi fx evaluere mennesker, der udvikler hjerte-kar-sygdomme? Skal vi gennemgå deres komplette livsførelse med henblik på at afdække hvilken kost, de har indtaget, hvor meget motion, de har dyrket, om de nogensinde har røget - eller måske stadig ryger, om de har sat sig grundigt nok ind i specifikke genetiske dispositioner og handlet ansvarligt i overensstemmelse hermed?
Listen er uendelig lang.
Skal vi virkelig oprette et så stort, komplekst og på mange måder aldeles absurd regimente blot fordi du og andre har ondt et vist sted?

Morten Fals, Katrine Damm, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Ebbe Overbye og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

@René Arestrup
Jeg medgiver, at i den praktiske verden , så er det umuligt at afgøre, hvem der har handlet ansvarligt, og hvem der ikke har. For at undgå at de off. sundhedsudgifter eksploderer, kan vi med fordel gøre brug af brugerbetaling og økonomiske incitamenter, jf. mit sidste indlæg. Der er en overflod af læsere herinde, der argumenterer for flere offentlige udgifter - og dermed stigende skatter og afgifter. Jeg argumenterer dels for at ansvarliggøre borgerne, dels for brug af instrumenter, der trækker i den modsatte retning !

@Erik Fuglsang
Jeg medgiver, at du er inde og røre ved en væsentlig problematik, blot angriber du den forkert.
Den egentlige udfordring består i, at der konstant bliver udviklet nye og ofte meget dyre behandlingsformer for en bredere vifte af diagnoser. Det giver selvsagt nogle udfordringer for et universalistisk sundhedssystem som det danske.
Vi bruger i forvejen ca 400 mia om året på sundhedssystemet - den næststørste samlede post på finansloven efter overførsler. Og det er klart, at vi ikke bare kan lade sundhedsudgifterne eksplodere i takt med nye behandlingsformer.
I den forstand står vi reelt over for en meget svær etisk diskussion, som jeg ikke har nogle entydige svar på. Blot vil jeg nok være tilbøjelig til at sige, at vi ikke skal prioritere mellem mennesker, men mellem behandlingsformer.

Katrine Damm, Anne Eriksen, Randi Christiansen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

@René Arestrup
Jeg er faktisk enig med dig, tror jeg nok. Vi kommer utvivlsomt til at diskutere prioriteringer i sundhedssystemet, herunder prioriteringer mellem behandlingsformer. Det sker allerede i form af de nedsatte medicinråd, som skal vurdere effekter og priser på nyere behandlingsformer. Visse behandlingsformer, som mest handler om æstetik og ikke om diagnoser og sygdomme (såsom fedtsugning, brystforstørrelser mm.), tilbydes vist heller ikke længere i det offentlige, hvad der vel er fornuftigt nok.? Vi kommer nok desværre ikke til fordomsfrit at diskutere, om alle skal have fri og uindskrænket adgang til sundhedsvæsenet, uanset at jeg synes, at den diskussion ikke bør tabuiseres. Det, tror jeg desværre, at du har ret i.

Niels Duus Nielsen

Brugerbetaling i sig selv er der ikke noget galt med, jeg betaler jo for mine fødevarer, selv om jeg ville blive syg, hvis jeg lod være med at spise.

Og principielt kan brugerbetaling skam være en udmærket ting, netop fordi mange af os har en tendens til ikke at værdsætte tingene, hvis de er gratis.

Men skal der indføres brugerbetaling, bør den tilpasses brugerens økonomi - ligesom retsvæsnet i mange sager er blevet så moderne, så en bøde udmåles som en procentsats af årslønne, bør brugerbetaling i sundhedsvæsnet afpasses efter borgerens økonomiske formåen.

Hvis man forestillede sig, at det kostede fx 200 kr. at gå til lægen og/eller tandlægen, ville jeg da ofte være i tvivl, om jeg nu også har råd; 200 kr. er mange penge, hvis man skal leve af en bistandshjælp, men for direktør Diller-Daller er det jo bare et greb i lommen.

Et konkret eksempel: Jeg har lige fået noget ny medicin, som jeg måtte slippe 500 kr. for, hvilket har sat mig så voldsomt tilbage, at menuen står på spagetti med ketchup resten af måneden. Direktør Diller-Daller derimod har råd til både medicin og flæskesteg selv om han er i gruppe 1, hvor tingene er lidt dyrere. Gruppe 2 derimod omfatter både mennesker med en rimelig indtægt, og mennesker som mig, der får en nøje afmålt sulteløn.

Hvis jeg som kontanthjælpsmodtager skulle slippe fx 20 kr. for et lægebesøg ville det måske være rimeligt - og så alligevel: I skrivende stund har jeg ingen kontanter overhovedet, da de sidste penge blev investeret i spaghetti. Så skulle jeg blive syg i morgen, vil jeg ikke have råd til at gå til lægen. Ergo er jeg modstander af enhver form for brugerbetaling.

Og så er det jo i øvrigt ikke gratis, da jeg betalte rigtig skat (og ikke den symbolske skat, som jeg som kontanthjælpsmodtager bliver trukket for, ligesom i Ebberød bank) var jeg skam meget kritisk for, hvad mine skattekroner gik til, men så længe pengene gik til sundhedsvæsnet, skolevæsnet og socialvæsnet betalte jeg min skat, om ikke med glæde, så dog uden de store protester.

Katrine Damm, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Trond Meiring, Erik Fuglsang og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Leo, hvad jeg plæderer for, er, at HVIS der skal være brugerbetaling, skal den være indkomstbestemt. Men som du ser mener jeg ikke, at der skal være brugerbetaling på hverken lægehjælp eller tandlægehjælp, så vi slipper helt for at oprette endnu et stort kontrolapparat, der skal sikre, at jeg ikke betaler for lidt og dermed "ligger samfundet til byrde".

For jeg går ud fra, at du er med på, at en flad brugerbetaling vil betyde, at de fattige må aflevere en større del af deres rådighedsbeløb end de rige? Vi skulle jo nødigt derhen, hvor vi skal vælge mellem medicin eller mad, således som jeg blev nødt til i denne måned.

Det er et politisk valg, at vi betaler for medicinen, de 500 kr. jeg måtte betale var EFTER statstilskuddet var trukket fra, det gør de jo helt automatisk på apoteket. Jeg kan kun gisne om, hvad medicinen koster i virkeligheden, men jeg vil da huske at spørge næste gang.

Uanset hvad ville det da være meget enkelt at indlæse min årsindkomst i det program, som apoteket bruger til at kontrollere mit medicinforbrug, således at min pris ville svare til mit indkomstniveau.

Det mest enkle vil selvfølgelig være at jeg slet ikke skal betale for medicinen overhovedet.

Niels Duus Nielsen

Leo, den eneste måde, det bliver retfærdigt på, er hvis procentsatsen er nul.

Hvis jeg, som har en årsindkomst på omkring 120.000, skal betale fx 10% af 5000 kr., altså 500 kr., sætter det mig voldsomt tilbage - direktør Diller-daller, som har en årsindkomst på over en million, skal så også betale 10%, altså 500 kr., men da han har masser af penge, vil han ikke lide nær det samme afsavn som mig.

Jeg må nødvendigvis vælge noget fra, som jeg ellers ville kunne købe i supermarkedet, mens Diller-Daller efter al sandsynlighed ikke ville kunne mærke nogen som helst forskel, han må blot sætte lidt færre penge i banken, eller hvad han nu gør med de penge, han har i overskud, og som han dybest set ikke har brug for.

Det er ikke retfærdigt, at sygdom vil bevirke, at nogen skal sulte, mens andre kan fortsætte med at spise flæskesteg, Så de eneste retfærdige løsninger, der ikke vender den sociale slagside nedad, er enten (1) et stort byrokrati, der nivellerer brugerbetalingen efter folks individuelle indkomster, eller (2) at alt er gratis (dvs. betales over skatten). Vi er enige om, at vi ikke gider den byrokratiske løsning, ergo skal brugerbetalingen sættes til nul procent.

Katrine Damm, Randi Christiansen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Off topic Niels Duus, men det står på kassebonen fra apoteket, hvor meget staten betaler og hvor meget du skal betale. De første 965.- er ren brugerbetaling, derefter er det 50% rabat indtil 1595.-.
Så bliver det 75% rabat indtil 3455.-, derefter 85%. Når der er gået et år fra første indkøb, så starter man forfra med 0%. Se CTR-saldo på bonen, hvor det også fremgår hvornår du skal forny recept.

Niels Duus Nielsen

Wow, Palle Jensen, det betyder så at min medicin koster mere end 3000 kr.!!! Der er 120 doser, og jeg skal tage to doser om dagen, så det ville koste mig 1500 kr. om måneden! Det er ret vildt, det er da godt, at jeg ikke skal betale dethele, for så ville jeg måske vælge at leve med sygdommen.

Hvem kontrollerer egentlig priserne? Det må være lukrativt at være i medicinalbranchen, måske lidt for lukrativt?

Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Apoteket skal sælge det billigste man kan få på markedet. Hvis man foretrækker noget andet, så får man kun rabatten fra det billigste. Når noget er meget dyrt, er det nok fordi, der ikke er alternativer.
Dvs. patentet er ikke udløbet. Så snart det sker, så rasler priserne ned.

Patent-problematikken er en ældgammel diskussion. Reelt foregår det på den måde, at medicinalselskaber, der udvikler ny medicin, fastsætter prisen efter patent-perioden og hensynet til aktionærerne/ejerne. Derfor er der en tendens til at sætte prisen meget højt. De skal nå at tjene pengene mens de har monopol. Det er derfor der er mange eksempler på eksorbitant dyr medicin.
Medicinalselskaberne forsvarer sig typisk med, at det er dyrt at udvikle ny medicin og at de derfor også er nødt til at tage sig betalt for forskning og udvikling, hvilket, isoleret set, lyder ganske ræsonabelt. Blot er der talrige eksempler på, at medicinalselskabernes monopoler bliver udnyttet helt ud i det uanstændige - typisk i forbindelse med ejerskifter, hvor prisen på et eksisterende, monopol-beskyttet præparat pludselig bliver 10- eller 100-doblet fordi de nye ejere (kapitalfonde) vil malke patentet maksimalt.

Niels Duus Nielsen, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Erik Fuglsang og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Sider