Læserbrev

Små børn skal ikke være i institution, de skal være hos deres forældre

Vi må som samfund være vores ansvar over for vores børn bevidst og have det med i vores beregninger, når vi beslutter, hvornår henholdsvis Mor og Far Danmark skal tilbage til arbejdsmarkedet, efter at et nyt familiemedlem er kommet til
28. november 2018

Den psykiske sundhed er absolut ikke prangende hos børn, unge og voksne.

Vi har svært ved at være i verden på en sund og balanceret måde, hvilket er et tydeligt symptom på, at vi ikke kan mærke os selv.

Fra 2009 til 2016 steg antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien med 62,6 procent. I samme periode er antallet af patienter i voksenpsykiatrien steget med 29 procent. I 2014 konstaterede man det højeste antal skilsmisser nogensinde på ét år. På toppen af kransekagen har vi stressepidemien; danskerne langtidssygemeldes dagligt med stress, og hvert år dør omkring 1.400 mennesker i Danmark af følgevirkningerne af stress ifølge Statens Institut for Folkesundhed.

De små børn i vores institutioner har det ikke ’fint’ – ej heller de unge og voksne, der tilbragte store dele af deres barndom i institutionerne.

Vi må erkende, at tilknytningen mellem det lille barn og dets primære omsorgspersoner er selve grundlaget for barnets fundamentale tryghed, og at denne opgave ikke kan varetages af dygtige pædagoger, uagtet hvor mange og hvor kompetente de er.

Vi må holde op med at tale om normeringer. Da jeg var barn i institution, var normeringerne ikke ringe, og min generation er desværre alligevel en bidragyder til de sørgelige statistikker.

Det er ikke alt, der kan presses ind i hamsterhjulet. Én af de ting er det lille barns behov for sine forældre i de første tre år af dets liv, så det kan lære at være i verden på en tryg og meningsfuld måde – med sig selv og med andre.

Vi må sande, at vi har for travlt. Kvinder er selvsagt fuldstændigt ligeligt kompetente til at uddanne sig og arbejde som mændene, men omsorgsopgaven for vores små børn kan ikke udliciteres til institutionerne. Ikke uden at det har seriøse konsekvenser for barnets fremtidige trivsel og derved samfundets samlede mentale sundhed.

Vi må som samfund være vores ansvar over for vores børn bevidst og have det med i vores beregninger, når vi beslutter, hvornår henholdsvis Mor og Far Danmark skal tilbage til arbejdsmarkedet, efter at et nyt familiemedlem er kommet til.

Mie Wedsgaard Storm, cand.mag. og hjemmegående mor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Esben Lykke
  • Jørn Andersen
  • Torben Skov
  • Hans Aagaard
Esben Lykke, Jørn Andersen, Torben Skov og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uha her kommer der en klar holdning og skribenten har valgt og det er hendes ansvar og forhåbentlig er hun en god mor. Men jeg er som gammel pædagog selvfølgelig uenig for hvis det er så slemt som hun nævner,vil det se meget sort ud for vore børn og unge.
Gad vide hvad alle de mennesker som ikke har høj løn nok til at kunne klare sig med en "forsørger"? De enlige? Har vi billige boliger nok til at en enkelt kan klare en familie med sin løn<+
Institutioner har da mangler og kan for nogen børn være et problem, men jeg tror årsager til skilsmisse og mistrivsel skal ses i en helhed og alligevel individuelt.

Anne Mette Jørgensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Pedersen og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar

"Vi må erkende, at tilknytningen mellem det lille barn og dets primære omsorgspersoner er selve grundlaget for barnets fundamentale tryghed, og at denne opgave ikke kan varetages af dygtige pædagoger, uagtet hvor mange og hvor kompetente de er."

Hele livet hviler på forståelsen af det lille barns livsvigtige behov for tilknytning til sine primære omsorgspersoner.

Vi har skabt en kultur, hvor vi i uvidenhed og overmod og afmagt konsekvent bryder denne livsnødvendige tilknytning mellem det lille barn og dets primære omsorgspersoner.

Det er KOLLEKTIVT OMSORGSSVIGT.

Og smerten fra dette svigt breder sig med hast netop i denne tid.

Nu må vi nødvendigvis stoppe op og forholde os til den dybeste årsag til denne smerte.

Vi kan og skal ikke længere dulme smerten med symptombehandling.

Vi bliver nødt til at fjerne årsagen - den dybeste årsag - til smerten.

Og jeg tænker, at den dybeste årsag er at finde i den brudte tilknytning mellem det lille barn og dets primære omsorgspersoner.

At fjerne denne dybeste årsag kræver en kollektiv indsats.
At fjerne denne dybeste årsag kræver erkendelse.
At fjerne denne dybeste årsag kræver derfor mod.

Vi står overfor en meget stor politisk opgave.
Lappeløsninger i form af symptombehandling er nytteløse.

Jeg ser hele Jordens ubalance som forårsaget af
DEN BRUDTE TILKNYTNING.

For 'den brudte tilknytning' er årsag til:
- manglende mening
- manglende selvværd
- manglende sammenhæng
- manglende mod
- manglende beslutningskraft
- manglende selvforståelse
- manglende evne til at indgå i bindende relationer

En gryende forståelse af disse livsvigtige sammenhænge breder sig i denne tid.

Så lad os støtte op om denne bevidsthedsbevægelse af al kraft.
♥♥♥

Tove Rump: Nu har vores samfund samt samfund andre steder valgt ligestillingen i arbejde og hjem i kapitalens og vækstens tjeneste. Det kan vi glæde os over,men det har en pris nemlig at andre end forældre tidligt skal overtage en del af rollen i omsorg m.v. Alt har både en forside og en bagside.
Jeg skrev at jeg har været pædagog og det i 35 år, og hvis det rædsel scenarie som her opstilles ville de fleste af de børn jeg sammen med andre har haft i min varetægt fra 5 til ca 9 timer dagligt være nærmest ødelagte. Altså i tidsrummet 1973 til 2010. jeg er nu i en alder af 73 på facebook med en del af de "stakler" og umiddelbart er kun meget få faldet igennem Men lad os så få enten mænd eller kvinder tilbage til omsorgen og hvordan får vi så legemulighederne og børne fællesskabet tilbage i gaderne og trafikken? Det næste er så boligpriser og udlejnings priser og kan de sparede midler til pasning opveje det? Håber du har en forklaring og ide om det. Men selve diskussionen om omsorg og prisen for vækst og villigheden der til er bestemt vigtig.

Først senere er det gået op for mig, hvad det har betydet at have en mor på deltidsarbejde i nærheden, der tillod mig at vokse op blandt andre børn. Vi havde dårligt tid til at sætte skoletasken, inden vi var en del af det omgivne børneunivers, der lærte mig meget af meningen med livet.
Ved f.eks. tordenvejr vendte hun hjem for at berolige mig.
En nuværende situation med opståen, morgenmad, mobiltelefon, transport til arbejdet, slaveri foran en skærm, mobiltelefon, hjemtransport, madlavning, mobiltelefon, 'hygge' foran tv, godnat, mobiltelefon, nattero, er ikke en værdig tilværelse.
Start med at nedsætte arbejdstiden til 30 timer, skab en dramatisk forbedring af transportforholdene, (der er nu kø på motorvejen i nordgående retning) træn befolkningen i at lægge mobilen til side (den største trussel idag mod et socialt liv.
God fornøjelse

Anne Mette Jørgensen

Hvor er grænsen for små børn. Er det til det tredje år?
Selv pædagog og i firserne som støttepædagog.
Min datter født i 1979 kom i vuggestue i Frederiksberg kommune da hun var 1½ år. Der var 2 uddannede pædagoger og 1 medhjælper til 9 børn på en stue.
Hun elskede at være der og i ferier og weekender holdt jeg op med at gå forbi, da hun stod ved lågen og ville ind og lege ,ed de andre børn. .
For mit første barnebarn født i 1907 i København var virkeligheden en anderledes barsk omgang. For få og skiftende personale og et barn der græd og absolut ikke ville være der.
Nu kan man jo ikke opgøre kvaliteten ud fra enkelte tilfælde, men jeg er ikke i tvivl om, at kvaliteten i dag er ringe.
Det er som med andre områder der har med mennesker at gøre: Hvis man ikke kan påvise død eller alvorlig tilskadekomst, så går det nok.
Man laver ikke statistik på trivsel, men til gengæld indføres der skemaer overalt. Når et skema står alene mener jeg, at det er som en bil på 3 hjul.
Vi mangler mere forståelse for det man faktisk har vidst i årevis.
Mennesket lever ikke af brød alene.

Martin Freiberg

Kære Mie,
Du må være en af de cand.mag’er der pga. besparelserne i gymnasieskolen ikke kan få et job, og derfor går hjemme og tager vare på dine børn. Og derfor tillægger sig en lidt voldsom holdning. Det er et så absolut et attråværdigt erhverv at gå hjemme hos sine børn, og give dem en solid primær socialisering. Men derfra at gå til, at alle skal gå den vej, og alle der ikke vælger den vej, kommer til at bringe deres børn i fare, er måske lige at strække den langt. Jeg er selv alenefar til en datter på nu 24. Alle år har jeg været alene med hende (da hun var en lille pige), og lige fra hun var lille, så har hun været i institution – for hvad skulle jeg ellers gøre, hvis vi også skulle spise og have et sted at bo. Så jo, nogen gange, så er det nødvendigt at udlejre omsorgsopgaven til institutionerne.